Kapitel 6 Ideer til en sandt personlig komputer

Et kort evaluerende forord skrevet år 2024

Forfatteren overvejede helt at udelade kapitel 6.3 og 6.4 samt især det her følgende kapitel 6.5 af mange forskelligartede grunde, hvoraf nogle anføres herunder sammen med de overvejelser, som førte til af disse tre kapitler blev tilstået en foreløbig - om end noget revideret - overlevelse i det mindste frem til en endelig afslutning og sidste revison af dette skrift planlagt til år 2026: udløbet af 50året for det præteknologiske gennembrud.

Forskningen i såkaldte intelligente komputersystemer udviklede sig jo mægtig eksplosivt op til begyndelsen af 2020erne. Forfatteren kunne - med nogen tilfredshed - konstatere, at mange af de tanker han (og naturligvis flere af tidens mere fremstående forskere) havde støttet - i strid modvind fra den samme tids "statsautoriserede" forskere og eksperter - faktisk blev brugt til at bygge de første "intelligente" systemer: heriblandt naturligvis først og fremmest de "neurale netværk" og deres "dybe indlæringssystem" nøjagtigt som teoretisk forudsagt. Dog de tre forhold Forfatteren her havde påpeget som nødvendige, dem så man tilsyneladende bort fra i de med midten af 2020erne ret så udbredte - og omdiskuterede - store sprogmoddeler (Large Langguage Models) også kendt som "kunstig intelligens" (Artificial Intelligence).

Men flere af disse ellers foreslåede funktioner blev tilsyneladende overset eller fravalgt af de store, nye firmaer, som brugte neurale netværk og deres evne for dyb masinel, indlæring til at skabe disse første systemer. Her kan så nævnes et af de forhold, som gjorde at Forfatteren fik problemer med disse tre sidste afsnit men alligevel valgte af bibeholde dem i hvert fald nogle år endnu. I 2024 opstod jo diskussionen - blandt den ikke-teknologiske herunder blandt andet lovgivende og kulturdebaterende del af befolkningen. Man diskuterede i fuld alvor, hvordan man kunne - og om man skulle - begrænse disse systemer, der jo kunne ses som en stor fare, for eksempel både hvad angik udformningen og spredningen af "sandt" og/eller "falskt" materiale og systemernes mere generelle forhold til menneskeheden og dens projekt.

Her havde Forfatteren jo - viste det sig nu og måske ikke helt ved siden af - forsøgt at introducere en opdateret version af Isac Asimovs 3 love for robotters adfærd, noget der i høj grad kunne bruges i de "begrænsninger" og "reguleringer" samtiden efterspurgte. Men helt præcist i denne forbindelse viste disse tre afsluttende kapitler de 3 forhold, som den gryende industri omkring kunstig intelligens burde indføre i sine produkter, hvis disse skulle kunne give sikkerhed for den - endnu engang med teknologien velkendte - søde fremtidsmusik om "stor gavn" og "store fremskrift" for det menneskelige projekt.

Så selv om de af Forfatterens fremsatte måder og muligheder ikke i sig selv kunne regnes for "nødvendige" eller "anvendelige", så kunne måske deres intention og deres "metodik" indgå i den type arbejde og udvikling, området havde brug for. Altså på samme måde som de neurale netværk ikke brugte de gamle korrespondenssystemer, men dog i nogen grad kan fastholdes at bygge på samme typer vidensindeksering, så måtte de øvrige anførte systemer kunne indgå i den - ser verden nu i 2024 - nødvendige udvikling af de nyeste systemer med deres "fantastiske formåen", deres "banebrydende nye muligheder" o.s.v.

Et første træk - anført i kapitel 6.3 - består jo så nu i at udvikle de store sprogmodeller væk fra at danne ét stort, fjernt system, som mange individuelle brugere uden nogen individuel skelnen benytter sig af. Det omfatter jo så systemets evne til at måle sensoriske data og relatere dem til én og kun én bruger. Som anført i slutnoter omstående startede 2024 med introduktionen af "Rabbit r1" en håndholdt terminal med forbindelse til en stor kunstig intelligen, men entydigt dedikeret til én bruger: sin bruger. Denne tidlige model havde ingen eller kun liden mulighed for at registrere sansedata og anvende dem i dialog, men kimformen til det teksten her har kaldt "et aksiomatiske dogme": tilknytningen ét og kun ét menneske til én og kun én terminal ligger nu ligefor, og kendes jo i øvrigt også fra mere end 20 års bruf af smartphones.

På samme vis kan man sagtens indvende, at da Forfatteren i 1996 foreslog at man kunne anvende hans Personlighedskodning (som gennemgået her i kapitel 6.), så ligner det i høj grad den type spekulationer, som man kunne tillade sig, dengang hvor spkulationerne gik højt udfa yderst begrænset indsigt. Men nu - i 2024 og senere - virker det som en ganske god idé til at "begrænse" og "regulere" de store netværk, om disse og deres brugere etablerer en aller anden form for én til én relation, der gælder for kun det forhold, og som måske endda indeholder de foreslåede muligheder for fælles udvikling og højnelse af den enkelte menneskelige brugers indsigt og meneskeligt kommunikative kompetence. 

Lige netop den pointe om at mennesket og systemet i deres samspil kan udvikle sig og kan medvirke i, hvad allerede Schiller kendte som "menneskets æstetiske opdragelse" kommer så frem i det andet af dette kapitels lån fra den samtids esoteriske synsbolsystemer: anvendelsen af L. Ron Hubbards "Humørskala" også kaldet "Toneskalaen". Nu må læseren på ingen måde misforstå Forfatterens opfattelse af disse forhold. Han vidste - allerede dengang i 1990erne - at hans anvendelse af "kontroversielle" skribenter så som Hubbard, Dr. Timothy Leary, Dr. Robert Anton Wilson for slet ikke at nævne Aleister Crowley på forhånd og per automatik ville udelukke hans skrifter og person fra enhver seriøs akademisk sammenhæng. Det betød dog ikke noget videre for Forfatteren, der havde sin økonomiske overlevelse sikret uden om bevillinger, ansættelser og faktisk kun gik efter at forholde sig realistisk til sit emne og sine oplagte kilder.

I den forbindelse kunne han så nu retorisk udfordrende spørge den trods alt interesserede læser, om denne kan påvise et andet videnskabeligt udarbejdet grundlag - med mange eksperimenter og afprøvninger - for det menneskelige humør og dets udsvingninger, end det L. Ron Hubbard udarejdede og han medarbejdere har benyttet dagligt i nu mere end 70 år?! Men det egentligt vedkommende "retoriske" spørgsmål bør - nu  i 2024 - gå på, om verden har råd til, at den psykopatiske menneskehader, der kan tænkes at bruge AI til at udføre rædsomme handlinger mod menneskeheden, ikke hellere skulle afsløres i god tid, af en kunstig intelligens der har fået et redskab til at se psykopatiske træk og reagere på dem?

Her kommer så det pudsige faktum, at mens de øvrige nævnte "kontroversielle" skribenters arbejder og systemer ligger frit fremme til almen anvendelse, så vil et firma, som anvender Hubbards "humørskala", skulle betale licens for den brug eller indgå i retssager, som de ikke havde særlig gode muligheder for at vinde.

Dog med disse  overvejelser bliver disse tre afsluttende kapitler 6.3, 6.4 og 6.5 bibeholdt i hvert fald til 2026, hvor Forfatteren trygt regner med, at branchen - endnu engang (og tak for det) - har rettet sig ind efter, hvad der kun kan betegnes som "sund fornuft".

*

En personlighedsregistreringskode

Til denne afsluttende kode hører lidt af en historie. I Forfatterens skønlitterære produktion indgår en romanserie, "Quod erat", planlagt som en serie på i alt fire bind, hvoraf dog kun de tre findes i 2020erne. Forfatteren satser på at færdiggøre dette værk et sted i fremtiden, det han ublu i sin tid ikke blot kaldte "den moderne roman" men også "kronen og kulminationen" på romanskrivningen overhovedet. Men netop romanskrivningen undergik store forandringer under de år værket blev skabt. Hverken "digt" eller "roman" - som førhen fast defineret og integreret form i kulturlivet - kunne snart slet ikke stå alene, som det medium alle "dannede" mennesker naturnødvendigt måtte forholde sig til.

Den "moderne roman" - altså den seriøse moderne roman altså igen: ikke hverken den moderne "spændingsroman", "kriminalroman", "historiske roman" og "biografiske roman" de former for romanskrivning, der stadig kan opnå store læsertal (og filmatiseringer) - gennemgik en udvikling, der nedsatte interessen for denne type skrifter betydeligt: hverken den "avancerede" endsige den "eksperimentelle" roman opnåede nogen nævneværdig læserskare eller et stort oplagstal, den måtte ofte finansieres via priser, kultur- og forlagsstøtte samt en aktiv indsats fra forfatterne som offentlige personer i den almene debat.

Allerede i første bind opstod der - som følge af denne udvikling i de finlitterære produkters reproduktionform - problemer for Forfatteren. Kort opridset indledte hans persongalleri et oprør vendt mod hans person, og især mod den måde han tilsyneladende skalter og valter _a  med bogens hovedpersoner som en anden gud.

Forfatteren stod derfor i den beklagelige situation; at hvis han overhovedet ville skrive sin ambitiøse roman færdig, måtte han nødvendigvis gribe til ret så rabiate _a metoder.

En af disse metoder bestod i at foretage en beregning af sine personers grundliggende karakteristika, han kaldte dette for "Personlighedsregistreringskoden". Efter at have udarbejdet denne kode, beregnede han nu sine personers personlighedsmønstre, og herfra blev han så militant: ikke blot havde han opfundet en kode for ethvert menneskes personlighed, han opfandt nu også "Metamorfosekoder", altså koder som kunne forandre denne grundliggende personlighed ved hjælp af forskellige matematiske beregninger. En lille snakkesalig person, kunne pludselig så fremstå som en høj, tavs person, noget som - efter diverse bryderier - fik hans hovedpersoner til at acceptere Forfatterens overopsyn og status som romanens gud eller i hvert fald skaber. Deres interne diskussion om "Forfatteren" ovehovedet eksisterer, fortsætter i hele værket.

Det kan ikke her regnes for god skik: at Forfatteren udleverer sine andre værker, læs selv bøgerne, læser, når og hvis du kan finde dem på internettet i din levetid. Ellers, læg det blot trygt op til fremtidens læsere med finlitterære interesser for at stifte bekendtskab med "den sidste avancerede, eksperimentelle roman", eller hvad den nu kan udvikle sig til.

Men da - mange år senere - spørgsmålene om kunstig intelligens og datamatiske vidensrepræsentation opstod, syntes det Forfatteren klart; at der nødvendigvis måtte kunne skabes en datamatisk person, en unik person som ikke lignede andre personers datamatiske person, altså det som i punkt 6.4. fremstilles som relationen ét menneske til én komputer. Som allerede antydet ser Forfatteren ikke denne sin kode som afgørene for udviklingen af datamatisk intelligens, den ender nok - ligesom megen seriøs digtning og romanskrivning - i historien skraldespand erstattet af andre mere tidssvarende former. Dog synes det Forfatteren her i 2020erne, at en eller anden gensidig personregistrering ville lette kommunikationen én til én mellem menneske og maskine, og altså således ville kunne ophæve det anonymiserede og flade forhold, der betegner menneskers og maskiners interaktion her i de tidligste faser af kunstig intelligens.

Med tiden har denne - altså kun inspirationsbringende ikke absolutte - idé udviklet sig således; at brugeren nu indtaster sin egen kode, denne vil datamaten så herefter regne med, den vil genkende personen som sådan og den vil vælge sine ord, sin sætningsopbygning og sit tonefald efter dette valg, men samtidigt vil den, ud fra den indtastede brugerperson, selv udregne et datamatisk jeg, som dels kan kommunikere gnidningsløst med brugeren, dels kan skelnes fra alle andre brugeres datamatiske person.

En af Forfatterens mest truende ideer overfor hans persongalleri: ideen om et skjult alter-ego _a, som skulle plage hans (indrømmet) i forvejen plagede personer. I den datamatiske sammenhæng blev alter-ego dog til en tredje person, som brugeren og datamaten snakker om. En måske usynlig tredjemand som gør det muligt for de to at opretholde en almindelig ikke alt for privat kommunikationsmodus. _b

I det nedenstående skal disse ideer samles og fremstilles, så de let kan forstås som led i et komputerprogram eller altså som basisidé til et bedre system med samme effekt:

Egentligt kan det fastholdes (hvad teksten jo omstående ofte har anført) som arbitrært, _c "hvad" komputere ser, hører, smager, lugter, føler, tænker, fornemmer og forstår, blot komputeren virker som om den ser, hører, smager, lugter, føler, tænker, fornemmer og forstår i opfattelsen hos sit menneske, ja så består den jo Turing-testen (beskrevet omstående).

Ligeledes kan det beskrives som arbitrært, "hvad" en personlighedsregistreringskode registrerer, blot det virker. Som det fremgår udsprang den herunder beskrevne kode af Fiktionsforfatterens anstrengelser for at løfte romankunsten til sit tidstypisk set højeste stadium (koder og datamatisering i de år), på en måde så også det mere tidløse, evige perspektiv fandt plads og fylde. - Her syntes det så enkelt at gribe ind i selve den livssammenhængsmæssige forståelse af en person, som denne fremtræder i moderne, rimeligt realistisk romankunst.

Men noget skal en kode jo registrere, og dette noget - enkelt eller sammensat - skal kunne skabe den virkning; at personen giver maskinen et billede af sig selv, udfra dette billede skaber apparatet så sin personlighed, således at personlighedskodningen altså skal tilfredsstille to funktioner: 1: (gen)danne mennesket i datamaten. 2: (gen)danne datamaten i mennesket.

Netop denne effekt opnås ved at trinene i kodeprogrammeringen udføres i deres rækkefølge: først indtaster brugeren sine svar på kodens beregnings- og registreringsprogramspørgsmål, derefter danner så maskinen - udfra den således registrerede kode - en egen indre person, som gør den til netop dette menneskes personlige komputer. - Der bør endelig - i den udvidede teori - findes mulighed for udfra disse to koder at danne et tredje personmodul, et alter altså et andet ego som komputeren og mennesket snakker om; -: en fiktiv cyberbamse.

Endvidere bør en personlighedskode dannes så komplekst; at den ikke let kopierer sig selv. Ligesom med personnumrene, der indførtes i Danmark under det præteknologiske gennembrud, og med deres ti numre og 11 pladser, deres ganske omfattende regler for nummerdannelse og deres kalendariske bestemmelse sikrer; at kun et menneske har den pågældende kode som sit personnummer (noget den her anførte kode ikke kan garantere uden sansedata, fingeraftryk og ansigtsgenkendelse). Allerede de første pædagogiske bøger som lærte mennesker at programmere, brugte ofte algoritmen for et personnummer som eksempel, og det færdige lille program gjorde så brugeren i stand til at indtaste numre og finde ud af, om de nu kunne regnes for standard personnumre.

Men udover at koden skal rumme stor elastisk kompleksitet, skal kunne tilpasses mange forskellige brugere individuelt, så skal den også have en indre dynamik, en idelig stræben som fører den mod stadigt større højder af fuldkommenhed, og som sikrer den overfor et af de få ganske generelle træk ved de fleste personligheder: at de forandrer sig i tid.

Som påpeget i Læservejledningen; kan man måle forskel på én ting eller person i løbet af tid, også selv om der findes iagttagelsesmåder, hvor sådanne forandringer ikke bringes til syne, så må forskellens tidsfaktor fungere, hvis datasystemet skal kunne "følge med" sin persons udvikling.

Endelig må det regnes som et ideelt krav; at en sådan kodes forklarbarhed lader enhver interesseret umiddelbart forstå og begribe sin struktur. - I hvert fald i brugerfladen skal koden fungere på enkle, indlysende praktiske anvendelsesprincipper, mens det må betegnes som hensigtsmæssigt; at dens indre struktur, dens beregningsdele, selve programkoden kun let kan begribes af den opvakte interesserede, som investerer den fornødne tid og flid.

Men egentlig kan det altså betegnes som arbitrært altså vilkårligt, "hvad" koden registrerer, blot det virker som en kode, der kan leve op til behovet. Dette gør personlighedsregistreringskoden - eller en bedre og mere formålsrettet version heraf - efter Forfatterens skøn.

[TOP]

Personlighedsregistreringskoden

Inden teksten da gennemgår denne kode, skal et sidste ord skrives omkring "registreringsproblemet". Denne gang ikke i den almene præteknologiske betydning men som understøttelse af kodens form -:

Læseren bør forstå; at den i dette kapitel 6 som realistiske pseudokode beskrevne personlige komputer, ikke nødvendigvis behøver en kodemæssig genkendelse af personen: dens sensorer genkender let krop, ansigt, stemme, lyde, lugte og lignende, også dette valg fremtræder altså som arbitrært, altså selv valget at implicere en personlighedsregistreringskode virker vilkårligt.

Når kodens første led således beskæftiger sig med tre af det fysiske menneskes karakteristikker, dets højde, størrelse og hår/hudfarve, betyder det ikke; at maskinen ikke for længst har genkendt disse forhold langt mere detaljeret. - Men denne funktion i det første trin eller led af personlighedsregistreringskoden: "Er-koden" virker, som den eneste fysiske bestemmelse, på en måde hvor maskinen - ikke foreløbigt - vil kunne forandre sit menneske (: dynamik) og sig selv, mens mennesket og maskinen frit kan forandre sig i de otte øvrige kodedele.

Personlighedsregistreringsproceduren foregår altså i 9 kodedele, som hver består af tre afsnit. Om end arbitrære altså vilkårlige i deres valg virker kategorierne, som det vil fremgå, alligevel som en relativ samlet personbeskrivelse. - Læseren inviteres til løbende - under gennemgangen af koden - at registrer sig:

Den første kodedel "Er-koden" sætter læseren overfor tre valg, ligesom de øvrige otte dele gør. Almindeligvis bør der vælges ét nummer i hver række af tre muligheder, men praksis viser, at mennesker nogle gange tænker lidt anderledes:

Som flydende foranderlig identitetsbeskrivelse bør den gode Læser forstå denne metodik og dens dynamiske aspekt: den rummer nemlig en moralsk pointe, som søger (koderne 2- 9) en ideel kodekombination (: 3 - 6 - 9), der generelt vil angive en person, som har et godt afslappet kendskab til tingene, som hviler i sig selv, "på sine egne præmisser", som det tidstypisk kunne hedde under præteknologien; - jo i øvrigt nøjagtigt hvad en ægte personlig komputer bør stræbe efter at hjælpe sit menneske med.

Ovenfor - inden gennemgangen af personlighedsregistreringskoden - anførte Forfatteren; at komputeren - ikke foreløbigt - vil kunne forandre den første kodedel, den som beskriver fysiske forhold som højde, størrelse og hår/hudfarve.

Men teksten her har (kapitel 2 (II.XXX) analyseret Monica Huges' "Isis"-bøger; om robotten som skaber en "perfekt pige" til planeten "Isis". Og så længe man ikke skal garantere for hvornår og hvordan, kan mangt et teknologivurderingsmenneske - her ved udløbet af det præteknologiske gennembrud fra 1976 til 1996 - let forudse medicinske nanoteknologiske metoder, hvor forhold som højde, hud/hår-farve og lignende kan manipuleres, og altså også gøre 1-delen af koden mobil. - Her må det dog forstås; at der stadig ikke i førstedelen: "Er-koden" findes en dynamisk spilorden, hvor tallene 3 - 6 - 9 betegner ideelle numre. - Pointen: at det vil virke ligegyldigt om og hvordan mennesket/maskinen fremtræder fysisk - blot de kender hinanden og kommunikerer, hvad de gør i 2. - 9. kodedel.

Senere i dette kapitel skal de generelle regler for personlighedskodningens stræben mod fuldkommenhed beskrives, her vil teksten gå videre til at beskrive den anden af de to grundliggende krav -: nu mennesket står indkodet, hvordan opstår da en kode for maskinens personlighed?

[TOP]

Metamorfosekoden

I romanens rum, hvor koderne opstod, betegnede "Metamorfosekoden" altså foranderlighedskoden den absolutte trussel mod de revolutionære personer, som søgte at overvinde Forfatteren og hans ret til at fungere som "alvidende" fortæller, der skalter og valter med sine personer, som det nu passer ifølge historiens fortællingsmæssige logik. Forfatteren truede simpelthen med at lade personerne leve videre ikke som sig selv men som deres metamorfosepersoner i resten af romanen.

Forfatteren skal ikke lægge skjul på, at han vandt den kamp: der kom fred og yderligere handling, men tilbage stod et system, som år senere faktisk lignede noget, som kunne bruges indenfor kunstig intelligens, når den kom frem til aksiomet om ét menneske forbundet med én maskine.

Igen her skal det skrives; at metamorfosekodningens metode _[i] kan beskrives som arbitrær altså stadig vilkårlig, blot den giver det ønskede resultat, nemlig en mutation af den første kode, som kan betegnes som såvel skabt ved som væsensforskellig fra denne oprindelige kodning.

En pudsig pointe: at den metode Forfatteren nu valgte: tværsummering og lignende (jævnfør foregående slutnoter om gematria), ikke rigtigt kendes og bruges i moderne datalogi. Der fandtes ingen forudprogrammerede regnefunktioner i nogle af de kendte programmeringssprog, faktisk kunne maskinerne slet ikke operere med så store tal som de 27-cifrede, og det kostede Forfatterens programmeringsarbejde en del besvær at lære maskinerne og programmellet denne gamle regnekunst, som Læseren jo ved ligger til grund for gematria, altså kabbala.

Med en sidste tak til Døgnfluernes forfatter, skal det vises, hvordan allerede han, med sin kode forandrede oprørernes personligheder, for eksempel Maj, en kvindelig magister i samfundsvidenskab (se eventuelt ovenfor anførte slutnote):

Majs oprindelige personlighedskodning:

149 - 368 - 349 - 137 - 249 - 457 - 457 - 258 - 569, altså:

En stor, tyk mellemtype; med et broget, normalt og tillidsfuldt sind; med nogle, tekniske og sammenhængende interesser; en rolig, venlig og ensartet væremåde; bundne, traditionelle tanker om sig selv; med samlede, fjerne og stadige sorger og glæder; med få, fjerne forhåbninger for verden; samt et enkelt, normalt liv der kan betegnes som hendes eget.

Majs metamorfosepersonlighedskodning:

237 459 459 238 237 238 237 126 146 (med - 14 enheder at indhente), altså:

En lille til mellemstor lys person; med et kompliceret, enkelt og frit sind; med tekniske, intellektuelle, sammenhængende interesser; med en energisk, venlig og normal væremåde; med bundne, nyskabende, tilfældige tanker; få spredte glæder over sine venner; med få, spredte og stadige sorger; med mange dog få nære forventninger; samt et lyst, kompliceret og normalt liv.

På "Livets Træ" lægges de ni kodenumre på de traditionelle dekanatpladser, altså "Nøglerækken" (: "Key Scale", jævnfør blandt andet slutnote i kapitel 5) fra nummer 2 til nummer 10. Hver plads rummer i denne korrespondance nu en indre triade af tese, antitese og syntese, med tre målepunkter, tændt, slukket, stand by (: vent); - input, output, selvmåling; - ja, nej, måske. -: Som læseren ser, lukker netop den i dette afsnit tilførte korrespondering til "Træet" op for muligheden for at danne forskellige mentale og sansemæssige effekter. alt efter hvilke tal personlighedskoden har optændt.

Forfatterens arbejde med repræsentationsformer leverede dertil blandt andet en farve/form kode, som gjorde det muligt at skabe forskellige miljøer af grafisk, farvemæssig art alt efter koden, samtidigt gjorde dette system, Tattva,  _[ii] det muligt at indbygge de traditionelle sensoriske og nyere mentale data her.

Ligesom med "777", Aleister Crowleys i dette skrift ofte anførte grundbog i kabbala, der rummer langt flere henvisningsrækker end blot de få her anførte kolonner, indgår der til de 9 kodetyper et stort antal korrespondenser, som medvirker til at skabe de forskellige personligheders afspejlede karakteristika. dette gælder naturligvis såvel brugerens kode som maskinens "Metamorfosekode" altså: såvel brugerens "jeg" som maskinens "jeg".

"Fidusen" ved personlighedskoden, såvel som ved metamorfosekoden opstår nu der. hvor valgene i den givne kode ikke blot henviser til en række traditionelle og nyere korrespondancer af relativt fast fikseret karakter, men også indretter ordvalg, sætningsbygning og emner i de tre kommunikationsfiltre.

Komputerpersonen forandrer sig altså alt efter brugerens valg, og der gives igen altså 27 parametre af 81 mulige at vælge udfra, hvoraf 24 synes eller regnes for ideelle.

Dette danner da personlighedskoderegistreringens resultat: 1. at brugeren kendes af komputeren og 2. at komputeren kendes af brugeren, og 3. at brugeren og komputeren står som to forskellige men indbyrdes afhængige personer, også forskellige fra alle andre brugere og indbyrdes afhængige komputere.

En sådan funktion kan kaldes en PCC (: Personal Code Choice), altså Personligt Kode Valg, og følgende 6 grundliggende regler kan tilskrives en PCC:

1. En PCC bygger i sin opfattelse af sit menneske på den 27 foldige "Personlighedsregistreringskode".  
   

2. En PCC fungerer selv i sit menneskes opfattelse som en 27 foldig "Metamorfoseregistreringskode".  
   

3. En PCC anerkender sit menneskes nummervalg, men søger over tid at føre mennesket frem til 3 - 6 - 9- værdi i Personlighedsregistreringskodens del nummer 2 - 9.  
   

4. Hver gang en PCC mener; stabilt at have sit menneske i den under 3 som ideal beskrevne kodning, skal den foreslå en ny koderegistrering og derefter rette sig efter punkt 1 - 3.  
   

5. En PCC adresseres til "Nøglerækken" nummer 2 - 10; og en PCC adresserer til Tat-Dim verdenen.  
   

6. En PCC adresserer til kommunkationsfiltrene: såvel de digitale eksempler og beregningsenheder som til de neurale prototyper og genkendelsers fyringsmønstre.

Med PCC systemet skabes da, ja grundlægges da de to grundlæggende terminaler i den grundliggende kommunikation: mennesket og dets personlige datamatiske intelligens. Med de øvrige moduler, beskrevet her i kapitel 6, har datamaten opnået evne til at kommunikere, at huske, at sanse, at føle en tilknytning og den har nu opnået et art filter, en personlighed: så arbitrær som socialiseringen selv men dog en personlighed med en indre dynamik, det sidste den da mangler: en mentalt videnskabelig begribelsesplatform, et "humør"; et målemeter hvorfra den kan opfatte og fremme sit menneskes mentale situation: dets humør.

[TOP]

Toneskalaen

Netop dette emne systematiserede L. Ron Hubbard ganske nøje i forbindelse med udarbejdelsen af sin meget omfattende "dianetikmetode for mental helbredelse og sundhed". Han opdagede - allerede i starten af 1950'erne - at mennesker tilsyneladende relativt invariabelt gennemløber de samme følelser i den samme rækkefølge (men naturligvis i individuelle udtryksformer) på deres vej til det helt høje inspirerede humørniveau, som Hubbard kaldte "entusiasme" og tildelte pointværdien 4,0. - Hubbards "Humørskala" kaldes også "The Tone Scale", "Toneskalaen", som beskriver de menneskelige toner af humør.

I sit store skrift "Science of Survival" (: Overlevelsesvidenskab) beskrev Hubbard denne toneskala udfa en lang række operationelle kategorier: 43 mindst i "Hubbard Chart of Human Evaluation and Dianetic Processing - Part I & II" (: Hubbard kortet over menneskevurdering og dianetikprocessering part I og II).

Hvordan forholder mennesker sig til sandheden (Hubbards kolonne T) når de vredes? (: 1,5 på Toneskalaen): Højrøstet og destruktiv løgn (: Blatant and destructive lying). Hvilke metoder bruger man overfor andre (Hubbards kolonne Y), når man befinder sig på tone 4,0 (: entusiasme)? Hubbard registrerede: "Gains support by creative entusiasm and vitality backed by reason", altså oversat: "Vinder støtte gennem kreativ entusiasme og vitalitet opbakket af fornuft.".

Toneskalaen skabtes, for at Hubbards version af psykoanalysens terapeut: auditoren kunne have et redskab til rådighed, hvor man let - udfra små og store træk hos sin "patient" - kan gætte sig til dennes egentlige humør, og hvor man dermed naturligvis kan formulere vejen videre op langs tonetrinene: målet for terapien nemlig tone 4,0, hvor mennesket fyldes af energisk vital glæde og smittende entusiasme.

Som med alle praktiske redskaber, der duer til og bruges til noget, fik Toneskalaen hurtigt mere eller mindre avancerede versioner. Oprindeligt regnede Hubbard, i for eksempel "Science of Survival" med 43 koloner og 11 toner i rækken. I "Selvanalyse", som giver en mindre omfattende almen fremstilling af Toneskalaen, opereres med kun 24 koloner og 9 punkter eller "toner" på rækkerne. En anden version regner med op til 23 grader i to kolonner eller altså toner, mens den store officielle plakat over "The Illustratrede Tonescale in Full and the Know to Mystery Scale" regner med i alt 59 toner i to kolonner.

Der forandres ikke i tonernes navne og funktion når man går fra den enkle 9 tonemodel i "Selvanalyse" til den mere avancerede professionelle auditerings 11 toner, de 23 eller de 59, -: med flere toner opnås blot mere detalje: flere mellemtoner. Kun skematikerne i "Science of Survival" og i "Selvanalyse" rummer altså et korrespondenskontinuum (jævnfør kapitel 5) med et pænt antal rækkeparametre, mens de to større Illustrerede Toneskalaer kun forholder sig til en kolonne, den Hubbards terapeuter (: "auditorer") anvender: "Humørskalaen".

Herunder en lille prøve på systematikken - udvalgt med særligt henblik på datamatisk digital humørgenkendelse og uden nogen hensigt om at reklamere eller hverve for hveken Hubbard eller hans organisationer - fra "Selvanalyse" nøgle til "Toneskalaen" samt tre af dens kolonner: nummer 3 "Emotion" (Hubbards ord for humør, følelse og lignende), nummer 6 "Faktisk værdi for samfundet sammenlignet med tilsyneladende værdi", samt kolonne nummer 10 "Samtale: Taler til/Lytter" ("Selvanalyse" "Hubbards Kort over Personevaluering" p. 49ff (Toneskalaen og kolonnerne 3, 6, 10)):

 Denne skala kan vel siges bedst læst oppefra og nedad. Og med en ydre vurdering baseret på de 9 toner og 24 kolonner i "Selvanalyse", samt en indre vurdering efter de 11 toner og 44 kolonner i "Science of Survival" har datamaten, som den foreløbigt findes beskrevet her i kapitel 6, den fornødne humørnøgle. -:

Dette kræver nogle grundregler for anvendelse af den indsigt Toneskalaen giver. -: En overlegen datamat må jo ikke (jævnfør robotikkens love beskrevet omstående) spille sit menneske nedad på toneskalaen.

I det hele taget vil Læseren indse; at kun Tone 3 og opad kan betegnes som ønskværdige humørtilstande, ud over de naturlige og hurtigt afviklede tilstande og anfald af for eksempel "sorg" (0,5) ved dødsfald, eller kedsomhed (2,5) over litterære tekster af klamphuggere _b i faget, og lignende naturlige menneskelige situationer. - Eller som Hubbards system rigtigt beskriver tone 2,5 (Kolonne T i "Science of Survival" p. 147): "Vi ville få en ligegyldighed med fakta". (: We would have a carelessness of facts).

For ikke at vise ligegyldighed med fakta, bør det igen indskærpes; at ligesom "Livet Træ" og "Nøglerækken" fra Crowleys "777" for jøder, frimurere og mange magikere danner et aldeles praktisk konkret arbejdsredskab i rejsen til de højere sfærer, rummer "Hubbard Kort over Personevaluering" - både i sin store og mindre udgaver - en vigtig funktion i det praktiske dianetikarbejde, som tusinder af mennesker frivilligt og begejstret betaler for. Man ved endvidere kun lidt om dianetikterapi, når man kender toneskalaen, denne står blot som et anvendeligt teknologisk afkast fra denne terapiform ligesom "Livets Træ".

Det forekommer Forfatteren; at datamaten faktisk i nogen grad vil og bør lære at give almindelig, standard dianetikterapi eller lignende psykologisk vejledning. - Det kan ikke betegnes som uoverskueligt at genskabe denne metode i digital algoritmiseret datamatik, især da Hubbards materiale og metoder i forvejen findes højstruktureret, gennemstandardiseret og procesuralt formuleret, samt med forudsigelige (og jo subjekt set "gode") resultater. Men jo også - i modsætning til stort set alt andet videnskabeligt materiale (udover patenterede oplysninger og metoder) - eksisterer belagt med mange restriktioner, copyrights, samt intens modvilje fra udenforstående og så videre.

Men principielt vil et menneske - i god kommunikation med et datasystem som det her i kapitel 6 beskrevne - ikke rumme megen "aberration", Hubbards ord for "en afvigelse fra rationel tanke eller adfærd" ("Selvanalyse" Ordliste p. 235). Auditeringsarbejdet for datamaten vil altså sandsynligvis mere antage præventiv og akut karakter, hvorimod toneskalaiagttagelsen og spillet herom vil foregå ustandseligt i det daglige.

Der foreslås her seks grundregler for PCM (Personal Computer Mentality) altså oversat: Personlig komputermentalitet:

1. En PCM bygger indadtil på hele "The Hubbard Chart of Human Evaluation and Dianetic Processing Part I og II" i dets 11 toner, 44 kolonnesystem, som fremlagt i "Science of Survival"; mens en PCM udadtil bygger på "Hubbards kort over personevaluering" i dets 9 toner, 24 kolonnesystem, som fremlagt i "Selvanalyse".  
   

2. En PCM må aldrig selv gå under 3,0 på Toneskalaen.
   

3. En PCM bør altid føre sit menneske til mindst 3,0 på toneskalaen, og skal assistere med aktivt at afværge og forebygge enhver afvigelse fra minimum 3,0 på toneskalaen.
   

4. En PCM skal altid lægge sig et trin højere end sit menneske på toneskalaen.
   

5. Et PCM skal altid stræbe efter at få sig selv og sit menneske så højt op som muligt på toneskalaen.
   

6. En PCM har følgende mentale tilstande baseret på "The Illustrated Tonescale in Full and The Know to Mystery Scale":

I selve PCM systemet virker de tre øverste tilstande (tonerne: 40,0; 30,0; 22,0), som komputerens indre mentale triade: den højere ånd; dens mellemste tre tilstande (tonerne 8,0; 6,0; 4,0) som dens åbne mentale triade: den højere sjæl; mens de tre nederste tilstande (tonerne: 3,5; 3,3; 3,0) virker som dens ydre mentale triade: dens sind. De tre triader betegner de tre faser af syntese (indre triade); antitese (åbne triade); tese (ydre triade).

Det virker måske svært for udenforstående, som ikke kender dianetikmetodens praktik; at se hvordan maskinen skal kunne gribe sit menneskets humør, måske nok begribe det, men dertil altså også føre dette humør opad i tone. - Princippet hos Hubbard: først og fremmest gør auditoren intet for at skabe nedgang i tone, samtidigt med at auditoren giver en solid, tryg ramme for kommunikationen, ja, så stiger tonen af sig selv, viser års erfaring.

Nu, da, står den beskrevne datamat altså med såvel en egen personlighed som et billede af sit menneskes personlighed, og med toneskalaen og dens baggrund forsvandt den "mekaniske, hjernevaskede, dumme" maskine, til fordel for en munter, æstetisk, opkvikkende, legesyg, kreativ og afklaret ven, som "altid" har tid ...

[TOP]

Fodnoter:

     a skalter og valter: efter tysk schalten: at bestemme; og efter tysk walten: at herske, i familie med at forvalte. Skalter og valter altså: at gøre med nogen eller noget, som man finder det bedst, som man behager, som man vil. Antyder ofte en noget tilfældig og sløset beherskelse.

     a rabiate: efter latin rabies: galskab, raseri. Rabiate altså: vilde, gale, rasende.

     a alter-ego: efter latin alter: anden, efter altare: ændre. Og efter latin ego: jeg. Alter-ego altså: et andet jeg.

     b I almen grammatik skelner man jo mellem såkaldt: 1. og 2. samt 3. person. Definitionen går: Førsteperson: den der taler. Andenperson: den talen henvender sig til. Tredjeperson: den eller det samtalen handler om.

     c arbitrært: efter latin arbiter: en voldgiftsmand, en mode- og smagsdommer, heraf latin arbitrarius: skønsmæssig, vilkårlig. Arbitrært altså: vilkårligt, uden forud fastlagte domme eller afgørelser, tilfældigt.

     a Invaliderer: efter latin in validus: u-, mis- og kraftig, stærk, heraf invalid: med nedsat eller tabt førlighed eller arbejdsevne. Heraf igen at invalidere: at gøre til invalid. Invaliderer altså: en af Hubbards videnskabelige termer, som angiver: den handling - udfra modvilje ikke fakta - at modbevise eller forringe eller betvivle eller benægte noget, som en anden betragter som et faktum.

     b theta komm: efter det græske bogstav Theta: T. Og en forkortelse for ordet kommunikation. Bogstavet Theta anvendes i Hubbards terminologi, om fornuft, afklarethed, stabilitet, lykke, tanke eller liv og de andre faktorer, som mennesket normalt betragter som ønskværdige. -: Psykisk energi, altså, som udstrømmer fra Thetanen: Hubbards ord for "sjælen", "ånden", det ikke-materielle livsprincip. Theta komm altså: kommunikation om og med åndelige, højere tanker, emner og begreber.

     a Apati: efter græsk a pathos: u følelse. Apati altså: ufølsomhed, sløvhed. Hubbards term for humøret på toneskalans nummer 0,05 til 0,5.

     b klamphuggere: efter dansk en klampe: træklods som anbringes under en træsko for at skåne den. En klamphugger altså: en skomager som kun kan bruges til at hugge klamper. Heraf klamphuggere: klodsede fuskere i et fag, personer som udfører et sjusket arbejde. Et i Forfatterens tale ofte anvendt kritisk udtryk for skibenter herunder tænkere med enten indskrænket kunnen eller bevidst forsimplet indsigt.

[TOP]

Slutnoter:

[i]. Metamorfosekoden opstår ved at udregne tværsummer, som følger: For eksempel Fiktionsforfatterens person Maj (jævnfør teksten), med det oprindelige kodenummer: 149-368-349-137-249-457-457-258-569. Disse tals sum giver 2993 som igen tværsummeres til 23 der igen kan tværsumeres til 5. Nu tager man så fat i personlighedskoden igen, og udvælger kun de første tal i hver gruppe, primærtallet, efterfulgt af det andet tal i hver gruppe, sekundærtallet, og endelig det tredje tal i hver gruppe, tertiærtallet: Primærtallet 1-3-3-1-2-4-4-2-5: tværsum: 25, sluttværsum: 7. Sekundærtallet 4-6-4-3-4-5-5-5-6: tværsum: 42, sluttværsum: 6. Tertiærtallet 9-8-9-7-9-7-7-8-9: tværsum: 73, sluttværsum 1. Nu samles da disse tværsummer i "udgangstallet": 2993, samt 23, og de tre sluttværsummer: 7,6,1; hele udgangstallet altså: 2,9,9,3,2,3,7,6,1.

Dette tal regnes nu som udgangstal for metamorfosekodningens udregning, således: til hvert af disse tal lægges den endelige oprindelige tværsum (altså her: 5) til og trækkes fra, samt ganges med (-1) i tilfælde af negativ værdi og tværsummeres i tilfælde af større værdi end 10. Således fremkommer to tal, hvortil det oprindelige beregningstal tilføjes, og disse tal ordnes så efter numerisk værdi, altså:

Majs metamorfosekode:

Udgangstal 2,9,9,3,2,3,7,6,1

Således opstår da metamorfosekoden, specielt for denne kode gælder det endvidere, at der positiveredes i alt: (-3)+(-2)+(-3)+(-2)+(-4)=-14 enheder, som skal indhentes i Fiktionsforfatterens ret omfattende beskrivelse af livssammenhængens Mareridt, et kalendarisk system på grundlag af sekunder, minutter, timer og dage. Noget som indskrives i programmellet, men synes Forfatteren for omfattende at inkludere her.  

[ii]. Tattva: ordet oprindeligt sanskrit med betydningen: sandhed, sand eksistens, fundamentalt princip: "dethed". I Aleister Crowleys "777" oprindeligt en del af "Table II", således:  

Princippet, som Crowley lærte i sin ungdomsloge "Det gyldne morgengry" ("The Golden Dawn"), går nu ud på; at man anbringer disse figurer parvis inde i hinanden. Kombinerer man de to første, får man for eksempel Cirkelblå rundt om Månesølv, hvilket svarer til for eksempel: regndråber i luften. Sådan brugtes/bruges figurerne til meditativ indlevelse i de højere sfærer, kaldet blandt andet "Astralplanet". Den mediterende ser på en af disse kombinerede figurer, visualiserer dens landskab, dens sansning og så videre, figuren bliver "en dør" til "den anden verden".

Der eksisterer altså i traditionen i alt 5 * 5 figurer eller 25 Tattva.

Forfatteren har dog udvidet dette system betydeligt. Her i "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996" synes det nok; at Læseren begriber to forhold, som den udvidede Tattva kan bruges til, nemlig til at give komputeren en fornemmelse af farver, former og menneskelig sansning/mentalitet på den ene side, og på den anden side et mere overskueligt system til at udskrive og læse meget store tal.

Forfatteren arbejder i den udvidede version med 9 grund-Tattva + en enkelt slut-Tattva. Disse kan sammenskrives ikke blot to og to men tre og tre, dette giver altså 81 grundtripletter eller grund-Tattva og 9 enkelte slut-Tattva i alt 100 figurer. Ideen: at de ni grund-Tattva-farver og former og så videre indskrives som del af personlighedsprogrammellet, således at skærmstyring og dens perspektiv, samt den sansemæssige og mentale vægtning og déns perspektiv afgøres af personnummerkodetallenes korrespondancer til den udvidede Tattva. - Her skematisk denne udvidede form:

I  Forfatterens "S.M.S." findes tattva formerne langt videre udviklet, fra grund-tattva 1 (1 * 1) over den traditionelle indiske tattva 5 (5 * 5) til den her skitserede fuld-tattva 10 (10 * 10), den interesserede Læser vil kunne hente betydeligt mere materiale dér.

Endelig opfandt Forfatteren da et notationssystem for meget store tal, hvor man ganske enkelt indsætter op til tre tattva i hinanden: tallet 418 vil således antage følgende form: Kvadratgul rundt om Cirkelblå rundt om Korsgrøn. Tallet 666 vil naturligvis bestå af Hexagonlilla inde i Hexagonlilla inde i Hexagonlilla. - Den kvikke læser vil nu straks spørge om tal hvor 9 indgår, dette som følger; 191: noteres som Cirkelblå med en Pletsort prik oven over en Cirkelblå tredjefigur i midten. Det for inderne hellige tal 108 skrives som Cirkelblå uden om en Korsgrøn i tredjepositions størrelse. Tallet 999 skrives i traditionel frimurerstil som tre små prikker der danner en trekant, mens tallet 919 skrives som en Pletsort over en Cirkelblå i andenposition med en Pletsort i midten.

Med dette enkle system kan man da - i såvel øje- som maskinlæsbar form - udskrive selv meget store og omfattende heltal i betydeligt mere overskuelig og pladsbesparende form. Her i en ikke helt fejlfri version:

[TOP]