Kapitel 6 Ideer til en sandt personlig komputer

 En hukommelsesfunktion

Allerede af ovenstående fremgik det; at hukommelsen bag det tredelte kommunikationsfiltersystems programmel havde adgang til (helst hele) den menneskelige kulturfrembringelse, inklusive skønlitterære, dramatisk/filmiske, videnskabelige, dokumentariske dokumenter. Der opstår naturligvis her nogle aktuelle begrænsninger primært tekniske grænser, som udviklingslogikken vil flytte drastisk.

Det væsentligste: de fortolkningsskematikker systemet husker og kategoriserer disse mange udsagn om menneskelig kreativitet og opfattelse på.

I foregående eksempel forekommer først ordet "restaurant", "stævnemøde", "romantisk middag for to"; disse ord genkender eller identificerer scenariet, -: litteraturvidenskaben har snesevis af strukturelt anvendelige sådanne ønskværdige fortolkningsmetodikker, alle fører altså apparatet til at stille (det "umulige") spørgsmål som: "Fornemmer jeg en underliggende desperat længsel efter kærlighed?".

[TOP]

Den øverste hukommelse

Herfra sker det nu at de statistiske programmer, struktureret efter og med mange analytiske fortolkningsfiltre afsøger hukommelsens fortolkningsskematikker som anført men også: resumeer, leksika, stikordsregistre og allehånde andre lignende søgestrategier, og derudaf kommer tilbage med et relevant udspil til sin "partner". Det kan nu tænkes, hvis for eksempel "partneren" (til en afveksling) forestilles som en i 1996 55 år gammel dansk mand, at "maskinen" afspiller en cd-kvalitet version af den danske sanger Otto Brandenburgs "To lys på et bord" og middagsscenen mellem "Lady og Vagabonden" i Disneyværket af samme navn. Disneyværket ville formentligt stadigt fremstå. som noget den fra det oprindelige eksempel jo, generelt helt unge mand kan forholde sig til.

Det forekommer her naturligt; at anvende dels de litteraturvidenskabelige analysemodeller, dels resumeringer af værker, dels udvalgte scener og/eller hele værker som nøgler til denne associative baggrundsredundans. Et traditionelt analyseredskab; som for eksempel den franske litteraturforsker Greimas' "sommerfuglemodel" (anvendt i Forfatterens "Les roues de la revolte"), også de traditionelle modsætninger, (: yin og yang: fra natur og kultur til det mandlige og det kvindelige) udgør lavere nøgler i denne søgestrategi, endelig på laveste plan søgningen på nøgleord i leksikale kilder ikke blot ordbøger og opslagsværker - som i kommunikationsfiltrene - men indekserede versioner af verdenskunstens værker, stikordsregistre med henvisninger til forskningen omkring søgeemnerne og lignende.

Alle tre planer tænkes ikke blot formuleret som den traditionelle type "digest" - amerikansk for "resume med en kort emneanvisning" - men som fortolkende, kodede sammendrag, der gør det muligt for det søgende apparatur at afgøre, ad exemplum: "to kærligt involverede personer", "uforløst kærlighed" og lignende: en lang række "standarder", "virkningsæstetiske appelstrukturer i forventningshorisonten", _a en lang række "protokoller", som i den forbindelse bør udvikles: ud fra traditionel strukturel semantisk hermeneutik, ud fra diverse kommunikationsmodeller, psykologiske transaktions- og talehandlingssystemer og lignende (som teksten nedenfor skal komme ind på).

Det forudsættes naturligvis, -og med tak til de neurale dele af filtrene - at et personligt system ikke fremsætter eksempler fra græsk klassisk tradition, til sit individ som primært orienterer sig mod bred populær massekultur, og omvendt at systemet primært fremsætter eksempler fra græsk klassisk tradition til et individ, som beskæftiger sig fagligt professionelt med klassisk filologi.

Det væsentlige i denne øvre del af hukommelsen: at den udfører "mønstergenkendelse" udfra sin analyse af den foreliggende situation, som den applicerer komparativt på sin oplagrede mængde af scenarier og beretninger fra menneskehedens brogede baggrund.

(- Samtidigt virker denne øvre del af hukommelsen relativt vigtig, da det synes herfra, at 1996's "multi-media" system kommer til sin foreløbige fremtidige ret: som "pionersystem fra gamle dage" - altså: nu om mange dage.).

Det tænkende komputersystems værdi som "fortæller", "underholder" og samtidigt som "rådgiver", "terapeut" ligger netop i, at det forstående og illustrerende finder fortilfælde (præcedens) for enhver given situation.

[TOP]

Den mellemste hukommelse

Den mellemste hukommelse indeholder et noget andet indekssystem og en noget anden struktur: I den oprindelige hukommelsesskelnen, som kendtes under det præteknologiske gennembrud, udgjorde begrebet "ROM" (: Read Only Memory (: kun læsehukommelse)) en datasamling, ofte (efter 1990'ernes begyndelse) nedlagt på en cd-skive, hvor brugeren kunne hente og anvende data, men ikke selv kunne skrive data til.

Sådanne lukkede datasamlinger bestod af alle slags data fra maskinkode, styresystemer, programmel og programmernes informationer, og princippet: at disse data altid forblev de samme og ikke kunne ændres, men kun kunne læses, - denne situation korresponderede i nogen grad til den opfattelse af den menneskelige intelligens og dens oplevelse, som siger at fortidens hændelser ikke står til at ændre, at de kan kun aflæses. En anden anvendelig analyse synes at fremstå i de (: i øvrigt også stærkt kritisable opfattelser), at én gang indlærte/indsete færdigheder og kundskaber ikke står til at ændre, og at intelligensniveauet, mængden af intelligens, altid udgør det samme for et individ (se eventuelt herom kapitel 4 (IV.62)).

Den i perioden såkaldte "RAM" (Random Access Memory (vilkårlig hukommelsesadgang)) bestod derimod af tom lagerplads, i hvilken alle slags data midlertidigt kunne lagres og bearbejdes, disse data kunne altså ikke blot - som med ROM - læses, men der kunne også skrives til dem, og de kunne flyttes rundt på alle mulige måder.

Nedenstående skal et betydeligt mere nuanceret hukommelsessystem beskrives, vigtigt synes det dog; at fastholde de to oprindelige opfattelser af dels ROM den urørlige, altid ensartede datainformatiske funktion og dels RAM den foranderlige altid forskellige datainformatiske funktion, som løbende lagres og opdateres ind i ny RAM, eller eventuelt fastlåses i ROM.

[TOP]

Den tredje eller egentlige hukommelse

Et egentligt hukommelsessystem, som kan kommunikere naturligt med sit menneske ved hjælp af det i foregående afsnit skitserede kommunikationsprogrammel, kan naturligvis ikke enbart bestå af traditionel ROM; -: hver gang udveksling foregår mellem menneske og maskine udvides, uddybes, aspekteres de allerede indlærte fakta en fraktal _a ubetydelighed, som gennem iteration, gentagelse, og feed-back altså tilbagekobling kan vokse sig afgørende med tiden.

Derfor må man forestille sig at for eksempel hukommelsens registrering af igen for eksempel filosofihistorien gør det muligt: at opdele data i såvel lukkede ROM-kredse (: årstal, grundideer og deres definitioner og referencer, publicerede værker og lignende), mens et sæt tilstødende RAM-til-ROM kredse gør løbende opdatering og erfaringsoptegnelse mulig. På denne måde kan samspillet med de neuralt baserede dele bringe hukommelsen til at opretholde en dynamisk karakter af dasein koncentreret omkring Das sein (jævnfør om Heidegger kapitel 5 (V.4).

På dette første primitive overfladelag af den sekundære, dybere hukommelse synes det altså vigtigt; at der - allerede under selve det præteknologiske gennembrud - eksisterer mindst tre funktioner, som kan gøre ROM indholdet i den pseudokodede datamat midlertidigt modtageligt for tilskrivning, nemlig:

1. den allerede anførte mulighed for, at programmets målinger gør det muligt at tale om en erfaringsdannnelsespraktik.
   

2. at programmernes ROM løbende opdateres med ny viden og i nogen grad selvprogrammerende viden efter sit menneskes behov og udnyttelse over forbindelser til centrale og/eller decentrale datamater.
   

3. at programmets ROM kan programmeres direkte af mennesker, som via adgangskoder og kompetence står i stand til at udføre sådanne operationer professionelt.

Det adresseringsmæssige problem, med denne altså principielt konstant voksende ROM med RAM-til-ROM hukommelse, bør nok løses med fraktal eller anden imploderende _a matematikanvendelse i komprimeringsrutinerne. -:

Alle komputerdesignere véd; at det største og alvorligste problem med forøget hukommelse udgør transporten af data fra de adresser, de opbevares på, til de centrale processeringsenheder i systemet.

Ledninger, deres varmemodstand og tidsforbrug synes at udgøre de alleralvorligste forhindringer for skridtet væk fra store maskiner med larmende kølere og begrænset datamængdebehandlingskapacitet og informatinsprocesseringstakt.

Hvis tilskrevet RAM-til-ROM nu skulle oplagres på adresser fjernt fra (ad exemplum) det filosofihistoriske ROM-indeks, ville alle maskinens "personligt indlærte" data og baggrundserfaringer ligge og flyde rundt i informationsstrømmen, måske endda aldrig med en fast adresse, men evigt rykket rundt eftersom systemet vokser,- dette kræver større fysiske maskiner, flere ledninger, flere og større databusser, altså de enheder som transporterer data frem og tilbage, og stiller endnu større krav til processorer, altså den chip som ekspederer alle data og sender dem afsted til den rette adresse, til innovation indenfor clock-frekvenser altså den rangfølge og den fart data ledes ind til processorenheden med - og så videre et pænt stykke vej.

Det fraktale organisationsprincip derimod ville kunne gøre det muligt at oplagre yderligere opdaterede informationer, "inden i", "dybere nede i" den allerede indekserede adressering. -: På samme vis som visualiserede fraktaler (som for eksempel anskueliggjort i free-ware _a programmet "Fractint") rummer mulighed for, at deres beregner/betragter kan gå hundreder af tusinder gange ned i fraktalen og stadig gendanne den, på samme vis bør en fraktal adressering af fraktalt komprimerede data placere yderligere indbrændt ROM (altså i sidste fase af RAM-til-ROM) "inde i", "dybere nede i" den allerede foretagne adressering.

Princippet kan i nogen grad siges anvendt allerede i fil-hierarkiernes træstruktur, i programmeringssprogenes procedurekald og i "gopher-space"-undermenuerne altså de søgeværktøjer på Internettet, hvor data ordnes således, at et sæt menuer leder til undermenuer, som leder videre til andre undermenuer, indtil man ved fravalg har fundet det man leder efter.

Eller i NORTON-programmets opdeling af DOS i kataloger og underkataloger. Norton fungerer altså i tiden for det præteknologiske gennembrud som en "skal" over styresystemet ved at sætte hele komputerens programmel op i en række "kataloger" og "underkataloger" og ved at forbinde disse programmer med DOS, altså med styresystemet (jævnfør tidligere fodnoter til indledningen (0.7) og (0.10)). Noget lignende sker i Windows-versionerne. Princippet om fravalg gennem hierarkier af menuer findes altså overalt i komputerverdenen allerede i 1996.

Med de ovenfor foreslåede forbedringer fremstår nu en maskine, som dels kender til at kommunikere (beskrevet i 6.1), dels nu besidder almenneskelig viden generelt, samt specielt står i stand til at udvikle og korrigere denne viden, samt løbende formulere den. - Hvad der nu forekommer problematisk må da synes: dels det egentlige organiseringsprincip for de mange oplysninger dels det filter ved hvilket datamaten kan "tænke", "fortolke" og "fremstille" disse data. - Dette beskrives nedenfor:

[TOP]

Scenariernes rekvisitter - sorteret

Det fremgik tydeligt af kapitel 5 (blandt andet (V.8) og (V.11)), at indeksering af den humanoide "organismes" omverdensperception ("mediemæssige perturbationer" jævnfør Maturana (V.2)) findes foretaget allerede i de lavere jæger- og samler-samfunds overlevelsesmodus, senere i tusk- og varemarkedets organisering, og mest fuldkomment i de senere udviklede korrespondenssamlinger. - Netop dette udgør Forfatterens - sikkert ufuldstændige og mangelfulde - forslag til en datamatisk intelligensfremmende forordnings hukommelsesopbygning.

Princippet om kolonner, som også kunne kaldes hovedmenuer, for hvert enkelt vidensområde, har vist sig anvendeligt ikke blot i primitiv sportydning og vareorganisering men også i den mest avancerede deduktive fortolkning og objektorganisering.

De velkendte "scenarier", "frames" (kapitel 5 (V.31) og  (V.36)) og hvad de kunne kaldes i 1980'ernes A.I./K.I.-forskning kan altså fremstilles som én kolonne (jævnfør det allerede kendte eksempel Kapitel (V.30) og senest kapitel 6 (VI.15) kaldet "restaurationsbesøg". -: I denne kolonne slår kommunikationsprogrammellets andet baggrundsfilter automatisk op, hvis samtalen handler om dette forhold. - Underpunkterne i menuen, stikordene til "rammen" eller "scenariet" udgør nu de rækker, som opdeler den lodrette kolonne i vandrette underpunkter, som her kunne hedde "forretningsrejse", "familiemiddag", "romantisk middag for to" og så videre. -: Det ville naturligvis blive det sidstnævnte rækkepunkt, systemet hoppede ned i med det foreliggende eksempel.

Den matematiske formel for denne struktur fremtræder således: at romertal Iⁿ (: romer et i n'te) betegner en given kolonne I med nummeret n.

Altså det lodrette elementkoordinat:

Iⁿ (: romer ét i n'te) = en kolonne med nummeret n

Angående rækkerne gælder da følgende formel: 0ⁿ (: araber nul i n'te) betegner en given række = med nummeret n. - Altså det vandrette elementkoordinat:

0ⁿ (:araber nul i n'te) = en række med nummeret n

Man kan altså helt præcist og (datamatisk set) legende let indeksere al viden således, at den umiddelbart kan fremkaldes:

 Når en række i en kolonne indeholder henvisning til en ny kolonne _[i]

 "1 = 0" (araber ét lig araber nul),

Når en liste har en ny liste indbygget

"2 = 0" (araber to lig araber nul),

Når et enkelt rækkeelement (: listeelement) henviser til et tilsvarende rækkenummer i en eller flere andre kolonner.

I første omgang synes disse tre ekstra formler måske ubetydelige. Opmærksom indsigt forstår dog nok nemt; at disse tre formularer handler om simulering af så vigtige cerebralt/sanseligt, altså hjernemæssigt/perceptorisk kendte funktioner som: lodret emneorienteret association og vandret emneorienteret identifikations identitets association (: Freuds "identitetslighed" og "fortrængning/forskydning" i ikke-ætiologisk _a forstand).

Et langt vægtigere indvendelsesniveau indeholder følgende argument:

"O.k., nu kan datamaten faktisk finde frem til en art forståelse for (ad exemplum) den unge mands desperate behov for kærlighed, men den kan ikke, med eller uden Disney's "Lady og Vagabonden" i multi-media-præsentation, virkeligt begribe, endsige kategorielt fastholde dette listeelement (dette lodrette/vandrette koordinat), - altså: fortolkningen af det to-dimensionale element forbliver lige så endimensional, som salige Marcuse _b kaldte al moderne massekultur.".

Rigtigt! - men oplad ånden, slå ørerne ud:

[TOP]

Menneskevidenskaberne og sproget

En måde at sikre sig, at datamatisk intelligens opnår ræsonnerende evne, argumentativ prægnans _c og følgerigtige indlysende følgeslutninger, må kunne formuleres således: bæstet skal lære at anvende de grundkategorier for videnskabelig tænkning, som også menneskeheden opererer udfra, og ikke blot som logikprogrammeret symbolsk notations tommelfingerregler og heuristikker, der inddrages ved passende given lejlighed i 1990'ernes spekulative A.I.-forskning, men indlagt som den naturlige baggrund for hvert enkelt listeelement.

Her antager Forfatterens postulat (for eksempel kapitel 3 (III.29)) om; at den fuldstændige datamatisering kræver en enorm arbejdsindsats fra almindelige mennesker (: humanoide biologiske systemer) karakter af realitet.

Angrebsvinklen lægges i et udvidet hukommelsesbegreb og i en tredimensional model af den repræsenterede viden.

Først skal det fastholdes; at det udvidede ROM-begreb - med den fraktale RAM-til-ROM tilskrivning af fraktalt komprimerede data - synes en forudsætning for det udvidede hukommelsesbegreb skitseret nedenfor. - Nu bedes læseren da forestille sig et tetrahedron:

- 

En figur altså som består af fire ligesidede trekanter med fire ligevinklede spidser eller hjørner. Når figuren står/ligger på en flade, vil den ene trekant danne arealets grundlag, de tre hjørnevinkler danner omkredsen, og de tre trekanter, som rejser sig fra hvert liniestykke mellem hjørnevinklerne, mødes i denne trekantede pyramides top. -

O.k., i dette toppunkt befinder listeelement X sig, X udgør (som beskrevet ovenstående) et todimensionalt koordinat (: Iⁿ * 0ⁿ).

Anbragt i denne figur udgår der altså fra hvert listeelement X tre - og kun tre - forbindelser til tre - og kun tre - baggrunds/undergrundsstabiliserende hjørnepunkter, nemlig de tre former for hukommelse, som gør den dynamiske todimensionale listesøgnings mål tredimensionale. Disse tre typer hukommelse konstrueres nøje efter menneskeligt sprog og videns strukturelle fremtrædelse som følger:

Modul 1: Read if Memory

Det første "tetramodul" kaldes "RiM", en forkortelse for "Ri(f)M" eller "Read if Memory" (: læs hvis hukommelse). Denne type hukommelse omfatter de grammatiske betingelsesbisætninger, som dens data udtrykkes i (undtagen i ét tilfælde som forklares nedenfor). Filosofisk/videnskabsteoretisk set udgør RiM-kredsene den "tese-" eller "fremtrædelses-" dannende del af ethvert listeelements (kolonne * række) baggrund, og dens ROM-viden aktiveres, "hvis" samtalens emne berører det område listeelementet henviser til.

Modul 2: Read when Memory

Det andet "tetramodul" kaldes "RwM", en forkortelse for "Rw(hen)M" eller "Read when Memory" (: læs når hukommelse). Denne type hukommelse omfatter de grammatiske tidsbisætninger, som dens data udtrykkes i (undtagen i ét tilfælde som forklares nedenfor). Filosofisk/videnskabsteoretisk set udgør RwM-kredsene den "anti-tese-" eller "væsens-" dannende del af ethvert listeelements (kolonne * række) baggrund, og dens ROM-viden aktiveres, "når" samtalens emne berører det område listeelementet henviser til.

Modul 3: Read as Memory

Det tredje "tetramodul" kaldes "RaM", en forkortelse for "Ra(s)M" eller "Read as Memory" (: læs derfor hukommelse). Denne type hukommelse opfatter de grammatiske årsagsbisætninger, som dens data udtrykkes i (undtagen i ét tilfælde som forklares nedenfor). Filosofisk/videnskabsteoretisk set udgør RaM-kredsene den "syntese-" eller "fremstillings-" dannende del af ethvert listeelements (kolonne * række) baggrund, og dens ROM-viden aktiveres, "eftersom" samtalens emne berører det område listeelementet henviser til.

Den samlede hukommelsesformular for ethvert listeelement X (skabt af Iⁿ * 0ⁿ) ligner nu:

RyxM

• hvor R: "Read" (:læs) = det udvidede "læse"-begreb

• hvor y: "i" (RiM) og/eller "w" (RwM) og/eller "a" (RaM)

• hvor x: ethvert givent listeelement (: Iⁿ * 0ⁿ)

• hvor M: det udvidede RAM-til-ROM begreb

Definitionen af "y": som "og/eller" andrager endelig det i ovenstående tre hukommelsesdefinitioner parenterede forhold, det "ene tilfælde" "som forklares" her neden for:

Som læseren husker, fremstilles denne type dybde hukommelse, som den firesidede tredimensionale figur, tetrahedron, hvor toppunktet X udgør listeelementet og hvor de tre grundhjørner udgør if (: hvis), when (: når) og as (: derfor), eller betingelses-, tids- & årsagsledsætninger, eller tese, antitese & syntese (fremtrædelse, væsen & fremstilling).

Og som læseren yderligere endvidere kan regne ud, kan denne firesidede figur vendes og drejes, på i alt tre yderligere måder (altså ud over grundpositionen hvor listeelementet X står i toppen), drejes og vendes til i alt tre andre tilstandsformer.

I disse tre forskellige tilstande handler det altså om, med de filosofisk/videnskabelige termer: henholdsvis: tesen, antitesen og syntesen: som figurens toppunkt, og listeelementet X som et grundhjørne forbundet til enten tese & antitese (: syntese i top), til tese & syntese (antitese i top), til antitese og syntese (tese i top). _[ii]

Denne drejnings konsekvenser fører til en sidste matematisk bestemmelse af det udvidede hukommelsesbegreb: for det første tilstanden hvor de tre baggrundskategorielle hjørner fungerer som sådan (i bunden af pyramiden) samt tilstanden hvor et af de tre baggrundskategorielle hjørner findes "i toppen" af pyramiden, skelnet med bogstaverne L & U, for henholdsvis: det engelske "Lower-" & "Upper-Case" (altså "med lille" og "med stort" (forfatterteknisk blandt andet kaldt: minuskler og majuskler eller versaler, forneden & foroven).

[TOP]

Med stort eller småt?

Ad exemplum med den generte unge mand udgør listeelementet X: "desperat kærlighedslængsel", tesen handler om: de biologiske betingelser, de sociale betingelser, de økonomiske, følelsesmæssige og så videre i den lange række af betingelser for fænomenet; anti-tesen handler om: de tidsmæssige faktorer, hvornår fænomenet opstår, hvor i forløbet mulighederne ligger, hvad man kunne have gjort den gang eller hvad andre gjorde da de oplevede noget lignende; mens endelig syntesen omfatter: løsninger på problemet, afvejninger og forklaringer, hvis årsagsbegribelse sætter brugeren, den generte unge mand, i stand til at forstå årsagerne til sit problem.

I tilstanden "L", altså når "i", "w" eller "a": tese, anti-tese eller syntese, danner grundplanet, udtrykkes de som skrevet i de dertil hørende ledsætninger, hvor imod de i "U", altså, når et af dem danner tetrahedronfigurens toppunkt, udtrykker deres data i hovedsætninger, med underordnede ledsætninger (fra de to andre faser og fra listeelementet samt dets videre henvisninger). -:

Og hvor Modul 1 læste/handlede/lærte med betingelsesledsætningen har den i denne tilstand som udgangspunkt følgeledsætningen

Rs(o)M

Og hvor Modul 2 læste/handlede/lærte med tidsledsætningen har den i denne tilstand som udgangspunkt relativledsætningen

Rt(hat)M

Og hvor Modul 3 læste/handlede/lærte med årsagsledsætningen, har den i denne tilstand som udgangspunkt spørgeledsætningen

Rw²(hat)M

Hermed synes ikke blot baggrund, videnskabelig begribelse og egentlig "forståelse" simuleret, maskinens hukommelse sættes også i stand til at "se en sag fra flere sider", at foretage en social-psykologisk forløbsanalyse, som end igen sætter den i stand til at kommunikere med forståelse og intuition i enhver talehandlingssituation, altså dermed står også den menneskelige evne til at gå i dybden, at drage associative paralleller og intuitivt anende at visualisere løsninger - fuldt simuleret. 

Formularens fuldkomne form:

Ryx^U/LM

(Slangmæssigt udtalt "ryxulm" (: ricksolm)) _[iii]

[TOP]

Videnskabsteoriernes trekanter

Nedenstående findes en del af den almindelige videnskabeligheds metodikker tilnærmelsesvist søgt struktureret således, at de fremgår som operative delelementer i den udvidede hukommelses funktionsmekanik. 

Det oprindelige skemas tredeling (se eventuelt kapitel 5 (V.7)) beskæftigede sig primært med repræsentation og hvordan denne reproduceres både som data i et apparat og som data i en bevidsthed. Denne tredeling, angiver altså en grundliggende indsigt i naturens naturlige fremstillingsform:

Som det fremgår omstående skelnes der ikke blot i de tre-fire grundkategorier men også i den yderligere omtalte opdeling, der dels peger mod andre modeller, dels indebærer at centrum i tertrahedronfiguren, centrum for denne figurs omskrevne cirkel kan bestemmes.

Der findes adskillige andre mulige skematiske struktureringer af dette netværk, det principielle her fremstår,som denne skematiks mulighed for at give de nødvendige stikord, der kan føre til en præcis opbyggelse af de tre baggrundshukommelser bag hvert enkelt listeelement - korresponderingen påstår naturligvis ingen lighed i indhold med ensliggende listeelementer - men fastholder en forudgiven strukturel form:

[TOP]

Fodnoter:

     a virkningsæstetiske appelstrukturer i forventningshorisonten: disse begreber stammer fra den litteraturvidenskabelige skole som kaldes receptionsæstetikken: videnskaben om hvordan og hvorfor en modtager bedst opfatter de væsentlige kunstneriske forholds optimale skønhed og sandhed. "Virkningsæstetik" ser på, hvordan og hvad virker bedst i kunsten; "appelstrukturen" udgør det sæt af "appeller" i et kunstværk, som får det til at gibbe i værkets nyder, som skaber spænding, sorg, medlidenhed, identifikation og lignende; "forventningshorisonten" udgør det sæt forventninger en kunstnyder har til et værk, denne horisont skal tilfredsstilles, før nyderen påskønner værket. - "Receptionsæstetikken" dukker ofte op i Forfatterens overvejelser men desværre sjældent i almen litteraturvidenskab.

     a fraktal. efter latin frangere: bryde. Bruges om en linie så uregelmæssig, at ingen euklidisk geometri kan beskrive den. Og bruges om figurer udregnet med matematiske formler. Fraktal altså: matematisk billede man kan bevæge sig stadigt dybere ind i, således at det uendeligt vil gendanne sig selv (se eventuelt også fodnoten om iteration kapitel 2 (II.38) og om euklidisk geometri).

     a imploderende: efter latin in plaudere: ind klappe. Imploderende altså: indadgående sprængning, modsat en eksplosion, som slynger sit affald udad. 

Hele det her følgende forsøg på at indskrive de stadigt voksende datamængder i en fraktal formular kan og bør nok ses som "tidstypisk" for udløbet af det præteknologiske gennembrud, hvor netop fraktal-programmer, så som det i teksten nævnte "Fractint", havde vundet vid udbredelse og indgød computerfolk verden over med stor hengiven beundring over disse utroligt smukke og inspirerende mønsterdannelser. Denne fascination affødte dog ikke de store tiltag - heller ikke de som Forfatteren her foreslår - dels betød de neurale netværks oplagring af elektriske spændinger i stedet for data i binær form en forøgelse af indsigt men ikke af pladskrævende art, dels udviklede industrien hurtigt en lang række dataopsamlingssystemer både i fyisk hardwareform (datacentre) og i en art netbaseret form (såkaldt cloud storage), den sidste dog stadig båret af enorme datacentre. Dog kan det skønnes, - nu op til 50året for det præteknologiske gennembrud - at datamængden på et tidspunkt vil vokse sig så stor, at branchen vil nødsages til at finde nye optimerede måder at gemme data på, hvorfor Forfatteren besluttede at lade dette sit sikkert både upraktiske og svært gennemførelige forslag til en fremtidig fraktal datalagring stå - om ikke andet så som idégivende igangsætter for de uundgåelige fremtidige diskussioner om lagring af de data, der hver dag ophober sig.

     a free-ware: et engelsk udtryk som betegner gratis komputerprogrammer, det omtalte program kunne i 1996 let findes og hentes over Internettet. Free-ware altså: gratis komputerprogrammer.

     a ikke-ætiologisk: efter græsk ætio logos: årsag ord. Årsagslære. Ordet anvendes her i sin almene lægevidenskabelig brug: læren om sygdommes årsager. Ikke-ætiologisk altså: noget ikke sygdoms- og årsagsforklarende. Freuds begreb omhandler ønsketænkningen, id'et: "identitetslighed": det fænomen at underbevidstheden oplever identitet mellem psyken og den materielle verden; modsat "identificering": det fænomen at underbevidstheden oplever adskillelse mellem psyken og den materielle verden. Frustreret herover skaber psyken "fortrængninger: hvor den smertelige adskillelse søges glemt, psyken skaber "forskydning": eller det fænomen at én genstand identificeres med en anden. I stedet for A - B - C: A = B = C (se eventuelt tidligere fodnoter i indledningen (0.15) og kapitel 5  (V.44)).

     b Marcuse: Herbert Marcuse (1898-1979) tysk-amerikansk kritiker og filosof. Havde betydning for mange 20-30 år gamle tænkende mennesker, da det præteknologiske gennembrud begyndte.

     c argumentativ prægnans: efter latin argure: klargøre. Argumentativ altså: overbevisende, fremstillende. Og efter latin: prægnans: svanger. Vægtigt, rammende, træffende. Argumentativ prægnans altså: forklarende overbevisende, rammende, inspirerende.  

behavioristisk: efter engelsk: behavior (eller: behaviour) opførsel. adfærd. En psykologisk retning som kun interesserer sig for, hvordan et givent individ opfører sig og ikke tager hensyn til eventuelt mentale, historiske eller lignende forhold. Meget udbredt i amerikansk psykologi og reklameindustri som mener, at læring foregår ved betinget erfaringsdannelse over skel som godt-dårligt den berømte gulerod eller pisk. Behavioristisk altså: som kun ser på de ydre fremtrædelsesformer og ikke beskæftiger sig med hverken væsens- eller fremstillingsformer.

[TOP]

Slutnoter:

[i]. Indvendinger mod den matematiske fremstilling har fundet det nytteløst; at operere med romer I/araber 0-hovedkategorien, man har ment at blot adressen, ad exemplum: "LV*31bis" synes nok, idet man har ment, at selve krydshenvisningen synes det eneste operationelle. Hertil indvendes dog; at dobbelttællingsprincippets dynamik gør det muligt at foretage præcis indeksering. Dobbelttællingen fremstår ved det teomagiske faktum: at hvert af de 22 tarot trumfkort, eller hebraiske bogstaver, tælles med såvel romertal som med arabertal. Ved det første kort/bogstav starter romertallene ved I (: romer én eller ét), mens arabertallene starter ved 0 (: araber nul). Der opstår altså den tilstand: at den samme plads i nummerrækken angives ved to forskellige tal. - Man har måske ret, måske vil praksis gå denne vej, for Forfatteren til foreliggende værk forekommer det dog indlysende at bibeholde den oprindelige dynamiske formel.

[ii]. Robert Anton Wilson og hans medforfatter Robert Shea beskrev i deres sammensværgelsesromanserie "The Illuminatus Trilogy" en udlægning af den traditionelle hegelske trekant: tese, antitese og syntese, som udgør en naturligt forlængende fortsættelse og afslutning på det tema i slutnoterne, der har beskæftiget sig med hemmeligheder, sammensværgelser og lignende, så typiske fra det præteknologiske gennembruds tid og fremover.

Deres pseudofiktive samfundsherskere, deres skjulte verdensbetvinger: Illuminati (: de Oplyste - og i årene efter det præteknologiske gennembrud blev denne deres term nærmest generisk, uden at udtrykket dog forholdt sig til deres givne definitioner) startet af Adam Weishaupt en kendt tysk frimurerleder i 1700-tallet, beskrives som et verdensbroderskab med mindre (minore) og mere (majore) indviede medlemmer ("Illuminatus Trilogy" p. 745 "Appendix Gimmel"):

"Ethvert samfund gennemgår faktisk fem stadier af Verwirrung, eller kaos, Zweitracht eller brydninger, Unordnung eller uorden, Beamtenherrschaft eller bureaukrati, Grummet eller eftergrøde. Nogle gange, for at tilspidse sammenligningen med det eksoteriske Hegel-Marx system, defineres det esoteriske Illuminati system som: thesis, antitesis, syntesis, parantesis og paralysis. Den offentlige Hegel-Marx triade kaldes også tricyclen, og de gådefulde senere to stadier kaldes bicyklen; en af de første hemmeligheder som afsløres for alle Minore Illuminati er: "Efter den tricykle kommer altid den bicykle." (Illuminati er temmelig strikse med den bogstavelige oversættelse fra Weishaupts tyske.).".

Disse fiktive herskeres andet ord for antitese-formens fase gives altså som "Zweitracht" et ord "de Oplyste" må have beslaglagt så vel, at det ikke optræder i almene tyske ordbøger, og oversættes med et af Wilsons og Sheas yndlingsbegreber "Discord" efter gudinden Eris (latin: Discordia), som først rullede stridens æble. Som tysk term kan ordet dog ses sammensat af ordet "zwei" altså: to eller tve, og ordet "tracht", som har mindst otte betydninger: 1: Klædedragt. 2: Et drag (prygl for eksempel). 3: Byrde. 4: Ret, anretning. 5: Drægtighed. 6: udbytte. 7: Åg. 8: Knippe (brænde for eksempel).

Forvirring ses altså som tesens oprindelige tilstand, "dobbeltbyrden" kunne man altså kalde antitesen og syntesen repræsenterer så et stadium af kreativ uorden, som bringes under kontrol med en styrende mellemsætning, efter græsk parenthesis: mellemsætning, endelig optræder så lammelse, efter græsk paralysis: lammelse, stivnen.

Sammensværgelsesentusiasterne, der ironisk læser Wilsons værker, fremhæver altså et fiktivt postulat, der i dette tilfælde nu indebærer; at alle sociale problemer gribes an efter "femmerloven" (engelsk: "Law of Fives"): at hver gang en udvikling opstår af tese - antitese - syntese, så overtages den med en styrende mellemsætning, således at den stivnet og lammet bliver til magthavernes ejendom, som så eventuelt kan udgøre en ny tese ved næste udvikling.

Først findes der altså for eksempel (jævnfør slutnoten om In sektkampagnen) forvirring over religiøse, - især nyere religiøse bevægelsers mangeartede succes - så gives der dobbeltbyrde gennem medierne, indtil masserne opfatter en tilstand af uorden, som de så kræver, at myndighederne styrer og lammer. Social engineering (jævnfør slutnoten til kapitel 1 (I.XXX)).

Læseren inviteres til at efterprøve om nu dette (i sit udgangspunkt jo altså erklærede fiktive) bud på en temmelig overordnet styring virker holdbart eller blot typiskt for det præteknologiske gennembruds fremstillingsverden.

"The Illuminatus Trilogy":

"Every society actually passes through the five stages of Verwirrung, or chaos; Zweitracht, or discord; Unordnung, or confusion; Beamtenherrschaft, or bureaucracy; and Grummet, or aftermath. Sometimes, to make comparison with the exoteric Hegel-Marx system more pointed, the esoteric Illuminati system is defined as: Thesis, Antithesis, Synthesis, Parenthesis, and Paralysis. The public Hegel-Marx triad is also called the tricycle, and the arcane latter two stages are called the bicycle; one of the first secrets revealed to every Illuminatus Minore is "After the tricycle it comes always the bicycle." (The Illuminati are rather prone toward literal translations from Weishaupt's German.)"  

[iii]. En ledsætning defineres som en mindre vigtig sætning, ofte forklarende i forhold til den mere vigtige sætning: hovedsætningen. Generelt opdeler man altså i 6-7 typer (her efter Forfatterens "Ganske grundig grammatik" kapitlet om "Syntaks": A: Henvisende (relative). 1 Tidsledsætninger (temporale). 2 Paralelledsætninger (paralelle). 3. Betingelsesledsætninger (conditionale). I Følgeledsætninger (causative). II Forklaringsledsætninger (explicative). III Spørgeledsætninger (rogative).

En forklaring af listeelementet "romantisk middag for to", lyder altså med RiM: en romantisk middag finder sted, hvis nogle elskende mødes til spisning. - Med RwM vil den lyde: en romantisk middag sker, når nogle elskende mødes og spiser sammen. Og i RaM: en romantisk middag finder sted, fordi nogle elskende indtager et måltid sammen. Endelig i den fjerde position: en romantisk middag kan iagttages, hvor (at) nogle elskende spiser, drikker og snakker sammen.

Ud over sit forklaringssæt rummer listeelementet en række neurale situationer, prototyper, som den vælger sin fremstillingsform efter.

I det foreliggende eksempel vil "nogle elskende" kunne blive "en mand og en kvinde", bestod forholdet i to kvinder ville den neurale persongenkendelse have valgt en passende fremstilling herfor og så videre.

Disse udfaldsporte, lænkeled, tænkes verbalistisk som: personlige og upersonlige stedord og navneord, som så antager forklaret form, hvis læsningen leder systemet den vej (ad exemplum) ville systemet sige, her med en forklarende ledsætning: "En romantisk middag udgør en måde, for en genert ung mand, til at få forklaret sin kærlighedslængsel for sin elskede, i den situation hvor man sidder og spiser hyggeligt sammen.".

Det bør kunne vægtes og individualiseres på samme vis som neuralnet i 1980'erne allerede kunne genkende brandbiler, fordi de havde farven rød og larmede ligesom ambulancer (jævnfør kapitel 5 (V.XXX))

På samme måde som kommunikationsprogrammellets selvstændige brugerinterface, (dets "måde") baseredes på de grammatiske mådesudsagnsord, modalverberne, grundmures selve betydningsstrukturen i de forklarende ledsætninger, som netop angiver denne strukturs overflade, på selv samme vis, som tese, antitese og syntese danner dens undergrund.

Men altså i tilfældet hvor betingelses/tese-forklaringen antager listeelementets x's plads, så vil RiM lyde: "Under forudsætning af en romantisk middag, hvis ... så"; mens RwM lyder: "Når en romantisk middag, da ... indtil"; mens RaM lyder: "På grund af en romantisk middag, så ... derfor". - Her viser betydningen altså videre i ræsonnementet fra listeelementet x's plads og videre i dets rækker, geledder og registre. Og de forskellige ledsætningstyper vil kunne tilvælges alt efter systemets indsigt og erfaring og den praktiske situation. Og altså ikke fast definerede som ovenstående antydet.

*

Man kan nu med nogen rette her op til 50året for det præteknologiske gennembrud indvende til idéerne i dette kapitel 6.2, at udviklingen gik i en noget anden retning end den her foreslåede. Dog må nogle enkle fakta fastholdes:

Selv om fraktal-fascinationen meget typisk herskede i 1990erne - og generelt forsvandt i tiderne efter - kan dens muligheder ikke absolut udelukkes, hvorfor disse tanker om super-komprimeret og "forhåndenforekommende datalagring" bibeholdes. Man har jo stadig ikke - midt i 2020erne - fundet et fremtidssikret format til lagringen af de mange data, der ustandseligt genereres, især nu hvor de store sprogmodeller (LLM Large Language Models) også gemmer de millioner af samtaler, som de dagligt har med brugerne.

Et pudsigt forhold opstod netop omkring disse sprogmodeller, der - som ret præcist formuleret af Forfatteren (og tidens førende AI-forskere) i 1990erne - primært bruger neurale netværk, som gennem dyb læring (deep learning) af konkrete eksempler indhenter baggrund (background) for deres fænomenalt omfattende dataindsigt og databehandlingsevner; og dog netop ret så pudsigt ved forskerne og brugerne allerede nu egentlig ikke, hvordan neurale netværk fungerer: jovist man forstår at de registrerer de mange data, man serverer for dem, man har også nogle idéer om, hvad de gør ved dem.s

Men allerede få måneder efter at de første store sprogmodeller kom til offentlighedens kendskab, opdagede man de såkaldte "bias" altså forskellige former for skæve misopfattelser og også fordomme, som man i førstningen har henført til systemernes programmører.

Dette må nu nok kaldes for lidt af en tilsnigelse, fordi systemernes programmører faktisk generelt ikke lærer de neurale netværk, hvad de skal mene, de fodrer dem blot med materiale hentet fra andre menneskers produktion, og man må derfor nok - med tiden - indse, at systemerne faktisk har indlært sig netop de systematiske tænkningsformer, som har præget menneskers videnskab i århundreder. 

Det vil altså igen sige: de todimensionelle lister over vidensrepræsentation og de videnskabelige trekanter som gennemgås sidst i dette kapitel og de mange andre metodikker, som findes både her i dette skrift og i alle de andre, faktisk blev realliseret i de første versioner af kunstig intelligens (artificial intelligence). Men hvor de oprindeligt her i skriftet blev ment som programmatiske udgangspunkter for at opbygge kunstig intelligens, kan de nu vel ende som fortolkningsnøgler til systemernes egen maskinelle læring og dens logik (eller mangel på samme).

Endelig må det tilføjes, at Forfatterens forsøg på - via grammatiske grundformer - at regulere sprogmodellernes samtaler med brugerne i nogen grad løb ud i sandet. Denne interesse opstod hos Forfatteren, fordi han i de år vendte sig mod netop grammatikken - dansk grammatik - som et nyt forskningsfelt. Når dette ikke synes særlig stringent gennemført i AI-systemernes kommunikationsprotekoller, hænger det nok sammen med, at disse systemer primært blev udviklet på engelsk, et internationalt sprog der - sine mange andre fordele til trods - ikke præges af nogen videre kategoriel grammatisk begribelse, men snarere ser sproget udfra en ydre, behavioristisk _[a] synsvinkel.

Parserne lærte således hurtigt at identificere "nøgleord" og at sætte dem sammen med de øvrige ord og så derfra at konstruere forståelige svar, altså alt sammen på det øverste plan: på den betragtede overflade men uden en egentlig begribelse af de sproglige nuancer, der findes i for eksempel klart grammatisk definerede sprog som dansk eller tysk. Derfor blev "passende" svar hurtigt præget af "høflighed", "politisk korrekthed" og forskellige former for faktualitet, som sjældent nåede ind til de behandlede væsenskerner. Sammenligner man hypotetisk, hvad de store sprogmodeller ville fremstå som, hvis man havde udviklet dem på tysk, vil man dog næppe finde frem til, at de havde fungeret så meget bedre, det kan diskuteres, også nu hvor deres tyskkundskab langt overgår, hvad almene brugere af dette sprog formår.  

[TOP]