Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 5. Repræsentationsteori og komputerdesign
Spor (trail): Fra betydning til forståelse
| Genkendelsesrammer - Minsky-frames | |
| Indekseret vidensrepræsentation og korrespondenssystemet | |
| Før final evaluering |
I omstående afslutning foretog teksten et fremstillingsmæssigt "hop", da der blev peget på en mulig "mangel" i AI-forskningen, som den delvis stagnerede fra slutningen af 1980'erne. Dette syn på AI-forskningens mangler, fremgik ikke i det omtalte tekststed, der beskæftigede sig med komputerprogrammer ikke med korrespondensteorien, selv om problemfeltet: korrespondensteoriens og komputervidenskabens repræsentationsproblemer fremgår af hele kapitlets fremstilling. - Pointen her: at vise manglen, men at den fremgår et andet tekststed.
Hvad enhver Turingmaskine nu kan gøre: nå til dette andet sted og dér aflæse informationen. Den selektive kombinatorik a danner ikke blot et naturens men også et datamatisk brændpunkt for intelligens.
Hoppets funktion altså: at henvise til en anden sammenhæng af hvilken den nødvendige information fremgår. I dette tilfælde kunne der gerne tales om en negation af et eventuelt postulat om; at AI ikke ville kunne drage nytte af korrespondensteoriens struktur; -: faktisk drejer det sig jo i høj grad om det samme - såvel systematiske som strukturelle interrepræsentative - henvisningssystem i den kunstige intelligens' og logikprogrammeringssprogenes lister og logiske struktur, også den samme type leksikalske sporsammensætninger, hvis givne midlertidige struktur indeholder meddelelser, som mennesker kan genkende.
[TOP]
Genkendelsesrammer - Minsky-frames
Netop "genkendelse" udgør et vigtigt princip i al kunstig intelligensforskning. Marvin Minsky benytter således i sit klassiske AI-kapitel "A Framework for Representing Knowledge" (: En ramme til at repræsentere viden) fra skriftet "Structured Object Representations" (: Strukturetet objektrepræsentationer) (ibid p. 250ff) "nøgleord", der henviser til "frames" (: rammer), hvor forskellige situationskomplekser og deres mulige afviklinger skitseres.
Minsky definerer først sine rammer, "frames" som: en generel beskrivelse af en situation med genkendelse udfra de omtalte "nøgleord", der på grundlag af en almensproglig syntaksanalyse løbende indsætter og ombytter grundord. Disse "frames" - her generelt opsummeret - redefinerer Minsky så (ibid p. 253) med særligt henblik på hvilke grundliggende spørgsmål, man kan forventes at stille til en sådan "ramme":
"En ramme er en samling spørgsmål som kan stilles i en hypotetisk situation: den bestemmer emner som kan tages op og metoder til at behandle dem med.". a
Udover, at denne interreferentielle funktion synes meget lig den teomagiske, danner den også parallel til menneskelig intelligens. Minsky fastholder (ibid p. 247f punkt 1.3) forskelle i psykologisk og AI-orienteret forskning.
Han skriver blandt andet; at psykologer har prøvet at trække for meget ud af basisprincipper, mens AI-folk har koncentreret sig for meget om:
"... procedurekontrol og eksplicitte repræsentationer af processer.". b
Hans ovenfor skitserede "frame"-teori giver et godt eksempel på netop procedureorienteret repræsentation af de forskellige rammeafviklinger, og fremstår ikke usårbar overfor Wingrads og Flores' kritik (for eksempel som anført omstående). Men netop på dette grundlag kan dog Winograds og Flores og andres holdning tilsyneladende kritiseres. Et givet udbygget program med et tilstrækkeligt antal "frames" vil naturligvis ikke udvise "forståelse" i nogen "engageret" talehandlingsforstand, men vil alligevel kunne holde en konversation i gang, og måske endda bestå Turing-testen (som omtalt fodnoten til kapitel 5 (V.21)).
En brist i Winograds og Flores' fremstilling opstår tilsyneladende, når de først påstår; at perception ikke alene danner eksistensoverlevelsen i organismernes medie, men også fastholder, at dyr ikke oplever "virkeligheden", som mennesker gør.
Når de (Winograd og Flores p. 97) kalder komputeren "blind", overser de nu, hvor let den kan udstyres med sensorer og et programmel, som gør den "seende", for eksempel i stand til at aflæse og leksikalt slå lysbølgelængder op, og endvidere på grundlag heraf kan blive i stand til, at enes med et menneske om et givent objekts farve.
Når de ikke drager denne fuldt mulige konklusion, kan det skyldes mange ting. Rent praktisk: sansesystemets parallelle databehandling, altså parallelprocessualiteten a i sansemæssig registrerings perception, et praktisk problem som peger hen imod fremtidige såkaldte parallelle komputere af kvantetilsnit, noget man stadig kun drømte om midt i 1990'erne. Man mener; at disse systemers mange samtidige processorer måske - i nogen grad - ville kunne efterligne hjernens billedopbygnings og -behandlingskapacitet. Dette udgør et kendt problem, som mange førende forskere slås med i midten af 1990'erne, man vil åbenbart absolut lære komputerprogramel at se tingene på samme måde, som den menneskelige hjerne gør, og har ikke indset muligheden for eller anvendeligheden af den noget mere enkle løsning, der her fremlagdes i skitseform (mere herom i kapitel 6 for eksempel (VI.26)).
[TOP]
Indekseret vidensrepræsentation og korrespondenssystemet
Der gives nok også en anden grund til denne blindhed i 1980'er-forskernes opfattelse af komputeren som "blind", nemlig at der ikke bredt kommercielt i komputerforskningens finansieringsgrundlag kunne ses perspektiv i en generel datamatisk repræsentationsrutine for almene menneskelige sansedata, dette synes først rigtigt aktuelt med virtuelle realitetssystemer, som griber problematikken an udfra lidt anderledes overvejelser.
Der lå i 1980'erne og langt frem i 1990'erne mere perspektiv i at fremstille "tænkerutiner", som afløser menneskelig arbejdskraft jævnfør Winograds og Flores' kritik p. 133ff.
Generelt må det dog kunne fastholdes; at AI-forskningen ville kunne fremstille datamatiske repræsentationer, som ville kunne simulere det "lavere niveau" (nævnt omstående) af forståelse, som man ikke i 1980'erne overhovedet og kun svagt antydet frem til midt i 1990'erne kendte i de tilstandsoperationelle koder og afviklinger af samme.
En komplet personsimulering ville udgøre en uøkonomisk investering, når man tænker på den velkendte metode til at producere personligheder på, med mindre konsumaspektet anlægges fra starten. Derimod ville en "overflade"-person, et "kommunikationsprogram", som via natursproglig genkendelse kunne søge og rapportere fra datamatiske ressourcer - altså et kommunikativt arbejdsredskab - udgøre en tilsyneladende god investering.
Det har vist sig; at lister, nøgleord og lignende fungerer operationelle i de succesfyldte AI-programmer, og det fremgik; hvordan sådan indekseret vidensrepræsentations struktur synes historisk betinget og hvordan den udfoldes i den teomagiske korrespondensteori.
Sammenligningen mellem magi og datamatik forekommer ingenlunde ny, og den har mange konkrete fortilfælde, blandt andet henvisningen til den binære logik bag al datamatik og divinariske systemer som I-Ching, Geomanci eller denne såkaldte "punktér-kunst"s afrikanske, mesonamerikanske udløber: Ifa udu (også blot kaldt Fa).
Disse systemers binære struktur optræder dog alle teknisk forskellige fra for eksempel data-byte'ens otte mulige positioner, I-Ching har seks positioner, og Geomanci har i sin grundform fire binære positioner og i sin afrikanske grundform (Ifa) to gange fire. De divinariske systemer repræsenter lukkede verdener, der (jævnfør den fremførte kritik omstående) fra deres "skaber" begrænses af et givent antal muligheder (I-Ching 64 med 6*64 som subdivision og Geomanci 16 med 16*16 som subdivision i Ifa).
I kraft af at en data-byte repræsenterer et tal, en digitaliseret information eller en adresse, synes mulighederne for at lade den repræsentere nær ved hvad som helst relativt ubegrænsede, om end et givent program stadig vil begrænses af programmørens verden og af maskinens rutiner for indlæring eller "tilstrømning" til sine "frames".
Men når man opløser sporenes mange mulige kombinationer i deres atomiske mindstedele, ja så har komputerens tekstsystem kun sine 256 ASCII tegn, ligesom Ifa-versionen af Geomanci har sine 256 grundmønstre.
Det ene punkt hvor disse teomagiske systemer altså ligner komputeren, som den eksisterer lige nu: den binære logik. Det andet punkt: ideen om at strukturere sin viden i systematiske kataloger og automatiske registre. (Der findes endvidere et tredje punkt nemlig: algoritmer - ritualer, protokoller - mediumisme og lignende).
[TOP]
Forståelsesprincippet for dette kapitel: at sporene læstes, at sporene fulgtes, og at sporene nu ledte langs en velkendt sti.
Minsky kritiserer psykologer for at overarbejde (som nævnt ovenfor) de givne basisbetingelser, men psykologiens tekster giver lingvistisk set stadig forbavsende megen semantisk repræsentation for intelligens; - og så anvender disse tekster endog kun små 50 notationstegn til at formulere deres sproglige bevidsthed skriftligt.
Der fandtes måske ikke mulighed for - inden midten af 1990'erne - at bygge komputere, der simulerede menneskelig refleksion udfra organismens umiddelbare kastethed (jævnfør blandt andet omstående), men det vil findes muligt at konstruere mere eller mindre teknificerede kommunikationsprogrammer, som indeholder store mængder indekseret viden, der nok hverken vil kunne simulere menneskelig intelligens eller dens engagement i sine handlinger, men som vil kunne understøtte netop disse aktiviteter (dertil skal der som nævnt tilføjes yderligere i kapitel 6).
Dette danner da også den generelle konklusion om ekspertsystemer: Winograds og Flores "kommunikationsidé" (ibid p. 157), som i teksten her ikke skal gennemgås nærmere, udgør en art brugeraktivt ekspertsystem og intern database med en udvidet opslagstavle.
Den indekserede videnskodnings muligheder for: udfra et givent punkt at pege mod ethvert andet punkt og selektivt heri skabe mening - netop udfra definitoriske og klassifikatoriske kriterier - synes vital for den menneskelige selvrepræsentation; - før som nu.
[TOP]
Fodnoter:
a
Den
selektive kombinatorik:
efter latin seligere: udvælge. Og efter latin com bini: med
to ad gangen, forbinde i en vis orden. Heraf kombinatorik i
matematik: om givne elementers mulige ordninger og grupperinger under
forskellige
betingelser. Den selektive kombinatorik altså: den udvælgende forbindelse
af givne elementer i en given orden.