Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 5. Repræsentationsteori og komputerdesign
Spor (trail): Fra betydning til forståelse
| Tarotsystemet: anvendt kabbala - systemisk sorteringsnøgle | |
| Navigationshop - en grundfunktion | |
| Neurale netværk |
Det fremgik af foregående afsnit; at 1980'ernes og de begyndende 1990'eres kørende intelligensprogrammel i almindelighed kan generaliseres som: søgning i indekseret viden: ekspertsystemer. Søgning gennem binære valgknudepunkters kombinatorisk-strukturelle forgreninger, søgning og kombination af listede "nøgleord", "mønstre", "frames", "scenarier".
Det fremgik, hvordan denne indicieindekseringsmetodik danner et grundliggende historisk forhold, hvis udvikling nøje betinges af den socialt økonomiske strukturs umiddelbare produktionsrelationer.
[TOP]
Teksten har endvidere fulgt den teologiske abstraktion heraf ind i den moderne vestlige magi. I denne magi anses Tarotkortene generelt som et grundliggende arbejdsredskab.
De 22 hebraiske bogstaver og de 10 punkter på "Livets Træ" (omtalt omstånde (V.16)) repræsenteres i Tarot ved henholdsvis de 22 trumfkort og de 4 * 10 kort i grundserierne, samt de 4 * 4 kort i "hofkortene" (altså de i alt 78 kort under dette divinariske system).
De fire grundseriers nummerkort fra 1 til 10 fordeles som følger: Sværd (spar), Kopper (hjerter), Stave (klør) og Mønter (ruder), og disse fire serier svarer til de klassiske fire elementer, henholdsvis Luft, Vand, Ild og Jord, og til den kabbalistiske doktrin om at "Livets Træ" vokser i alle de fire elementer eller verdener. Med den påpegede mangetydige korrespondering svarer de fire serier også til oldtidens og middelalderens feudalsystem (som omtalt her i kapitel 5 (V.16)), under hvilket Tarot i sin moderne udgave vides at dukke op. Sværd = kongehus og adel; Kopper = præsteskab: Stave = bønder og Mønter = købmænd og med de 4 * 4 (hofkort) også korresponderet til elementerne korreponderes der dels til de kongelige forordninger (konge, dronning, prins og prinsesse) men jo også mere generelt til den moderne såkaldte "kærnefamilie" med far, mor, søn og datter.
|
Tarot |
sværd |
kopper |
stave |
mønter |
|---|---|---|---|---|
|
Kort |
spar |
hjerter |
klør |
ruder |
|
Element |
ild |
vand |
luft |
jord |
|
Samfund |
adel |
kirke |
bønder |
købmænd |
|
Gud Jehova |
J |
H |
V |
H |
|
Retning |
syd |
vest |
øst |
nord |
Tarotten indeholder endvidere hele tre kalendersystemer
Nutidssvarende, dog, den egentlige pointe: at der i dette, og i de mange andre teomagiske systemer, gennem århundrederne findes foretaget en bevidst indekseret tilskrivning af "frames", "sub-frames" og "sub-sub-frames" i det nær ved uendelige.
Som Aleister Crowley skriver i "A Brief Essay upon the Nature and Significance of the Magical Alphabet" ("777" p. XIX):
"Vi kan henføre alting i Universet til heltalssystemet, hvis symboler vil være forståelige for alle rationelle sind i en identisk forstand. Og relationerne mellem disse symboler er fastsatte af naturen. Der er ingen særlig pointe - for de fleste almindelige formål - i at diskutere om 49 er eller ikke er kvadratet på 7.
Sådan var arten af de overvejelser, som førte mig til at antage Livets Træ, som basis for det magiske alfabet. De 10 tal og de 22 bogstaver i det Hebraiske Alfabet, med deres traditionelle og rationelle korrespondenser (idet deres numeriske og geometriske interrelationer betænkes), tilbyder os et sammenhængende systematisk grundarbejde, tilstrækkeligt stift for vort grundlag og tilstrækkeligt elastisk for vor overbygning."a
At sproget og organismerne selv danner et udtryk for denne indekseringsproces, bør ikke tilsløre det faktum; at netop den teomagiske tænkning i høj grad udgør det eneste bevidsthedshistoriske grundlag for netop bevidst applikation af indekseret viden.
Teksten her har omstående vist den vareøkonomiske korrespondens, hvis egentlige større struktur ikke indeholder den teomagiske tænknings parallelitetsselvfølge, dens abstraktioners formelsamlinger og dens samlede forholden sig til og repræsentation for alle menneskelige levevilkår, men koncentreres omkring nytte- og bytteværdier, af de med vareverdenen nødvendige overlevelsesmidler udtrykt ved pengestørrelser som menneskeligt arbejdes værdifremtrædelsesform.
Når først værdiækvivalensen står etableret, synes varesystemets henvisningsstruktur: dets indeksering ikke egnet som søge- endsige tænkningskriterium.
Først fra encyclopædisterne i 1700-tallet oplysningstid og med de senere århundreders filologiske og matematiske forskning synes der åbnet for det oprindelige naturbeherskelsesprincips objektive erkenden (jævnfør punkterne 5.1b. & 5.1c.): for at forholde sig beskrivende til kendsgerninger.
- Med eller uden Capra, (omtalt omstående), og andre videnskabsfolk med øje for den religiøse overleverings repræsentationsformer, ja med eller uden Winograds og Flores' fint fremstillede teser, der med især de tanker, de henter hos Maturana og Heidegger, danner en art røgslør over det som objektivt opfattede omverdenssystem; - altså med eller uden disse i 1980'erne og senere stadigt væsentlige diskussioner: ville den information, der for mennesker repræsenterer viden og sammenhæng, kunne indekseres i datamatisk programmel; og dette programmel vil over kommende århundreder kunne opvise en struktur, der fra det grundliggende almene til det avancerede specielle vil synes påfaldende mage til den teomagiske symbolteoris her resumarisk fremstillede grundsystemer.
- At indekseret vidensprogrammel eventuelt med tiden vil kunne overskride denne symbolteoris system og struktur, hævdes ikke som umuligt, og vil kunne betyde en fornyet og forbedret forståelse og anvendelsesmulighed af begge (se herom i kapitel 6).
[TOP]
Vidensprogrammel vil søge og vil repræsentere sin viden via "hop": hop langs lister til adresser fra adresser til læsehovedet mellem "verdener" og "regelsæt". Og på de højere datamatsimuleringsniveauer for eksempel fra et muligt nøgleord i én "frame" (altså: ramme) til en væsensforskellig anden "frame" bundet sammen af et tilsyneladende vilkårligt men i situationen vedkommende bindeled ("link"), fuldstændig på samme vis som den - mere eller mindre rationelle - intuitive tænken og associationvirksomhed som mennesker præsterer.
Om hoppet så bliver på den måde, at bussens bits stadig går langs en ledning - som i menneskenes hjerne - eller om læsehovedet/hovederne findes tilstede over alt og søger/sender samtidigt - måske også som i menneskers hjerne - kan ikke siges i 1996. Ledningsproblemet bliver stadigt større, ikke blot på grund af de mange irriterende ledninger som skal forbindes, når man har et komputersystem, men også internt i apparaterne hvor disse forbindelser hurtigt bliver meget krævende, skaber megen varme, og danner nye "flaskehalse". "Superlederene" som man ventede sig meget af - fra omkring midtvejs i det præteknologiske gennembrud - lovede at nedsætte varmeudviklingen og at forøge hastigheden, men kunne de mon indbygges i komputersystemerne og kunne de afstedkomme forbindelser, når den indre arkitektur foretog de omtalte hop? - Dette kunne vi ikke svare på ved udløbet af det præteknologiske gennembrud i 1996.
Hoppet, kunne vi regne ud, ville forgå via følgeslutninger udfra for eksempel egenskaber knyttet til "rammen".
Efterhånden som programmeringen i såkaldt "naturligt sprog" opbygges og komputerens "talesprogsforståelse og -gengivelse" forbedres, vil det over årene synes muligt - ved mange menneskers fælles anstrengelser og en stærkt forbedret mikrolagerkapacitet - at opbygge en programmatisk "background", som i størrelse og omfang vil kunne nærme sig det menneskelige intellekt, og i hvert fald vil danne en "magisk maskine": en "deus ex machina"a - (og der gives, som bemærket, også andre måder! (se kapitel 6)).
Men ligesom de teomagiske symbolsystemers informationer og interpretationen af samme ikke nødvendigvis findes brugbare i den givne situation, gives der heller ingen garanti for; at denne maskines informationer findes brugbare. På dette punkt vil man have skabt "menneskelig intelligens". Og her vil det synes væsentligt; at videnskaben ikke lader sig kue tilbage til den teologiske irrationalitet, ligegyldigt hvor uoverkommelige betingelserne forekommer, bør Winograd og Flores og de herudfra udviklede og lignende teorier ikke føre hertil.
Den magiske grundidé, som Aleister Crowley fremstiller den:a at forarbejde virkeligheden (eller her: det som virkelighed interpreterede medie for organismens ikke-personlige subjektløse perturbationsforløb, altså dasein, "væren-i-verden", forhånden og så videre) efter sine behov og sin forstand og med klart formuleret gavnligt formål, dét har en fremtid; den teologiske idé: at abstrahere virkeligheden efter sine behov og sin forstand og de deraf affødte teorier, bør begraves i fortid.
Et grundliggende og belysende problem synes her "sandsynligheden":
De fleste religioner arbejder med profetier, man overlader generelt intet til tilfældet (som altid tilskrives Gudens, åndernes eller skæbnens uigennemskuelige vilje). I teomagien benyttes tilfældet bevidst, når en divinarisk figur genereres altså udarbejdes med de til systemet tilhørende traditionelle metoder. I komputerteknologi beregnes sandsynligheden for givne tilfældes begrænsede udslag.
Sandsynligheder og muligheder - teoretiske ubeviseligheder - har længe udgjort matematikkens problem. - Kan et givent univers defineres, så kan dets mulige handlinger og forandringer beregnes med en hvis sandsynlighed, på samme vis som når "domæner" og "regler" "mål" og "søgninger" interagerer ved symbolsk logik med datalister i de såkaldte femte generations programmeringssprog for eksempel LISP og PROLOG.
Men netop komputervidenskaben véd; at mennesket fremstår relativt uberegneligt; her i - og ikke blot i dets "kastethed" (for virker en maskine ikke også som "kastet" ind i sin situation?) - ligger efter Forfatterens mening det væsentligt specielt menneskelige. -: Menneskets forud givne sandsynlige uberegnelighed.
Den naturvidenskabelige verdensrepræsentation har flyttet sig enormt i de seneste par hundrede år, den stabile ligelinede euklidiske geometrib og Newtons verdensbillede rystes fra mikroplanet: i erkendelsen som fremstår af det præteknologiske gennembruds optagelse af relativitets- og kvantemekaniskteori: materien/energien som en evigt udvekslende stationær bevægelse, -: og procesforudsigeligheden i materiens/energiens subatomare mindstedele erkendes stadig i midten af 1990'erne som lav: foruroligende lav (jævnfør netop slutnoten i kapitel 5 (V.49) og tilbageslaget i arkaiske symbolsystemer), hvis man ikke indser netop uberegneligheden som en grundlæggende & -liggende naturlig og menneskelig såvel som universel egenskab.
Det synes op til den enkelte organisme selv at forholde sig stabilt eksistentielt interpreterende overfor omverdensrepræsentationens evige bevægelighed.
Netop de to forhold "uberegnelighed" og "uforudsigelighed" anerkendes som grundliggende i de teomagiske symbolsystemer, men hvor teomagien benytter disse forhold til "tilfældige" hop indenfor sin stærkt forgrenede struktur, benytter komputervidenskaben sin viden om de tilgrænsende data til at minimere tilfældighedens rum. - Principielt forekommer dog denne minimerings fuldbyrdelse umulig i det einsteinske tids-rums kontinuums koordinat, a men man kan i mange tilfælde komme ned på meget små minima altså mindstemål.
En geni(g)al programmør vil måske en dag i et kunstigt intelligensprogram indlægge en simulering af den menneskelige uberegnelighed og - for eksempel udfra nogle grænseværdiparametre, der styrer nogle tilfældige talgeneratorer b - sætte uberegnelige hop i gang; vedkommende vil nok ikke vække så megen opsigt, (som de der præsenterer optimal "talegenkendelse" og "naturlig sprogprogrammering", "ekspertsystemer med fleksibelt kommunikerende kæmpelagre og adgang til enorme indekserede informations- og programeldatabaser" eller fremtidsfostre som "multi-key-board og side-cars" (: mange tastaturer, joy-sticks, handsker, dragter og ekstra sideskærme) "ægte virtuel realitet med digitaliseret holografisk 3-D" og lignende, som vi kan drømme om her i 1996) - men vedkommende geni(g)ale programmør vil alligevel have gjort noget andet og mere end dette beregnelige og forudsigelige, også selv om hans "opfindelse" desværre ligner en beskrivelse af en af de frygtede "hacker worms" (det vil sige: krigsprogrammer som sønderbryder et system, hvis de først kommer ind i det.).
Vedkommende programmør vil nemlig have tilladt komputerens program at operere med "en anden", som det altså hedder hos Lacan: en ubevidst person: en underbevidst talestrøm. Hvis programmøren endvidere skabte mulighed for at undertrykke men akkumulerende at registrere data i denne "anden"s programafvikling (: "diskurs", "indre tale", med det lacanske begreb), så ville vigtige dele af den freudske psykiske motorik a findes simuleret (nemlig: "fortrængninger", "besættelser" og "kontrabesættelser" og heraf de berømte "komplekser"), og Lacans omtalte tese om at: "det ubevidste er struktureret som et sprog" vil kunne regnes for bevist, om end sproget (i dette tilfælde jo bliver genereret af tilfældige tal og styret af akkumulerede løsrevne data) ville danne en art drømmerisk nonsens.
Igen her ville en menneskelig svaghed simuleres, og maskin-psykologisk bistand synes nødvendiggjort, derfor anføres denne hypotetiske programmør da også notativt som: "geni(g)al".
- Pointen: at repræsentationshistorien viser; at det strukturelt parallelle om ikke notativt repræsentative teomagiske symbolsystem viser: at intelligensprogrammel i fremtidigt komputerdesign må koncentrere sig om at skabe netop "kunstig" intelligens og ikke "naturlig" syntetisk intelligens.
I teksten søgtes vist, hvordan Winograd og Flores - udfra deres erklærede udgangspunkt - kunne have draget lettere og rigtigere konklusioner om fremtidsmulighederne for kunstig intelligens, for eksempel eksemplet om sanse-sensorer og ovenstående om en sammensmeltning af datamat og digitaliserede audiovisuelle midler.
Disse muligheder opregner Winograd og Flores ikke i deres (ibid p. 136ff) liste over praktiske realisable AI-projekter, nok fordi de har forset sig en kende på menneske versus maskine problematikken, og deres omtalte forslag til fremtidigt komputerdesign, mere baseres på dengang allerede realisable muligheder end på avanceret teoretisk spekulation.
Det bør dog ikke overses, at Terry Vinnograd og Carlos Fernando Flores' store antal "lister" over tværfaglige "vidensindekser", samt deres formulering af repræsentationsproblematikkens grundforhold, synes yderst givtige og komputervidenskabelige banebrydere for en afgørende udvikling og diskussion af nogle principielle datamatiske grundforhold.
[TOP]
De "neurale netværk" kom fra slutningen af 1980'erne[i] til at danne det nyeste håb: den farbare realitets vej for mange i komputerkredse med interesse for "kunstig intelligens". Jeremy Campbells bog og danskerne Søren Brunak og Benny Lautrup, hvis fulde bogtitel: "Neurale netværk computere med intuition" siger meget om tendensen.
Det intuitive moment opstår af disse netværks evne til at angive ikke blot digital, nul eller et logik, men mellemtilstande: forskellige grader af "ja måske" og "nej måske ikke", samt deres evne til at lære fra eksempler og rettelser.
De fleste af sen-1980'ernes neurale netværk simuleredes på digitale komputere. Deres princip: en yderst forenklet version af "hjernefyringsapparaturet" (som fremstillet i kapitel 4 (IV.62ff)); altså neuronerne (enhederne (engelsk units)) og deres "spænding", eller "styrke" som påvirkes gennem deres udløbende nervetrådes krydsninger, deres synapser. (Campbell p. 156):
"Når et signal ankommer til en enhed andetsteds fra i systemet, ganger enheden signalet med et tal, som kaldes en vægt, før den giver det videre til andre enheder.". a
I stedet for almen digital-elektronisk lagring viser et neuralt netværk (et "konnektionistsystem" som amerikanerne længe kaldte det: altså et system af forbindelser) sin dataforståelse, som en spændingtilstand (en vægtning: en bølgende balancesøgning) mellem en række forskellige kunstige neuroner ("enheder" kært barn har mange navne), som alle enten tænder, slukker, eller ligger under eller over en grænse, hvor de enten sender (fyrer, signalerer) eller modtager signaler fra de andre neuroner, samtidigt med at de aflæser sig selv og derudfra afgører, hvad de fyrer af.
-: I stedet for at lagre sine data, genkender det neurale netværk dem som spændingstilstande mellem de enkelte kunstige neuroner. Forskere har kaldt dette fænomen for "spøgelset i maskinen", der altså ikke gemmer informationerne, men genskaber dem fra gang til gang, når de kaldes. Campbell citerer forskeren John Tienson for følgende (ibid p. 163):
"I et konnektionistsystem bliver information repræsenteret aktivt som et aktiveringsmønster. Når den information ikke anvendes, findes mønsteret intetsteds i systemet. Information gemmes ikke som datastrukturer. De eneste symboler som nogensinde er til stede i et konnektionistsystem er aktive repræsentationer.". a
Princippet i det "neurale netværk" - som vi hurtigt valgte at kalde det i Europa, men blandt andre ord dækker "perceptron" også denne type apparater (se eventuelt slutnoten nedenfor) - går i al sin enkelthed ud på at efterligne hjernens neuroner i en meget primitiv og enkel form. Hver lille neuron i et sådant netværk fungerer som sin egen lille processor i en almindelig komputer, altså som en central databehandlingsenhed, blot fungerer den decentralt på den vis, at der findes andre lignende små behandlingsenheder rundt om den. Disse små neuroner kan altså enten modtage eller afsende information: energi altså signaler. Ud over at fungere som enten "input-neuron" eller "output-neuron", kan neuronerne (enhederne) slukke eller tænde sig selv efter at have målt sin egen værdi.
Der findes allerede her lidt flere muligheder, end med normale dataforbindelser gennem en central behandlingsenhed, som kun sender og modtager, hvis chip lukker ned med hele systemet i den almindelige komputer.
Men på grund af at neuronen - den kunstige neuron - blot fungerer som én blandt flere, kan den slukke og tænde, uden at hele netværket af den grund går ned.
Med henvisning til "Pac-Man" analysen (kapitel 4 (IV.20)) kan Brunaks og Lautrups formulering af denne egenskab ved enhederne (neuronerne) synes end mere sugende, øh nej: sigende ("Neurale netværk" p. 120f):
"En neuron sidder som en edderkop i midten af sit spind og observerer de andre neuroners aktiviteter. Den kombinerer disse aktiviteter med synapsernes styrker og beregner ud fra denne kombination, hvilken aktivitet den selv skal have.".
Læseren, som har kapitel 4's gennemgang af hjernens opbygning og funktion,og måderne at stimulere dette på in mente, forstår nu let systemet: netværksneuronerne står i forbindelse med hinanden via ud- og ind-nervetrådene og nervetrådenes kryds (synapserne) leverer den spænding mellem målerne, som systemet forbinder med den information. Måske når denne spænding en vægtning, hvor neuronen skal slukke, så slukker den, måske et niveau hvor den skal sende (fyre out-put) så "fyrer den", som det altså hedder hos såvel hjerneforskerne som forskerne i neurale netværk. [ii] Der findes altså dertil den omtalte mellemtilstand: "måske", hvor spændingen ligger lige mellem "fyringsmønstrene" (ibid p. 89):
"Naturlige neuroner har tendens til at have enten høj eller lav aktivitet, men kun sjældent en aktivitet, der ligger lige imellem. ... Man siger også, at en neuron enten fyrer eller ikke. En beskrivelse af hele netværkets aktivitetstilstand eller fyringsmønster består derfor af en opremsning af samtlige neuroners aktiviteter.".
Brunak og Lautrup kalder det samlede pres, som alle neuronerne lægger på hver enkelt neuron, for "det kollegiale pres" (ibid p. 91). Den samlede spænding, som hver enkelt spændingskomponent, synapse, og dens måler, neuron, beregner sin aktivitet udefra: jo større aktivitet: jo større indflydelse på de omkringliggende neuroner. Presset, som får de enkelte enheder til at hæve og sænke spændingen: sin aktivitet: "det kollegiale pres" virker enten eksitatorisk altså ophidsende eller inhibitorisk altså begrænsende (op. cit og Campbell p. 156).
Princippet lader nu disse spændingstilstande repræsentere forskellige parametre i den beregning, som man ønsker at udføre. Som Brunak og Lautrup forklarer om den (i slutnoten nedenfor) diskuterede tidlige konnektionistmaskine, "perceptronen" (altså: opfattelsesapparatet) (ibid p. 117):
"Perceptroner, som kan bruges til mere realistiske klassifikationsopgaver, indeholder altid et meget stort antal parametre: synaptiske styrker og tærskler. ... Styrker og tærskler skal have relation til netop den opgave, man søger at løse.".
Brunak og Lautrups eksempler, som de fremlagde for forskningen og i mediernes Danmark, (for eksempel sobert og instruktivt i Flensborg Avis fra den 29/4-1989), omfatter et orddelingsprogram, (ibid p. 127) beskriver de en repræsentation af bogstaverne i et netværk:
"På dansk er der 29 forskellige bogstaver. Da netværket let skal kunne skelne mellem hvert af disse bogstaver, skal der også være en solid forskel på de aktivitetsmønstre, der står for bogstaverne i netværkets inputlag. Man kan derfor vælge at repræsentere et vilkårligt bogstav med en blok på 29 neuroner, hvoraf kun en enkelt fyrer, mens resten er inaktive. De 29 bogstaver får derved hver deres eget private fyringsmønster.".
Dette skrift bør ikke gå for meget i dybden med de mekaniske funktionsmåder [iii], hvorfor "flerlagsperceptroner med "skjulte neuroner" virker bedre end "enkeltlagsperceptroner", hvordan antallet af muligheder og synapsespændinger beregnes og så videre (se dog den netop anførte slutnote). - Det principielle her blot; at for eksempel Brunaks og Lautrups orddelingsoptrænede neurale netværk (op. cit. p. 129ff) kom op på at dele danske ord med en korrekthed på 99,8% udefra kun 17.228 korrekte eksempler, som den havde indlæst spændingstilstande for.
Der anvendes altså ikke de generelle regler og lignende som i almindelige ekspertsystemer, men - ligesom med mennesket selv - gives netværket et antal korrekte eksempler og en måde at begribe dem på (repræsentation), derfra bygger det så selv videre, og kan så løbende korrigeres indtil et højt niveau af fejlfrihed (næsten, men ikke helt, jævnfør den relative virkelighedsopfattelse og slutnote til kapitel 1 (I.42.SN.3).
Denne mekanisme synes lovende for store dele af AI-folket fra sen-1980'erne og frem. Her opstod "det intuitive", muligheden for at "background" kan begribes, ikke ved en indlæsning af hele verdenshistorien (som i "Cyg"-projektet omtalt ovenstående kapitel 5 (V.33)), men ved en række mønstereksempler, hvorudfra netværket selv danner skematiske forståelser, som får det til at fyre noget passende af!
Sammenholdt med slutnoterne burde samtidens læser nu have en rimelig forståelse af, hvad såvel kunstig intelligens, ekspertsystemer, som neurale netværk betød og indebar under det præteknologiske gennembruds tid, og hvorfor man ventede sig noget af disse systemer. En enkelt pointe, som skal blive relevant i næste kapitel, skal endeligt afsluttende fremhæves (Campbell p. 179f):
"Dog hvis en alvorlig flaskehals opstår, i hvilken antallet af forskellige mønstre som maskinen skal genkende i stort antal overgår antallet af dens enheder, begynder netværket at optræde økonomisk, ved at bruge nogle af sine enheder til at danne prototyper. ... En af grundene til at generalisering opstår spontant i et parallelt distribueret netværk er, at minder bliver lagt oven på hinanden. Således at en enkelt enhed bliver beskæftiget med at processere adskillige minder. Når den husker begrebet "brandbiler er larmende", bliver forbindelserne mellem alle de enheder som svarer til brandbil og alle de enheder som svarer til larmende styrket. Netværket generaliserer begrebet som en del af forløbet. Det ved nu, uden at få det fortalt, at ambulancer er larmende, fordi de fleste af de enheder som bruges til at repræsentere brandbiler også bruges til at repræsentere ambulancer." .a
Her kunne så opstå det parallelle sammenfald mellem AI-forskningens generelle indsigt i betydningen af "rammer", "scenarier" og lignende, og så netværkernes autonome, automatiske reduktion af sine informationer til lignende "rammer" eller "prototyper", som Campbell kaldte det.
Det tilsyneladende uoverstigelige problem med at skulle indprogrammere forklaringer af stort set alle verdens forhold i scenarier, som kan anvendes af kunstigt opbygget og vedligeholdt intelligens, overstiges altså af de neurale netværks iboende evne til automatisk at danne disse prototyper, hvis eksempler fører det til at drage de slutninger "baseret på baggrund", på evnen til at finde "forklaringer" og at sammenstykke tilsyneladende spredte bemærkninger. - Alle forhold som skal blive væsentlige, inden det afsluttende kapitel giver forfatterens forsigtige bud på en personlig komputer også kaldet "kunstig intelligens".
[TOP]
Slutnoter: