NAVNEORD (substantiver): Nominalet (n)
grundled (subjekt)
	Nominalet (n)
Regler
Øvelser	side 1	side 2	side 3

Definition: Navneord som grundled

For en fuldere forståelse af disse øvesider anbefales her i Ganske grundig grammatik Kapitlet om Ordstilling (syntaks), her gennemgås sætningsskemaet, der ganske godt kan benyttes som redskab til at forstå elementære sætningsdannelser på nydansk nedenstående primært navneord (substantiver og nominaler), når de placerer sig i sætningsskemaets Forfelt F(n) og Centralfelt (n).

De analyserede ord markers med rød skrift, mens tre små røde prikker (...) - ofte i et tomt felt - betyder, at ordet har flyttet sig fra den plads gerne til forfeltet F().

(n)-nominalet når det dannes af ord der står som:

• Grundled (subjekt) (n_sub): Hvem/Hvad? + udsagnsled
• Omsagnsled til grundled (subjektsprædikat) (n_{sub_p}): Hvem/Hvad? + grundled

Nejla står som grundled i sætningen: 'Nejla smiler'

Grundled (subjekt) (n)-nominal og dets omsagnsled (prædikat) består primært af navneord (substantiver) og deres partikler  men endvidere sekundært af stedord (pronominer) og stedordsforbindelser (pronominaler) samt tillægsord (adjektiver) og dertil endelig udsagnsordenes lange tillægsmåde og navnemåden (verbale participier & infinitiver):

Grundled af almindelige navneord

Grundled skabt med almindelige navneord (substantiver) altså substantivisk subjekt her i fire grundformer: ubestemt & bestemt ental samt ubestemt & bestemt flertal.

Grundled af stedord

Med stedordene (pronominer) regner dansk sprog ikke med en ubestemt eller ubekendt form, for så vidt at stedordene referer til noget der formodes både bestemt & bekendt. Dansk bruger til grundled (subjekt) stedordene (pronominerne) i deres navneform (nominativ).

Dog kan sprogbrugere ofte høres bruge udtryk som: 'én bliver taget ud', eller: 'én skal jo tage slæbet' som en art ubestemt men ikke helt ubekendt førstepersons entalsform, der samspiller med 'man' som en art bestemt men ubekendt tredjepersons entalsform for eksempel i udtryk som: 'man bliver taget ud', 'man skal jo tage slæbet'.

På samme vis kan den sprogligt interesserede i flertalsfeltet høre 'nogle' & 'nogen' anvendt i flæng (år 2000-2020).

Oprindeligt betyder 'nogen' 'en eller anden', men 'nogle' betyder 'nogle stykker blandt flere' altså begge ubestemt og ubekendt men henholdsvis ental (singularis) og flertal (pluralis). Anvendes stadig i sætninger som: 'nogen må jo tage slæbet' og kan også forekomme med forklarende bestemmende og bekendtgørende omsagnsled (prædikat) som i sætningen: 'nogle standsede krigen igen nogle guttermænd yes-yes!'

Men generelt vil grundled der dannes af navneordenes stedord (pronominalt subjekt) følge anførte stedord i bestemt og bekendt ental og flertal.

Grundled af tillægsord som navneord

Grundled af lang tillægsmåde som navneord

Grundled af navnemåde som navneord

Udsagnsordenes navnemåder (infinitiv), altså 'at + udsagnsordet' for eksempel 'at spille', 'at elske' & 'at holde', bruges ikke så meget som grundled i moderne dansk (år 2000-2020).

 Når de bruges betegner de, både i ubestemt, ubekendt og i bestemt, bekendt form, en abstrakt, lidt tingslig forståelse af et større handlingsmønster.

For eksempel en person der spiller meget guitar, hvorom det kan siges 'at spille var hans et og alt' eller i lignende udtryk for eksempel: 'at elske er loven' eller 'at holde sit ord bør enhver person - især en politiker - lære' og så videre.

Dansk kan skabe en slags bekendthed med disse former ved at eftersætte et '-n', med eksemplet: 'spillen betød stadig meget for ham', men det lyder ikke som moderne dansk (i år 2000), heller ikke 'elsken er loven'. Dansk bruger i stedet en anden endelse, der gør navnemåden til et rigtigt navneord, for eksempel 'spilleri', 'elskov', 'ordpåholdenhed' og lignende.

Men dansk kan sagtens bestemme en navnemåde, og gør det ganske ofte, blandt andet fordi sprogbrugeren ikke altid kan regne med at navnemåden alene bliver forstået. Altså: 'det at spille guitar', 'det at elske', 'det at holde ord' og så videre.

Da dansk jo netop med udtrykket 'det at' har sammenfattet et fænomen under en entalsmæssig begrebsforståelse (singularis koncept), så bruger dansk ikke at sætte navnemåde (infinitiv) i flertal (pluralis).

Formelle og foreløbige grundled

Dansk bruger ganske ofte de såkaldte "det"- og "der/her"-konstruktioner til at danne sætninger (nekus) med. Konstruktionen kendes ved en lang række almene såvel som dybt specialiserede navne: de to her anvendte: "foreløbige grundled" (ofte traditionelt anvendt primært om 'det' ) og "formelle grundled" (ofte traditionelt anvendt primært om 'der') kan lettest give en overordnet begribelse af denne både ekstremt udbredte og alment anvendte men også komplicerede og specielle konstruktion, hvor det egentlige grundliggende navneord i stedet for at danne grundled (subjekt (n)) enten flyttes ned i sætningen til genstandsled eller hensynsled underordnet en slags stedord på grundleddets plads, eller helt udelades formelt erstattet af en art stedord (pronomen) der henviser til noget abstrakt, og i begge tilfælde bruges enten ordene: 'det' og/eller: 'der/her'. 

Disse ekstremt mangetydige og multifunktionelle småord har jo flere andre roller i sprogets finere dele. 'det' jo også som kendeord (determinativ) og som stedord (pronomen), 'der' samt 'her' jo som stedord (pronominer) og som biord (adverbier) og 'der' endvidere som bindeord (konjunktion). I tilfældet med de 'foreløbige' og 'formelle' grundled husker traditionen dem altså generelt som en art stedord (pronominer), der som det jo også fremgik ovenfor om stedordene, kan træde ind på grundleddets plads, og traditionelt har man indset, at sproget faktisk ganske ofte kræver et passende ord på grundleddets plads, før brugerne overhovedet forstår et udsagn, heraf nok også begreberne: "det foreløbige grundled" og "det formelle grundled".

Sine steder kan disse småord, - som sprogforskere gerne reducerer til: 'det' og 'der' (da 'her' i denne type konstruktion kan optræde stort set alle de steder, hvor 'der' kan), - anvendes uden den store forskel, men andre gange bruger man overvejende enten 'det' eller 'der', når man taler flydende dansk. Man kan dertil derfor måske nok mene, at forskellen på tale- og skriftsprog for sprogbrugeren netop i nogen grad består i, at vedkommende, når skrivningen påbegyndes, bevidst sætter egentlige grundled ind i sætningernes forfelt F(n) og centralfeltets (n) og ikke bruger sin flydende talestrøms normale sætningsrækker med mange "foreløbige" og "formelle" grundled.

Men netop talehandlingens flydende situation: dens præg af aktuelt foregående begivenhed disse kendetegn (karkteristika) ved situationer (situativer) kan let genfindes i den udprægede brug af disse grundledskonstruktioner på moderne (2000-2020) dansk. Endvidere også disse begivenheder, hændelser og tilstande med indre bevægelighed, fastgjort på sted (lokativt) både konkret nært og abstrakt fjernt sted, hvor denne konstruktion også gerne bruges omkring vejrlig, altså hvor stedordet der optræder på grundleddets plads henviser stedsmæsigt (lokativt) til vejret.

Eksempler med 'det' om vejret:

De fleste af de udsagnsord (verber), der omhandler vejrets måde at opføre sig på, kan slet ikke stå som grundled i deres form som navneord for eksempel: 'at regne' og 'en/noget regn', 'at blæse' og 'en/noget blæst' og denne type "vejrligsudsagnsord" kræver altså et formelt grundled, som forholder sig til det overordnede vejr - for eksempel. 'at regne', 'at blæse', 'at hagle', 'at fyge', 'at sne'. Kun i overført betydning kan sådanne udsagnsord indgå forbindelse med et egentlig navneord (substantiv): 'præmierne regnede ned over Vinderhesten', 'de hårde ord haglede ned over diktatoren', 'hans løgne føg gennem luften' og lignende.

Det giver altså ikke almindeligvis god vederhæftig mening på dansk at sige: "regn regner" eller "vind blæser", man bruger i stedet det foreløbige, formelle subjekt 'det' og siger på alment forståeligt sprog: "det regner" eller "det blæser".

Samme sætninger med det formelle grundled (subjekt) tilbage i centralfeltets (n) og enten slutadverbial (A) eller genstandsled (N) i forfeltet F(A/N)

Eksempler med 'det' om fysiske og psykiske fornemmelser:

Og konstrueret med lighedsudsagnsord (kopula):

Eksempler med 'der' (og 'her'):

Konstruktioner med 'der' og 'her' beskriver en situation set fra 1. persons synsvinkel, men det egentlige fokus ligger på noget lokalt, de har altså en (ofte) underforstået "person" : et formelt grundled (subjekt), som oplever eller beskriver selve situationen eller som den omfatter; mens 'det' mere forholder sig til en situation i en art tredje person, stadig et formelt grundled (subjekt) vejret for eksempel. I begge tilfælde træder det lille ord ind på grundleds (subjekts) plads enten i forfeltet F(n) eller i centralfeltets (n), men igen viser analysen, at det egentlige navneord ganske gerne optræder på genstandsleddets plads i slutfeltets (N):

Eksempler med 'der' om situationer:

Denne konstruktion udelukker biordet (adverbialet lille (a)), hvis man ser 'der' som et foreløbigt grundled (der efterfølges af et egentlig grundled)  - for det giver ikke umiddelbart forståelig mening på dansk at sige: "der står en betjent (roligt) på hjørnet":

Med denne konstruktion udelukkes biordet (adverbialet lille (a)) ikke helt, sætningen lyder nu næsten gangbar i moderne (2000-2020) tid: 

Men sætter man sætningerne i sammensat tid, så ses det straks igen, at de egentlige meningsbærende navneord i situationsbeskrivelsen ('en betjent' og 'en hjemløs') faktisk falder på plads i slutfeltets (N) og nu straks tillader et indsat biord (adverbium) i centralfeltets (a):

De samme situations- og begivenhedsbeskrivende sætninger med slut- eller centralfeltets biord (adverbier) i forfeltet F(a/A):

Eksempler med 'der' og 'her':

Herunder et sæt konstruktioner med 'der' eller 'her' frit efter Hansen og Heltberg p. 1216ff, hvor ordet 'hundeklaprende' introduceres. Ordet kan fortås ret så polemisk i forhold til sin tidsramme (2011), hvor netop den politiske, ledelsesmæssige sjargon, når den skulle omtale sine mange nedskæringer og forringelser talte om at "det trækker tænder ud" heraf den ene del af det nye ord: 'tænderklaprende' en kendt leksikaliseret størrelse, den anden del kommer naturligvis at det ligeledes gangbare tillægsord 'hundekoldt', så Hansen og Heltbergs pudsigt polemiske dannelse: "hundeklaprende koldt" lægger sig fint til et i tiden velkendt refræn med en 'det'-konstruktion om vejret og subjektive psykiske samt fysiske oplevelser: "det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser". 

Dog, her med 'der' og 'her' konstruktionerne og deres fokus på det lokale bliver dannelsen 'hundeklaprende koldt' en mangetydig størelse: '-klaprende' en lang tillægsform af 'at klapre' kan jo ses som et biord, der lægger sig til tillægsordet 'koldt' og det samlede udtryk kan så ses som et 'biordsled' (adverbiale), hvilket primært forsøges nedenfor. Men dannelsen 'hundeklaprende koldt' kan jo ligesåvel ses som en tillægsordsforbindelse (adjektiv) ('der går en hundklaprende iskold vind over Danmark' for eksempel eller: 'et hundeklaprende koldt vindpust går der over Danmark') hvilket også forsøges nedenfor. Dog så længe hunden kunne klapre holdt den sig vel i live?!? - Og læseren her i Ganske grundig grammatik har jo lært at klappe hesten - og vel nu også hunden, der jo blev rask efter Hansens Hestekur?!?

Forskellen på 'der' og 'her' konstruktioner med denne type grundled, forskellen, der trods ligheden findes her i de to konstruktioner der, ligger altså blandt andet i, hvordan udsagnet opfattes og lokaliseres af den talende 1. person og lyttende 2. person, og hvad man mener om eller med den omtalte abstrakte 3. person; dette dels som et aspekt af en situation (situativ) dels som en egenskab ved et sted (lokalitet) og blandingen af begge abstraheret ind i et overordnet dog underforstået foreløbigt, formelt grundled, der eksisterer som sådan, fordi det skal det, for at danskbrugere forstår udsagnet:

De samme sætninger med centralbiordet (a) eller slutbiordet (A) i Forfeltet (A):

De samme sætninger i sammensat tid med verbalerne (v) og (V):

De samme sætninger i sammensat tid med centralbiordet (a) eller slutbiordet (A) i Forfeltet (A) bemærk i første eksmpel at 'faktisk' faktisk kan stå i forfeltet F(a) mens 'nemlig' nemlig ikke kan::

Eksempler hvor både 'det' og 'der' kan bruges uden betydningsforskel:

De samme sætninger med slutbiordet, (adverbialet A) i forfeltet  F(A): 

Eksempel hvor både 'det' og 'der' kan bruges men med betydningsforskel: 

To traditionelle klassikere: 'sild er godt' - 'penge er godt':

F(n)/(n)-nominalet når det danner:

Omsagnsled til grundled (subjektsprædikat): Hvem? + grundled

Omsagnsled til grundled (subjektsprædikat) dannes særligt efter entydige udsagnsord (monovalente verber) så som: 'at være', 'at blive', 'at hedde', 'at kaldes', 'at synes', 'at anses for', 'at betragtes som', 'at holdes for', 'at regnes for', & 'at døbes'. Uden disse udsagnsord (verber) også kendt som "lighedsudsagnsord" (copulaveber) - men med et af dem underforstået - kaldes det 'løst subjektsprædikat':

Omsagnsled (prædikater) bruges ganske ofte til at uddybe både bestemthed og bekendthed, så dansk bruger sjældent at sætte både grundled (subjekt) og dets omsagnsled i helt samme form som gjort her i en mønstersætning: "At elske gjorde dig godt at elske dybt uhm!' - hvor grundled af navneformen (infinitiv) 'at elske' har omsagnsled af den samme navneform men med et beskrivende biord-tillægsord: 'at elske dybt'.

Men alle de typer grundled (subjekt), der beskrives ovenfor. kan på en eller anden måde tage et omsagnsled (prædikat), og selv om det helt stilrene omsagnsled ikke høres så meget, så kan det genfindes i mange former:

Omsagnsled konstrueres nemlig langt mere almindeligt i moderne tid (2000-2020) ved anvendelse af ekstra forfelt eller ekstra bagfelt (markeret med komma) eller med indskudt sætningsled. Her alle tre muligheder i en almen, moderne sætning som for eksempel: 'Forfatteren, Per Olsen, ham POPmand, skrev også om grammatik, den gamle filur.'

Her følger kunstfærdig skabte forslag til stilrene skoleeksempler indsat i Sætningsskemaet:

Subjektsprædikat til substantiver

Her hvor både grundled (subjekt) og omsagnsled (prædikat) dannes af navneord (substantiver) i de mulige former (en undtagelse da omsagnsled jo ganske ofte anvendes til yderligere at bestemme og bekendtgøre sit grundled).

Subjektsprædikat til pronominer

Når dansk anvender de personlige stedord med omsagnsled (prædikat), vil brugeren ofte kunne sætte omsagnsleddet (prædikatet) frem i forfeltet (da det jo beskriver grundledet (subjekt) og derfor kan udligne det i forfeltet) og så lade stedordet forblive på Centralfeltets (n)-plads som i det andet skeme herunder - bemærk at de anvendte udsagnsord alle falder i "lighedstegnsudsagnsordene" (copula verber) som gerne bruges til at skabe omsagnsled (prædikater) med:

subjektsprædikat til adjektiver

Ubestemt grundled (subjekt) tager dog gerne bestemt omsagnsled (prædikat) (og nogle gange også omvendt) så igen skal de understående sætninger fremhæves som kunstige skoleeksempler:

subjektsprædikat til participier

subjektsprædikat af infinitiver