Tilbage var så en ruskestorm
rundt om højre bagtrops tårn,
og tingene i det rum
spændtes i det riz-raz
der rev forhænget itu,
    dengang jeg i skæmten
    lod marchen over skrænten
    knuse stenene til støv.

Når sten bli'r støv, si'r sandhed. "Løv'!"
Hen til oldermandens udsigtspost,
imens er så en brokkerøv
emsig som en papegøj'
der har slugt et lexicon;
    dengang jeg i nuet
    viste svinet bort fra truget,
    og lagde mig på et tøv.

Når papegøjen dør engang
genfødes den som englesang,
og rundt omkring i luften hang
ti travle taltes: "Nok engang!";
en reformator finder aldrig fred.
    Dengang vred tobakken
    i firspring over kindbensbakken
    mer' end tyve blomkål op.

Og mens min gryde kogte løs,
sad jeg som en tygge-gummi-tøs,
da venstre bagtrop slutted' op
om røgen fra min chillums top
mit inventar gled på plads:
    dengang tabte tiden
    sin mening i et: "Øv!",
    Siden vandt jeg striden,
    min økse skreg sit: "Kløv!"