Kapitel 4 Eksisterende teknokultur i 1996

4.6.a. Hvad skriver man?

Man skriver naturligvis stadig specielt soft-ware til videnskabelige apparater, styrings- og målingsredskaber. Man skriver altså også videre på de store systemer som forsikringsselskaberne for eksempel og bankerne - med et andet typisk eksempel - har arbejdet på at forbedre under hele - og også i nogen grad før - det præteknologiske gennembrud. Derfor regnes disse branchers komputersprog: forsikring og bankers COBOL, og det matematiskvidenskabelige FORTRAN også blandt de ældste nulevende.

Rundt om i staten, i regnecentralerne skrives der soft-ware som forbedrer, udbygger og fornyer systemerne. Der skrives også en masse soft-ware i form af spil. Ikke blot de store nye spil men også traditionelle spil. Skakkomputeren udvikledes tidligt blandt spilproducenterne. Der skrives også en masse soft-ware omkring internettet, selv om de første tidlige grundformater og deres programmer syntes ved at etablere sig i 1996 (HTLM for eksempel).

På de mange BBS'er har man i årevis kunnet hente programmer skrevet af forskellige gruppe 1 og gruppe 3 entusiaster (som beskrevet i kapitel 3 (III.9)). Der skrives her ikke blot kommunikationsprogrammer men også alle typer yderligere finesse til alt fra styresystemet, til maskinens enkeltdeles ydeevne, til blandt andet forskellige tekstbehandlingssystemer, grafikprogrammer, lydprogrammer og spil. Der skrives også styrings-soft-ware og drivere til de mange enkeltdele som dukker op med multi-media-maskinen. Formater som gør det muligt at se billeder, se film, føre telefonsamtaler, afspille plader, indspille og redigere video og så videre. Der skrives også en del soft-ware, som anvendes til at udvide hjernen med: grafikprogrammer med fraktaler, optiske effekter, hjernemaskineprogrammer, forstadierne til V.R.. Og så arbejdes der med programmeringssprogene selv.

De store sprog kommer jævnligt i nye udgaver, som tager hensyn til brugernes ønsker, til markedets krav og til konkurrenternes ideer.

Når den unge datalog i 1996 står med sine eksamenspapirer, vil det ofte ske: at han enten et år efter ikke skriver komputerkode mere, eller at han skriver lidt kode i forbindelse med at køre forskellige systemer, eller at han måske dagligt skriver kode i et soft-ware firma.

Der kan altså spores en tendens til, at godt nok skriver mange private og entusiaster mange programmer, disse når blot ikke ud til andre brugere end de som tilfældigt finder dem ved søgninger i BBS'er eller på Nettets FTP-lagre. Samtidigt ser man ikke - som med UNIX og til en hvis grad med netværksversionen Windows NT - at brugerne arbejder sammen og skaber en sammenhængende alment anvendelig struktur af koden.

Her står ideen om UNIX som unik og genial (se eventuelt tidligere fodnote (IV.28)). Selve ideen altså om at samle det, som man i de procedureorienterede sprog netop kaldte procedurerne, under en hat, som gensidigt kan udveksles, gør UNIX til et smart system, hvor en given programidé, som måske fylder 500 liniers kode, kan opbygges nemt, fordi UNIX-bibliotekerne allerede har de fleste af de nødvendige kommandosamlinger liggende, skrevet af en anden programmør til en anden sammenhæng. Et system der også kendes fra C og C++ for eksempel.

Men dette kræver ikke blot at programmørerne står i forbindelse med hinanden, men at de i nogen grad arbejder på projekter, som kan få gensidig nytte af de andres arbejde, altså at man i nogen grad trækker på samme hammel. _a

Her: i videnskabelige miljøer gives der jo helt andre forhold end i den kommercielle komputerindustris soft-ware-huse, hvor man holder alt omkring et nyt produkt hemmeligt, indtil den store dag hvor de ellevilde kunder præsenteres for vidunderet.

I en videnskabeligt samarbejdende gruppe af programmører må det første og fremmeste formål udgøre en fælles fond af baggrundsviden og målsøgende fremgang, som giver projekterne en samlet helhed, der gør forskerne i stand til at opnå de resultater, man har opslået som mulige.

Principielt må et projekt om kunstig intelligens kunne siges at stå som en væsentlig fællesopgave for menneskehedens programskrivere.

Desværre gives der ikke - som med for eksempel astronomi og rumfart - indenfor den kunstige intelligensforskning i 1990'erne, én generel idé, som hele miljøet finder det værd at arbejde med på.

Derfor taler vi ikke i 1996 om noget egentligt programmeringsprojekt. Arbejdet med det ene eller andet datamatiske legetøj anvender blot programmerne som den bløde baggrund for projekterne, intet programmeringsteam står i dag som folkelige helte, hvoraf masserne forventer sig store resultater. Det gør til gengæld mange hard-ware udviklere,' og nanoteknologerne. Som med menneskene selv ser man allerede, at komputerfolket mere regner med det fysiske, materielle (hard-ware) end med det psykiske, åndelige (soft-ware).

Nå, spøg til side -: Dog, ingen tvivl om at programmører verden over får maskinerne til at virke, både de meget vigtige maskiner som arbejder med transport, sygehusvæsen og vareproduktion, de som arbejder med administrationen og finansieringen og de som arbejder med forskningen, kulturen og underholdningen.

End dog vil det måske nok vise sig, - efterhånden som vi kommer længere og længere væk fra det præteknologiske gennembrud og ind i det teknologiske: ind i tider hvor unge mennesker slet ikke kender til en verden uden komputere, - at til den tid vil stadig nok mange som lærer den ædle kunst virkeligt at kommandere med maskinerne, i praksis komme til at lave andre ting: måske arbejde med maskinerne, måske blot betjene programmerne.

Vore venner, nørderne, optræder sjældent som de store programmører, deres erfaring opstår gerne der, hvor et besværligt program ikke ville fungere, og de så selv måtte skrive det om eller rette det, eller hvor det ikke fandtes og de så selv måtte skrive det. Men de fleste nørder har prøvet programmering, og forstår de enkle principper for denne aktivitet.

Når man lærer disse ting skriver man ofte programmer, som ligner de væsentlige grundprogrammer, der gør, at vi nu engang bruger komputere. Man skriver for eksempel et kartoteksprogram, som kan have så og så mange poster, hvor man kan søge på ord, bogstaver, tal, tider og lignende. Eller man skriver som sin eksamensopgave en lille tekstbehandlingsmaskine, som for eksempel - udover de fleste andre almindelige tekstfunktioner - kan skille spanske ord korrekt. Eller man skriver måske et beregningsprogram for en forsikringsvirksomhed med 1000'er af kunder, policer og priser. Man skriver måske et måleprogram for et måleinstrument, man selv har opfundet, hvis ens datamatiske uddannelse peger mod det ingeniørmæssige.

Problemet med disse, og mange andre fremragende eksamensprojekter: at der allerede findes udmærkede systemer i brug, som brugerne har vænnet sig til og ikke finder på at skille sig af med.

Hermed altså igen den beskrevne situation: hvis man ikke får professionelle opgaver, brænder for en privat idé eller lignende, får man ikke skrevet noget andre bruger. Godt nok ligger ens programmer på lokale BBS'er og på Nettet, men hvem bruger dem? Som med mange knækprosa _a fabrikanter, kan man ende med at gå i den digters fodspor, hvis strofer ingen hørte. Og samtidigt giver de mange professionelle programmer et kæmpestort udvalg af muligheder for den kreative intelligens.

[TOP]

     a trækker på samme hammel: et gammelt dansk udtryk, efter en hammel: et fællesgermansk ord som angiver den stang foran et hestekøretøj, hvor skaglerne (efter det oldnordiske skokull) hestenes læderremme fastspændes. Når hesten nu går fremad sørger trækket i skaglerne for at hamlen hives frem og vognen dermed kører. At trække på samme hammel altså: at få et fællesprojekt til at køre. At slå til skaglerne altså: at slå sig løs og at more sig. Begge udtryk optræder og forklares ofte af Forfatteren.

     a knækprosa: Efter latin pro vertere: at vende fremad. En ubunden stil modsat for eksempel digtekunst (poesi), betyder også: ligefrem, almindelig og lignende. Knækprosa altså: et litterært udtryk introduceret af den - under det præteknologiske gennembrud -  ganske populære danske digter Dan Turèll (1946-1995). Angiver "digtere", som hverken kender til poesiens krav om rim eller rytmer og versmæssige strukturer, men som banalt og ukunstnerisk skriver meninger og personlige opfattelser i sammenhængende linier, der dog knækkes af og oplæses med en accelerende intensitet for at skabe en ydre lighed med digte. Heraf ordet "knæk".

[TOP]