Kapitel 5 Repræsentationsteori og komputerdesign

Spor (track): Fra tydning til betydning

Fra tale- til skriftsprog

Foregående afsnit beskæftigede sig - i en fiktiv historisk ramme - med repræsentation som et enestående spor. Udgangspunktet udgjorde Winograds og Flores' provokerende anfægtelse - fra midt i det præteknologiske gennembruds tid - af de dengang og endnu i 1996 gældende teorier, om hvordan repræsentationer repræsenterer hvad for hvem.

Det argumenteredes; at omverdensperceptionen højst udgør en ufuldstændig fortolkning i en forstyrret organismes indre (: Maturanas perturbation). Denne synsmåde brugtes uanfægtet som illustration for den fiktive historiske ramme, hvis væsentligste ærinde ikke udgjorde hvad, hvem og hvordan repræsentationerne repræsenterer, men hvorfor repræsentationernes interpretation kan betragtes som det grundliggende konstante - om end kronologisk foranderlige - forhold i menneskelig samfundsmæssig organisering.

Det syntes i denne udredning ikke så vigtigt at sætte de enkelte repræsentationer ("traces") sammen, det vigtige forekom snarere: hvad disse traces pegede mod i "den subjektive, upersonlige hallucination" som udgør "organismernes medie", ifølge Maturanas definitioner.

Afsluttende kom teksten så til bystaternes opkomst med deres varemarked og pengeøkonomi, og teksten afslørede præsteskabets rolle som mestre af den oparbejdede specialviden og mediator _a af den sociale uretfærdigheds problematik.

Skrivningens rødder

- I dette afsnit vil tråden blive taget op fra varemarkedets mekanik, men vil i stedet for at betragte repræsentationerne som isolerede fakta betragte dem som et spor ("track"), altså som sammenhængende kæder af interrepræsentative _b henvisninger.

Det udgjorde naturligvis en teoretisk abstraktion, når teksten først valgte at betragte den enkelte repræsentation for sig, -: for jægeren har et spor ført frem til det næste; - abstraktionen kan dog holde for nærmere kritik, for så vidt at det næste spor ("trace") har fortalt den samme historie eller har uddybet den, via det Smith (ibid p. 3 figur 3) i en noget anden sammenhæng kalder "parametre afhængige af omstændighederne" (engelsk: circumstantial parameters, Smith skriver om; at det syntaktiske altså det sætningsopbygningsmæssige domæne, for at finde fortolkning skal afspejles i det semantiske altså det betydningsmæssige, domæne via en interpreterende altså en fortolkende, funktion, og denne interpreterende funktion bliver påvirket af de omtalte parametre afhængige af omstændighederne), på præcis samme - om end mere sublime - c vis som den næste vare i den udfoldede værdiform har repræsenteret den samme bytteværdi om end ikke den samme brugsværdi.

Helt anderledes forholder det sig, når det næste store fremskridt i udviklingen af "organismernes mediesituation" inddrages: udviklingen fra tale- til skriftsprog.

Det synes ikke vanskeligt at forestille sig de "medieforstyrrelser", som har rejst "perturbationer" inde i "organismerne", hvis genoprettede ligevægt har forudsat skriftens "opfindelse". Hver af de fire herskende klasser: fyrster, præster, købmænd og bønder "værende-i-verden", må have haft sit "break-down", hvoraf skriftens nødvendighed som "for-hånden-liggende" fremgik.

Faktisk indeholder et af de ældste skrifter: mesopotamiske Gilgamesh _a alle de foreløbige pointer: den vilde jæger kontra den forfinede bystatsbo; de primitive instinkter kontra den ophøjede filosofiske tænken; og så de fire omtalte "sammenbrud":

1. Mindst tydeligt herskernes problem med at kundgøre sit ord, folkets lov, i de hastigt voksende byer_{[ i]}.  
   

2. Dernæst præsteskabets arbejde med at besvare de omtalte problemer: tidehverv, frugtbarhed, teknisk snilde, samt den stigende uretfærdighed, og med at besvare de store spørgsmål: livets og dødens problematikker. Dette handler Gilgameshs himmelrejse om, denne rejse udgør anden del af værkets tematik.  
   

3. Købmændenes (det vil i Mesopotamien dels sige de store tempelsamfund, dels organiserede købmænd, faktisk især -kvinder) og disses besvær med at holde orden i de hastigt voksende lagre. Hvad Gilgameshs rejse til Libanons bjerge indirekte handler om. Kampen mod uhyret i Libanon og sejren betyder rent praktisk, at det mesopotamiske verdensrige fik adgang til det berømte libanesiske cedertræ. Ud over ørkensand, olie og tjære, flodvand samt mudder, mudder og atter mudder havde dette folk ingen råstoffer og stod således nødsaget til at erobre og handle og heraf føre nøje regnskab med råstofferne.
   

4. Endelig bondens skriftfremkaldende break-down perturbationsberedskab, som omfattede kalender og såtider, yngelplejens optælling af kvægs alder, antal og vægt/størrelse, beregning af afgrøders afkast og omfang, bygnings- og kanalkonstruktionsarbejde og lignende.

Naturligvis fremstilles disse "sammenbrud" og deres løsninger ikke ekspliciteret _a i Gilgameshmyten, de fremtræder heller ikke så skarpt klassedelte som her fremstillet, blandt andet udgjorde store dele af præsteskabet ivrige konkurrenter til såvel købmandsstanden som til bønderne, men i den samlede udformning disse spørgsmål finder i eposformen _b synes de lige for hånden, som spor for den opmærksomme iagttager.

[TOP]

Skriftssystemer

Primært kan det derfor fastholdes; at behovet for at kunne fastholde de sociale regler, for at kunne fastholde "ordet" uforandret ud over talerens levetid, og for at kunne holde gang i produktionen og rede i værdierne og varelageret, har udgjort meget væsentlige faktorer bag behovet for at kunne notere altså nedfælde talesproget, et behov mesopotamierne tilfredsstiller med udviklingen af kileskriften, et af klodens i dag ældste kendte skrivesystemer, gjort let ved hjælp af det omtalte mudder, som klasket op i "skriverammer" fremstod skrivebart med en lille pind eller griffel, indtil det tørrede og derefter fastholdt skriften på en "lertavle".

Geoffrey Sampson definerer ("Writing Systems" p. 26):

"... "Skrift" ... et system til at repræsenterer et talt sprogs ytringer ved hjælp af bestandige, synlige tegn.". _c

Dette giver en, set fra den sprogbrugergruppe som anvender det latinske alfabet, korrekt definition af skriftsprog, der dog, som Sampson påviser, ikke holder for for eksempel arabisk, kinesisk og andre folkeslags skrivesystemer.

Han indfører derfor (ibid p. 29ff) skellet mellem "semasiografiske" og "glottografiske" skriftsprog. d 

De semasiografiske systemer: skrivetegn der direkte og umiddelbart kommunikerer ideer, altså en art billedtegn uden forbindelse til talesproget; 

de glottografiske systemer: skrivetegn som leverer synlige repræsentationer af talesproget;

glottografien spaltes endvidere i "logografiske" og "fonografiske":  

de logografiske glottografiske systemer: mindste dele udgør betydede morfemer altså mindstetegn som for eksempel med de ægyptiske hieroglyffers "betydnings-" og "grammatiktegn",

de fonografiske glottografiske systemer: mindstedele udgør fonologiske altså lydmæssige enheder fonemer som for eksempel samme glyffers "lydtegn".

Man kunne tilføje Sampsons opdeling den iagttagelse at semasiografiske tegn har overlevet på to væsentlige punkter og søges etableret på et tredje. Dels som skilte primært trafik- og vejskilte men også sekundært med det præteknologiske gennembrud som komputerikoner: altså som billedtegn der kan aktivere en databehandlingsproces på en moderne komputer. - Endelig har man søgt at udvikle nogle translingvistiske tegn for sikkerhedsmærkning og brugsanvisninger.

- Alle kendte skriftsystemer i moderne tid har udviklet sig ind i glottografiske repræsentationsformer, også selv om de eventuelt  udspringer af semasiografiske billedsprogs ideer.

Det synes ikke her stedet for en udvidet analyse af lingvistisk art, den interesserede læser henvises til Sampson og hans kilder samt de henviste fodnoters yderligere referencer.

Diskussionen omkring sproggengivelse og skrivesystemer i forbindelse med komputerdesign imødegås af såvel Brian Smith og også af Winograd og Flores, pointen her: at disse tidlige skriftsprog ikke blot har fastsat et begrænset antal fonemiske atomare mindstedele, som i sammenhængen udgør repræsentationer for talesprog. Kileskriften og hieroglyfferne synes opstået som semasiografiske tegnsystemer, som "billedtegn" der, med vanen og travlhedens rationaliserende ånd, efterhånden udvikles/sjuskes til abstrakte tegn og måske derfra til lydtegn.

Den kyndige kan stadig ane det oprindelige billede i sene kileskrifts tegn og i den koptiske (senægyptiske, kursive) skråskriftsskrivekunst, men reelt gik den historiske udvikling hen imod forenkling for den allerede vidende, og en stadig mere kompleks og uigennemskuelig struktur for den uvidende.

 Således synes der, med opkomsten af det græske og det hebraiske skrivesprog og den ældre Futharks runerække, præcedens for fonemisk notation _a altså tegnbrug, også selv om hebraiske bogstaver og runerne har en billedlegende og et navn tilknyttet, tendensen bliver dog: at kombinere bogstaver til stavelser som samles til ord der repræsenterer talesprogsordenes lyde i skriftlig form.

[TOP]

Nelson Goodmans 5 krav til notationssystemer

Den amerikanske forsker Nelson Goodman har opstillet fem krav til notationssystemer delt i to grupper: "de syntaktiske" og "de semantiske" _b (Goodman p. 150ff):

De syntaktiske:

1. de enkelte karakterer (tegn) skal stå adskilte,
   

2. der skal kunne skelnes mellem tegn ved et endeligt antal kriterier. Det overordnede heraf:
   

3. Ambiguitet (: flertydighed), et tegn må ikke fremstå flertydigt

De semantiske:

4. Semantisk adskilthed. Betydningsmæssig forskel. Altså at objekternes "overensstemmelses klasser" _a skal forekomme forskellige.
   

5. Semantisk differentiering: hvilket indebærer, at man skal kunne afgøre hvilket objekt et tegn henviser til.

I følge disse strenge krav synes intet noteret talesprog, intet skriftsystem et fuldgyldigt notationssystem, som Nelson Goodman da også påpeger det ibid p. 152.

 Men her netop en pointe: at indenfor den teomagiske skriftanvendelse kommer man temmelig tæt på at leve op til de ovenstående, strenge krav. Tages det græske skrivesprogs dobbelttydighed, tages kun de semantiske repræsentationer for alfabetdelenes numeriske værdier, ja så drejer det sig om et regelret notationssystem:

Thau, "Th" med værdien 9 kan i enhver sammenhæng: 1. let skelnes fra for eksempel "O" med værdien 70 og "Ph" med værdien 5000, ved: 2. nogle få træk. Forudsættes det, at der stadig kun behandles talstørrelser kan: 3. Thau kun have værdien 9, og ligeledes med de to sidste semantiske kategorier: 4. hvert bogstav henviser til sit værdisæt. 5. Og lader let meningen fremstå. Men naturligvis bliver Goodmans tredje syntaktiske krav overskredet, så snart et tegn ses som såvel en talværdi som en lydværdi, hvad den jo normalt gør (jævnfør trace og track).

Pointen: at lige så redundant og ambiguistisk _b varespejlet guld optræder, ja lige så formelt og notativt dannes det skriftsystem man opfinder for at kunne holde rede på værdierne.

Anderledes forholder det sig med de atomare skriftdeles funktion som sproglig repræsentation: lovsamlingen har på den ene side krævet et uomtvisteligt kancellisprog, mens kunsten og især teologien har haft behov for en omfattende symbolredundans og karakterambiguitet, jævnfør Nelson Goodmans pudsige formulering i noten op. cit. p. 151.

For teologien har skriften ikke kunnet løse problemerne, den har højst kunnet fremstille en repræsentation af udødeligheden, men denne repræsentation, denne model mellem billede og virkelighed, som Brian Smith ville kalde det, har kunnet understøtte præsteskabets magt, de videndes monopol -: "I begyndelsen var ordet fra forne tider, ordet som bliver ved længe efter vor levetid!".

Runeristeren, skriveren udgør den nye tegntyder, efter at jægeren og bondens stjernekigger har mistet deres umiddelbare, primære betydning og deres data samt metodikker vanemæssigt systematiseredes. For skriveren fremstår tegn ikke som isolerede størrelser men som atomare led i en sammensat sammenhæng, som kun skriveren og læseren forstår. - "I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud", som det senere kommer til at hedde og hedder i den kristne Bibel den dag i dag.

Næste afsnit vil vise; hvordan de lærde også gjorde brug af købmændenes "skrift", deres regnekunst; og hvordan denne anvendelse danner grundlaget for moderne vestlig teomagisk symboltradition. I den forbindelse vil teksten i det efterfølgende afsnit komme ind på den sidste store videnskabsmand og lærde under den "okkulte tvang", den videnskabelige humanist, Dr. John Dee, som i sin samtid (15-1600-tallet), kendtes, ikke så meget for sin - i øvrigt fremragende videnskabelig og bibliofile forskning . men som hofastrolog, troldmand og lignende for Dronning Elizabeth den 1.

[TOP]

Fodnoter:

     a mediator: efter senlatin mediator: mægler. Mediator altså: mellemmand, forligsmand, formidler og lignende.

     b inter-repræsentative: efter latin inter: mellem, i blandt, i løbet af, under. Og efter latin re præstentare: igen gøre aktuelt, egnet til at blive fremstillet. Interrepræsentative altså: de enkeltdele som imellem hinanden og sammen egner sig til at oplyse om noget, der ses som et samlet forløb.

     c sublime: efter latin sub limen: op under overligger (i en dør). Sublime altså: ophøjede, forfinede, højtragende.

     a Gilgamesh: helten i den gamle beretning fra Mesopotamien. Han fremstilles både som en ovenud flittig slavepiskerkonge, der driver byens beboere vanvittige med sine byggeprojekter, og som en halvgud der løser menneskenes eksistentielle problemer, en del af myten genfortælles summarisk i teksten.

     a ekspliciteret: efter latin ex plicare: ud folde. Forklare, udtrykke. Ekspliciteret altså: fuldt og tydeligt forklaret.

     b eposformen: efter græsk epos: det talte, fortælling. Litteraturvidenskabelig fagterm som betyder et heltedigt eller blot fortællende digtning. Eposformen altså: den litterære form som fortæller en beretning i verseform (poesi).

     c "... "writing" ... a system for representing utterances of a spoken language by means of permanent, visible marks."

     d Semasio: efter græsk semasia: betydning, efter sema: tegn. Grafisk: efter græsk grafe: tegning, skrivning. Det som vedrører tegne- og skrivekunst. Semasiografisk altså: betydning udtrykt i billedeskrift (for eksempel ægyptiske hiorglyffer og kinesisk skrift). Glotta: efter græsk: tunge. Vedrørende tungen, tale, sproget. Glottografisk altså: talesprog udtrykt ved skrift. Logos: efter græsk: ord. Logografisk altså: ord optegnede med skrift. Fone: efter græsk fonema: lyd, stemme. Vedrørende lyd og stemme. Fonografisk altså: nedskrevne lyde, skrift efter sprogets lyde, stavelsesskrift (for eksempel kileskrift og dansk). Morfem efter græsk morfe: form. De bogstaver som tilføjes et ord for at bøje det grammatisk i tid, sted, persontal, grad, kasus og lignende. Også alment sprogvidenskabeligt om et betydningsdannende mindstetegn i et ord, sammenlign med fonem: de mindste lydlige enheder i et sprog. Alle disse ord udgør nomenklatur for semiologien og semiotikken.

     a notation: efter latin notare: optegne. Anvendelse af et system af tegn og symboler til at optegne altså nedskrive ord, tal og lignende. Sprogvidenskabeligt og musikvidenskabeligt notation altså: at fastholde lyde (ord eller toner) i et grafisk system (bogstavskombinationer eller noder).

     b de syntaktiske og de semantiske: efter græsk syn taksis: samordning. Sætningsbygning, sætningslære. De syntaktiske altså: ordene som grammatisk bestemte led i en sætnings helhed. Og efter græsk sema: tegn, heraf sema techne: tegn kunst eller håndværk. Semantik altså: betydningsvidenskab. Ordene som betydninger. Sprogvidenskabeligt også symbolteori og læren om forholdet mellem tegnet og det som tegnet betyder.

     a Nelson Goodmans term: "compliance classes": "henvisningsklasser" altså: de objekter ordene henviser til.

     b redundant og ambiguistisk: efter latin red unda: tilbage bølge (red = re foran en vokal). Redundant altså: den ikke helt nødvendige del af en meddelelse, det som giver fylde og "baggrundsstøj". Og efter latin ambo agere: på to måder handle. Ambiguistisk altså: dobbelttydigt, fler- eller mangetydigt.

[TOP]

Slutnote:

[i]. Selv om dette problem kun berøres indirekte i Gilgamesheposet, starter dette dog med at præsentere helten som en hård lovgiver: en slider som kræver ekstra meget af hele folket. Også fra det mesopotamiske område (jævnfør for eksempel Østrups indledning til Gilgamesh) skete det for godt 4000 år siden, at Gilgameshs forfader, Hamurabi, lovgav. Denne lovsamling regnes blandt verdens ældste skriftlige regelsæt og viser tydeligt; at herskerne havde et stort behov for netop at kunne nedfælde deres ord på skrift, efter at lovenes antal og omfang oversteg, hvad en enkelt lovkyndig kunne formodes at lære udenad.

[TOP]