Og de marcherer frem ,
tanker i sko af sten;
og ja, de trampes ned,
hørt af en døv besked,
    sagt og sket,
    helt og delt,
    nemt som glemt,
    dråbe-dryp vendt;-

snart kan I ikke se,
hvad der om lidt vil ske;
der holdes dommedag
på hver en fremført sag,
    dragne sværd,
    ondskabs hær,
    listig dolk,
    borende tolk;

sig frem, sig over, ven,
verden er vendt igen,
midnattens haneskrål
er vendt mod mørkets skål,
    sælsom nat,
    nu besat,
    rejste spyd,
    møkets fryd;

hver modig mand på vagt
mast, kvast af mørkets magt, -
sig er der langt igen?
Slår vejen om, min ven?
    Håbets flor,
    vammelt mord,
    ondskabs glød
    snød livets brød;

hvert smukt forsøg til grin,
hvert følsomt smil på stien -
der leder nu ned til krigen,
som bærer sandhedsstigen.
    Sidste tørn,
    falmede ørn,
    over - om,
    livsglæden tom.

Sig mig varer natten ved?
Sig mig dog hvad natten hed?
    Gud, er dette tids besked?