Kapitel
6 Ideer til en sandt personlig komputer
Det
næste punkt i Forfatterens skitserende forslag til en sandt personlig komputer må blive en dogmatisk
regel: et aksiomatisk prædikat,
som fastholder; at der til hvert menneskevæsen hører én og kun én datamatisk
intelligens, på selv samme vis som videnskabelig observans har iagttaget, at
der til hvert "gennemsnitsnormalt" (hvad dét så end indebærer)
menneskeligt væsen svarer én og kun én krop, og ét og kun ét sind, - også
teologisk spekulation regner generelt med, at der til hvert menneskeligt væsen
svarer én og kun én sjæl, eller ånd, skæbne eller hvad det nu kaldes.
Grundene
hertil synes evidente altså indlysende, men skal alligevel udspecificeres i følgende
fire punkter og deres konsekvensdragning nedenfor:
A.
For det første synes det uundgåeligt; at maskinel intelligens - gennem
et årelangt udvekslingsforløb med sit menneskelige modstykke - opbygger den
baggrund (back-ground omtalt kapitel 5 (V.29)), som gør den i stand til at
sige, (for eksempel): "Jamen, du plejer at mene, at ..." eller:
"Sidst vi talte herom, sagde du ..."; "Lige siden, du blev
interesseret i kvinder og kærlighed, har du haft ideer om, ..." og
lignende. Her også indbefattet generel forståelse så som: "Når folk går
i biffen, plejer de, at ..." -: Maskinen vil også stå i stand til at planlægge
længere uddannelsesforløb og til at formulere sig specifikt indenfor de
parametre, som den ved, at dens menneske umiddelbart begriber.
B. For det andet synes det
uundgåeligt med henblik på privatlivets fred,
råderetten over eget liv, egne lemmer, egne økonomiske midler, tænke-, tale-
og ytringsfriheden, og andre lignende basale, klassiske menneske (maskine)
rettigheder (se eventuelt herom kapitel 1 (I.18), kapitel 2 (II.77) og (II.79)),
at der til hvert menneske svarer én og kun én datamatisk intelligens. -
Programmeringen vil let kunne indsætte "defaults" altså
standard- eller grundindstillinger, som gør det muligt at simulere menneskelig
diskretion. I samme forbindelse - og i forbindelse med enhver fortidig samtale -
synes et maksimum af netop hensyn og diskretion nødvendigt, en diskretion som
kun kan sikres ved formularen: til ét mennesker hører én og kun én sandt
personlig datamat.
C.
I fortsættelse af ovenstående punkt 1 og 2 vil datamat og humanoid
hurtigt udvikle en fælles kommunikativ syntaksprotokol, hvor "genveje"
til fællesforståelse vil synes lige så effektive og uforståelige for
udenforstående, som de tilsvarende "genveje" mellem mangeårigt
samlevende mennesker. Også på dette punkt synes relationen én humanoid til én
og kun én datamatisk intelligens uundgåelig.
D. En kendt science-fiction dogmatik omfatter "Robotikkens
tre love", udformet af forfatteren Isaac Asimov i samarbejde med den
organisatoriske intelligens bag det såkaldte "golden era
science-fiction" gennembrud i 1930'erne til 1950'erne, John W. Campbell
Jr. (denne Campbell portrætteres i forordet til Hubbards roman "Battlefield
Earth"), "Robotikkens tre love", citeres her efter
forfatterbiografierne i "Otte Science fiction noveller" (ibid
p. 223):
"1.
En robot må ikke volde et menneske skade eller ved inaktivitet tillade at et
menneske skades.
2. En robot må adlyde ordrer givet den af et menneske, undtagen hvor disse
ordrer ville stride mod den første lov.
3. En robot må beskytte sin egen eksistens, så længe en sådan beskyttelse
ikke strider mod den første og den anden lov."
Hvad
angår den maskinelle intelligens knyttet til én og kun én humanoid, vil en
foreløbigt resumerende reformulering af disse tre sammensatte love kunne
formuleres som:
1.
En tænkende personlig datamat må ikke volde sit menneske skade eller ved
inaktivitet tillade at dens menneske skades.
2.
En tænkende personlig datamat må adlyde ordrer givet den af dens menneske - og kun dens
menneske - undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første
lov.
3.
En tænkende personlig datamat må beskytte sin egen eksistens, så længe en sådan
beskyttelse ikke strider mod den første og den anden lov."
[TOP]
De
tre love for tænkende, personlige datamater
Man
kunne i første omgang indvende generelt mod "Robotikkens tre love",
"Datamatisk intelligens' tre love", at disse ikke let lader sig
praktisk definere som "defaults", "opstartsværdier",
"grundværdier" i en programmeringskode. - Hvad betyder for eksempel
"skade" i det gennemgående eksempel med den generte unge mand og hans
desperate længsel efter kærlighed (først omtalt kapitel 5 (V.30))? -: Vil det måske
skade den unge mands karriere og ambition, hvis datamaten tålmodigt forklarer
ham; at pigen ikke finder hans komputervidenskabelige sysler særligt spændende,
og at hans glødende interesse for et givent specialemne indenfor denne
videnskabelighed rent faktisk keder pigen, og gør hende fremmed for videre
samkvem?
Naturligvis vil det skade den unge mands arbejde og hans eventuelle dead-lines
for sit produkt, hvis han i stedet bruger sin arbejdstid med at sætte sig ind i
de mere jordnære, biologiske for eksempel svampe, som pigen interesser sig
for, og også de eventuelt romantiske forestilling hun kunne have i tankerne.
Men
det vil måske omvendt gavne hans forhold til pigen, at han bruger tid på, ad
eksemplum, at studere svampe, og derfor ved næste stævnemøde - igen for
eksempel - bliver inviteret til at deltage sammen med hende i en week-end-udflugt
til efterårets svampebugnende skovbund.
Her kunne hans medbragte transportable, bærbare komputer, med som eksemplet nu
går: en senere version af den tidlige ekspertskal for svampeforskere,
videnssystemet MYCIN, måske endda medvirke til at gøre pigen interesseret i
datamatisk vidensrepræsentation, således at hun på længere sigt vil kunne
holde ud at høre på hans komputersnak.
Eksempelkæden
tjener blot til at illustrere den gamle sandhed at: intet forekommer så
skadeligt, at det ikke på en eller anden vis også forekommer gavnligt.
[TOP]
1.
Lov
-
Under hensyn til datamatens faktisk overlegne forståelse for menneskelige
problemer og deres løsninger må den første lov altså kræves ændret,
samtidigt med at den upersonlige relation Campbell/Asimov opererede med bør
bortfalde. En tænkende datamat bør ikke fremstå som et "allemandseje"-objekt,
eller som et objekt der kan skifte ejer, ej heller et objekt, (snarere: en
kommunikationsforbindelse
til et objekt) som tager ordre fra andre end sit eget menneske.
Menneske
og datamat hører sammen og forsvinder eventuelt sammen til slut, hvis døden
ikke ophæves;- i alle disse tilfælde og lignende synes det vigtigt at
fastholde én til én relationen, så skadevolderproblematikken må reformuleres
henimod:
1.
En tænkende personlig datamat må ikke volde sit menneske unødig, nytteløs
skade, og skal, i tilfælde af nødvendig, formålstjenstlig skadevoldelse på
sit menneske, for det første i så høj grad som muligt sørge for at
forebygge og afbøde såvel tilsigtede som utilsigtede skadevirkninger, og
for det andet skal den tænkende, personlige datamat til enhver tid kunne
redegøre for hvorfor, hvordan og hvornår implicerede nødvendige
skadevirkninger udførtes. Endvidere må en tænkende, personlig datamat ikke
ved inaktivitet tillade, at dens menneske skades eller at unødvendige, ikke
formålstjenstlige skadevirkninger undlades afbødet.
Med
den sidste regel opstår naturligvis faren for den overaktive pylrede datamat,
som snart udvikler sig til en sand tyran hinsides alt hvad pylrende geschæftige
svigermødre og lignende har præsteret indtil nu i menneskehedens historie.
Også her har programmeringen problem med "default" - altså
med forudbestemte standardværdier. -: Et sæt løsninger på problemet kunne
omfatte: en fraktal, statistisk prognoseberegning, som - ved "møder"
(eller "seancer", som defineret i fodnoten kapitel 2. (II.39)) med mellemrum beskriver truende skadevirkninger under optræk og giver råd imod
dem, - for eksempel må en ugentlig reprimande i stil med:
"Dit forsøg på
at dække dit søvnunderskud med forøget kaffedrikning, kan på dette tidspunkt
udvikles til en sundhedsskadelig vane, måderne at nedsætte kaffeafhængighed
på omfatter: ..."
Dette
synes langt at foretrække frem for den pylrede
datamat, som, hver gang brugeren tager en kop kaffe, begynder at jamre og overdænge
brugeren med den velkendte - for øjeblikket jo altså tilsidesatte - sundhedspropaganda.
[TOP]
2.
Lov
Hvad
angår den anden lov, kan den nok umiddelbart overføres til den ægte
personlige komputer, dog med den tilføjede begrænsning som gør det umuligt
for andre end brugeren selv at give datamaten kommandoer. - Også her eksisterer
der naturligvis undtagelsestilfælde, for eksempel vil det nok synes nødvendigt
for den tænkende, personlige komputermæssige datamats kommunikatinsforbindelse,
at tage mod ordrer og beskeder fra sin brugers venner, bekendte, arbejdsgiver,
serviceydere og så videre, samt disses personlige datamater. - Den anden lov må
derfor reformuleres noget henad:
"2.
En tænkende personlig datamat må kun adlyde ordrer givet den af dens
menneske, undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første lov.
Endvidere må en tænkende, personlig datamat kun modtage ind-data, beskeder,
kommunikationer og andre lignende datatyper fra andre mennesker og datamater,
som med sikkerhed og gældende checkprotokoller og identifikationer, skønnes
at overholde den første lov, hvad angår den givne tænkende, personlige
datamat selv og dens bruger.".
[TOP]
3.
Lov
Hvad
angår den tredje lov synes den oprindeligt primært udformet med henblik på
omkringvandrende robotter, som igen med henblik på et måske faretruende og
destruktivt miljø kan skønnes udsat for fysiske farer. - Alligevel må et mål
af datamatisk selvbeskyttelse fastholdes, heraf vil et første sikringsniveau
skulle indeholde en fast rutine, hvorved datamaten overfører sine data, så vel
de ROM-baserede som de nyligt ROM'ificerede (altså udfra RAM-til-ROM), sine
neurale fyringsmønstre, samt sin øjeblikkelige systemkonfiguration i
"sikkerhedskopier" for eksempel i en central ekstern
registreringsenhed hos fabrikanten, eller i et dertil oprettet alment aftalt og
vedligeholdt regi.
Naturligvis
genopstår så her spørgsmålet om datasikkerhed, om hvem der har adgang til
hvilke data.
På
dette område kan dels en "tilgængelig" del dels en "privat
tilgængelig"
del forestilles. Som tidligere anført (kapitel 4 (IV.XXX)) synes det i 1990'erne
velkendte slogan "information wants to be free" (:
informationer ønsker sig frihed, eller vil findes gratis) at besidde
aksiomatisk karakter. Altså: data, informationer bør principielt findes frie,
gratis, ligeligt og let tilgængelige for enhver.
-
Da et fuldstændigt, informatisk set, nøgent menneske måske foreløbigt - ved
udgangen af det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996 - forekommer for meget
forlangt, kunne man forestille sig en nødløsning, hvor brugeren selv én gang
for alle, samt løbende i alle nye tilfælde, bestemmer om disse eller hine data
skal findes alment tilgængelige eller ej, jævnfør forslagene anført i
kapitel 3 (III.45) og slutnoten (III.59.SN).
Derefter
skulle systemet så for eksempel dagligt, én gang i timen eller blot løbende kunne
beskytte sig selv ved at opdatere sine sikkerhedskopier i et centralt (nok også
eksternt) register. - En yderligere datamatisk selvbeskyttelse bør omfatte
fuldstændig selvreparation, adgang til alle hard-ware komponenter og
deres eksakte altså nøjagtige specifikationer i brugervenlige manualer, samt
en række "defaults", altså standardværdiparametre, ved
hvilke systemet slår alarm, tilkalder eksperthjælp (datamatisk og/eller
humanoid), lukker ned og så videre. Om systemet endvidere skulle udstyres med
laservåben, varmesøgende småmissiler og lignende krigslegetøj, må vel ligge
op til paranoianiveauet
hos konstruktørerne og brugerne.
Den
mere korrekte genformulering af robotikkens tredje lov må da kunne fremstilles
noget henad:
"3.
En tænkende, personlig datamat skal beskytte sig selv via sit indbyggede
sikkerhedsprogrammel, og må i krisetilfælde endvidere beskytte sin egen
eksistens så længe en sådan beskyttelse ikke strider mod den første og den
anden lov.".
[TOP]
Fodnoter:
aksiomatisk
prædikat: efter græsk aksioma:
værdi. Selvindlysende grundsætning. Heraf aksiomatisk: umiddelbart
indlysende. Og efter latin præ dicare: forkynde, af dicere:
udsige. Filosofisk anvendt betyder prædikat: hvad der i en dom
udsiges om en given sag og grammatisk bruges ordet om et led, der lægger
sig fast og beskrivende til et andet overordnet led (for eksempel et
omsagnsled til grundled (et subjektsprædikat)). Aksiomatisk prædikat altså: selvindlysende
afgørende grundsætning, som der hersker enighed om.
geschæftige: efter tysk schaffen: skabe. Heraf geschäft: en
bestilling, en forretning. Heraf geschæftige altså: foretagsomme,
arbejdsomme, initiativrige, også - som her - anvendt lettere nedsættende
om overengagerede og irriterende mennesker, der blander sig unødigt i
andres forhold.
paranoianiveauet: efter
græsk para nus: forkert forstand. Afsind. Paranoia altså:
vrangforestilling ofte storhedsvanvid eller forfølgelsesvanvid. Og efter
latin libra: vægtskål. Heraf libella: vaterpas. Heraf fransk
niveau: det lodrette plan noget befinder sig i i forhold til noget
andet. Paranoianiveauet altså: det plan hvorpå storhedsvanvid og
forfølgelsesforestillinger befinder sig
[TOP]
*
Som en lille hale på dette kapitel
her op til 50året for det præteknologiske gennembrud kan der tilføjes en del
forhold:
Først har Forfatteren spekuleret
over, om dette kapitel 6.4 og det foregående kapitel 6.3 skulle ombyttes.
Hvad angår komputersystemer herunder
AI-systemers evne til at registrere brugerens sansedata og kommunikere herom,
har udviklingen i de seneste godt 30 år ikke bragt så meget nyt på banen,
hvilket i førstningen nok skyldes, at de "tænkende maskiner" her i
2020erne stadig fremstår som programmer, der kører på allerede fungerende multi-media-maskiner.
Dog ved indgangen til 2024 introduceredes den første håndholdt AI maskine
("Rabbit r1" fra firmaet Rabbit), som i første omgang via
mikrofon og kamera gjorde det muligt for brugeren at kommunikere med apparatet,
der igen kommunikerede med sin AI-del gennem trådløs forbindelse til store,
faste servere.
"Rabbit r1" blev fra starten
en bragende succes, og man kunne - udfra de her i kapitel 6.3 og 6.4 resumerede
specifikationer - sagtens forestille sig den første model udbygget i senere
opdateringer.
To forhold delte dog branchen:
1. Mange mente, at det lille apparat
ville blive gjort til en del af de smarte telefoner (smartphones), som
alle ejede i de år.
2. De mere avancerede forskere så
nu en fremtid, hvor disse funktioner - herunder den kunstige intelligens -
ville blive indlejret i mennesker fysisk, således at behovet for
(håndholdte) maskiner helt forsvandt.
Udviklingen gik - i endnu højere grad
end tidligere - hurtigt i disse år. Når teksten ovenfor forestiller sig, at
den meget omtale forelskede unge mand ville kunne gøre den tilbedte
interesseret i datamatisk vidensrepræsentation ved at medbringe sin
transportable komputer og et svampepogram på deres svampeweekend, forudså den
altså ikke dengang: at enhver professionelt svampeinteresseret person i disse
år, har mindst et program, en svampeapp - langt bedre end den omtalte
ekspertskal - installeret på sin telefon.
Når Forfatteren alligevel ikke
ombyttede kapitel 6.3 og 6.4 skyldtes det, at argumentet for ét meneske knyttet
til én maskine står sig bedst, når det sensoriske herunder det ætiologiske
samarbejde mellem menneske og maskine fremhæves som grundliggende. Flere store
datavirksomheder har allerede påbegyndt en udvikling ved hvilken både
smartphones og andet udstyr kan anvendes i medicinsk øjemed og dermed i
høj grad aflaste sygeplejens arbejde. Der henvises her ikke umiddelbart til de
robotter, som allerede nu kan foretage operationer og lignende (og dermed
aflaste og forbedre lægens arbejde), men til udstyr som måler puls, blod,
temperatur og lignende og som sættes i forbindelse med alarmerende overvågning
ved uønskede udsving.
Sådant udstyr står jo altså lige
så langt fra det i kapitel 6.3 opridsede, som de første tekstsystemer gjorde
fra senere tiders integrerede meddelelsessystemer, men kimen forligger og
lægger naturligt op til dogmet om ét menneske knyttet til én maskine, der så
igen kan knyttes til flere forskellige netværk (ligesom mennesket). Dog: Kun en
enkelt af de kendte teknologer, som har gjort en indsats omkring AI, Elon Musk,
har indtil nu gjort sig til talsmand for det foreslåede dogme: "Ét -
og kun ét - menneske tilknyttet én - og kun én - maskine." - Og
også han ser - ligesom den her foreliggende Forfatter - denne AIstyrede maskine
som primært en ven, den bedste man historisk set har kunnet forestille sig.
Hvad angår persontilknytningen har
man også i telefonbranchen set de første spæde tiltag: flere systemer skærer
ned på de besværlige ind- og adgangkoder og erstatter dem med scannere for
fingeraftryk og såkaldt "ansigtsgenkendelse", noget der gør
tilgangen til en given maskine langt sikrere og personlig. Den enkelte bruger
har jo også, når først adgangen til maskinen foreligger, i nogen grad
mulighed for at indrette den "på sine egne præmisser", men dog
stadig kun sådan: at den enkelte maskine, den enkelte adgang til et AI-system
fungerer efter den gamle, industrielle, massekommunikative model, hvor én og
kun én formidler henvender sig til mange ofte anonymiserede brugere.
Dette prøver både kapitel 6.3 og 6.4
at vise vejen væk fra: hele tanken om det autonome individ, om den enkeltes ret
og rettigheder ligger så dybt i den kultur, som har skabt det teknologiske
gennembrud, at der ikke findes nogen vej udenom at realisere et fuldt
individuelt fungerende forhold til en fuldt individualiseret teknologi, hvor
ingen forekommer systemet fremmed, og hvor systemet ikke forekommer nogen
fremmed. Altså "et integreret", "et inklusivt" og "et
mangesidigt" system, som ordene nu gik i 2020erne.
I det afsluttende kapitel 6.5
fremlægger Forfatteren så sit - sikkert både upraktiske, ufuldstændige og
overfladisk set unødvendige - foreslag til en personliggørelse af både
menneske og datamat. Altså et system der ikke blot - som stadig nu i 2020erne -
bygger på behavioristisk iagttagelse af brugerens interesser og handlinger på
nettet, men som giver både brugeren og datamaten en genkendelig personlighed,
som de kan ineteragere udfra og forandre sig med.
Millioner af brugere kendte de
problemer, der opstod udfra den behavioristisk overfadiske iagttagelse af deres
"interesser" og "adfærd på nettet". Ledte man op til jul
efter en god cykel, man kunne købe som gave til sit barn, kunne man - længe
efter det fuldbyrdede køb - få reklamer for cykler, og dette skete med alle
varegrupper og også med emner, som man med passende tidsintervaller læste op
om: nu fik man dagligt serveret nyt fra feltet og så videre. Den officielle
forklaring gik på, at "algoritmerne" ikke fungerede så godt endnu,
men indsnævringen mod "den laveste fællesnævner", der udspringer af
enhver behavioristisk dataindsamlings algoritmisering, blev især tydelig
indenfor kulturindustrien, hvor "algoritmen" ihærdigt foreslog
"lignende produkter" og slet ikke begreb det, når man havde
orienteret sig om en genre, der ikke indgik i ens "sædvanlige
adfærd".
[TOP]