Faustmytens form og indhold, med en fremstilling af den væsentligste dæmonologiske a fremtrædelse i Christopher Marlowes drama "The Tragical History of Doctor Faustus" tidligst 1589.
Teksten vil med denne analyse, belyse Faustmyten og -figuren, specielt som den fremtræder hos Christopher Marlowe, fra formentligt første gang cirka fem år efter den tyske folkebogs fremkomst i 1587; altså fra formodentligt 1592 og frem til standardudgaverne af 1604 og 1616.
I den forbindelse vil teksten ikke foretage tekstkritiske sonderinger med henblik på at etablere forhold som for eksempel, hvem der har skrevet hvilke dele af den foreliggende Faust-version, ej heller vil den redegøre i fuld detalje for Faust-historiens litteratur-, personal- eller social-historiske implikationer; kun, hvor disse forhold har betydning for emnets afhandling, vil de blive an- og hentydningsvist inddragede.
Endelig vil analysen heller ikke rumme en decideret litteraturanalytisk gennemgang af hele den marlowske tekst i et større udvalg af tematiserede og fortolkede sammenhænge; - der imod vil nogle historiskt generelle, nogle dramatisk, sceneteknisk specielle og endvidere nogle få emnerelevante tekst- im- og eksplicitte steder i forelæget blive behandlede.
Analysens formål og metode fremgår implicit af ovenstående begrænsning - og mere udførligt vil analysen i tre punkter:
Opridse nogle centrale funktioner i mytedannelsens væsen, specielt med
henblik på middelalderens overgang til moderne merkantil kapitalisme og de
heraf fremkomne forhold af naturvidenskabelig empiri og reformistisk,
protestantisk kirkesplittelse. - Heraf og -udfra vil teksten se lidt nærmere på
Faust-historiens og -figurens baggrund, samtidens behandling af samme, samt
endelig hvordan Faust-figuren kan indplaceres blandt tidens mange andre
fremragende kultur- og religionspersonligheder. Heraf vil det fremgå at
Faust-figuren udgør en syntetiseret blanding i litterært regi.
Teksten vil derfor fortsætte med at se på, hvordan denne litterære
syntese udvikledes. Til dette formål vil teksten inddrage den "sagnformidlingsmodel"
som siden hen, på et endnu højere stadium af analysen, skal forklares i nogen
større detalje omstående. Hvad angår Faus-figuren og dens niveau, vil det blive
præciseret historisk i denne analyse, en præcisering udfra hvilken mytens
udvikling og udviklingsstader vil blive forklarede. - I samme forbindelse
vil teksten se på nogle af de innovationer og modulationer Marlowe-versionen
etablerer.
Endelig vil nogle væsentlige dæmonologiske faktorer i stykket blive belyst. Først vil en konverserende indledning fremstille nogle socialhistoriske rammer fra det reformerte Tysklands folkelige myte til den engelske, kirkelige og profane, dramatik, og derefter vil Fausts "lille og store synd" udfra den kristelige opfattelse blive behandlede.
Tekstens formål bliver altså: at undersøge dels af hvad og dels hvordan den litterære myte opstår, og deraf endelig dels hvordan myten udvikles og dels til hvad den tjener i sin første internationale kunstneriske version.
Arbejdet har sonderet mellem en del Marlowe-udgaver og kommentarer, og omend Everyman-udgaven regnes for den mest almindelige og moderne regnes dens mangel på kommentar og tekstkritik for dens diskvalificering.
Derimod findes Wards udgave (Oxford 1901) og Havelock Ellis' udgave (London 1887) rigt kommenterede og udstyret med omfattende tekstkritik; hvorfor teksten anvender disse udgaver (se i øvrigt bibliografien).
Af praktiske grunde følger analysen de litterater, som opdeler og henviser til stykkets 14 - 16 scener.
Udover Marlowes version inddrager analysen altså folkebogen selv, dels den komplette tyske udgave i Bobertags redaktion ("Deutsche National-Litteratur" bind 25 Berlin 1887). Endvidere uddraget af samme i Völkers antologi "Faust ein deutscher Man" (Berlin 1975). En dansk version af folkebogen gives i Paulis "Danske folkebøger" bind 12 (København 1932), mens endelig Wards omtalte Marlowe-udgave indeholder et cirka 32 sider omfattende uddrag af den engelske folkebog, som med stor sandsynlighed har dannet Marlowes udgangspunkt.
Udover de i bibliografien yderligere anførte Marlowe-udgaver, anvendes også John Jumps "Casebook" over tragedien (London 1969) samt endelig Tucker Brookes "The Life of Marlowe ..:" (London 1930).
Endelig findes tre relevante kritiske værker om det præ-elizabethanske teater inddraget, nemlig ét middelaldermytologisk værk (Bush N.Y. 1963) (som dog ikke behandler Faust-figuren direkte), et dramateknisk værk (Stamm, Bern 1975) og et sceneteknisk værk (Southern, London 1973).
[TOP]
Den generelle ordbogsdefinition af ordet "myte" indebærer at ordet kommer fra middelalderlatin "mythus" efter det græske "mythos" en mundtlig beretning, en opdigtet fortælling, et sagn, ofte et gude- eller helte-sagn; et eventyr, en fabel.
I moderne forstand synes "en myte" som betegnelse for et stykke litteratur kommet til at betyde et prosastykke, som bygger på oprindeligt erindringsstof, indtryk af og fortolkninger af naturen båret af en poetisk følelse af noget universelt, en dybere holistisk helhedsopfattelse som adskiller myten fra beretningen, myten afspejler nogle sjælelige kvaliteter.
Når ordet "myte" anvendes om en person synes de ovenfor anført definitioner stadigt gældende, der bliver nu tale om en sådan skildring af en person, som på en eller anden vis indeholder nogle af de antydede gude- eller helte-kvaliteter, og som i kraft af at henvise til dybere forhistoriske lag i bevidstheden og kulturen bærer ikke blot den psykologiske dannelse, den sociale betingethed og de givne handlinger, men også en dybere holistisk helhed som indeholder nogle sjælelige, a-historiske og evigt gyldige momenter.
"Mytologen" efter det græske "mythologos" virker altså som en sagnfortæller, efter "mythos" en mundtlig beretning "lógos" som i denne sammenhæng betyder "en kyndig", sagnfortælleren altså kyndig udi mytologi, og:
"Mytologi" defineres generelt som
Gudelære
Lærebog i mytologi
Generel term for noget med forbindelse eller lighed til myterne.
Endelig synes en sidste orddannelse værd at medtage i denne sammenhæng, nemlig:
"Mytoman", afledt af det græske "mythos" en mundtlig beretning og efterstavelsen "-man" afledt af det græske "mania" som betyder "raseri".
En mytoman angiver, at en person har en altoverskyggende, idiosynkratisk interesse for i dette tilfælde: myter.
Ordet, mytoman og mytomani, som på mange måder blev og bliver gjort gældende om Faust-figuren, og personer som ligner denne figur, betyder altså:
et individ med en sygelig trang til at fortælle opdigtede historier, ofte med vedkommende selv som den mytiske "helt" i centrum for disse historiers handling.
Understående vil teksten nærmere analysere mytedannelser omkring en person, en persons vej fra eventuelt faktisk eksistens til at blive en art helte-skikkelse om hvilken dybereliggende forhistoriske lag af bevidsthed og kultur re-aktualiseres således at mytologer kan berette deres sagnstof med denne person som centrum for mytens handling.
I generel moderne opfattelse blev Faust-figuren en myte om den djævelbesatte person, og denne myte fremtræder i historiens løb, dels som blot og bar advarsel for andre svage sjæle, dels ifølge udviklingen og mytologernes ændrede behov, som den arketypiske videnskabsmand, hvis tørst efter lærdom, viden og magt fører ham på gale veje og til fortabelse. [i]
Den moderne Faust-myte, kan altså generelt siges spundet omkring traditionelle fortællinger om gudeskikkelser som for eksempel Hermes, Merkur, Odin, Loke og lignende ikke helt pålidelige og tilregnelige guder med trang til indsigt og mod på handling herefter, og omkring helteskikkelser som Prometheus, Tjalfi og andre såkaldte "tricksters", hvis kneb og mod måske hjælper mennesker, i hvert fald fornærmer guder og bringer straf over dem selv.
I løbet af analysen vil dette billede blive betydeligt mere nuanceret.
[TOP]
Længe har forskningen diskuteret om man overhovedet med nogen sikkerhed kan tale om en historisk Faust-stabejs, som en reelt eksisterende person. Der eksisterer altså, som en første præmis a, den samme type tvivl om denne person, som eksisterer omkring Jesus-personen, som sagdes at have levet godt 1500 år tidligere. Nedenfor vil analysen fremsætte resultaterne af de nyeste teorier ved slutningen af det 20. århundrede desangående, i følge hvilke en historisk Faust-person ligner en realitet, på samme vis som kristologiske forskning igen forlængst har retableret en som faktisk tidligere levende Jesus-person.
Mere generelt kan man samle nogle forhold som oftest vil gælde i mytedannelse omkring en person, det drejer sig om:
nogle samtidstypiske;
nogle individual-historiske
nogle samspil her imellem (1 og 2).
ad 1. Med "nogle samtidstypiske forhold" menes endvidere i denne analyse:
A. at den person mytedannelsen foregår omkring, fremstår som, hvad man lidt vagt har kaldt "tidstypisk". Heraf gælder det så at:
B. personens samtid - på grund af A - finder et gyldigt aktuelt udtryk for sig selv og nogle dybereliggende a-historiske kategorier gennem denne person.
Altså groft skrevet: Tiden afspejler personen og personen afspejler tiden.
ad 2. Med "nogle individual-historiske forhold" menes endvidere i denne analyse:
a. at udover at mytedannelsens person virker "tidstypisk" over et a-historisk væsen, så befinder vedkommende sig i en socialpsykologisk krisepræget individualhistorisk udvikling. Heraf gælder det så at:
b. personens samtid - på grund af a, - finder et gyldigt udtryk for sin egen socialhistoriske krise igennem denne person.
Altså groft skrevet: Udover at tiden afspejler personen, og personen tiden, befinder personen og samtiden sig inde i en individual- og socialhistorisk krise, som i senere samtider vil karakteriserer mental- og socialhistorisk overgang fra én tilstand til en anden.
3. "Samspillet her imellem" vil oftest fremtræde som:
Aa. "Den gamle ordens modstand" og:
Bb. "Den nye ordens 'medstand'".
Altså groft skrevet: den samtidstypiske og individualhistoriske brydning i og omkring problemstillingen og dens repræsentant. Til eksempel "myten Jesus": Jøderne og Romerne contra apostle og urkristne.
Hvis myten lykkes, det vil sige: etableres som myte, vil den altid gå af med sejren i den aktuelle socialhistoriske konflikt; omend sejren oftest opnås længe efter at den historiske person blev indviklet i det for mytedannelsen typiske mangfoldige fantasiflor af frodig folkelighed og bagklog bedreviden.
Herudover vil myten som regel indoptage en række faktorer, der ligger ligefor i mytens væsen, omend samme faktorer aldrig har fremtrådt hos mytens personificerende aktant (hvis denne overhovedet har eksisteret).
Under dette sidst nævnte område vil man se mindre ånder som dele af den større ånd, det vil sige at historier og beretninger oprindeligt gjort gældende om, i Faust-personagens tilfælde, de samtidsaktuelle Trithemius eller Agrippa, eller de dengang historiske personer Roger Bacon og Ovid eller Vergil, i løbet af mytedannelsens proces vil blive gjort gældende om Faust-figuren, fordi disse historier og beretningers socialpsykologiske og individualhistoriske komponenter bliver betragtede som relevante af de mytedannende formidlingsled.
Her opnår myten sit svært gennemskuelige skin af virkelighed om fantasi og fantasi om virkelighed.
Her impliceres det litteraturtekniske begreb om forfatterens frihed; - altså her modelleres virkeligheden endelig til et billede på virkeligheden.
Hermed foregår virkelighedstransformationen fra det historiskt specielle til det ahistoriskt generelle, sigtet igennem den litterære, kunstneriske friheds si og udstampet af og i den overordnede temastrukturs form.
På dette niveau vil myten finde sine første quasi-litterære a udtryk, eller vil tjene som oplæg for sådanne, og myten vil dermed påbegynde sin vandring fra den brede offentlighed til den snævre specialvidens cellestade.
Her indledes så sidste led af mytedannelsen. Enten struktureres nu et socialt organiseret korpus omkring myten, til eksempel: "urkirken", eller med få uvæsentlige modifikationer: "1. Internationale"; eller myten gøres nu til genstand for konkrete kunstneriske bearbejdninger, til eksempel: Hamlet-myten før og efter Shakespeares bearbejdning.
Her gælder det; at den ovenstående udvikling fra det specielt historiske til det generelt ahistoriske syntetiseres i hvad man kunne kalde "det primært urhistoriske", - altså syntesen, som fremstiller det til enhver tid først og fremmest gyldige i myten.
Således udvikles Hamlet fra en snu Espen Askelad eventyrhelt i norrønt regi, hos Saxe; til en tragisk, heroisk tronprætendent, hos Belle-Forest; til det evigt spekulerende intellektuelle menneske i kamp for eller imod sin virkelighed, hos Shakespeare.
Eller i tilfældet med Faust-karakteren:
fra samtidsreferenternes vagabonderende charlatan,
til fokebøgerenes heksedokter,
til Marlowes kundskabstørstende skønånd,
som siden blandt andet Goethe giver vid og tidløs højere spekulativ stræben.
[TOP]
Teksten beskrev ovenstående samspillet mellem mytedannelsens centrale person og hans samtid, og det synes heraf klart; at det specielle i enhver given myte, vil kunne studeres netop som samspil af de i den pågældende samtid givne brydninger.
Hvis man skal tro Völkers "stikbrev" (se eventuelt herom omstående) levede en historisk Faust-person fra 1480 til 1540, altså i den tid hvis væsentligste tyske samfundsomvæltninger skabtes af opfindelsen af bogtrykkerkunsten (1440-50 og endeligt gennemført i hele Tyskland i begyndelsen af 1500tallet) óg reformationen, ved Martin Luther, fra i hvert fald 1517.
Om begge disse samfundsomvæltninger kan det gøres gældende; at de resulterer af nogle brydninger som prægede hele sen-middelalderen; - nemlig: problemerne imellem den begyndende rationelle tanke og den uddøende blinde tro: samt en stadig aktuel problemstilling: forskellen på "håndens og åndens arbejdere" - og deres indsigt i livssammenhængen og dermed indflydelse på samme.
Det ligner intet tilfælde; at Wards redaktion af Marlowes "Faust" udgives sammen med Robert Greenes a skuespil fra cirka samme tid "Friar Bacon and Friar Bungay" fra formentligt 1589.
Roger Bacon (1214-1294) indledte denne problemstilling, hvis centrum rummer en forkastelse af den aristotelinske b og pytagoræiske c dogmelære, til fordel for en empirisk og eksperimentelt grundet videnskabelighed.
Bacon eksperimenterede over en bred naturvidenskabelig, filologisk og teologisk bank, og han kom som følge heraf i strid med kirken, som forfulgte, indespærrede, restituerede og genangreb Roger Bacon igennem hele hans liv, omend han ideligt levede som og forblev munk.
I den folkelige mytedannelse fremstod Bacon, både i sin levetid, men især siden hen i det 16. og 17. århundrede som en magiker, og man tilskrev og tilsagde ham raskt væk hovedparten af de historier som gjordes gyldige om tidligere forhistoriske ikke-kristne magere og skønånder, Ovid og Merlin (se for eksempel i Bush og Butler).
Disse to repræsenterede , ligesom Bacon, den meget vidende, hvis naturkundskab skænkede ham "overnaturlige evner", og hvis herkomst, som følge heraf, ingen turde tilregne de himmelske magter.
Viden, set som empirisk, objektiv sandhed etableret gennem kontrollerbare forsøgsrækker, passede ikke til kirkens program, som opererede med en lang række dogmer som ikke tålte undersøgelse, med sproglige skranker og et fast defineret syn på de klassiske tænkeres værdi.
Derfor analogiseredes videnstørst med djævlens værk, Satan, som jo oprindeligt, i hvert fald i følge Mosebøgerne, fristede menneskene til at nyde frugterne af livets og kundskabens træer.
Middelalderen rummer talrige eksempler på denne side af kirkepolitikkens voldeligt resolutte fasthed, der i modsætning til hekseforfølgelserne ikke "beskyttede " folket på dets egen overtroiske og makabre præmisser, men "beskyttede" på intelligentsiaens præmisser.
Men, som teksten har gjort gældende om myter, vil de altid sejre med tiden, hvis deres sag virker tilstrækkelig tidstypisk: og i den faustske samtid findes der en mængde tænkere (mere herom i næste afsnit), som i mere og mere uhildet form beskæftiger sig med naturvidenskab, psykologi og andre forbudte kunster, - skribenter og tænkere, som til fulde forstår at drage nytte af bogtrykkerkunstens mulighed for vidensudbredelse og "massekommunikation", óg reformationstidens mulighed for "fritænken" og for at populariserer skriften ord.
Et dobbeltsidigt kirkemonopol nedbrydes og omformes her:
på den ene side selve "magten" og dens udøvelse, der ifølge den opblomstrende merkantile handelskapitalisme og kolonialisme skifter om fra kirkelige til verdslige hænder, fra kontradiktoriske dogmers, [ii] paradoksalitet til ligefremme proportioner mellem mål, vægt og værdi udtrykt i ejendomsforhold;
og på den anden side det "åndelige herredømme", der skifter, fra det ensidigt teologiske, romerrets juridiske uddannelses- og udøvelsesmonopol forbeholdt kirke og adel og omformet
ved opkomsten af den administrerende civilt beskæftigede "embedsstand",
ved kunstens frigørelse fra de kirkeligt, teologiske emner,
ved den fremspirende borgerskabs, særligt købmands- og håndværkerstandens, insisteren på uddannelser i praktiske færdigheder og levende sprog,
- og endelig ved at bogtrykkerkunstens muligheder for masseproduktion og reformationens krav om "Bibel"-oversættelse gjorde de såkaldte "hellige skrifter" og deres forkyndelse til almen folkeligheds ejendom.
Som det fremgår, ligger selve drivkraften i denne udvikling i intelligentsiaens forskning, og denne forskerånd blev da også det typiske karaktertræk ved Faust-figuren, samtidigt med at såvel bogtrykkerkunsten som reformationsbevægelsen søges inddraget i mytedannelsen omkring Faust-personagen, der som følge heraf kan ses, som såvel den første person-myte dannet ved hjælp af det trykte ord, som det yderste ekstrem af reformationsgejsten.
Et enkelt illustrativt eksempel herpå: at Luther jo længe, og for nogle endda endnu, i katolsk opfattelse regnes lig med Djævlen selv eller i hvert fald beslægtet med samme, hvilket Faust-figuren jo gør krav på i folkebøgerne, og bemærk konsekvensen heraf, nemlig: at de lutherske teologer tilsyneladende tvinges ind på en midterbane, der i modsætning til Faust-figurens bane, kan finde en såvel hellig som verdslig fremtrædelse fuldt kirkepolitisk anvendelig.
[TOP]
a dæmonologiske:
efter græsk daimon: gud, ånd, skytsånd, dobbelt. I krist-kirkelig
betydning: ond ånd, djævel. Og efter græsk logos: ord, heraf -logi:
læren om. Dæmonologi altså: læren om ånder, skytsånder og i
krist-kirkelig betydning: læren om djævle og onde ånder (modsat angelologi:
læren om engle). Dæmonologiske altså: som vedrører læren om åndelige
væsner.
a præmis:
efter latin præmittere: sende forud, heraf præmis: blandt
andet filosofisk: grundlag for en logisk slutning, og almindeligt overført:
forudsætning, betingelse. Ordet anvendes her i begge betydninger.
a quasi-litterære:
også stavet kvasi: efter latin quasi: ligesom, næsten, heraf quasi:
uægte, pseudo, falsk. Quasi-litterære altså: ligesom litteratur, ikke
ægte litteratur men næsten som litteratur, litteraturlignende.
a Robert Greene: (1560-92) engelsk dramatiker og forfatter.
b aristotelinsk: efter Aristoteles
græsk filosof og litteraturvidenskabsmand (384-322 før moderne tid). Aristoteles'
kendtes især for sin "Poetik": hans lærebog i digtekunst.
c pytagoræiske: efter Pythagoras
(?-480 før moderne tid) fra Samos, græsk matematiker, filosof og mystiker.
[TOP]
[i]. Slutnote om Faust-skribenter og skriverier udeladt i dette netuddrag.
[ii]. Med ordene "kontradiktoriske dogmer" henvises til analysen af Villy Sørensens "Formynderlegender" først i denne bog, hvor en del af disse dogmers kirkepolitiske og -forkyndelsesmæssige aspekter gennemgås; men i denne sammenhæng bør teksten yderligere ekplicitere de kontradiktoriske dogmatiker omkring såvel de kirke- som de "stats"politiske hånds- og halsretter
Med
bogtrykkerkunsten og de opblomstrende handels- og håndværkerlaugs
organiseringer bliver for eksempel adelens fødselsretsprivilegier så småt
paradoksale, omend denne omvalørisering starter med/mod den kirkelige
magtstruktur og déns udøvningsmonopol, som overvindes af Martin Luther og Co.
i 1500 tallet ved de berømte retshøringer, hvor Luther, i modsætning til Jan Huus århundredet tidligere, undgår henrettelse og overlever som sejrrig
reformator
og gejstlig.
[TOP]