Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 5. Repræsentationsteori og komputerdesign
Spor (track): Fra tydning til betydning
Med skriftsproget kan man tale om "the trail" som en fortælling af "traces", man kan tale om fonologiske glottografier, a om syntagmets paradigmatiske system, b om "delrepræsentationernes rækkefølgemæssige helhedsbetydning", og det bør omstående fremgå hvilke sociologiske implikationer udviklingen fra tydning til betydning blandt andet har medført for fortidsmennesket.
Det skal anmærkes; at de to nyere klassiske oldtidssprog: græsk og hebraisk fremstod ambivalente altså mangetydige, ved at have såvel en fonologisk semantisk talesprogsrepræsentation, som en numerisk repræsentationsværdi for hvert enkelt tegn: hver enkelt bogstav havde altså såvel en lyd som et tal tilskrevet (og derudover også et navn og en række betydninger, men dette synes i første omgang mindre betydningsfuldt for den foreliggende argumentation.). Talværdierne opstod formentlig som praktiske forodninger, hvor diverse lydbogstaver også blev brugt til at skrive tal med. Selv romerne brugte langt senere bogstaver til at skrive tal med, og først da araberne fra inderne lærte de specielle taltegn (nu kendt som arabertal) fik sprogene specielle tegn til at skrive tal med.
Dette forhold har præsteskabet i de senere oldtidssprog - altså græsk og hebraisk - ikke sent udnyttet. Hvordan gematria a opstod, det vides ikke sikkert; - man kunne forestille sig, at en skriver har skrevet for eksempel et gudenavn i bogstaver og så siden har sammenlagt enkeltbogstavernes numeriske værdier for derefter stolt at proklamere: "den og den Gud har det og det nummer!".
[TOP]
Det ovenfor beskrevne udgør gematrias tværsummeringsprincip, og man ved; at i hvert fald jøderne har hentet inspiration til deres kabbala hos grækerne, som har hentet grundprincipperne hos kaldæerne, det folk som residerede altså holdt til i herskerpositionen over de mesopotamiske bystater, da Alexanders græske hær underlagde sig det nærorientalske område og mellemøsten.
Gematria åbner en herlig mulighed for fuldstændig virkelighedsabstraheret viden, for symbolsk ækvivalerende ambivalens og ambiguitet, for krydskorresponderet hemmelig kryptik, b som det skal fremgå.
I 1919 udkom Thomas Simcox Lea og Frederick Bligh Bond med et indtil for få år siden ganske overset skrift: "The Apostolic Gnosis" (: den apostolske gnosis (eller viden)). [i]
Det fremgik af deres studier, hvad mystikere og magikere længe havde vidst; at de kristne græske ord udgør ét stort system af gematriske matrixtal c og numre så som 888 og måske især 37 (: det 13. primtal, jævnfør tallet 13 omtalt i kapitel 3 (III.52)), talkombinationer der - som repræsentation for symbolske tankereferenter - igen henviste til andre lignende ækvivalenser med andre ord: med overensstemmende betydninger og/eller numeriske værdier.
Man kunne måske misforstå Lea, Bond og mange mystikere, magikere og kabbalister derhen; at mange græske og siden hen også hebraiske ord danner kunstigt skabte symboler med henblik på at få gematriske regnestykker til at passe, dette synes givet tilfælde med en del af disse, som ikke oprindeligt findes nedskrevet i naturligt sprog, men ligner "kunstord" komputerede altså beregnede for at indeholde en bestemt numerisk værdi, og siden tillagt en betydning, som korresponderer til denne værdis betydning.
Det teomagiske postulat indebærer naturligvis; at disse utroligt mange sammenfald ikke skyldes menneskelig tilpasning af de sproglige og aritmetiske altså udregningstekniske værktøjer, men ene skyldes disse værktøjers gudegivne natur og naturlovsbundne struktur.
Et velkendt argument har lydt; at ingen i oldtiden har haft regne- og verbalbehandlingskraft til at skabe så store kontinuerte betydningssystemer med så afgørende redundans og internt overensstemmende vederhæftighed. På den anden side kan man så indvende: hvad skulle lærde ellers bruge deres indsigter og tid til? - Men spørgsmålet forbliver stadig principielt uafklaret og vedkommer ikke direkte foreliggende kapitels emne, hvorfor det efterlades ubehandlet om end anmærket her.
I den græsk, kristne bevægelse findes denne metode givet brugt til at tilskrive Jesus eller med det græske navn Kristus (: den salvede) også kaldet 888, en række betydninger i tallet 2368 (37 * 64), jævnfør Lea og Bond p. 25ff og de over 500 gennemregnede eksempler herpå i deres værk fra p. 66ff.
Der skal ikke her skabes foranledning for den tro, at hele kapitlets pointer gøres ene med Leas og Bonds indledende bemærkninger om at græsk (p. 19):
"... sætter skriveren i stand til under Åndens inspiration at give effekt til de inderste spirituelle betydninger ved den fuldkomne forening af bogstaver og tal som består i det.". a
Tværtimod synes dette blot en understregning af "de videndes" allerede omtalte monopolsituation. - En anden - mere social pointe - hos Lea og Bond skal især fremhæves, nemlig ((ibid p. 34ff) især p. 42ff): at gematria tidligt fungerede som hemmelig kode blandt de såkaldte "urkristne", og at især tolkningen af det såkaldte "dyrets nummer" (666), skulle have udløst forfølgelsen, efter at romerne, via spioner, havde fået indsigt i "de videndes" "hemmelige læres kode".
Faktisk giver såvel ordene "kejser" som "Nero" 666 i såvel græsk som hebraisk gematria, bedre har det ikke syntes at det hebraiske ord for "latin" "Rom": RUMIITh (: det romerske dyr) også giver 666 i kabbalaen. Endelig har romerne så måske forstået gematrias princip, og har samtidigt indset: at deres latinske sprog ikke rummede denne mulighed, end samtidigt med at de har indset: at de lavere latinske numeralier sammenlagt også giver 666 [ii], og derfra har tommelfingeren fundet retningen nedad, især da de kristne med dødsforagt fastholdt at deres gudesøn, 888, skule triumfere over Rom, 666, til sidst (hvad man da også kom til under det kristne tusindårsrige styret fra Rom i kali-yuga (jævnfør slutnote i kapitel 3 (III.57.SN.5).
Den pointe som fremgår her: at betydningen kan repræsentere et spor ("track") som magthaverne ikke ønsker befærdet; - det synes noget lig den situation videnskabsfolk som Roger Bacon og Galileo Galilei a senere vil stå i denne gang med kristkirken som dømmende og "vidensfornægtende" instans.
Dette forhold viser på en gang nødvendigheden af "koden" af "den hemmelige lære", samtidigt med at det viser, hvor galt det kan gå, når det teologiske abstraktionsniveau eliminerer altså udrydder repræsentationernes virkelighedshenvisning til fordel for postulerede sande relationer mellem symboler og det symboliserede.
Alt efter om man accepterer gematrias princip eller ej, kan man kalde - for eksempel disse betydninger i 666 og 888 - for åbenbaringer eller tilfældigheder. Under begge omstændigheder skrives der om henholdsvis givne eller tilskrevne dogmer, "himmelgjort" udfra deres basis i de faktiske virkelige livsomstændigheder - jævnfør bemærkningen om videnskabelig forskning i den hemmelige lære omstående også om kalendervidenskaben og så videre.
Det skal fastholdes, at den græske gematria har gjort det muligt; at "udregne" værdien af et givent ord, og at dette, for de troende eller overbeviste har udgjort en kilde til "semantisk" tydning: til at ane "det ukendte"s fremtrædelsesformer altså repræsentationer, som i kode anviser den snævre sti ("track") til det guddommelige. At "koden" så har forekommet relativt nem at bryde: "at cracke", det udgør et andet forhold, som har sendt mange kristne på deres velkendte lidelsesvej ("track").
[TOP]
Her har et andet folkefærd, jøderne, taget ved lære. Kabbalaens kode fremstår langt mere avanceret og danner, som det vil fremgå, grundlaget for den moderne vestlige teomagis korrespondens- og symbolteori.
Grundsystemet synes dog det samme i al gematria: til hvert bogstav svarer en korresponderet talværdi, og hertil endvidere en udfaldsvej til det uendelige korrespondenskontinuum via yderligere tilskrevne betydninger så som: et navn, navnet har en betydning som kan skrives ud i et ord, der så igen danner et nyt tal med en ny værdi, endvidere findes bogstavet blandt andet korresponderet til det konglomerat af den babyloniske stjernetydning og den græske elementlære, der i dag kaldes astrologien, og i oldtiden udgjorde kalendervidenskabens kronometersystem. b
Som eksempel kan nævnes, at det hebraiske bogstav Aleph betyder lyden "A" med værdien "1" og navnet "Aleph", som betyder "okse" med værdien "111" og elementet "luft" og så videre.
Kabbalaens oprindelse fortaber sig i historiens tåger, "Sohar"-skriftet og med det, den kabbalistiske tydning af "Tora'en" (: de tre indledende såkaldte "Mosebøger" i "Bibelen" blandt kristne kaldt "Gamle Testamente") og resten af de bibelske skrifter i følge det kabbalistiske betydningssystem, regnes for snart godt 1000 år gammelt i dokumenteret forhistorie (forfattet af Moses ben Leon), men ligesom med runologien stammer systemet fra hedenold, og det har ikke ændret sig væsentligt siden.
Moderne kabbala bygger på disse to kilder, sammen med "Sepher Yetzirah", et andet lille grundskrift i moderne teomagi, hvor de 22 hebraiske bogstaver, "rødderne", sættes i forhold og relation til livsvisdommens selvsyn:
- Når de hebraiske ord AHBH (ahbah: kærlighed = 1 + 5 + 2 + 5 = 13) og AChD (echad: enhed = 1 + 8 + 4 = 13) har samme værdi, siger det altså kabbalister noget om kærlighedens og enhedens natur, når foreningen af kærlighed og enhed (13 + 13 = 26) svarer til Guds navn: IHVH (Jehova = 10 + 5 + 6 + 5 = 26), siger dette altså at ...
Dette afsnit har undersøgt, hvordan de græske og hebraiske alfabeters ambivalente funktion som dels bogstav og lyd dels tal og værdi, eller med komputersprog: deres funktion som "string" (tekststreng) og som "integer" (heltal) gør det muligt, udfra den enkelte betydningsrepræsentation ("trace") at læse flere spor ("track"); blandt andet det yderst materialistiske bogholderis regnekunst som bliver nødvendig, da varemarkedet udvikler penge og deraf oplægget til kapitalformen men også af en mere spirituel postuleret sandhedsrelation af naturbeherskende art, hvor tydningsmuligheden bliver betydningen af de store spørgsmål, af "det ukendte": det uforklarlige i den semiotiske trekant og dermed i al betydningsproduktion via tegnmæssig repræsentation.
[TOP]
Fodnoter:
a
fonologiske
glottografier: eller lydmæssige
tegnrækker i sætningskonstruktionen. Jævnfør tidligere fodnote omstående.
b
syntagmets
paradigmatiske system:
efter græsk syntassein: sammenstille, samordne. Grammatisk den
helhed af sætninger hvori ordene optræder som enkelte led: det sproglige
forløb. Og efter græsk para deigma: sideløbende bevis. Mønstergyldigt
eksempel. I sprogvidenskab
betegner syntagmet altså: det sproglige forløb, mens det paradigmatiske
system altså betegner: sprogkodens mindstedele. Syntagmets
paradigmatiske system altså: sprogkædelogikkens system af fonemer
eller lydmæssige mindstedele.
a
gematria: Efter det græske grammateia: vedrørende bogstaver. Ved
metatese (: ombytning af bogstaver), heraf det hebraiske gematria
altså: den idé at bogstavernes talværdier giver numre for de enkelte ord
gennem tværsummering. (Forklares yderligere i teksten).
b
kryptik: efter græsk kryptos: skjult. Kryptik altså: skjult,
kodet, gådefuldt, kun for indviede (se også fodnoten p. XXX (IV.27)).
c
matrixtal: efter latin mater: moder, heraf matrix: avlsdyr. Matrixtal
altså: grundtal, grundliggende mønster, ofte ordnet i et system af rækker
og kolonner.