Kapitel 6 Ideer til en sandt personlig komputer

Et tredelt kommunikationsprogrammel

 For at en komputerlignende anordning skal kunne forstå en verbalt udformet besked, synes det følgende nødvendigt:

Der skal findes et in-put aggregat, _a hvor verbalt formuleret beskeder kan "optages", en tale/tænke-genkendelse, en listelæsende oversættelse fra lydmønstre til skrift, som sendes ind i programmet for videre analyse. - Den optagede/registrerede besked skal derefter analysers gennem tre filtre for at en egentlig præcis "forståelse" kan skrives opnået.

[TOP]

1. Filter: "... a' 'va si'r då?"

I det første filter findes indprogrammeret et helt sæt af grammatiske "parsere", altså de velkendte sætningsanalyseprogrammer som genkender ordene, deres form, tal, bøjning, placering i sætningen og så videre. Disse arbejder sammen med et bredt sæt forskellige ordbøger, lister, leksika og lignende.

"Grammatikparsere" forefandtes allerede almindeligt blandt datalingvister i midten af 1980'erne: programmer som "gennemlæser" en tekst udfra de nævnte ordlister og eksempelsamlinger, samt opløser sætningsstrukturen i grammatisk syntaks.

Princippet består blandt andet i et sæt "hvis/så" algoritmiske betingelsessætninger, som genkender ordet og dets endelser, og så, hvis endelsen antyder en given bøjningsform, tjekker om de øvrige betingelser for denne bøjningsform findes tilstede, for eksempel i de andre ord, sætningsbygningen og lignende.

Efter nogle korte programmæssige gennemløb står en sådan parser med et færdigt resultat, som omfatter en fuldstændig grammatisk, syntaktisk begribelse af enhver given sætning.

Allerede Weizenbaums "ELIZA" (omtalt kapitel 5 (V.31)) kunne sortere sætningen igennem finde de relevante nøgleord og formulere dem i en svarsætning, naturligvis med den begrænsning, at "ELIZA" ikke havde et sæt ordbøger, som fastholdt ordenes givne betydning i netop den fremførte sætning.

- Dette står naturligvis til rådighed for det her fremstillede første kommunikationsfilter. Det her filter vil altså, med den berømte sætning "de gamle får lever" (omtalt kapitel 5 (V.29)) have forstået begge de fremhævede betydninger, og vil så, ikke blot på grundlag af sine ordbøger og sine grammatisk/syntaktiske regelsæt, men også på baggrund af det andet filter (som skal omtales nedenfor) have forstået; om talen nu andrager får og deres overlevelse med alderen, eller pensionister og deres middagsmad. - I tvivlstilfælde vil apparatet naturligvis - og ligesom mennesker - stille opklarende spørgsmål.

Netop den sidste funktion synes vigtig for en hurtig og gnidningsfri udveksling: et dataevaluerende _a underprogram af parser/syntaksfunktionen vil automatisk danne alle de mulige svar på den forståede sætning, samt - udfra lingvistiske/heuristiske tommelfingerregler i dedikerede neurale netværk - kunne klassificere disse mulige svar som for eksempel: "seriøse", "ironiske", "kammeratlige", "deltagende" og en række receptionsorienterede kategoriske bestemmelser, som gør, at allerede det indledende kommunikationsfilter behersker de øverste emotionelle og underforståede dybder i almen menneskelig kommunikation.

Det udgør naturligvis en vigtig funktion i første kommunikationsfilter, at dette kan spørge om en betydning af ord, vendinger, idiomatiske udtryk _b og så videre, samt står i stand til at indlære, opmagasinere og siden anvende disse definitioner i sit arbejde både i neural netværkform og i standard digitalt format.

[TOP]

2. Filter: "Nå, dæd si'r då?"

I det andet filter findes nu back-ground-parseren: altså det analytiske programmel, som gør maskinel intelligens i stand til at fortolke og forstå løsrevne replikker i den sociale, kulturelle eksistentielle baggrund, som de udgår fra.

En første nærmest rudimentær _a funktion her synes at udgøre et "hvis/så-" og "i tilfælde af-" processuralt beredskab, som omgående fastslår, - i samarbejde med det første kommunikationsfilter - hvad alle henvisende og personlige stedord, navneord og stednavne henviser til. -: ""Det virker godt.", sagde manden.", får øjeblikkeligt dette netværk til at stille og besvare spørgsmålene: "hvilket det?" og "hvilken virkning" og "hvilken mand?".

Disse og lignende klarificerende spørgsmål afgøres dels udfra hvad der ellers siges i samtalen, dels udfra de øvrige funktioner i filter to og tre, dels i samarbejde med hukommelsen, senso-registreringen og de øvrige systemer beskrevet nedenfor. Læseren bedes forstå; at om end der her fremstilles et kontinuerligt enkeltopdelt system, vil hele systemet i praksis fungere med alle lag samtidigt og i samarbejde.

Et næste væsentligt lag i det andet filter - back-ground-filteret - består nu af de allerede omtalte scenarier, frames og hvad de nu kaldtes (se kapitel 5 (V.31) og kapitel 6 (VI.5f)).

Igen her findes samlingen af "eksempler" såvel digitalt som neuralt registrerede, de neurale dele fungerer især i forhold til den enkelte bruger (se eventuelt punkt 6.4) og anvender de serielt digitale lagre som eksempelsamlinger.

Det typiske eksempel om den unge forelskede mand, som i sin usædvanlige, driftsstyrede dyriske forelskelse fyldes "af en desperat længsel efter kærlighed" (Minskys formulering omtalt kapitel 5 (V.30)), vil maskinen kunne forstå, ved først i sit Turing-Neuman-digitale menusystem over scenarier, som den kan genkende, at have genkendt "restaurant scenariet", dernæst, (udfra sine følgende iagttagelser at have forstået, at der kun fandtes "to til stede", og udfra sine sensoriske målinger af mandens hjerteslag (se eventuelt punkt 6.3), hormonekskretion, _b stemmelejets placering på toneskalaen og lignende) vil maskinen øjeblikkeligt hoppe til den menufortolkning, som hedder "romantisk middag for to" "stævnemøde", og derfra vil apparatet med deltagelse, da kunne spørge forstående: "Fornemmer jeg en desperat længsel efter kærlighed?"

Altså allerede andet kommunikationsfilter vil kunne, hvad K.I./A.I.-forskningen troede umuligt midtvejs i det præteknologiske gennembrud, og det endda med legende lethed. - Og her kommer nu dette filter til sin fulde ret, som i stand til at yde en hjælp, som ingen menneskelig forstand vil kunne yde, nemlig ved at anvende sine i/o-porte _a til hukommelser og dér analyserer data i sine tre statistiske, komparative altså sammenlignende, og associationsmæssige registermoduler.

Det udgør et kendt - anerkendt - psykologisk faktum; at svære psykiske problemer i høj grad kan afhjælpes ved, at den lidende får relativeret, (: depersonaliseret) sit problem, og dette udgør en vigtig del af arbejdet i det statistiske, komparative og associationsmæssige modul.

Disse enkeltmoduler - samlet i ét under andet kommunikationsfilter - opbygges som referenceled (links) til scenarierne og deres fortolkede underscenarier, således at når det korrekte scenario gribes, ad exemplum, _b "stævnemøde med middag for to på restaurant" vil associationsmodulet søge i hukommelsens registreringer af menneskelig kunst og historie, og vil her (for eksempel) finde 14 millioner og flere fortilfælde, som om- og behandler det pågældende scenario.

- Maskinen vil derfra kunne fortælle "den desperate unge mand", hvad Shakespeare lod sin helt gøre, hvordan Gary Grant klarede en lignende situation og videre i den dur naturligvis i fuld multi-media-præsentation.

Men udover den associationsmæssige præcedenspræsentation, vil det statistiske programmel kunne give oplysninger om, hvor mange som nu valgte hin løsning, hvor mange procent, og hvem heraf, og alle enkeltdetaljer, som slap godt fra dit eller dat, - og, ad exemplum: nogle piger reagerer på én type udspil, og andre piger reagerer på en anden type udspil og så videre, - alt noget som langt overgår den forstående erfarne ven, og som giver denne stakkels forheksede unge mand nogle reelle muligheder og indsigter.

Nu kommer da endelig det komparative modul ind. Dette modul kan programmeres til at gøre meget mere, end hvad almen blufærdighed ville acceptere i 1990'erne. Men i sin basisfunktion vil modulet kunne sammenligne et sæt af løsninger med ethvert andet, og vil derudfra kunne råde.

Det vil også genkende forskellige mindre synlige - men ubevidst betydende - faktorer og dermed gå specielt dybt ind fra den generelle scenario-genkendelse til den helt, helt præcise forståelse af det enkeltstående tilfælde og dets enestående parametre (som programmet - efter endt analyse - jo vil føje til sin hukommelse).

Der tænkes ikke blot på, at programmet vil kunne forstå, at en asiatisk pige vil værdsætte, at hendes tilbeder kan spise med pinde og udtale madens navne korrekt (hvorefter programmet finder sine instruktionsøvelser desangående frem), men også (og her overskrides nok nogle fordomme i 1990'erne: se eventuelt henvisningerne og fodnoten omkring tolerance kapitel 1 (I.18)) på; at programmet, udfra et billede af pigen, vil kunne konstruere tredimensionale simuleringer af hele mennesket, vil kunne udregne ikke blot pigens nøgne udseende men også særlige seksuelle preferencer, _a og den vil deraf kunne instruere den unge mand i, hvordan hans desperate følelser kan finde passende erotisk afladning med hans udvalgte.

(- Hvad sådanne komparative filtre vil kunne gøre, når de står i forbindelse med andre systemer - for eksempel pigens personlige komputer - kan læseren vel forstille sig? Ellers se eventuelt kapitel 4 (IV.52)).

Det udgør naturligvis endelig en vigtig funktion i andet kommunikationsfilter, at dette kan spørge om nye scenarier og deres bestanddele, selv kan oprette søgeord og menupunkter, krydshenvisende forbindelsesled og historisk, kulturel baggrund for disse nye scenarier, samt siden kan anvende disse i sit arbejde, igen her giver den hybride digitalt-neuralt fungerende filterfunktion mulighed for såvel fuldstændigt som intuitivt data-flow.

[TOP]

3. Filter: "Ahmn 've' då 'va'?"

I det tredje filter foregår den videnskabelige bearbejdning. Hvor første filter kun beskæftiger sig med sproget og opfattelsen af det, og andet filter kun beskæftiger sig med betydningen og opfattelsen af den, beskæftiger det tredje filter sig med de egentlige væsensårsager, deres begribelse og deres videnskabelige fastholdelse.

I tredje filter udgør en væsentlig funktion en algoritmisk opstilling af de samlede videnskabelige grunddiscipliners formelsamlinger, faste stabile data og matematisk/filologiske bevisgange.

Skuffesystemet opstår i den pseudo-hierarkiserede _b opbygning og lagdeling, hvorved hvert videnskabeligt område rummes i en skuffe, som via sine forbindelser til skuffen ovenfor, nedenfor, og de fire rundt om foreliggende skuffer, og sine tværliggende forbindelser med alle andre videnskabelige begribelses- og fremstillingsformer, rækker ud mod alt og kan nås hvor som helst fra.

Hver skuffe, videnskabsgren, indeholder - ud over sit genstandsområdes grundliggende definitioner og aksiomer - også en række strukturelle faktorer, som kan skematiseres operationelt, altså som scenarier der kan fungere i forbindelse til det andet og det første kommunikationsfilter.

I eksemplet med "de gamle får lever" vil brugeren altså kunne få oplyst noget om fårs levetid (biologi) og om levers næringsværdi (ernæringsvidenskab), eller i eksemplet med den unge forelskede mand: om det naturlige ved forelskelse (psykologi), og forelskelsens fysiske patologi _a (fysiologi) og så videre.

Bindeleddene mellem diverse videnskabelige terminologier har siden oldtiden været tal, geometriske strukturer, matematiske formler og figurative former. Indadtil i tredje filter - i kommunikationen mellem skufferne - bør et tredimensionalt netværk af mange typer relationer indregnes, heri iberegnet protokoller for ud- og omveksling af data, definitioner og forskningens genstandsmæssige opfattelser, måske i hyber- eller metakuber som med transputern (omtalt i slutnote kapitel 4 (IV.SN.16) eller i den græsk-kristne gematria (som beskrevet i slutnote kapitel 5 (V.SN.8)).

En type netværksforbindelse mellem skufferne, som kan programmeres inden maskineriets neurale dele selv begynder at danne erfaringer, dannes af samlede opgaver, ved hvilke flere discipliner samarbejder, -: i tilfældet med den desperate unge mand ville det psykologiske, pædagogiske, sociologiske, genalogiske, fysiologiske, sexologiske og flere andre beredskab findes aktiveret: dels med at samle og analysere data dels med at behandle disse data, først i tværfaglige vurderinger, derefter omsat i beslutninger, formuleringer og lignende, samt endelig udformet i rapportering som oplæg til arkivet over præcedens.

I samarbejdet med de to andre kommunikationsfiltre vil det tredje filter kunne levere definitioner fra sit "terminologimodul", kategoriseringer fra sit "klassificeringsmodul", analytiske bearbejdninger fra sit "semantiske/metaforiske modul", præcedensberegninger og statistiske overslag fra sin "vidensbank", samt allehånde multi-media præsentationer af det bearbejdede stof, og mon ikke det salgslækre multi-media i mellemtiden bliver til "holo-media" eller lignende?

Kommunikationsprogrammellet og aggregaterne findes her indtil i teksten kun beskrevet som passive og interaktive: de lytter og forstår samt giver passende svar, men bør også kunne udvise selvstændig aktivitet. Denne kunne tænkes udformet gennem en sætningsstruktur, som måler modaliteten af givne fænomener, systemet kommunikerer med brugeren om. I en enkelt, i 1996 velkendt eksempelgivning: et lille vindue som dukker op og fortæller brugeren; at en fax læses ind. - Her "skal" brugeren måske vide det, og systemet tager derfor selvstændigt kommunikationsinitiativ (talehandling).

I eksemplet med den unge forelskede mand, "vil" han tale med bordbestillingen i restauranten, og systemet kalder ham da også, så snart det har etableret forbindelsen og blot venter på hans accept og betaling. - Her opstår naturligvis også konturerne til den "pylrede" komputer, som reagerer med modaliteterne "bør" eller "skal" når for eksempel overdreven kaffedrikning observeres. _[i]

Man kan fastholde, at hvor første filter taler og forstår som en ven, hvor andet filter taler og forstår som en rådgiver eller vejleder, taler og forstår tredje filter som et råd af de ypperste videnskabsfolk på netop det område, som samtalen drejer sig om.

Dermed synes en såvel forstående, forstandig som fuldkommen ven simuleret, - alt sammen inden for de tekniske muligheder kendt i 1990'erne ved udløbet af det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996. _[ii]

[TOP]

Fodnoter:

     a aggregat: efter latin aggregare: samle. En ophobning. Her aggregat altså: en maskinenhed af samvirkende enkeltdele.

     a dataevaluerende: efter latin datum: det givne, det sikre, afledt af dare: give. Og efter latin valere: have værd. Fastsætte værdien af. Dataevaluerende altså: det at fastsætte værdien af givne forhold. Helt bevidst gengives definitionen af det vigtige ord "data" (flertalsformen af datum) igen så sent som her i teksten, se altså eventuelt også den første fodnote herom i indledningen (0.1).

     b  idiomatiske udtryk: efter græsk idioma: ejendommelighed, særegenhed. Sprogbrug særegen for en gruppe sprogbrugere eller speciel for et givent sprog. "At gå i seng og stå op med hønsene" betyder ikke, at man holder til i hønsehuset, men at man går tidligt i seng og står tidligt op. Idiomatiske udtryk altså: overført billedtale, specielle forståelsesafhængige sprogudtryk.

     a rudimentær: efter latin rudis: rå. Heraf rudimentær altså: uudviklet, forkrøblet.

     b hormonekskretion: efter græsk hormon: stimulerende af horme: impuls. Stoffer dannet i kroppen som regulerer dens funktion. I eksemplet står "kønshormoner", altså de seksuelt regulerende legemsstoffer, som det maskinen måler. Og efter latin excernere: udskille. Hormonekskretion altså: udskillelse af kropsregulerende stoffer. Teksten forholder sig polemisk til human seksualitet. Ekskreter = affaldsstoffer, sekreter = stoffer som anvendes og udskilles af kroppen. Der foregår dog også en tydelig ekskretion af stoffer (blandt andet subliminale duftstoffer) under forelskelse.

     a i/o-porte: altså porte, ledningsforbindelser som bruges til henholdsvis i: input, altså indstrømmende data, og o: output, altså udstrømmende data. I/O-porte altså: forbindelsesveje hvor data udveksles på kryds og tværs imellem aggregatets enkeltdele, på en primitiv måde ligesom med dendritterne og aksonerne omtalt i fodnoterne til kapitel 4 (IV.63).

     b ad exemplum: latin ad: hen imod, ved, hos. Og efter latin ex emere ud tage. Heraf exemplum: et dækkende billede på en helhed. Som litteraturvidenskabelig fagterm ad exemplum altså: i følge det udvalgte eksempel, eksempelvis.

     a preferencer: efter latin pre ferro: forud bære, foretrække. Et hjemmestrikket dansk fremmedord efter det engelske "preference". Preferencer altså: hvad man bedst kan lide, hvad man foretrækker.

     b pseudo-hierarkiserede: efter græsk pseudes: falsk. Og efter græsk hieros: hellig og efter græsk archein: at styre. Hierarki altså: et præstevælde opbygget i pyramideform med få i toppen og mange forneden. I logik en gruppe genstande sorterede efter klasse, art, nummer og lignende. Pseudo-hierakiserede altså: falsk styring af organiserede data. Når der skrives om "pseudo" her, skyldes det: at der ikke findes kun én systematisk struktur, men at alle data i teorien peger mod alle andre data. 

     a patologi: efter græsk pathos + logos: sygdoms- ord, heraf patologi altså: videnskaben om sygdomme, deres årsager og symptomer. Her anvendt ironisk om den i dette gamle, klassiske eksempels påstulerede lidenskab, som en kunstig intelligens aldrig ville kunne begribe.

[TOP]

Slutnoter:

[i]. Det kan måske umiddelbart virke begrænsende, at intelligensprogrammel immer indleder sine selvstændige kommunikationer i en modalitet, altså med et "mådesudsagnsord", igen altså: et ord som siger noget om måden en handling foregår på. Idéen bliver måske forkastet, men synes alligevel for nu en passende ramme. - Faktisk ønsker man sig netop ikke et sludrechatol, som finder på utallige undskyldninger for at sende data eller mere jævnt: for at plapre løs. Alene derfor virker modale styringer af hvorfor, hvornår og hvordan og hvortil maskinen selvstændigt meddeler sig praktisk:

Når den både "kan" og "skal" eventuelt "bør" henvende sig, ja så o.k., så længe den blot "kan" og "tør" og "gider" tier den, for eksempel.

De traditionelle modalverber, altså mådesudsagnsord: 1: at ville; 2: at kunne; 3: at skulle; 4: at måtte; 5: at turde; 6: at burde; 7: at gide, defineres altså generelt som ord der udtrykker noget om måden, holdningen, betingelsen, med, ved og i hvilken man udfører en given handling. -: Man vil gerne kunne, hvis man må, så når man nu skal have det lært, hvis man altså tør, så bør man altså gide lære det, ved for eksempel selvstændig tænkning og handling.

Til disse specielle hjælpeord føjer sig traditionelt 8: at hedde; og i kommunikationsfiltrenes selvstændige talehandlingsmodul synes "at hedde" nødvendig, når apparatet meddeler "opkald" (som det stadig hed i 1996 fra for eksempel telefoni, fax, modem, e-post eller dørklokke. Her vil systemet typisk sige navnet på den person, som henvender sig, og således anvende "at hedde"-mådesformen.

Den beskrevne situation, den hvor apparatet selv henvender sig relativt uopfordret, bestemmes altså af spændingstilstanden, fyringsmønsteret mellem en række randbetingelser, som i to skaller moduleres og dirigeres af de 7 + 1 modaliteter. -:

I den indre eller nederste af disse to skaller ligger systemets feed-back overfor sit menneske (jævnfør relationen: ét menneske til én komputer, beskrevet i punkt 6.4.), altså, hvad datamaten kan beregne at dens menneske vil, kan, skal, må, tør, bør og gider foretage sig i livets valgsituationer. Den udvidede time-manager, som man blandt andet kaldte sådanne "kalenderprogrammer" under præteknologien. Apparatets overvejelser angående disse ting udgør en væsentlig del af det samtalestof, det skyder individuelt ind med, når det med kommunikationsfiltrene befinder sig i en udvekslingssituation med sit menneske: en samtalehandling med gensidig udveksling. Naturligvis bør apparatet ikke blive så moralsk, at det ved enhver given lejlighed belærer sit menneske om betydningen af hele, rene sokker eller et moderat kaffeforbrug, men som med megen soft-ware kan det forestilles, at de enkelte brugere selv bestemmer grænserne for hvornår, hvordan og i hvor høj grad apparatet skal "pylre".

I den ydre eller øverste skal - ovenover dette generelle partnerskabsvurderende samspilslag - ligger så den beskrevne datasluse, som lader apparatet lukke data ud bestemt udfra en vurdering af modaliteten: om kommunikation vil, kan, skal, må, tør, bør og gider finde sted, eller om et givent sæt data skal gemmes væk til senere meddelelse eller blot lagerlægges til eventuel senere anvendelse og rutinemæssig statistisk bearbejdelse.

Når mennesket henvender sig til apparatet og et kommunikationsforløb foregår, anvender det jo også selv i sit kommandosprog modaliteter: maskinen "skal" gøre sådan og sådan og så fremdeles. - Så maskinens selvstændige forholden sig, kan beskrives som en systematiseret gensidighed, og jo af såvel tålelig som tilforladelig, samt helt individuel karakter fra komputer-menneske til komputer-menneske. (Her på dette sted i teksten synes det derfor tekstimmanent, altså iboende teksten mellem dens linier, at det i kapitel 6 beskrevne personlige komputersystem, ender som et makromolekyle inde i mennesket selv, i dets hjerne for eksempel: altså en tidlig version af det næste stade over homo sapiens sapiens, "info-homo sapiens datamaticus", eller hvad man nu vil, kan, skal, må, tør, bør, gider, kalde det.

*

Lille hale op til 50året for det præteknologiske gennembrud. Den foreslåede "modalitet" synes ikke videre fremtrådt i tidens kunstige intelligens. Selv om deres funktion i høj grad kan genfindes i systemernes høflighed og de begrænsninger af "polisk korrekthed", man har indlagt. Da systemerne desværre også stadig fungerer som bredt henvendt uden særlig persontilknytning, bliver det måske også for nu mindre væsentligt, at de lærer at tage individuelle hensyn. Endelig skal det jo for fuldstændighedens skyld tilføjes, at de forskellige sprog har forskellige ord, der fungerer som modalverber. For eksempel har engelsk ikke "at burde" som modalverbum, og "at hedde" har jo kun en slags tilknytning til de danske modalverber, hvoraf "at gide" jo fungerer som "stærkt" (det har altså en afvigende bøjning). Det bør dog ikke udelukkes, at modalitet kan blive afgørende senere i udviklingen af kunstig intelligens.

[ii]. Overhovedet må det per 1996 fastholdes: pladsproblemet og tidsproblemet står, tvende to, som de absolut mest løsningskrævende områder for præteknologien, også når det gælder udviklingen af "kunstig intelligens"

Ironisk nok, (jævnfør kapitel 1) netop den "utrolige regnekraft" samt den "fantastiske tidsbesparelse" der fra starten stod som de stærkere blandt argumenterne for at "indføre ny teknologi".

Komprimering - altså det "at pakke" digitaliserede bytes så tæt og fyldefrit som muligt - opstod som vigtig blandt nørderne, da de begyndte datakommunikation med BBS'er (som beskrevet i kapitel 4) i 1980'erne. Med 1990'erne stod begrebet som en nøgle til den "absolutte, totale, multi-media oplevelse" over Nettet såvel som for den massekommunikative men stadigt mere informatisk, digitalt ikke-analogt styrede musik-, fjernsyns- og radiorundsendelse.

Idéen om fraktal matematik med en art imploderende adresseringsekspansionsdel - altså en mulighed for at "putte" nye data "ned" eller "ind" i allerede opstillede dataregisteradresseringer - i stedet for, at skulle anvende besværlig og dyr lednings- og datatransport til nyligt tillagte adresseringer med samme emne. -: Idéen om; at det i "nutiden realistiske" overslag kan anslås et maksimalt "loft" for, hvor megen plads man får brug for, viste sig allerede uholdbar med IBM's legendariske 640 KB grænse for, hvad komputerhukommelse ville få brug for ved indledningen af det præteknologiske gennembrud, som jo snart krævede indviklede rutiner for udvidet hukommelse og omgåelse af "640 KB-grænsen", som jo dårligt nok efterhånden kunne rumme styresystemerne.

Fraktal datatilskrivning og komprimering syntes i 1996 at love mulighed for en egentlig nedflytning af de digitale registreringsdele: fra mikro-chip elektronikniveauet til nanoteknologiske størrelsesforhold.

Tidsproblemet melder sig dernæst som det værste, betydeligt synligere end pladsproblemet, som jo havde haft en løbende forbedringstakt fra hulkortene, til de slaskede floppy-disks med deres i starten kun 360 KB frem til 1.44 MB standarden på 1990'ernes stive disketter. Fra 1980'ernes 20-100 MB harddiske til 1990'ernes 500 Mb - 2 GB harddiske, og CD-ROM-mediet, med sit nyeste skud fra 1996: DVD (Digital Video Disc altså: digital video disk), afløseren for videobåndet og videomaskinen (billedbåndoptageren, jævnfør kapitel 1 (I.XXX)), som for alvor startede digitaliseringen af filmindustriens meget datatunge produkter, skabte mulighed for digital redigering (som omtalt kapitel 1 (I.XXX)), - et måske foreløbigt bestandigt træk ved komputerkulturen indledt i udløbet af det præteknologiske gennembrud i 1996 - bestandigt altså: for en tid, naturligvis.

Om man nu ender med at programmere kulstofatomer bundet op i en superregelmæssig diamantmolekylestrukturs gitterværk, eller om princippet i de neurale netværk om ikke "at lagre", men "at genkende" store datamængder, eller en sammensmeltning af disse, lignende eller helt anderledes teknikker bliver fremtidens nye teknologiske former, betyder mindre, står som tekniske løsningsmetoder, mens spørgsmålet om datakomprimering, datalagring, datatransmission og dataafvikling helt sikkert vil kræve endnu flere fremskridt før de teknologiske drømme i V.R. og i Nettets "ideelle scene" kan realiseres. - Og det står helt klart; at man kán gøre de forskellige ting, blot tiden synes alt, alt for lang.

Internet synes ved 1996-årets udløb ved at kunne klare ikke blot hypertekstsider med grafik, men også programafviklinger med animationer og filmstumper, interaktive kommunikationsvinduer med telefon, stereo-radio og -fjernsyn, og naturligvis det hele i fuldt multi-media digitalitet.

Alt dette kunne man "i teorien" nyde på Nettet, hele sin økonomi, mange af sine indkøb kunne man ordne, endelig, endelig - men! Tidsfaktoren gjorde, at kun få brugte det. Såvel "Java"-sproget, som Microsofts "ActiveX", kunne nu indlægge musik, film, vinduer, programmer, teleforbindelser og andet i hjemmesiderne, men tidsfaktoren, som jo opstår af datakomprimeringsproblemet, gjorde disse netdrømme til foreløbige muligheder, som først tiden efter det præteknologiske gennembrud ville få et fuldt, normalt dagligdagsforholds udbytte til og af. Fremtidsmusik igen: multi-media i noget der lignede reklamebrølet stod realiseret med hjemmedatamatens CD-ROM-drev, på Nettet haltede det  -: ligesom med DVD og V.R.: fremtidsmusik.  

*

Igen her kan det - som en lille hale på denne slutnote - anføres, at i perioden op til 50året for det præteknologiske gennembrud havde man forlængst realiseret det meste af det, der ovenfor anføres som "fremtidsmusik", og også tidsfaktoren havde man en udsigt til helt at overkomme (og dét havde man i mange praktiske almene brugertilfælde faktisk gjort), mens man stadig ikke egentlig havde overvundet datalagringsproblemet. Her skal dette skrifts idéer om fraktal lagring endnu engang fremføres, for selv om 2020ernes billede på super-komputerkraft ofte viste video-zooms ned langs kæmpe nedkølede og -gravede datacentres noget nær uendeligt lange gange af stablede og blinkende computerkasser med tera+++ bytes oplagret, så blev der hver dag genereret nye terabytes data og pladsproblemet blev mere underspillet og g(l)emt end egentlig søgt løst. Mere herom i det følgende.

[TOP]