Samuel Langhorne Clemens (1835-1910) skrev under pseudonymet "Mark Twain", et udtryk brugt blandt flodsejlere, når de med lod bestemmer, dybden skibet sejler på. To favne (mark twain) betegner sikkert vand, hvor skuden kan selje uden at grundstøde. 

Som udgangspunkt, for diskussion af den type realisme som Mark Twain repræsenterer, synes Louis D. Rubin Juniors artikel ""The Begum of Bengal": Mark Twain and the South" yderst anvendelig, idet den tematiserer de vigtigste problemstillinger og giver en glimrende mulighed for en afsluttende metodisk diskussion.

Artiklens indhold kan resumeres i syv punkter:

1. Mark Twains forhold til syden, altså de amerikanske sydstater
2. Sydstaternes geografi
3. Mark Twains familiebaggrund og dens indflydelse
4.  Statusproblematikken; med eksempler fra forfatterens liv og værk
5.  Faderbinding og skyldkompleks i liv og værk
6.  Det nye syden ("The New South") morskab med underliggende alvor
7.  "The Southern Experience", altså sydstatserfaringen

1.

Rubin fastslår, at Mark Twain, som den eneste af sydens skribenter i perioden, forstod at overkomme det psykiske og moralske chok sydstaternes nederlag i den amerikanske borgerkrig kom til at indebære. Senere i artiklen erfarer læseren, at Mark Twain fødtes i Hannibal, Illinois, og derfor en smule udenfor det egentlige syden, måske derfor havde han lettere ved den omtalte omstilling.

Louis D. Rubin diskuterer, om Twain i virkeligheden kan kaldes sydstatsmand eller om han kommer vestfra, men mener; at det centrale ikke bliver Twains afstamningsforhold, men den udvikling og formtagning Mark Twains fantasi undergik og hvordan dette skete.

2.

Rubin (ibid p. 65) bestemmer, hvad 'syden' egentlig omfatter, altså de tre store sydstatsområder: Tidewater, Piedmont og Deep South. Hvor Tidewater danner området omkring New Orleans, Deep South området til højre for New Orleans og ud mod havet, og Piedmont området "ovenpå" Deep South og op mod nordstaterne.

Ligeledes fastholder Louis D. Rubin . den kendte sydstatslitterat - nogle litterært tematiske og holdningsmæssige forskelle de tre områders skribenter imellem. Skribenterne fra Piedmont området (citeret efter Holman, hvorfra tredelingen også stammer) ses som betydeligt mere 'amerikanske' og måske en smule mere groteske end det egentlige Amerika, mens de to andre områder - med Thomas Wolfes ord (op. cit.) - virker meget mere 'følelsesmæssige'. Læseren indser senere, at denne "følsomhed" indebærer en opfattelse af disse mennesker som ridderromantiske status- og æresryttere.

3.

Mark Twain blev født den 31/11-1835 på skillelinien her i mellem disse områder i Florida, Missouri, og kommer derfor hverken helt fra den ene eller anden side, men bliver - gennem forældrenes baggrund - alligevel knyttet til syden.

Dette ekspliciteres nu (ibid p. 66ff): John Marshall Clemens kom nemlig fra Virginia (Kentucky og Tennessee) altså fra Piedmont og Deep South og moderen Jane fra Kentucky. Det danner nu en velkendt del af Mark Twains biografi, at faderens vovelige udflytten til Hannibal, Missouri endte i økonomisk ruin på trods af hans pæne position i byen som sagfører, og at sønnen Samuel Langhorne Clemens (: Mark Twain) kom i lære som typograf i 1847 efter faderens død, hvilket reelt udgjorde en social nedturs katastrofe for familien.

4.

Som følge heraf bliver statusproblematikken vigtig set i relation til Mark Twain og hans familie: status & anstrengelsen for at fastholde den opsummerer udmærket dette afsnit (ibid p. 68):

"Jeg har ingen intention om at opremse Samuel L. Clemens's biografi, men jeg vil gerne pointere at vi her, lige fra begyndelsen, i Sam Clemens's livs barndom, har vi den situation der skulle blive kendetegnet på hans humor: bevidstheden om status og anstrengelsen for at opretholde den."

5.

Louis D. Rubin ser skarpsindigt faderen, som skabelon for en lang række af de stærke og selvbevidste mænd rundt om i Twains forfatterskab, mænd - som i modsætning til den almindelige opløsnings og bukserystnings kujoner - står op for deres ord og "gun" (: revolver). Samtidigt fremstiller Rubin de forhold, at Twain i sit liv nagedes af mange uhelds og dødsfalds tyngende skyld. Dette punkt kan virke meget interessant, og den ansporede læser henvises til Rubins artikel (og øvrige Twainforskning) rigt udstyret med henvisninger, forklaringer og noter blandt andet desangående. Her synes det blot vigtigt at bemærke, at forskningen generelt - som ekspliciteret af Rubin - mener, at Twains skyld- og hadfølelser overfor den stærke og åndsaristokratiske faderskikkelse bliver analoge altså sideløbende med oprørsfølelser overfor romanernes parallelle figurer.

6.

Så trækkes tråden op fra det gamle syds plantage- og Walter Scott romantik og modreaktionen: begyndende i avisernes humoristiske tagen gas på de ædle idealers helte i den gamle romantiske stil: konfronteret med det nye lands skurkagtige, måske, men meget mere realistiske mennesker. 

Rubin anvender stort set hele Twains tekstkorpus og en lang række af tidens førende twainforskere, bl.a. får vi et billede af faderen fra den fine sydstatsfamilie, som selv under fallitten (ibid p. 68)::

"Han spildte to hundrede dollars af familiens penge på en frugtesløs rejse til Tennessee og Mississipi for at opkræve en gæld: som han ikke evnede at hævde fra en mand som skyldte ham penge (og som tilsyneladende var temmelig velhavende), men han havde ingen bekymring over at tage en slave med og skille sig af med ham for ti tønder tjære. Da han hustru bebrejdede ham hans fejltagelser ved hans tilbagekomst, prøvede han at retfærdiggøre sig og tilføjede så med et "håbløst udtryk" i ansigtet "Jeg er ikke i stand til at grave i gaderne"." 

Netop denne fine pointe hos Jerry D. Rubin giver en hel præcis tilgang til forståelsen af, hvorfor den første amerikaner der skulle komme til at brillere på den fine litterære himmel H.C. Andersen og efter ham Brandes og den nye litteraturs mænd havde skabt så fint afstemt med europæisk kulturtradition, hvorfor denne - senere så næsten arketypiske amerikaner-fortæller - faktisk og i virkeligheden ikke repræsenterede det fine, nye, industrielle Amerika som Johannes V. Jensen og tidens intellektuelle nu så hen til for fornyelse & for succes, næ:

-: ligesom den gamle verden, Europa, led under anselige tab i status og forsøget på at opretholde den, på samme vis led dette Europas forlængede arm i det store amerikanske eksperiment sociale nederlag, som Rubin resumerer om dette 'hallmark' på Twains humor (ibid p. 68):

" ... Sydstatsfamilien af rang, landadel der har fået onde tider, og som forsøger at holde fast ved status og noblesse oblige (: adel forpligter ed)  i et mere krast og demokratisk samfund"

"Mark Twain laver hele tiden sjov med denne bevidsthed om status."

  7

Endelig vender Rubin så tilbage til sit udgangspunkt: Syden; samtidigt med at han opstiller en fortolkning af ideerne i "A Connecticut Yankee at King Arthur's Court", Twains meget populære historiske science-fiction roman fra 1889. - Dette hovedærinde hos Rubin viser, hvordan denne slagne sydstatssøn, i trykkeriet og senere som skriver, kommer til at tro på nordstaterne industrialisme og demokratiideer.

Og herefter stilles Mark Twain så endelig i forhold til sydens litteratur, som manden der havde tilstrækkeligt med kritisk sans til at kunne søge ned under overfladen og med et tilhørsforhold til syden, som virker så ambivalent, at det i sig selv havde konfliktstof og modsætninger langt udover de øvrige forfattere i området. - Og samtidigt evnede hans tabte fødeland jo - som det første blandt mange - at komme sig efter nederlaget til den fremstormede yankee-herskerånd fra norden.

I endnu en tankevækkende anekdote om borgerkrigstidens ånd citerer Jerry D. Rubin Jr. en tale holdt af Mark Twain i Carnegie Hall ved Abraham Lincolns 92 års fødselsdag. Denne historie blev formentligt medtaget for at understrege Twains position, som en der både kunne repræsentere og tale for/til det slagne syden og for/til det sejrende norden, og i dette tilhørs- ikke-tilhørsforhold ligger måske også spirene til, hvad Mark Twain i talen kalder "det ene store navn - amerikanere." Og netop som sådan: som denne tids store amerikaner medvirker Mark Twain i dette skrift.

Hele slutcitatet lyder (men for at få alle aspekter se ibid p. 93):

"vi er nu smeltet sammen uadskilleligt sammen og kendetegnet ved et fælles stort navn - amerikanere"

Lidt mere om biografisk-genetisk metode

Det bemærkes flere gange ovenstående at Louis D. Rubins artikel - på trods af hans intention om at undgå at citere fra hele Twains liv - har godt med illustrative anekdoter, med biografisk materiale og endelig med analoge eksempler fra Mark Twains produktion.

Omstående blev den biografisk-genetiske metode omtalt i forbindelse med Ib Høgsbros analyse af Sophus Claussens digt "Ekbátana". I det tilfælde stod Høgsbros metode som én af to mulige, og ingen af metoderne blev udsat for nogen generelt kritik. Som læseren dog formentlig ved, eller nu vil forstå, står ingen af de mange litterære metodikker uden siden kraftigt ihærdige modstandere, og selv om litteraturforskere kender, og nok til en hvis grad benytter sig af de grundliggende 20-30 almene metodikker, synes det alligevel gældende; at de fleste holder sig overvejende til én metode, og har sit grundsæt af reglementerede indvendinger mod de øvrige fremgangsmetoder for litterær fortolkning.

Sven Møller Kristen har i sin bog "Litteraturforskningens mål og midler" følgende indvendinger mod den biografisk-genetiske metode (ibid p. 20):

"Fra det litterære synspunkt må man gøre den kritiske indvending at de biografiske oplysninger til et digterværk nok kan være interessante som næring for vores nysgerrighed, men at de i princippet må virke forstyrrende på den virkelige forståelse af værket."

Udfra denne opfattelse virker det altså ikke relevant men snarere forstyrrende, at læseren nu ved; at Mark Twain formentlig oplevede at komme fra det bedre borgerskab, og efter faderens død pludselig befandt sig i arbejderklassens elite som typograflærling. Dette fører ikke til noget solidt grundlag - efter denne kritik - for at forstå Twains begejstring for teknikken og klippefaste tro på fremskridtet som del af hans egen tilbagestigning til de højere lag.

Men - som med alle kritikker i den højere tænknings sfære - findes der altid en række såkaldte 'akademiske forbehold', -: ingen - selv de mest ihærdige modstandere af den biografiske-genetiske metode - kan sige sig frie for at indlægge, hvad de ved om forfatteren i deres forståelse af den tekst de læser, og Sven Møller Kristen har da også på samme side en begrænsning eller nogle betingelser, ved hvilke denne metode alligevel kan virke givende, han skriver (op. cit):

"Derfor bliver den biografiske metode også mere væsentlig når man søger en dybere forbindelse mellem digterens person og værk, vekselvirkningen mellem liv og digtning."

Nøjagtig dette ligner jo, hvad Høgsbro søgte at gøre i sin fremstilling af Claussens digt og digtning, og det virker da også, som hvad Louis D. Rubin søger at gøre i sin analyse af Twain og hans forhold, og både Høgsbro og Rubin går ud fra de "to sæt dokumenter" Kristensen forlanger, for at metoden kan give gyldige resultater (ibid p. 21):

"... for det første hele forfatterskabet, alle de digteriske værker, og for det andet alle de pålidelige fakta om digterens liv, samlet fra breve, dagbøger, offentlige kilder, andre personers vidnesbyrd o.s.v.".

For de fleste professionelle læsere, som ikke direkte anvender den genetisk-biografiske metode, kan en fremstilling af forfatterens liv og levned virke nok så spændende, som en slags ekstra historie, som let lader sig sætte sammen med værkernes historier og bærende ideer, men man bør ikke - efter den foreliggende forfatters ringe mening - automatisk tro, at man forstår mere om værkerne ved at kende disse levnedsbeskrivelser:

-: Først og fremmest fordi man i problemstillingerne omkring virkelighedsflugt, imaginationens forestillingskraft og den kunstneriske frihed bør overlade forfatterne det spillerum af løgn og tilsnigelse, af påhit og intuitiv inspiration, der kán lægge så stor afstand mellem livets realiteter og værkets.

Yderligere kan man påstå, at en anden metode lagt over det samme emne, måske ville have bragt mere væsentligt indhold frem, for eksempel en sociologisk[i], altså samfundsmæssig, undersøgelse af sydstaternes forhold, eller et komparativt[ii] studie i "flod-romantik" og Twains flodopfattelser.

Angreb og forsvar - alle bruger - i nogen grad - metoden

Man kan altså sagtens såvel angribe som forsvare Rubins valgte metode, og et forsvar vil generelt fremhæve; at forfatteren Mark Twains fiktive miljøer udgør de samme som personen Clemens' (Twains') nærmiljø. Der findes heller ikke megen tvivl om; at Mark Twain - som god forfatter i slutningen af 1800 tallet - ærligt og redeligt søgte at sige noget om sig selv og sin tid på en realistisk og samfundsdebatterende måde. Også Twains hel- og halv-biografiske noveller understreger dette synspunkt. Endelig må man også betænke, at Mark Twain - som medlem af dette u- eller underudviklede sydstatssamfund: med dets anonymiserende kollektivitet og dets idealer og myter fyldt med middelalderagtige ridderromantiske individualitetsidealer - kan synes klart bedre egnet for en biografisk individanalyse end for eksempel en sociologisk eller komparativ kulturel analyse.

Men først og fremmest kan den biografisk-genetiske metode så let forsvares i det foreliggende tilfælde, fordi der findes så stor realistisk overensstemmelse mellem forfatterens fiktive og faktiske miljøer, et forhold som kan vække til eftertanke, når man ihukommer, at det samtidigt drejer sig om en forfatter, der også og især læstes og læses af børn og unge, og kendes for fantasi, overdrivelser og barok komik.

Et angreb ville nu kunne fremføre Twains populære bog "A Connecticut Yankee at King Arthur's Court" (: En Yankee fra Connecticut ved Kong Arthus Hof) som (overfladisk set) intet overhovedet har med sydstaterne at skaffe. Ikke alene ligger Connecticut ikke i området, men Kong Arthurs middelalderlige England ligger ikke blot udenfor sted men også udenfor tid.

Men dette kun tilsyneladende, for som Rubin anfører (ibid p. 82):

"Det har altid forekommet mig at i A Connecticut Yankee bliver hele det ambivalente kærlighed-had forhold mellem Sam Clemens og syden dramatiseret og fremlagt tydeligt". 

Og Rubin fastholde at (ibid p. 84):

"Nogle steder i A Connecticut Yankee er han eksplicit om Sydens lighed med det feudale England."

Og denne konstatering underbygger Rubin med, at mange af landskabs- og bybeskrivelserne - med få ords undtagelse - falder i tråd med sydstatsbeskrivelserne; at hovedpersonen Hank Morgans mange tekniske opfindelser virker analoge med nordens højindustrialiserede fremmarch i syden, ligesom Arthurs feudalsamfund og dets ridderskabsidealer virker analog med racepolitikken i syden. Endelig ser Rubin, i selve valget af ramme et opgør med sydens sen-romantiske og sen-romantistiske dyrkelse af Walter Scotts ædelmodige idealer, kristelige dæmonologi og overtro.

De fleste litterater - om de nu forholder sig for eller imod den biografiske-genetiske metode, - vil umiddelbart kunne se fornuften og sammenhængen i disse iagttagelser, og analogierne virker endog så tydelige, at man kunne fortsætte den gamle diskussion om Mark Twain som enbart "funny-man" (:morsom mand, humorist) og børneunderholder eller seriøst engageret, samfundsengageret og debatskabende forfatter.

En anden metode, som Rubin - og mange, mange andre amerikanske litteraturforskere - bringer i anvendelse i forlængelse af deres biografiske-genetiske anstrengelser, kendes som: den psykologiske [iii].

Forholdet til faderen udlægger Rubin altså, som en freudiansk faderbinding præget af skam og skyld, af had og kærlighed, en roulette hvor han ikke helt kan se Mark Twain beherske opgøret med den gamle aristokratiske autoritet (ibid p. 71ff). 

Man kunne hertil indvende; at dette lige så vel kunne skyldes at Mark Twain forholdt sig som en engageret fortaler for den nye fælles-amerikanske amerikanske version af de tanker, der lå i det nye gennembrud: han skrev aktivt imod slaveri, formynderi, og for respekt og integritet.

Naturligvis voksede Twain op i en familie, hvor slavehold betragtedes som en gudsgiven institution, og naturligvis falder faderen bort i en vigtig periode i drengens liv, igen naturligvis betyder dette en social tilbagegang for forfatterens familie, som rekompenseres lidt efter lidt ved forfatterens berømmelse, men alligevel: Twain levede i en tid, hvor den vakse og kvikke intelligens kunne se, at sydens landbrug og slavehold stod for fald i forhold til nordens industrialisme og frit organiserede arbejderhær.

Når man derfor lige så vel kan mene, at den berømte omtalte slagscene i "A Connecticut Yankee at King Arthur's Court", "Battle of the Sand-Belt" (: Slaget om Sandbæltet) kan ses, som Mark Twains egen kamp for frihed og menneskelighed i syden, skyldes det blandt andet det faktum, at Hank Morgan vinder dette slag i kraft af sin overlegne teknologi, ligesom Mark Twain selv kan siges at have vundet slaget for industrialiseringen og for integreringen med tiden.

Man kunne også dertil yderligere anføre, at den tro, Twain siges at have haft på fremskridtet og dets storslåede maskineri, falder i en lidt dårlig sammenhæng, hvis Hanks udvikling fra idealistisk tekniktosset humanist til enerådig massemorderisk barbar, skulle forstås entydigt, som om det for Twain udgjorde samme sødsuppe om det så kaldtes feudalisme eller demokrati, blot det effektuerede altså virkeliggjorde et opgør med faderen og hans binding til den fortabte fortids idyl.

Hele problemstillingen omkring modernitetens industrielle gennembrud ligger jo primært på det mellemmenneskelige plan og ikke i sociologiske rammer, hos Mark Twain udtrykkes den som feudalismens sværd kontra demokratiets gevær, hvilket fungerer langt bedre som humoristisk spændingsmoment end som social kommentar: pointen altså; at Mark Twain intetsteds skriver glødende forsvar for maskinerne og den nye tid, men deres blotte og bare tilstedeværelse - for eksempel i den diskuterede bog - gør det muligt at overvinde den gamle tids riddersmænd, den borgerlige romantik som også det europæiske nye gennembrud vendte sig i mod.

Heller ikke den psykologiske fortolkning med faderbilledet og bindingen til det kan virke som den eneste holdbare her, også selv om den muligvis stadig står i stand til at udsige noget fornuftigt og brugbart. Man kunne naturligvis se faderens økonomiske ruin paralleliseret med, at Kong Arthur falder i hænderne på Hank Morgan gennem Merlins indflydelse sidst i bogen. Altså billedet af drengen som forsvarer og frelser faderen med sin egen tids overlegne teknologi og på trods af faderens modstand mod samme. Dette ligner naturligvis en eviggyldig infantil forestilling, men bliver det mon den eneste gyldige?

The South and the Southern Experience

(Sydstaterne og sydstatserfaringen)

Diskussionen af "A Connecticut Yankee at King Arthur's Court" fører teksten tilbage til problemerne omkring syden og dens litteratur. Skal den til det middelalderlige England abstraherede sydstatsramme ses kun i lyset af faderbindingens problematik, bliver den af mere universel karakter; - men står kampen mod de gamle kræfter, samtidigt med at de nye langsomt degenererer, så klart?

I den følgende analyse skal det søges godtgjort, at Mark Twain faktisk forholdt sig som en dybt engageret forfatter, der i høj grad kæmpede for den amerikanske version af det nye gennembruds tanker; hans virkemidler bestod, som det vil fremgå, ikke blot i humor men også i realistisk vold, ironi og appeller til menneskeligheden bag ideologierne og vaneforestillingernes facader.

I den forbindelse bliver raceproblematikken og sydstaternes erfaringer efter borgerkrigen relevante, og behandlet ligefor i Rubins artikel.

Raceproblematikken virker - i den omtalte roman - nærmere set taget ud af sin retfærdiggørelses ramme, idet de feudale slaver i Kong Arthurs milj, jo ikke defineres som dorske, dumme, sorte arbejdsdyr; man kan altså konstatere, at den litterære fiktions kunstgreb ved at fjerne én ramme kan fjerne grundlaget for en anden, - dette danner da et billede på den litterære fiktions kamp i socialiteten altså i den samfundsmæssige virkelighed.

Man kan i den forbindelse så vende tilbage til de biografiske oplysninger, og vide; at i Mark Twains barndom hár det syntes naturligt at leve med slaveri, dertil tilføje det faktum; at Mark Twain naturligvis blev indrulleret i sydstatshæren; der til endvidere to anekdoter, den ene fra Rubins artikels indledning; hvor Twain skriver; at han fødtes i syden, men siden har lært bedre; og den anden fra slutningen af Rubins artikel, hvor de to fronter fra borgerkrigen opgår i den "all american" syntese, som allerede blev beskrevet ovenfor.

Der opstår, som man heraf kan udlede, to punkter: dels et punkt om udvikling og om at følge med i den, og dels et punkt om at overleve og at leve med en tabt krig og dermed en tabt livsholdning. Disse to punkter kunne man, for at yde Rubins store arbejde retfærdighed og for systematikken skyld, stille i forhold til Mark Twains eget og ovenfor påpegede ambivalente forhold til syden. - Og så ville den humoristiske avisinspirerede overflade fremstå ved at tage avisernes nyheder om nederlaget med et smil, og de dybere forskende analyser under overfladen ville omhandle et samfund, som véd at noget går galt, og som på sine egne vilkår søger at bedre og at videreudvikle.

På en sådan dobbeltbund ville en rig forfatterskabsanalyse kunne skyde op, og med en lignende dobbeltbund i forfatteren selv ville de mange alternativer til det gamle kunne finde et udtryk hinsides det agiterende eller i pap udskårne, som desværre så megen anden især europæisk litteratur i perioden beskæmmes af.

Måske derfor kan Mark Twain - den berømte og ombejlede succesforfatter - i London påstå (op. cit.), at han skam ikke selv lever som sine fantasiers stolte skude "The Begum of Bengal" men kun det lille grøntsagsfragtskib "Mary Ann": - og dette hinsides koket beskedenhed samt i pagt med "The Southern Experience.".

Hele verden  - som det slagne, undertvungne syd - for fødderne af en 'sydstats- yankee' - den store æventyrfortæller efter H.C. Andersen og før Walt Disney:

Mark Twain

Afsluttende for dette afsnit kunne man prøve at sætte en relevans af roller op mellem imellem syden og norden og i personforholdene i historien om Yankee-Hank ved Kong Arthurs hof. Der findes måske endnu en indtil nu skjult grund til, at det går Hank som det går, en grund Rubin måske også antyder i mellem linierne i sit skrift.

Som syden ligner "The Mary Ann" og norden ligner "The Begum of Bengal", således også med Hank og Kong Arthur. Således også med Tom Sawyer og Huck Finn, og således også på et dybere lag Twains litterære fiktions dobbelthed mellem humor og alvor. Disse forhold skal her kun opridses af tematiske grunde, idet de måske dækker over en biografisk, en forfatterpsykologiske sandhed, som udsiges af Mark Twain selv.

Med udgangspunkt i myten om Mark Twain som "funny-man" altså som "morsom mand" blev det ovenfor postuleret; at denne overflade virker som "The Mary Ann", på nøjagtigt samme måde som satirister - og andre morsomme penne - generelt regnes mindreværdige i "rigtige" "finlitterære" sammenhænge.

Twain selv må have følt sig klar over; at hans popularitet og de høje salgstal skyldtes denne humor og dens drengebogsagtige spændingsmomenter, derfor kan han i den omtalte tale i London underforstå; at han blot ligner "The Mary Ann", den uvæsentlige grønstsagsfragtbåd, uden at man som tilhører eller læser tænker videre over de sociale og historiske omstændigheder.

Går man der i mod videre med en anden mytedannelse omkring Mark Twains person, en mytedannelse som Rubin betjener sig af (ibid), kan man komme til noget nær det modsatte resultat. - Bagerst i Penquin udgaven af "Pudd'nhead Wilson" ses nogle avertissementer for romanen fra dens udsendelsesperiode, denne roman som oprindeligt udgjorde en fortsat serie i et månedsmagasin. I annoncen præsenteres Mark Twain, som den der omhyggeligt har "chronicled" historien, og et tegnet portræt af Twain fremstilles som tegnet af bogens fiktive person: Pudd'nhead Wilson. Ligeledes "The Adventures of Tom Sawyer" og "The Adventures of Huckleberry Finn" bøgerne lader Mark Twain eksisterer både som forfatter og som medperson i romanerne. Dette danner fine kunstgreb ud i den realistiske virkelighedsillusions sammenføjninger, men samtidigt skaber det en mytedannelse, hvor læseren bliver kunstnerens rolle som den alvidende forfatter[iv] bevidst.

Sammenholdes disse iagttagelser med forfatteren Mark Twain som flittig offentlig taler og foregangsmand, som aktiv kritisk journalist og spekulant i ny teknologi, kan man finde Mark Twain, ikke mere som den uanselige pram, men som den stolte skude "The Begum of Bengal".

Denne modsætning mellem disse to skibe bliver altså - i fremstillingen her - den overordnede styrende dobbelthed for såvel dualiteten mellem gammel og ny teknologi og tænkning, som mellem humor og engagement; dobbeltheden kan genfindes i såvel myterne omkring denne meget populære forfatter, som indenfor hans værker og derfra videre i litteraturforskningens vurderinger af disse værker.

Konklusionen kan blive; at man kan læse Mark Twains bøger på begge måder, endog uden at den ene står i vejen for den anden. Børn ler og bliver spændte og leger videre med på Toms, Hucks og Hanks oplevelser, ureflekterede kan de sejle med "The Mary Ann" ned af "Old Man River"; senere kan man så - som voksen eventuelt som professionelle læser - tage turen i ideernes og ideologiernes jordomsejling med "The Begum of Bengal". 

Konsekvensen i Mark Twains værk bliver tilsyneladende; at ingen af de to skuder kan forlade deres kurs, - man kunne nok også spørge om, hvorfor de dog skulle det? - hvorimod den konsekvens en stillingtagen til Mark Twains person, som enten "The Mary Ann" eller "The Begum of Bengal", altså må afhænge af, den måde man vælger at læse og at forstå på, -: altså af læserens personlige holdning.

For Louis D. Rubin forbliver Mark Twain "The Begum of Bengal", men Rubins metode genfinder ham ustandseligt ombord på "The Mary Ann", og det bliver måske netop i denne modsætning, at Rubin giver sit største cadeau til Mark Twains store, friske og spontane fantasis sprudlende og mangesidige udtryk. - Og i den forbindelse har Rubin jo også en interesse, han specialiserer sig som sydstatsmand i sit lokalområdes litteratur.

I den forbindelse citerer Rubin fra Twain om endnu en hjuldamper, det kommer sammen med hans eksempler på hvordan statusbevidsthed og selvhævdelse konstant gøres til grin (Rubin ibid p. 69):

" ... "Jeg er hvem? Jeg er hvem?" udbryder en sort mand ved en fest i New Orleans i Life on the Mississippi "Jeg skal la' jer vide på en studs a hvem som jeg er! I niggere skal forstå at jeg fyrer den midterste kedel på Aleck Scott!" ..."

Her i denne tekst . derimod - træder Mark Twain måske via den lille fyrbøder fra Aleck Scott op på den efter H.C. Andersens død efterladte plads som børnenes store fortæller (Rubin p. 88)

"... Mark Twains største kunst er en barndommens kunst. ... Men ind i den barndom kaster forfatteren sine voksne års anliggender."

I de følgende afsnit vil teksten gå nærmere ind på en tekst af Mark Twain. De ovenfor beskrevne problemstillinger vil dér finde en noget anden belysning. Den metode som skal anvendes bliver en art aflægger af den strukturalistiske[v], -: strukturel systematik på grundlag af nærlæsning, kunne man kalde den, princippet vil medføre en afsøgning af teksten for alle momenter af en given art og så systematisk sætte disse momenter i en intern relation.

Graden af Twains realisme virker ikke ringe, og læseren vil se; at om end Twain på ingen måde agiterede for de ideer og ideologiske bevidsthedsskred, som brødrene Brandes gjorde aktuelle i den offentlige debat overalt i Europa, blev det måske alligevel Mark Twain, som i afgørende grad virkede som frontsoldat for dels det æstetiske krav om realisme og objektiv, sandsynlig fremstilling dels (og måske især) for kravet om at sætte aktuelle emner under kritisk debat.

Det kan synes paradoksalt morsomt og overraskende at hyperblens ukronede konge i moderne tid, samtidigt kom så tæt til at leve op til de finkulturelle normsæt eliten i Europa opstillede (ligesom med den anden amerikanske ukronede konge (af arabesken) i samme tid: Edgar Allan Poe, men det virker ikke desto mindre sandt, samtidigt med, at Twain i modsætning til Poe - og flertallet af mere sanktionerede og lydhøre disciple i Brandes-butikken - virkeligt solgte bøger i enorme masseoplag.

Disse problemstillinger skal blive vigtige i omstående analyse.

[TOP]

Kapitel 3.1s citater i originaltekst:

"I have no intention of reciting Samuel L. Clemens's biography, but I would make the point that right here at the outset, in the boyhood of Sam Clemens's life, we have the situation that would become the hallmark of his humor; the awareness of status and the effort to maintain it." (Rubin p. 68)

He wasted two hundred dollars of the familiy's money on a fruitless trip to Tennessee and Mississipi to collect a debt: he could not bear to foreclose on a man who owed him money (and who was apparantly fairly well off), but he had no qualms about taking a slave along and disposing of him for ten barrels of tar. When his wife reproached him upon his return for his failure, he tried to justify himself and then, with a "hopeless expression" on his face, added, "I am not able to dig in the streets."  (Rubin p.68)

Citeret efter Dixon Wecter "Sam Clemens of Hanibald. Boston 1952 p. 74-77.

" ... the Southeren family of good standing, minor aristocracy fallen upon evil days, seeking to hold to status and noblesse oblige in a more crass and democratic society ..." (Rubin p. 68)

"Mark Twain constantly makes humor out of this consciousness of status." (Rubin p. 69)

"we are now indistinguishably fused together and nameable by one common great name - Americans"

"... each of his books steadily deepened their exposure to the values that lay beneath the comedy upon the surface."

"It has always seemed to me that in A Connecticut Yankee the whole ambivalent love-hate relationship of Sam Clemens with the South is dramatized and laid out plainly."

"At times in A Connecticut Yankee he is explicit about the South's similarity to feudal England"

"... the greatest art of Mark Twain is an art of childhood. ... But into that childhood the author thrust the concerns of his adult years."

""Who is I? Who is I?" declares a black man at a New Orleans dance in Life on the Mississippi, "I let you know mighty quick who I is! I want you niggers to understand' dat I fires de middle do on the Aleck Scott!"

Der citeres fra Twains "Life on the Mississipppi" Complete Works New York 1924 vol. VII p. 122. Principielt svært at oversætte dette på mange måder centrale citat. 

 

Fodnoter til kapitel 3.1

Walter Scott: engelsk, skotsk forfatter (1771-1832). Skrev romantiske fortællinger især ridderromaner. Berømtest heraf "Ivanhoe" (1819). Købte ligesom Twain et trykkeri, blev hovedrig men mistede ligesom Twains fader hele formuen under en økonomisk krise i 1826.

ambivalent: efter latin ambi valere: dobbelt gælde, dobbeltværdi. Heraf ambivalent: forekomst af modstridende følelser, dobbeltbundet, selvmodsigende.

imaginationens: efter latin imaginari: forestille sig, afledt fra imago: billede, drømmebillede. Imaginationens altså: billeddannelsens, fantasiens.

all american: engelsk udtryk: helt igennem amerikanske, ærke-amerikansk.

avertissementer: efter latin ad vertere: mod vende, vende (opmærksomheden) mod. Heraf avertere: bekendtgøre. Avertissementer altså: bekendtgørelser, reklamer, annonceringer.

chronicled: engelsk efter det græske chronos: tid. Heraf en kronik: et tidsbillede, en aktuel beretning uden forklaringer, blot med hvad der skete. Heraf kronikeret altså: den der har skrevet artikler og årbøger og dermed journalistisk dokumenterer et fænomen.

Old Man River: engelsk for: den gamle mand: floden. Titlen på en kendt afro-amerikansk religiøs sang, som i flere henseende resumerer den flod-romantik, eller flod-realisme, der virker så central i syden og i Mark Twains værk.

cadeau: efter latin catellus: lille kæde, pynt. Heraf fransk cadeau: gave. Heraf overført cadeau: tilskud, hyldest, imødekommende handling, opmærksomhed.

hyperblen: efter græsk hyperbole: overflod, overdrivelse. Hyperblen altså: overdrivelsen for at opnå en stilistisk effekt. Mark Twains hyperbler fungerer, primært latterfremkaldende, men, som det skal fremgå af analysen, kan der ligge ganske velovervejde sociale argumentationers kritik bag denne humor. "Hyperblens ukronede konge" altså: overdrivelsens sande mester.

[i]. sociologisk: den sociologiske litteraturmetode, vil ganske ofte søge at vise kunstneren produktion og dens indhold som et udtryk for samfundsmæssige forhold. Denne metode, som i 1970'erne ganske ofte syntes marxistisk inspireret, vil altså for eksempel lægge vægt på raceproblematiken i sydstaterne omkring 1880'erne (altså: arbejdsforhold, økonomiske konjunkturer, udbytning, produktionsredskaber og lignende) og vil så fremstille Mark Twains syn herpå, som en naturlig del af den demokratiske, progressive holdning hos liberale og radikale tænkere.

[ii]. komparativt studie: den komparative litteraturmetode opbygger sin pointegang omkring sammenligninger. Mellem for eksempel to faser i én forfatters produktion, eller emneorienteret omkring flere forskellige forfatteres opfattelse af ét emne, eller idéorienteret, således at forskeren følger en idés udvikling gennem tiderne og forskellige forfatterskaber; endvidere blandt andet også for eksempel studiet af samspillet mellem en forfatter eller en skole af tænkere og deres indvirkning på samfundet, altså deres ideers gennemførelse i virkeligheden. Denne metode har i mange år haft særrang, som metoden, jævnfør at faget, som i Europa hedder "Litteraturvidenskab", i den angel-saxiske verden ofte kaldes "Comparative Literature" (altså engelsk for: sammenlignende litteratur).

[iii].den psykologiske metode: denne metode fortsætter ofte hvor den biografiske-genetiske slipper op. Dens hoivedidé: at anlægge psykologiske fortolkninger enten på forfatteren eller på de i forfatterens værk optrædende personer. Den psykologi man oftest anvender bliver den freudske og i nyere tid dertil diverse tilskydende skoler.

[iv]. den alvidende forfatter: denne litteraturvidenskabelige fagterm dækker over forfatteren som "tekstens guddom", det vil skrive over den type forfatter, som enerådigt fortæller sin historie og står som den eneste, der kender alle detaljer og styrer handlingsgangen suverænt. I modsætning til denne opfattelse for eksempel: naturalisten, den enbart beskrivende forfatter. Den illusion naturalisten søger at opbygge: at forfatteren kun virker som en registrerende objektiv videnskabelig formidler (hvilket naturligvis kun kan ses som en illusion, for så vidt at forfatteren stadig har valgt, hvad han vil beskrive og stadig således styrer både handlingsgangen og læserens oplevelse); den alvidende forfatter vil ofte afsløre sig selv og sin status ved såkaldte "læserhenvendelser" til "den implicitte (: underforståede) læser", for eksempel, som det ofte kan opleves hos H.C. Andersen, via indskudte bemærkninger i stil med: "Nu kan du jo nok forstå, kære læser, at ..." og lignende..

[v]. den strukturalistiske metode: en litterær metode som primært beskæftiger sig med teksternes struktur, forholdet mellem tegn (indhold og udtryk) som betydning, mellem betydninger og deres mellemrum. Betydningssystemet anses for at ligge forud for den bevidsthed det producerer. Hvordan tegn og deres strukturelle sammenhæng producerer betydning, danner strukturalismens hovedinteresse (semiologi: altså tegnlære). En sund strukturel tilgang danner dog ikke blot mønstre og systemer indenfor tekstens univers, men søger at se disse strukturer i deres sociale, politiske og økonomiske bevidsthedssammenhænge. Se også senere en strukturel semantisk (:betydningsmæssig) analyseform af Stuckenbergs fortælling "Æventyret".