perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Teomagiens Trange Tid Portal

H.C. Andersens "Skyggen" og dobbeltgængermotivet

Der Doppelgänger

"Still ist die Nacht, es ruhen die Gassen,
In disen Haus wohnte mein Schatz;
Sie hat schon längst die Stadt verlassen,
Doch steht noch das Haus auf demselben Platz.

Da steht auch ein Mensch und starrt in die Höhe,
Und ringt die Hände vor Schmerzengewalt;
Mir graust es, wenn ich sein Antlitz sehe -
Der Mond zeigt mir meine eigne gestalt.

Du Doppelgänger, du bleiber Geselle!
Was äffst du nach mein liebsleid,
Das mich gequält auf dieser Stelle
So manche Nacht, in alter Zeit?"

tysk lieder a,
kvad fra Schuberts sidste værk:
"Schwanengesang" (1828 e.v.) med i alt 14 lieder,
hvor af Heinrich Heine skrev nummer 13:
"Der Doppelgänger"
("Texte Deutscher Lieder" p. 156 nummer 13):

Den centrale problemstilling i H.C. Andersens lange æventyr, "Skyggen" ser teksten som: en fremstilling af skribentens lødighedsproblematik. -: Skyggen bruger, som en moderne sensationsavis, de evner den har udviklet i poesiens forgemak, til at presse penge og position af sine ofre; - kunstneren, den lærde mand, der i mod, skriver for blinde øjne og døve øren om det sande, gode og smukke. Skyggen har altså umålelig succes med en underlødig aktivitet, den lærde har umålelig fiasko med en lødig aktivitet.

I løbet af historien aggraveres disse to modstående standpunkters positioner indtil "den lærde mand" dør under Skyggens endelige opstigning til kongeværdigheden.

Der synes ifølge denne indledende fremstilling tale om at H.C. Andersen benytter dobbeltgængermotivet til at illustrere en for ham vigtig problematik omkring den lødige og underlødige akademisk, intellektuelle skriftproduktions reception i almenheden.

I "Skyggen" (ibid p. 381) omtales en anden historie af denne dobbeltgængerart. Andersens "lærde mand" ærgrer sig over at ville komme til at fremstå som en efterligner af denne historie, hvilket dog også undgås ved at en ny skygge vokser frem. Inden teksten behandler dobbeltgængermotivet i denne "anden historie", "Peter Schlemihls wundersame Geschichte" af Chamisso, og sætter denne og Andersens historie i relation til hinanden, ville det give en fordel at se på dele af dobbeltgængermotivets historie.

Tekstens generelle pointe vil fremhæve; at dobbeltgængermotivet til enhver tid udgør en litterær invention som benyttes til at gengive de i den pågældende samtid presente problemstillinger og -formuleringer (jævnfør p. XXX), og under denne formulering, vil teomagiens problemer kunne anskueliggøres i det borgerlige samfunds tid.

Dobbeltgængermotivet står som ganske velkendt i den litterære historie. Hvis man starter ved for eksempel Shakespeare og 15-1600 tallet e.v. støder man på det i  for eksempel "The Commedy of Errors", hvis dobbeltgængere kan betegnes som af fysisk, patologisk art, idet det, som formentligt bekendt, drejer sig om to tvillingebrødre, der ikke kender til hinandens eksistens.

Dobbeltgængermotivet tjener her til at forvirre alle gældende sociale konventioner, som kun rekonsolideres a gennem en art tidlig borgerligt rationel og små-empirisk begribelse af virkeligheden; - en væsentlig pointe i et samfund hvor arveret gennem "jord- og blod-regler" og anden feudalitet så småt fremtræder irrationelt.

I 1700 tallet e.v. møder man dobbeltgængeren igen, for eksempel i Voltaire filosofiske æventyr, "Zadig". Hvor Shakespeare synes inspireret af den klassiske komedie, hentede Voltaire sit udgangspunkt i den morgenlandske (: orientalske) æventyrtradition. - Dobbeltgængeren i "Zadig" lignger den, fra H.C. Andersen også velkendte, "Rejsekammeraten". Han danner den greimasske a "gode hjælper" hvis tilsyneladende horrible råd til slut finder en god forklaring, samtidigt med at "rejsekammeraten" afslører sig selv som en del af Zadig, en dobbeltgænger af en art, hans "skytsengel". Dobbeltgængere tjener her til at illustrere Voltaires spekulationer over Leibniz's lære om "den bedste af alle mulige verdener" på trods af alle mulige tilsyneladende urimeligheder, en teologisk, fatalistisk natur- og årsagsforklaring, kendt som "Theodiceé-problematikken" om den algode, allesteds-eksisterende og alvidende Gud, god trods alt og hinsides menneskelig forståelse, en underdanig holdning som den rationelle og praktisk videnskabeligt indstillede Voltaire slog endelig op med i sit senere filosofiske æventyr "Candide", fra Shakespeare til Voltaire synes dobbeltgængeren flyttet fra den ydre konkrete verden og ind i mere ubegribelige indre sfærer.

I 1800 tallet e.v. bliver dobbeltgængeren en ofte fremkommende litterær tematik, mest kendt fra nævnte Chamisso og H.C. Andersen og endvidere hos Dostojevskij og E.T.A. Hoffmann.

Hvor Hoffmann og Chamissos litterære synspunkt virker udfra romantikken går Andersen og Dostojevskij på vej fra romantik ind i en mere realistisk og psykologisk fremstillingsform.

Teksten vil i første omgang koncentrere sig om Chamisso.

Hos Chamisso dominere den æventyrlige form stadig. Hvor de irrationelle, æventyrlige elementer hos de andre kildre, Andersen for eksempel, og især Henry James, skæres ned til stort set kun at omfatte selve dobbeltgængeren, findes der hos Chamisso æventyrkendinge som for eksempel den bundløse pung og syvmilestøvlerne. Også rammefortællingsprincippet (som netop omfattende forklaret ovenfor p. XXX) benyttes.

Til gengæld har Chamisso ingen reel dobbeltgænger. Dobbeltgængerproblematikken ligger i Schlemihls tab af skygge og den omgivende socialitets fordømmelse heraf.

Hvor den centrale problematik hos Andersen, i følge denne læsning, fremstår som lødig og underlødig kulturproduktions eksistensbetingelser, bliver den centrale problemstilling hos Chamisso af en mere Faust-agtig natur.

Den Mephistolos-agtige figur som køber Peter Schlemihls skygge, fremstår som en rigtig djævel, modsat Voltaires dæmoniske engel. Man har talt om at Chamisso byttede fædreland, om hans position i det borgerlige samfund, som de bærende kendsgerninger for hans fortællings problematik. Her i mod vil teksten gerne sætte en fortolkning, som gør denne æventyrroman til et forstadium for Andersens historie. - Teksten vil se "Manden i den grå frakke" som Lucifer, Lysbringeren, der netop bringer Schlemihl viden, penge og magt, men samtidigt dermed udelukker den unge helt fra det almene folks midte.

Når Schlemihl ikke også bytter sin sjæl bort og i stedet i sin ensomhed slår sig på at samle kunstskatte og at studere naturens mangfoldighed bliver det, i følge denne analyse, en solidarisering med den romantik-kritik litteraturforskningen kender så godt fra Goethe og andre. Beskæftigelsen med fortiden, med kunsten og naturvidenskaben bliver et gode, hvor imod den Novalis-agtige spekulative filosoferen og virkelighedsflygtende sjæletilbedelse bliver et onde. [i]

Under denne analytiske synsvinkel ses Peter Schlemihl altså som et virkeligt forelæg for "Skyggen" som Andersen jo også antyder med sin lille ovenfor anførte bemærkning. I begge tilfælde bliver det kulturproducentens problematik der behandles, og i begge tilfælde, men med forskellige metodiske virkemidler, tages der stilling.

De metodiske virkemidlers forskelle bliver, at Andersen skriver en tragedie som vækker "angst og bæven" og virker temmelig kulturpessimistisk, hvor imod den tragiske helt i Chamissos romanæventyr vender sin ulykke til en relativ lykke, og derfor, ved at vække "angst og bæven", fremkommer med en moralsk præget kulturbelæring.

I Rebers systematisk og definitioner kan man se hvordan 1800 tallet e.v. langsomt forskyder dobbeltgængermotivet mod den individual-psykologiske dimension.  Dette synes i høj grad gældende, i sidste kilde af litterær art, Henry James og hans lange fortælling "The Jolly Corner".

Hvor Shakespeares dobbeltgængere finder en fysisk, patologisk, rationel forklaring, Voltaires en spirituel filosofisk, og Chamisso óg Andersen, via den faktiske fysiske dobbeltgænger (skyggen) nærmer sig individet, og som fremgået i denne introducerende analyse, specielt kulturproducentens individuelle problemfelter, læses der hos Henry James om dobbeltgængerens tilsyneladende som en eksakt kopi af hovedpersonen selv. Et faktisk alterego, som i kraft af sin eksistens truer hovedpersonen Brydon og hans håb om en rekonsolidering af fortid (han vender tilbage til sit amerikanske barndomshjem fra sine europarejser) og fremtid (han omgås håbefuldt forelsket en kvinde: Alice Staverton.

Man kan derfor se denne dobbeltgænger som en udspaltet del af manden selv, dobbeltgængeren kan betragtes som den person, Brydon kunne blevet til, hvis han ikke havde forladt Amerika tredive år tidligere og taget på den europæiske dannelsesrejse.

Dobbeltgængeren, det Brydon selv kalder "alter-egoet" eller "ham" står altså her strikst defineret som en individual-psykologisk konstant; og det kan forekomme svært at indse, hvorfor analysen her har valgt at lægge denne fortælling i forlængelse af Chamisso og Andersen, når man ser bort fra den almene interesse, som dobbeltgængermotivet til forskellige tider bruges til at formidle.

Ved nærmere analyse viser det sig dog; at det i alle tilfælde handler om forskellige grader af fiktionsproblematik, eller rettere virkelighedsfremstilling. Hos Chamisso: den sunde versus den onde (dæmoniserende); hos Andersen den lødige versus den underlødige, og hos James det som nu forefindes versus det som ville have eksisteret.

Hos James som skrev adskillige dobbeltgængerfortællinger, bliver der i denne fortælling tale om en forløsning via en konfrontation med alter-egoet. Kvinden, Alice Staverton, virker her som "den gode hjælper", hun har set "ham" i en drøm, senere i "virkeligheden" hvor hun fatter en slags sympati for fænomenet, for denne frygtelige person. Hun konkluderer overfor Brydon (ibid p. 337 og p. 339):

"Du kom til dig selv" ... "Og han er ikke - nej han er ikke - dig". a

Denne fiktivt grundede alter-ego figur bliver altså på én og samme tid lig med og forskellig fra hovedpersonen; lig med: fordi denne figur kommer til "ham"; og ulig med: fordi den ikke udgør ham selv.

Problemstillingen bliver derfor det fiktive versus det reelle, men i modsætning til de to 1800 tals e.v. historier henholdes problemet ikke primært til den sociale kulturoffentlighed, men til den individual-psykologiske, om end den sociale yderverden repræsenteres via den gode hjælper, Alice.

Inden teksten nu vender nærmere tilbage til Andersens æventyr i en nærmere tekstmæssig og bevidstheds- samt litteraturhistorisk gennemgang, vil analysen fastholde de pointer analysen har fundet væsentlige i disse indledende omtalte tre dobbeltgængerfortællinger: 

1.          Analysen har påpeget at de to 1800 tals e.v. fortællinger forholder sig til bevidsthedsproducentens samfundsmæssige problemer omkring perception af god og dårlig kunst.

2.          Analysen har påpeget at 1900 tals e.v. fortællingen forholder sig til bevidsthedsproducentens individual-psykologiske problemer omkring perceptionen af faktisk og fiktiv virkelighed.

3.           Det kan altså gøres gældende; at dobbeltgængertemaets forskellige fremtrædelser synes historisk bestemt, således at forstå; at dét 19. århundrede e.v. som så massemarkedet for litteraturens opståen, forholder sig specifikt til kulturformidlingsproblemer; óg at det 20. århundrede e.v., som opdagede og delvis kortlagde den indre psykologiske struktur, forholder sig specifikt til individual-psykologiske problemer.

4.          Endelig synes der i alle tre tilfælde tale om at et belæst, berejst og begavet menneske konfronteres med "det uvirkelige" i en fremtrædelse på forskellige stratificeringslag b. Det kunne i den forbindelse synes nyttigt at fastholde en pointe omkring "det uvirkeliges historie": den pointe at: det såkaldt uvirkelige fremtræder som uvirkeligt indtil en analyse forklarende har fremstillet det som umiddelbart uvirkeligt fremtrædende væsen i dets sande og dermed virkelige forklaringsmønster.

Sammenholdes denne sidste pointe med den første overordnede pointe at: dobbeltgængermotivet til enhver tid danner en af flere litterære inventioner, som benyttes til at gengive de i den pågældende samtid presserende problemstillinger og -formuleringer, kommer teksten her frem til et ret så anvendeligt analyseredskab.

Man kan på den ene side fastholde motivet litteraturhistorisk, på hvad receptionsæstetikken kalder dets plads i "den litterære række" (jævnfør tidligere fodnote p. XXX), samtidigt med at man gennem analyse kan påpege de konkrete bevidsthedsmæssige produtivforudsætninger for motivets gestaltning.

Afsluttende vil teksten opridse tre væsentlige problemstillinger i forlængelse af analysens emne og denne korte introduktion:

1.          De bevidsthedsmæssige forudsætninger for motivformuleringen i disse dobbeltgængerfortællinger. (Romantik, industrialisme det psykologiske menneske i d  et 20. århundrede e.v.).

2.          Æventyret, den fantastiske fortællings plads i det litterære produktionsmønster. (Novelleteori, folkelig formidling, determination og lignende).

3.          Dobbeltgængermotivets konkrete fascinationskraft. Reber og andre teoretikere. ("Kend dig selv!" "Hvem er jeg?").[ii]

[TOP]

"Skyggen" faser i det uvirkeliges historie

Med Andersens æventyr når behandlingen af teomagiens problemer frem ved forrige århundredes e.v. sidste halvdel, cirka 1847 e.v.. Teksten har ovenfor endnu ikke specielt behandlet og omtalt den såkaldte "gotiske fortælling" [iii], den romantiske mystik eller det der i slutningen af dette århundrede e.v. bliver kendt som "den borgerlige realisme".

Man kan indvende; at disse måske falder lidt uden for emnet, og denne indvending har nok nogen vægt. - når teksten dog alligevel indledningsvist har omtalt disse litterære strømninger i 1700- og 1800 tallet e.v., hænger det sammen med et forsøg senere i denne analyse, på at bestemme grænserne mellem virkeligt og uvirkeligt.

I den foreliggende fortælling af H.C. Andersen mister en ung, lærd mand sin skygge under en rejse i syden. Dette skyggetab opstår en aften, hvor han sidder og spekulerer på, hvad der mon foregår bag nabohusets lukkede facade. - Han opdager, næste dag, at hans skygge forsvandt, men da en ny, lidt mindre, skygge snart vokser ud går historien i første omgang i glemmebogen.

Først mange år senere, da den lærde forlængst sad hjemvendt i nordens lande, dukker den gamle skygge op, nu som en rig "mand", der har udnyttet sit skyggevæsen til at udspionere folk og så siden presse penge og så videre af dem. - naboen han besøgte hed, efter hans egen udsagn, "poesien".

Igen efter år og dag dukker Skyggen op, i mellemtiden synes det gået svært tilbage for den lærde, som ser sig nødsaget til at tage imod Skyggens tilbud om at blive rejsekamnmerat på endnu en udflugt til syden. - Denne gang med rollerne som skygge og menneske ombyttede.

På denne rejse møder Skyggen en prinsesse, som blandt andet med hjælp fra den lærdes poetiske kunnen og visdom duperes, og endelig gifter sig med Skyggen.

Under deres bryllupsrejse tilbyder Skyggen sin gamle herre et job på livstid, hvis eneste betingelse udgør; at herren, den lærde, én gang om året - når kongeparret skal modtage folkets hyldest - virkelig optræder som skygge for den virkelige skygges fod. - Da de lærde afslår dræbes han af Skyggen og prinsessen.

Det ovenstående korte handlingsreferat virker ikke overhovedet udtømmende, det fastholder primært handlingsgangen, som krydres op med flere af de kendte H.C. Andersen stil-effekter.

Blandt andet det ironisk-satiriske rap til myndighederne, de små hævnakter fra digterens personlige, og ofte ret bitre, livserfaring, de generelle hip og formaninger og meget mere velkendt andersensk standardgods [iv]. Hvad teksten her vil fremhæve er dog de godt fem tekststeder hvor det uvirkelige indtræder i historien virkelighedsrum som virkelighed:

Det første moment af virkelighedsinkongruens a ligger i hele problematikken om hvem der bor på den anden side. (ibid p. 380):

"... der stod paa Altanen Blomster, de groede saa deiligt i den Solhede, og det kunde de ikke, uden at de bleve vandede, og Nogen maate jo vande dem; Folk maatte der være. Døren derovre kom ogsaa op ud på Aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste Værelse, dybere inde fra lød Musik." ... "Den Fremmedes Vert sagde, at han ikke vidste, hvem der havde leiet Gjenboens Huus, man saae jo ingen Folk, og hvad Musikken angik, syntes han, at den var gruelig kjedelig.".

En aften ser den lærde mand i et kort glimt en skøn jomfru (op. cit):

"... midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun lyste; det skar ham virkelig i Øinene, han lukkede dem nu ogsaa saa forfærdelig meget op og kom lige af Søvnen; i eet Spring var han paa Gulvet, ganske sagte kom han bag Gardinet, men Jomfruen var borte.".

Reelt set opstår der nok ikke her nogen virkelighedsuoverensstemmelse, denne opstår først siden, da Skyggen påstår at det have besøgt selve "poesien", altså per se.

Det andet moment af virkelighedsoverskridende handling: den følgende scene, hvor Skyggen river sig løs (ibid p. 381):

""Jeg troer min Skygge er det eneste Levende, man seer derovre!" sagde den lærde Mand. See hvor net den sidder mellem Blomsterne, Døren staar halv paa Klem, nu skulde Skyggen være saa snild og gaae indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde seet! Ja, Du skulde gjøre Gavn!" sagde han i Spøg; "vær saa god at træde indenfor! naa! gaaer Du?" og saa nikkede han til Skyggen og Skyggen nikkede igjen. "Ja, saa gaa, men bliv ikke borte!"".

Her foretages der heller ikke nogen direkte virkelighedsoverskridelse, når man undtager den spøgefulde bemærkning til Skyggen om at gå ind hos naboen og spionerer.

Den tredje og egentlige virkelighedsoverskridelse kommer først dagen efter, da manden opdager at Skyggen faktisk forsvandt (ibid p. 381):

""Hvad er det?" sagde han, da han kom ud i Solskinnet, "jeg har jo ingen Skygge! saa er den virkelig gaaet i Aftes og ikke kommet igjen; det er noget kjedeligt Noget!".

Hvis man her opererede med en tekst, der postulerede en sandfærdig beretning om nogle virkelige forhold (som for eksempel "Bibelen" og lignende helligbøgers beretninger, moderne spøgelses- og UFO-beretninger og lignende), ville man, i moderne tid, straks indvende: at realitetskriteriet overskrides, at alle legemer under solen og i lyset kaster skygger, at klokken vel kan have nået hen ved middag og at solens position lige over mandens hoved gjorde, at der ingen skygger kastedes.

Men da man jo, som læser her, har at gøre med en erklæret fiktionstekst af fantastisk, æventyrlig karakter, må man acceptere de foreliggende udsagn "på deres egne præmisser", som det kan hedde nu om stunder.

Man vil her straks kunne nikke genkendende til hvad teksten har kunnet betegne som et "kontraktforhold", idet der jo netop foreligger en art mundtlig aftale. At en ny skygge vokser ud gør at fiktionens realitetsniveau bringes tilbage på virkelighedsformlen som først rigtigt forrykkes i den :

Fjerde virkelighedsoverskridelse, nemlig den hvor Skyggen, mange år senere, vender tilbage til sin gamle herre for at bringe kontraktens forpligtelser i orden. Det bør nemlig bemærkes; at Skyggen i denne sin første samtale med den lærde, som manden engang sagde, rent faktisk har nået at (ibid p. 381):

"... indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den har seet!".

 Hvis teksten nu fastholder; at det uvirkelige gestaltes ret så bombastisk som virkelighed, blandt andet i beskrivelsen af Skyggens rigdom, smykker og så videre, så vil teksten her endvidere, ved at gå ind i diskussionens centrale pointe, kunne vise en helt anden og meget mere virkelig udformning af virkeligheds/uvirkeligheds problematikken.

Skyggen påstår jo; at have besøgt poesiens hellige haller; at have set og at vide alt. - Senere i teksten (under ballets samtale med kongedatteren) fremgår der; at i hvert fald det sidste punkt: at vide alt; - ikke virker reelt i fortællingens virkelighedsrum, men snarere ligner en blasert a og hovmodig selvhævdelse uden virkelighedsbelæg. Om de to andre påstande kan intet siges sikkert, hvis denne læsning da ellers virker virkeligt grundig nok. - Sikker synes det; at Skyggen har brugt dette besøg i poesiens forgemakker til, som en gemen plattenslager, at slå sig op som stormand. - Den lærde der imod, som kun har oplevet poesiens jomfru i et kort glimt, ja denne lærde, som ideligt skriver om det sande og det gode og det skønne, gik det langt slettere i det virkelige liv, - altså i den virkelighed man definerer som: dagen og vejen i den fælles folkelige opfattelse heraf.

Under dette fjerede og afgørende brud med virkeligheden, under den uvirkelige fremkomst af en menneskeliggjort skygge, ligger altså en kultur-kritisk problematik, der ikke rokker en tomme ud af sin benhårde virkelighed. Skyggen har set det onde og fået det gode ud af det; den lærde har omvendt set det gode og fået ondt ud af det.

Denne problematik accentueres ved det andet møde (ibid p. 385):

""Ak!" sagde den lærde Mand, "jeg skriver om det Sande og det Gode og det Skjønne, men Ingen bryder sig om at høre Sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det saa nær!"

"Men det gjør jeg ikke!" sagde Skyggen, "jeg bliver fed, og det er det man skal see at blive! ja De forstaar Dem ikke paa Verden."".

Hvad der altså i fremtrædelsen ligner en uvirkelig gestaltning af en antropomorf skyggeeksistens, viser sig i væsenet som en fremstilling af den gode, gamle debat om hvilken livsholdning den materielt udadvendte eller den spirituelt indadvendte, der virker som den mest virkelige, den mindst uvirkelige.

Og her på dette sted vil teksten foretage en mindre diskurs a i forlængelse af nogle overvejelser som findes relevante; det drejer sig om analysen som "den begribelsesskabende faktor", hvis ordgangen må udtrykke teksten så relativt kluntet, omend præcist.

Teksten her har villet indkredse "det uvirkelige" i dets historiske faser, og har hidindtil holdt dette formål i hævd. Teksten ønsker nu ikke at fravige denne holdning, tværtimod, - hvad det her og nu forekommer teksten pertinent b at påpege: hvordan den analyserende og fortolkende forklaring ophæver det "uvirkelige" som ikke-virkelighed, og i stedet for ikke-virkelighed indsætter en allegorisk, en symbolsk eller på anden vis billedlig virkelighed, som den virkelige forklaring på den tilsyneladende uvirkelige ikke-virkelighed.

Med netop den foreliggende fortælling virker dette som et oplagt emne, for så vidt at denne fortælling blev udsat for ret så mange fortolkningsforsøg.

Teksten skal ikke her gennemgå nogle af disse, blot påpege dem antydningsvist: freudiansk c forklaring om "fortrængning" og "det ubevidste"; jungiansk d forklaring om "animus" og "anima"; den genre-litteraturhistoriske forklaring om dobbeltgængermotivet, og så videre,  Elias Bredsdorf e og Peter Madsen f kunne måske, måske ikke, enes om at se Andersen som en kulturproducent hvis vare (skygge) cirkulerer på varemarkedet og omsætter sin brugsværdi i økonomisk pengeværdi. Peter Madsen ville måske tale om en konfrontation af karkatermaskerne a "digter" og "lærd", mellem markedskrav og fagetik, en fortolkning om hvordan kunstneren i den tekniske reproduktions tidsalder får revet sin skygge løs og langsomt men sikkert bliver kvalt af den.

Tekstens pointe med denne diskurs: at "det uvirkelige" immer ophæves via analytisk fortolkning, -: at "det uvirkelige" som sådan danner en historisk kategori; og at "det uvirkelige" således snarere synes "det ukendte", "det uerkendte": det omtågede fjerne, som gennem analyse bliver det klare nære.

Det tilbageblevne problem bliver nu så at erkende: at "det uvirkelige", "det ikke-virkelige" som begreb faktisk per definition virker ubegribeligt.

Dette svarer til den velkendte tale om, at tanken ikke kan erkende hvad der ligger hinsides tanken. På samme vis må det kunne fastholdes at læseren - som lever i virkeligheden - ikke under nogen omstændigheder kan erkende "det uvirkelige" som så den, idet dette "uvirkelige" straks bliver til en art "virkelighed" når man spænder forståelsen ud over eller under det.

Femte og sidste overskridelse af virkelighedskonventionen opstår med denne konklusion, forstået (med en ganske speget term) som "fiktionens realismeniveau".

Det drejer sig her om prinsessen der (ibid p. 387):

  "... havde den Sygdom, at hun saae altfor godt, og det var nu saa ængsteligt.".

Denne person beskrives altså som én der sanser (ser) på nogle andre virkeligheds- og -uvirkeligheds-relationer, og som det fremgår gør denne evne, eller denne forskellighed, hende syg i normal eller "virkelig" forstand.

Psykiske forskere vurderer altid hvad de kalder "mediet" pålidelighed, og her må det siges at Andersen giver hende det bedste udsagn: rent faktisk rammer hun plet med sin bemærkning til Skyggen (ibid p. 387):

""Deres Sygdom er, at De ikke kan kaste Skygge."".

Hvis teksten nu vender tilbage til og fastholder problemet om Skyggen som materialisten i anti-spirituel forstand, om den lærde som spiritualisten i anti-materialistisk forstand, ses nu imellem disse to kræfter en person som  defineres ved, at hun kun alt for vel ved at skelne mellem sandt og falskt.

Her viser Skyggen sig som kun en skygge; den kán jo ikke svare på hendes afprøvende spørgsmål, og må henvise hende til den lærde, som taler med hende om (ibid p. 388):

"... Sol og Maane, og om Menneskene baade udenpaa og indeni, og han svarede saa klogt og godt.".

Og her opstår så den afsluttende pointe for denne del-analyse: prinsessen hører den sande virkelighed af den lærdes mund og slutter deraf falskeligt: at den falske virkelighed (altså Skyggen som menneske) ógså "er sand".

Hvad der her synes oppe at vende: - så vidt man kan se, under den givne synsvinkel -: den analoge tænkning, eller rettere den fejlslutning i den analoge tænkeproces, hvoraf det uvirkelige virkeliggøres, ikke som virkelighed, men som virkelighedsagtigt.

Læseren ved jo; at der ikke findes en "regngud", en "trold", en "falden salamander", en "flyvende hollænder" og slet ikke en "guds søn", en "indisputerbar sandhed", en "absolut almagt", en "trosartikel som overstiger virkeligheden", - Læseren og Forfatteren véd det, men indtil den rationelle tænknings analyserende fortolkning har erstattet "uvirkeligheden" med en rationelt begribelig "virkelighed" vil virkelighedsopfattelsen blive mærket af ikke-virkelig, det vil skrive: af falsk bevidsthed.

Det kan postuleres at Andersens bitre pointe rummer; at denne falske bevidsthed immer vil vælge skyggen ikke tingen og slet ikke det lys som giver tingen skygge, og dette ligner kulturlivets triste status efter mere end tusinde år med de kristne klodrianer; men det må jo dertil skrives; at den lærde mands "ven" (: digteren) jo rent faktisk (og modsat af hvad Skyggen fastslår) skriver historien ned, og at dette, sammenholdt med det faktum at Skyggen ikke ved alt, i det lange løb vil føre til den velkendte æventyrlige overvindelse af det onde ved det gode.

[TOP]


     a lieder: efter tysk Lied: sang, lyrisk vise. Lieder-musik altså: speciel tysk visetradition med sang og klavermusik.

     a rekonsolideres: efter latiin re con solidus dare: igen med stærk give, heraf rekonsolidere: gøre noget eller nogen stærkt igen, genrejse, rekonsolideres altså: styrkes igen, bringes til fatning og på fode.

     a greimaske: efter fransk litterturforsker Greimas, yderligere omtalt i Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?" XXX. Voltaire: se tidligere note p. XXX

     a You came to yourself ... And he isn't - no he isn't - you.

     b stratificeringslag: efter latin stratum facere: lag gøre, brolægning skabe, heraf stratificering: lægge i lag, lagdele. Stratificeringslag altså: lagdelingens enkelte lag, niveauer i lagdelingen.

     a virkelighedsinkongruens: efter latin in kongruere: ikke støde sammen, heraf inkongruens: uoverensstemmelse, manglende sammenfald, uden overensstemmelse. Virkelighedsinkongruens altså: manglende overensstemmelse med virkeligheden, realitetsbrud.

     a blasert: efter franske blasé: overmættet, sløvet, heraf blasert (også stavet blaseret) altså: sløvet overfor indtryk, overlegent-ligegyldig, livstræt.

     a diskurs: efter latin dis currere: løbe omkring, løbe frem og tilbage. Heraf diskurs: litteraturvidenskabelig fagterm som angiver et lille sidespring ud af en tangent. Den korrekt anvendte diskurs vil dog altid vende tilbage til emnet med en pointe som uddyber forståelsesarbejdet af dette med denne.

     b pertinent: efter latin pertinere: høre til. Pertinent altså: væsentligt, nødvendigt, betimeligt, vedrørende, relevant

     c freudiansk: efter Sigmund Freud, se tidligere note p. XXX

     Jungiansk: efter C.G. Jung (1875-1961 e.v.) schweizisk læge og psykolog, dybdepsykologiens fadder, se eventuelt Forfatterens "M.M.M.".

     e Elias Bredsdorf: dansk litterat (1912- e.v.). En årrække bosat i England, mange fine udgivelser, en skattet foredragsholder

     f Peter Madsen: se tidligere note p. XXX

     a karaktermaskerne: et begreb som omfatter et individs roller som dikteret af samfundets tvangsmæssige økonomiske struktur, begrebet introduceres kort i Forfatterens "Coca-Cola World".

[TOP]


[i]. Romantik-noten Om Goethe og Schillers kritik af romantikken efter at de selv har sat den i gang. Om Novalis og hensygnende romatisk metafysisk mystik. Om romantikken i Danmark (lidt men godt).

[ii]. "Kend dig selv!" "Hvem er jeg?" - Slutnote med diskussion og referencer, samt omskrivning til p.o.-d-prim "Kend til dig selv!" - Hvem føler jeg som mig?" "Hvem optræder som jeg?" "Hvem? Jeg?".

[iii]. Den gotiske slutnote. (Omfattende) Af såkaldte "gothiske fortællinger" er Mary Shelleys "Frankenstein" (1818), Horace Walpoles "The Castle of Otranto" (1765) og Beckfords "Vathek" (1789) blandt de bedst kendte. Denne horrorgenre som primært fandt udfoldelse i England på tysk inspiration havde sin storhedstid fra cirka 1765-1825. + mere herom efter logikgangen.

[iv]. Om disse ting hos Andersen, eftervist i flere af hans Æventyr og digtning, men med især på hans romaner (Andersens slutnote).

[TOP]