Kapitel 5. Repræsentationsteori og komputerdesign

Spor (trace): Fra tegn til tydning

   Fra varebytte til varespejl - indiciet som ækvivalens

I den korte opsummerende gennemgang af repræsentationsteoriens historie, når teksten nu til bystaternes opkomst ovenpå givtige landbrugsproduktioner. I det anførte nummer af det litteraturvidenskabelige fagtidsskrift (nr. 54) anfører Martin Zerlang (ibid p. 53); at korrespondensteorien og dens teologi har sine rødder i antikken, men han kommer ikke nærmere ind herpå, endsige på denne teoris spiringsfase under lavere samlere og jægeres akkumulering af indicieparadigmets praktik.

Det synes måske heller ikke så let, umiddelbart at fatte, hvad denne teori indebærer, hvad korrespondens egentlig bør opfattes som.

For Brian C. Smith i "The Correspondence Continuum" (: Korrespondensekontinuummet _a) beskrives korrespondens som en strukturafhængig relation mellem et strukturelt domænes udgangspunkt og et strukturelt co-domænes mål; han ser altså korrespondens som i mængdelæren, hvor ét element i en given mængde svarer til ét og kun ét element i en anden given mængde. I denne formulering giver korrespondensen en én til én relation, som vel nok lever op til Nelson Goodmans fem krav til notationssystemer i "Languages of Art" (mere herom senere), selv om dette ikke udgjorde Smiths mening direkte, han fastholder dog (ibid p. 10) at udgangspunktets specielle forhold, også vil danne målets specielle forhold.

Hvad der mangles synes ækvivalensernes indløselighed i uendeligt mange korresponderende ækvivalenser, hvor det eneste "specielle forhold" udgør værdiækvivalensen. - Smith synes da også klar over; at "korrespondensernes kontinuum" fremstår uendeligt, som det også her vil fremgå.

Historisk kommer der en art overordnet styring på de mange korrespondenser, på de mange symbolske repræsentationsformers fremstillingsmekanik, omkring den tid hvor mennesker skal til at forvalte den første overskudsproduktion i forbindelse med agerbrug og husdyrhold, altså ved forhandlingen af de første produktudtryk for menneskeligt arbejde.

På bystaternes gedemarked har overskud kunne blive byttet til ernæringsmidler, man ikke selv har fremdrevet eller -skaffet. Og med dette marked synes ikke blot handelskaravanens specielle kommunikationsform opstået, men også grundlaget for arbejdsmæssig specialisering.

Teksten skal ikke påstå, at disse tidlige tuskmarkeder, det begyndende varemarked, sætter hele den hjemlige produktion ud af spillet, altså den lokale selvforsyning med de nødvendige overlevelsesmidler, men blot fastholde; at grundlaget for at kunne bytte sig frem til overlevelse lægges med denne markedsdannelse.

Først efter, at kolonialismen (jævnfør fodnoten i indledningen p. XXX (0.2)) fra 15-1600-tallet skabte behov for varer, som ikke kunne fremdrives lokalt (for eksempel kaffe, tobak og visse krydderier), har varemarkedet udgjort en nødvendighed for selv de mest hårdnakkede lokale, autonome selvforsyninger (selv om metaller og meget andet jo importeredes helt tilbage til bondestenalderen). Men i oldtiden, i antikken har det nok primært drejet sig om "specialarbejderne" for eksempel smedene, som har haft mulighed for dels at specialisere sig og danne faglig tradition, dels at anvende tuskmarkedet til at skaffe sig råstoffer i produktionsøjemed, og til at omsætte produkter til overlevelsesmidler. [i]

Det vigtigste at fastholde her: at sporene nu ikke længere udgør jægernes repræsentative naturerkendelse (indicium), ej heller agerbrugernes korresponderende naturbeherskelse (symbol), men at sporet nu danner et spor blandt andre, ikke "blandt andre" som det skal blive gældende i det næste afsnit (: trail), men i et gensidigt spejlforhold, et varebytteforhold, hvis abstraktion dannes af, at nytteværdien underordnes bytteværdien.

"Den udfoldede værdiform"s princip (jævnfør foregående slutnote): at enhver besiddelse kan byttes med enhver anden besiddelse, når blot bytteværdierne korresponderer altså svarer til hinanden.

Når tuskmarkedet, i den tidlige primitive form, åbnes om morgenen udarbejder markedsholderne lister over varernes ombyttelighed. En gås korresponderer måske til 1½ krukke olie korresponderer måske til til 1 dekorativ keramikkrukke korresponderer måske til en mellemgod bronzedolk korresponderer måske til to gode kaninskind korresponderer til og så videre i det uendelige.

Markedsholdernes magt: at kende udbudet, behovet og at formidle efterspørgslen. Deres kunst: at holde rede i disse korrespondenser som udarbejdedes dagligt, samt i løbet af markedsdagen at holde rede i, hvem som har hvilke varer således at smeden med dolken får en gås, og bonden med gåsen får sine tre keramikkrukker; - et ofte ganske indviklet regnestykke, hvor bytteværdierne altså danner den regulerende faktor.

Det kan ikke undre, at man efterhånden får behov for at udvikle en mere overordnet bytteværdinorm. Den såkaldte "almene værdiformel" udgør måske et første skridt, men virker lidt abstrakt, for så vidt at ideen om at afspejle alle vareværdier i én anden vare, for eksempel et fødevareemne som korn, højst har en historisk realitet i for eksempel en hungersnødssituation, hvor alle synes klare til at bytte hvad som helst for fødemidler, uanset varernes oprindelige bytteværdier.

Derimod viser "pengeformen" sig hurtigt som den holdbare formular. Guldet som varespejl opstår i antikken og fungerer stadig om end i symbolsk og afsvækket form.

Nu afspejles varens bytteværdi i et pengemål, en værdiform fastholdt af pengenes ombyttelighed i guld eller andre ægte ædelmetaller (jævnfør tidligere slutnote p. XXX (II.95)). I stedet for tuskmarkedets formidlere træder byens regerende høvding eller konge ind som garant for pengenes værdi, og guldet opbevares hos smeden, som lærer at udstede veksler, altså ned- og underskrevne værdigarantier, typiske i kolonialismens tid, der igen udvikler den type pengeseddel og værdipapirer som senere kendetegner industrialismen.

Det skal ikke her påstås; at monoteismens religiøse ideer og pengeformens opkomst hænger sammen, men deres princip korresponderer: over menneskeverdenen og vareverdenen svæver en mere eller mindre antropomorf, altså menneskelignende gud eller gylden supervare, i hvilken alle mennesker og alle varer kan indløses, og af hvilken, med senere teologisk og økonomisk udvikling, alle mennesker og varer kan siges at udgå. [ii]

Guden & Guldet danner nu det store spejl, udgør den oprindelige repræsentation, synes "kraften" af hvilken mennesker og ting optræder som spor, og samtidig lægges grundlaget for endnu en vigtig forskel på organismerne i mediet, for "færdighedernes privatisering", det vil blandt andet sige for at "de kloge" (rige) beskæftiger, udnytter eller snyder "de dumme" (fattige), alt efter hvor grelt situationen udfoldes under de to paradigmer omtalt p. xxx (III.3) og i slutnote nummer XXX (III.71.SN.28).

Dette udgør endnu en vigtig forskel gældende endnu: hvor jægerstammens kloge høvdings sporsans gavnede hele kollektivet, gavner købmandens forretningssans kun ham selv og hans betalende kunder. - Høvdingen kan i den historiske proces forholde sig ligeglad, han stiger i mellemtiden til fyrste og kan tvangsudskrive sine værdier via sit monopol på væbnet ordensmagt og sin rolle som garant for pengeformens guldindløselighed, altså at pengesedler og mønter kan ombyttes med guld. Ligeså med medicinmennesket, der nu optræder som ypperstepræst, og, om end ofte mindre voldeligt, ligeledes kan tiltage sig de nødvendige overlevelsesværdier. [iii]

Dette afsnit vil afslutte med at se nærmere på præsteskabet, da jo netop denne klasses viden udgør det okkulte mørke kapitlets tekst ønsker at kaste lys over og sætte i relation til fremtidigt komputerdesign.

Den vigtigste ændring i præsteskabets position synes arten af "det ukendte", som dette lag formodes at have indsigt i.

Teksten har, her i kapitel 5, vist hvordan det først syntes evnen til at rekonstruere virkeligheden udfra spor for jægeren, evnen til at omskabe virkeligheden ved at sætte spor (samleren), endelig evnen til at fortolke virkeligheden udfra tilsyneladende korresponderende tilfældige tegn og symboler (agerbrugerens yngelpleje, frugtbarhedsmyter, stjernetydning og lignende), samt evnen til at omforarbejde virkeligheden ved hjælp af at veksle tegn til andre tegn, spor til andre spor (som med dyre- og menneskedressur a i husdyr- og slavehold).

Med bystaten, systematisk slaveri, byttemarked og fattigdom opstår uretfærdighed, den sociale uretfærdighed, som præsteskabet skal gøre "tilsyneladende", ja skal "retfærdiggøre" ved at korrespondere den til gudens overmenneskelige retfærdighed hinsides almenmenneskets evne for at tyde de ukendte tegn.

Dette udgør nu præsteskabets vigtigste opgave, således holder det sindene i ro, skaber idealer og højere stræben og dermed menneskelig optimisme og filosofisk bagland, dette garanterer freden (for fyrsten) og for velgøreren (for købmanden, producenten såvel specialisten (smeden og bageren) som for bonden).

  [TOP]

Meningen med meningen

Ogden og Richards fremsatte i "The Meaning of Meaning" den senere berømte "semiotiske trekant". Den semiotiske, altså tegnvidenskabelige, trekant danner et grafisk mønster, som anvendes i forståelse af tegns funktion. I denne figur udgør de tre hjørnepunkter en beskrivelse af tegnets funktion som betydning og reference a for tanken:

Øverst placeres tanken eller referencen, i nederste højre hjørne placeres referenten, altså hvad tanken referer til, og i nederste venstre hjørne placeres det symbol ved hvilket referenten udtrykkes for tanken.

Imellem disse tre hjørnepunkter dannes der nu nogle gældende relationer kendetegnet ved præcise funktioner:

Mellem tanken foroven og referenten i nederste højre hjørne, siges at eksistere en "adækvat", altså passende, relation, som referer til andre kausale b relationer, men fastholder referenten som et tankeudtryk for én og kun én relation.

Mellem Tanken og symbolet for neden til venstre siges at eksistere en "korrekt" relation, som symboliserer en kausal relation mellem tanke og symbol.

Endelig dannes en "sand" "påstået" relation mellem symbolet og referenten som det henviser til. Denne relation stiples c ofte i fremstillingen af den semiotiske trekant, for så vidt at den netop synes repræsentationen for det repræsenterede, som ikke udgør en naturgiven objektiv konstant (også i følge Maturana omtalt blandt andet ovenstående p. 300, 323 ), men danner en vedtaget konvention, altså almindelig overenskomst, om hvilken mennesker påstår et mål sandhed.

Indsættes nu præsteskabets problematik i denne trekant bliver toppunktets "tanke eller reference": "det ukendte", de skjulte data, den hemmelige viden, som præsteskabet formodes at forstå (: astronomi, kalendervidenskab, geometri, fysik, filosofi, medicin og så videre); "referenten" nederst til højre bliver da: selve denne viden hvorved det ukendte bliver det kendte (: metoderne, fagenes data og så videre); mens "symbolet" bliver: den af præsteskabet valgte myte eller fetich (for eksempel festen efter høsten).

I kraft af den kausale påståede sandhedsrelation mellem denne myte eller fetich og referenten, de videndes vidensbank, har præsteskabet tidligt gjort sig til herrer over såvel "de dummes" som "de kloges" åndelige univers, ved simpelthen at fastholde grundliniens relation ikke blot som "sand" generelt, men som "Sandheden" specielt, den sandhed som udgør præsternes vidensmonopol og dermed magt.

Som Ogden og Richards bemærker i note 1 til p. 12 i deres værk findes der normalt ingen relation mellem de to grundhjørnesten og:

  "... det er gennem denne mangel at de fleste af sprogproblemerne opstår." a

  Således dannedes måske grundlaget for et nyt, "højere", "indre" stammefællesskab, "de vidende", og viden udgør, udfra et billede af eller et symbol på dét, som ikke har et billede eller et symbol, udfra et indhold som ikke kan udtrykkes, eller, jævnfør de foregående punkter, udfra en abstraheret værdiformular i et subjektivt, ikke-individuelt medie, i hvilket organismerne netop kun fungerer i kraft af deres sansemæssige interpretationseksistens, - i kraft heraf, synes viden en magt og ikke blot en kraft, en magt som forfatterens agt, går nærmere ind på i næste afsnit:

[TOP]

Fodnoter:

     a Korrespondensekontinuummet: efter latin con respondere: sammen svare. Stemmer overens med, svare til. Og efter latin continere: holde sammen. Sammenhængende hele, mængde, noget vedvarende. Korrespondensekontinuummet altså: den sammenhængende, forsatte helhed eller mængde af overensstemmende og tilsvarende elementer.

     a dressur: efter latin dirigere: lede, afrette. At oplære og afrette dyr (mennesker) til at gøre bestemte handlinger ved bestemte ordrer. Dressur omtales også i forbindelse med "Pac-Man"-spillet p. XXX (IV.20).

     a reference: efter latin re ferre: gen bære, bringe tilbage. Reference altså: (som) henvise(r) til, aflægge beretning om. Heraf bøjninger så som referent: en som optager beretning, eller det henvisende led.

     b kausale: efter latin causa: grund. Kausale altså: Det som indeholder en årsag, det årsagsbestemte, begrundelsen.

     c stiples: efter hollandsk stip: punkt. Litteraturvidenskabelig teknisk term. Stiples altså: at skabe en linie af flere små punkter, oprindeligt streger og prikker, senere ofte kun prikker men også streger, men ikke i en ubrudt streg.

     a ... it is through this lack that most of the problems of language arise.

[TOP]

Slutnoter:

[i]. Det beskrevne tuskmarkeds værdiform kalder Marx i første kapitel af "Kapitalen" første oplag, her citeret efter Modtryks serie: "Til kritikken af den politiske økonomi. Nummer 4" (p. 99-113) (se eventuelt p. XXX (XXX) og slutnote nummer XXX (XXX) om Greenpeace). - Det beskrevne eksempel, det simple relative værdiudtryk i en principielt "endeløs" række, hvor: "20 alen lærred = 1 frakke eller = 10 pund the eller = 40 pund kaffe eller = 1 tønde hvede eller = 2 unser guld eller = ½ tons jern eller = osv". - Pointen (op. cit.):

... ethvert andet varelegeme bliver et spejl for lærredværdien ... fremstillet som arbejde, der gælder på lige fod med ethvert andet menneskeligt arbejde.".

 Værdiformen giver enkeltvaren en plads i "vareverdenen", heraf opstår så "den særlige ækvivalensform" (: tilsvarende værdiform), da varens "bestemte naturform" dermed forvandles til denne art fællesnævnerform, ligeledes bliver det arbejds-know-how og de arbejdsprocesser som nedlægges i varen til fremtrædelsesformer for "menneskeligt arbejde slet og ret." Dette kaldes så den "udfoldede" eller "totale værdiform", som regnes for mangelfuld, idet den aldrig kan afsluttes, og altid fremstår forskellig. Induktivt, altså udledt fra enkelt tilfælde til almen regel, virker hver vares værdiform specielt for kun denne vare, hvad angår såvel dens udtryk for værdi som for menneskeligt arbejde.

Dette betinger da "overgangen fra den totale værdiform til den almene værdiform", hvor alle varer og deres iboende nedlagte menneskelige arbejde afspejles i én og kun én anden vare. Marx kaldte dette "simpelt" og "unitarisk" altså "alment", han påpegede; at deres iboende arbejde fremtræder som "forskelsløst", ensartet, menneskeligt arbejde, også kaldet "kvalitativt ligestillede".

 Denne form indeholder nu nogle bestemmelser og kvaliteter, som Marx ret nøje gennemgik, det hele ledte op til den velkendte "pengeform", hvor guldet træder ind som den værdiækvivalens, det varespejl, hvori hele vareverdenen kan afspejle sin værdi. Dermed opstår nu en samfundsmæssig (op. cit.): "udelukkelse af én bestemt vareart gennem alle andre varer", altså den ene vare: guldet, senere pengene.

Allerede den første form, den "udfoldede værdiform" fremstiller varen som en enhed af brugsværdi og bytteværdi, og dette raffineres i "pengeformen", hvor bytteværdien fremstår som et pengemål. Arbejdskraftsvaren selv udmåles også i penge, dermed udveksles vareværdierne på lige fod, og det oprindelige iboende arbejde i varen, som egentlig kun formidler dens brugsværdi, har altså fundet også et bytteværdiforhold.

Modsætningen i varen mellem dens bytte- og brugsværdi kunne have ført marxister til at rejse meget mere fundamentale diskussioner om varekvalitet, arbejdsmiljø, livskvalitet og konsumentservice, noget de måske undgik blindede af arbejdskraftsvarens værdikampe og kampen mod vareverdenens højere herskere: kapitalisterne.

 Generelt må det kunne fastholdes (jævnfør tekstens blandt andet p. XXX); at så snart varen betales og udveksles, ophører dens varenatur og den bliver til en brugsgenstand eller en funktionel ydelse, som principielt (livskvalitet) ikke mere bør finde varespejling og -udveksling, hverken ved social nød hos pantelånere eller ved brugstyveri. Og som brugtmarkedet viser, opnår varerne kun meget sjældent (kun når de selv fremstår som sjældne) en højere bytteværdispejling eller -vurdering, når først brugsværdien har fundet anvendelse, og varen altså fremstår som "brugt".

Et andet forhold som marxister kunne have gjort sig populære på: en kritisk diskussion af brugsværdien, en alternativering, en fremhævelse af mulige vareforbedringer i brugsværdierne, noget brancherne for edb-udstyr generelt har forholdt sig meget vågne over for dels udfra fagblades anmeldelser dels udfra "brugernes" ønsker.

[ii]. Den oldægyptiske skabergud "Khnemu" står langt fra som hersker på paladset, han har blot - som en pottemager - skabt menneskene i sit arbejde. Den endnu ældre skabergud, "Min", forklares heller ikke som parnassets hersker, han har blot ved en autoerotisk, masturbatorisk arbejdshandling ladet menneskene spirer af sin spildte sæd, på samme vis som de to billeder af skaberguden den jødisk-kristne bibel fastholder (: Jehova og Elohiom, samt i den muslimske kopi: Allah). Modsat synes antikkens herskerguder, så som Osiris, Horus, Zeus og Alfader Odin, den viseste af alle, ikke specielt skaberguder. "Produktionsaspektet" bliver først vigtigt med den monoteistiske opsummering af Gudens overherredømme. -: Ligeledes med kapitalen som pengeformens konsekvens, hvor først det specialiserede arbejde og det omfangsrige produktionsapparat nødvendiggør (start)kapital for overhovedet at kunne producere. -: På samme vis som med det mere eller mindre tydelige flerguderi, synes pengeformen, om end lig med den almene socialøkonomiske værdiækvivalens, aldrig blevet den eneste værdiform: andre ædelmetaller og sten har til eksempel været fuldt ombyttelige og i den moderne produktionsproces udgør værdipapiret faktisk den højere kapitalform for den umiddelbare pengeform.

[iii]. Inden for sammensværgelsesforskningen, som (jævnfør blandt andet tidligere slutnoter nummer XXX og XXX) har haft så stor interesse, under hele det præteknologiske gennembrud, har begrebet "funny money" (: sjove penge) antaget den betydning: at bankernes og finanshusenes kapital og garantisummer reelt ikke eksisterer, "luftpenge" lyder en anden lignende term. Forskere som Alen, Bramley, Icke og Keith har fremstillet dette. Historisk står møntformen som den tidligste pengeform (jævnfør slutnote nummer XXX (V.SN.4). Som William Bramley ("The Gods of Eden" p. 216) skriver:

"Metalmønter blev et populært redskab ved byttehandel da de var bestandige og mængden kunne kontrolleres.".

 Men vejen fra den almene pengeform til kapitalformen skabte altså funny money-begrebet forklaret nedenfor:

Ædelmetallerne opbevaredes i starten af renæssancen ofte hos guldsmeden, som havde de stærkeste skatkammerdøre. Guldsmeden begyndte nu at udstede "veksler", altså underskrevne erklæringer om; at den person som har anbragt for eksempel 256 gram guld og 30 sølvmønter i hans pengeskab, kan få udleveret disse værdier (minus et mindre opbevaringsgebyr) ved at forevise vekslen. Ad exemplum kan den købmand, som ejer ædelmetallerne, nu udstede en delveksel: "Denne bonde har ret til at hæve 10 gram guld af min beholdning", og samtidigt med at dette system gjorde det tryggere at fragte værdier, betød det også; at smeden kunne begynde at udlåne værdier mod berentning, for det viste sig snart; at kun godt 10-20% af de indsatte, betroede metaller blev hentet igen, resten fik lov til at stå i sikkerhed og trække renter.

Nu opstår så det man (især Bramley) har kaldt "funny money", i det guldsmeden, som så småt bliver en bank, begynder at udlåne penge eller værdier som han ikke har dækning for i sit skatkammer. -: Har han for eksempel 10 kilo guld, siger erfaringen; at højst 1 kilo bliver afhentet, han udsteder derfor veksler, ikke blot på 10 kilo guld, nej han udlåner penge, som om han havde 100 kilo guld. Hans veksler tages for gode vare som betalingsmidler, ingen henter mere end de højst 10% guld (altså de 10 kilo han har), samtidigt gør berentningen af de udstedte veksler for 100 kilo guld, at de 10 kilo hurtigt bliver til 11, 12, 13 og så fremdeles.

Hvor enkelt det end forekommer, har teksten her fastholdt baggrunden for det finansielle opsving bag renæssancen, kolonialismen, kapitalismen og det præteknologiske gennembrud.

Den største af guldsmedene fødtes i 1743, Mayer Amschel Bauer, som, arbejdede for Wilhelm den 9. landgreven af Hesse-Cassel i Tyskland. Bauer udstedte veksler og udvekslede tyske lejesoldater med englænderne til deres krig i især Amerika. Bauer tjente tykt på denne forretning og blev adlet til navnet Rothschild, og som David Icke skiver i "... and the thruth shall set you free" (ibid p. 41) om to andre finansimperier, Rockefeller og J.P. Morgan (Teslas økonomiske bagmand, jævnfør slutnote nummer XXX (III.SN.27)):

"Der er bevismateriale som antyder det faktum, at Huset Rothschild var bag begge disse store amerikanske forretnings- og bankimperier, en demonstration af Rothschildernes strålende evne til at skjule udstrækningen af deres magt og kontrol bag frontfigurer og organisationer."

Med pengesedler i stedet for veksler bliver fidusen helt fed: de nationale centralbanker oprettedes og ejes stadig af finansfyrsterne, og staterne verden over betaler stadig hver gang de får udstedt nye sedler, heraf de store underskud på betalingsbalancerne, som altså skyldes berentningen af "funny money" udstedt og ikke endnu betalt til staternes forbrug.

En klassiker indenfor sammensværgelsesforskningen fortæller; om de to amerikanske præsidenter, som ville nationalisere centralbankerne og retten til at udstede penge, begge, både republikaneren Abraham Lincoln og demokraten John F. Kennedy, døde for snigskytters kugler, inden de nåede så langt.

Når sammensværgelsestilhængere kritiserer finanshusene og maler totalitære dæmoner på væggen, glemmer de dog ofte ("altid") at anføre; at disse huse reelt og generelt siden renæssancen har medvirket alvorligt til at skabe bedre forhold for menneskeheden. Som før anført har enhver købmand, hvor stor og rig han end vokser sig, et grundliggende behov for købedygtige, tilfredse kunder, som kommer uopfordret tilbage efter flere handler. (Se dog også forfatterens protestbrev til Scientific American gengivet i slutnote nummer XXX (III.SN.XXX) for en yderligere diskussion af udviklingen indenfor finanshusene).

"The Gods of Eden":

Metal coins became a popular tool of barter because they were durable and quantities could be controlled.

"... and the truth shall set you free":

There is evidence to suggest that in fact the House of Rothschild was behind both of these great American business and banking empires, a demonstration of the Rothschilds' brilliance for hiding the extent of their power and control behind frontmen and organisations.

[TOP]