Denne luftning har lagt
øverst diset med agt -
nederst prydet med håb,
håber at der er håb.

Nu om håb jeg tror,
at overalt på vor jord,
hvor mennesker enes om
at lade håbet tro og gro:

tro det har dog fred,
tro at håb er med, -
hvor vi skaber løs
af hver stemnings ord. -

Klar er troens flamme,
ren som engle-sind.
Ingens sten tør ramme,
troens kreds når ind.

Disse tanker er tro,
håbet om at vort bo,
indtil alle er med,
tror jeg håbet er til;

nu om dette håb -
og selvbevidstes skrål;
ingens egne ord
ka' fri den sorte jord -

jord der bær' vort hus,
luftning, havets brus,
i min kones knus,
tror mit håb mit hus.

Klar er troens flamme,
ren som engle-sind.
Ingens sten tør ramme,
troens kreds når ind.