Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 4 Eksisterende teknokultur i 1996
Mønsteret? -: Nøjagtigt det samme som med de første hjemmekomputere, man kunne få en masse at lege med, men så snart det gjaldt seriøst soft-ware skulle der igen punges ud. De første Armstrad- og Commodore-maskiner - i starten af 1980'erne - kunne spille tusinder af spil, spillene kunne kopieres i lange baner, men tekstbehandlingen i disse systemer havde end ikke stavekontrol og slet ikke ordbøger til rådighed. Dette blev ikke bedre med Commodores foreløbigt sidste flagskib: Amiga-serien, som mange danske unge skaffede sig sidst i 1980'erne, maskiner, der ellers på andre punkter stod som rene tekniske vidundere, hvad angik mange af de faciliteter man senere krævede af en god multi-media-maskine, og først markedsførtes i Commodores nye forbedrede PC-versioner i 1990'erne, hvor netop PC-formatet forlængst havde overtaget markedet.
Et oplagt eksempel indenfor denne PCverden af seriøst soft-ware: Gyldendals berømte danske røde ordbøger, som formentligt allerede forefandtes på forlaget i digitaliseret form (eller i hvert fald nemt kunne indskannes altså indlæses i edb-apparaterne), og som - godt midtvejs i det præteknologiske gennembrud - udkom i komputerformat. Hvor bøgerne solgte for omkring et par hundrede kroner stykket, skulle man op over tusinde kroner for en enkelt kopi af den digitaliserede version. Intet under at piratkopieringen snart kunne tilbyde disse relativt glimrende ordbøger (som desværre mangler redegørelse for ordenes oprindelse) til brugerne for peanuts altså småpenge.
Gyldendals på dette punkt noget asociale prispolitik vendte sig således mod forlaget selv, man kunne have solgt 10.000'er billige samlede ordbogssæt, derved kunne man ikke blot have hævet standarden og svunget almendannelsens standart, man kunne også have tjent enorme summer, noget Politikkens forlag da tilsyneladende også havde indset, da de udsendte deres fremragende "Politikens retskrivnings- og betydningsordbog" i 1995, som bog med prisen 169 kroner og som cd-ROM, med en pris som kunne betales (: 199 kroner (denne bog havde dog heller ikke ordenes oprindelse med, men havde mange gode anvendelsesmåder)).
Hvis den fremtidige almene bruger af multi-media-systemerne virkelig skulle have fornøjelse - og have råd til denne fornøjelse - af sit udstyr, syntes det derfor endnu engang uomgængeligt: at nedsætte priserne og at hæve det seriøse udbud af varer. - Samtidigt gik udviklingen i multi-media-branchen så hurtigt, at man allerede ved udgangen af 1995 talte om nye cd-ROM formater, som ville gøre de gamle skiver lige så ubrugelige som lak- og vinylpladerne i grammofonens barndom, som 1960'ernes hulkort (omtalt i Indledningen (0.12)), eller det første format for komputerdisketter: de slaskede 5½ tommes såkaldte "floppy disks", som kun få af de aktive datamater brugte eller kunne bruge i 1996.
For den forsigtige kunde, i Danmark typisk præget af forbugerbevidsthed opbygget blandt andet gennem P.H.'s forbrugerblad "Tænk" a og udløberne af denne debat: Forbrugerrådet, Monopoltilsynet og så videre, blev det derfor ikke ualmindeligt, at vedkommende tænkte: "Nå, vi har klaret os uden "ed-bib" i mange år, vi venter nogle år endnu og ser hvordan landet så ligger til den tid.".
En medvirkende faktor hertil: naturligvis den tidligere i teksten omtalte (for eksempel slutnoten i kapitel 1 (I.SN.1.) og (I.SN.2.)) forældelsestakt, hvorved udstyret reelt allerede havde mindre værdi, når det som nyt blev stillet op hos forbrugeren, og nogle få år efter end ikke kunne vurderes eller sælges for noget nær det halve af den oprindelige købspris.
Man skulle altså virkeligt i 1996 stadig stå som entusiast eller have et konkret behov, før man som privat person vovede den stadig ret så omfattende investering, som et godt multi-media anlæg kostede (: minimum 10.000 kroner).
Det kan derfor ikke undre, at rigtigt mange kunder til disse - jo i øvrigt ret så fremragende komputersystemer - bestod af unge spillefugle, som købte deres første seriøse anlæg, og af ældre brugere som "opgraderede" eller udskiftede deres nu forældede systemer.
Endelig fandtes der nogle uløste konflikter, - måske snarere ubehagelige indsigter - som branchen havde svært ved at forholde sig til.
Ovenfor nævntes debatten på Internettet om pornografi og hertil endvidere politisk ekstremisme. Der synes ikke megen tvivl om, at de undersøgelser som fremhæver; at almindelige brugere om ikke hovedsageligt så i høj grad interesserer sig for pornografi, med nogen ret kan siges at vise et sandfærdigt billede af forbrugernes interesser. Det bliver en hård nød at knække for moralister, for religiøst begrænsede, fundamentalistiske mennesker, for teknologiglade eksperter, for producenter af "seriøst" soft-ware, at skulle indse, hvad markedssmagen virkelig vil have, når den ikke mere kan manipuleres gennem massemediernes spredning via "eksperter" og "vi er alle enige om"-mekanismer fra ét centralt sted på én tid til mange decentrale steder i samme tid (massekommunikationsformlen omtalt blandt andet udfra Alvin Tofler i kapitel 1 og 2).
Når den enkelte konsument sidder - privat og uden moralske pegefingre - foran sit "mange-muligheder-system", synes det så meget lettere for vedkommende, at "blive mere ærlig" med sine behov, sine lyster og sin nysgerrighed; -: måske derfor den store interesse for pornografi, en interesse massemedierne selv har opbygget og hvis gløder den flittigt har pustet til, dog uden en egentlig følgende tilfredsstillelse.
Igen bør det påpeges; at begreberne "privatlivets fred" og "tolerance" må skulle nyvurderes (jævnfør flere tidligere bemærkninger), og brancherne må indse; at de mennesker som primært får tilfredsstillelse ved udfra ideologiske, religiøse, etiske eller andre begrundelser at blande sig i andre menneskers frie vare- og medievalg, ikke står som fremtidens bedste kunder, men tværtimod virker som begrænsende hæmsko: de første til at anbefale andet end dét mediemæssige multi-media-mæssige konsum, som branchen har nødigt, hvis den til stadighed vil have råd til at viderudvikle teknologierne og afsætte dem med lønsomt overskud til kunderne.
Med i mønstret omkring multi-media-teknologien altså også disse spørgsmål: Hvad vil vi tillade? Hvad kan man tillade sig? Hvor langt vil vi gå for at tilfredsstille kundernes behov? Nu alt andet har fundet revurdering, hvor langt vil vi så gå i revurderingen af "ideologiskt sprængfarlige" områder, så som seksualitet, vold, ekstremisme og, (meget sprængfarligt i 1996) alternative, religiøse livssyn, der i perioden - i især Tyskland og Frankrig - oplevede en sand forfølgelse, som man skulle helt tilbage til Tyskland i 1930'erne for at finde magen til. [i]
Forfatterens forsigtige advarsler - som nævnt indledningsvis ovenfor - drejede sig i høj grad om beskyttelsen af den personlige frihed, gennem en årvågen påpegning af mulighederne for at udvikle teknologierne til principielle redskaber for massekontrol og hjernevask i den stil som allerede George Orwell advarede imod (jævnfør blandt andet kapitel 1 (I.28) og kapitel 2 (II.24)).
I 1996 - i langt højere grad end i 1978 - synes mulighederne for et overvågningssamfund indenfor rækkevidde. For Forfatteren synes der ingen tvivl om, at de mennesker, som i 1996 slår sig op som vogtere af andre menneskers overbevisninger og moral og med henvisning til beskyttelse af andre menneskers børn, i bund og grund vil stå klar til at indføre et overvåget tvangsdiktatur, hvor tænke-, tale-, ytrings-, forsamlings-, og religions-friheden suspenderes i børne- og folke-beskyttelsens hellige navn og religionernes tusinde år gamle påbud til ikke-teknologiske dybt uciviliserede og primitive post-bicamerale folk (jævnfør kapitel 3 (III.52)).
Undskyldningerne for tvangsmæssig underkastelse af medmenneskene forekommer i sig selv ligegyldige, science-fiction litteraturen - skrevet til og i det præteknologiske gennembrud - har vist (jævnfør blandt andet kapitel 3 (II.38ff)); at det egentligt drivende moment hverken står som moral, etik, idealer eller andet lignende, men simpelthen blot den grundliggende alternative perverse impuls til at forhindre andre mennesker i at gøre, hvad de vil.
Som bemærket i det henviste tekststed (kapitel 1 (I.28)), skal der ikke store forandringer til, når først billed-telefoni har installeret kamera i multi-media-maskinen, før et ganske omfattende overgreb mod privatlivets fred kan iværksættes. Millioner af komputerbrugere står tilsyneladende klar over netop denne fare, alle net-surfere kender det lille advarselsskilt, som kommer frem i Windows, Netscape, når man giver oplysninger videre til en anden part, for eksempel ved at svare på spørgeskemaer eller lignende.
Der synes derfor ikke tale om en tendens, som uafværgeligt fører frem mod "det internationale edb-tyranni" (jævnfør Indledningen (0.4)), men snarere om en række nedarvede børnesygdomme overtaget fra totalitært dogmatiske moralsæt og etikker udviklede længe før mennesket overhovedet begyndte at interesser sig for en videnskabelig, naturerkendelse og -beherskelse.
Fjenden, (: menneskehedens egne indre fejl,) synes principielt den samme type interessekonflikt, som undertvang de første tidlige videnskabsfolk ved middelalderens afslutning, midlerne synes også de samme: drab, tvang, diskreditering, reaktionært tilbagesøgende fundamentalisme, parret med en "med-på-vognen" holdning motiveret af behovet for at kunne kontrollere det, som man i væsensstrukturen finder sig så inderligt i udelukket modsætning til.
Forfatteren tror og håber; at den videnskabelige holdning, det civiliserede lodrette paradigme (som beskrevet pkapitel 3 (III.3)), også hvad angår de moralske og etiske spørgsmål, i længden bliver ved med at sejre.
Som en hale på diskussionen om overvågning og massekontrol bør det ikke op til 50året for det tenologiske gennembrud overses, at indførelsen af global mobiltelefoni og avanceret kunstig intelligens har gjort overvågningsprojektet betydeligt mere sandsynligt, hvorfor advarslerne og indsigten stadig gælder.
[TOP]
a
P.H.'s
forbrugerblad "Tænk":
Poul Henningsen, kaldet PH (1894-1967) dansk arkitekt, skribent og
samfundskritisk kommentator. Udviklede de specielle "hyggelige"
danske PH-lamper, og startede ved slutningen af sit liv (1964-1967)
forbrugerbladet "Tænk". Paul Henningsen omtales også i andre
noter i dette skrift.
[TOP]
[i]. "In Sekt"
kampagnen i Tyskland i 1990'ernes midte, sammenstiller "insekter"
og det at stå som medlem "i en sekt" i bedste
revolverjournalistisk propagandastil. Kampagnens lovgrundlag forbyder Jehovas Vidner,
Scientologer og lignende religiøse småsamfund at blive medlemmer af
politiske partier, at optage banklån og lignende, i samme stil, som da det
nazistiske diktatur begyndte at afgrænse og marginaliserer den jødiske
befolkning, og mere omfattende end det i 1970'erne effektuerede "beruftsverbot"
(omtalt i fodnoten i kapitel 2 (II.91)). Man skriver faktisk under på: ikke
at kende og støtte for eksempel Scientologien, for overhovedet at opnå
medlemskab, lån eller job. Dette stiller naturligvis kirkernes missionsarbejde
i en vanskelig situation, som ligner urimelig konkurrenceforvridning.
Der står da også nazidømte grupper, (og dertil endvidere tidligere
ekstremistiske marxister) bag især "kampen mod Scientology-sekten"
(Jævnfør Scientologikirkens avis "Frihed" nummer 1 og særudgaven
nummer 33 (1995/96)).
Tilsyneladende har en lang række efterretningsvæsner: det amerikanske,
franske, canadiske, israelske, schweiziske og japanske oprettet
"religiøse bevægelser", hvis "ledere" førte "fårene"
til destruktive selvmord, eller - i tilfældet med den japanske "Aum"-bevægelse
- til overfald på civilbefolkningen.
Disse "falske" bevægelsers eneste resultat: en forøget angst
i befolkningen, der naturligt nok opfatter alle sådanne alternative
grupperinger som farlige og forrykte. Det første og mest berømte
eksempel: Jim Jones samt hans små-marxistiske, halv-kristne "Peoples'
Temple Christian Church" og massakren i "Jonestown" i november 1978, som i
1996 - blandt kritiske og uvildige observatører og informationsanalytikere
- "beviseligt og helt sikkert" vides at have dannet en
udløber af "Project MKULTRA" (omtalt i slutnotetil kapitel 2
(II.SN.2)).
Et andet tilsyneladende oplagt efterretningsorienteret religiøst
forretningsforetagende,
som dog nøjes med kollektive bryllupper ikke selvmord: Sun Myung Moon og
hans taoistisk nykristne "Unification Church", som både
officielt og ifølge spioner og frafaldne, primært arbejder for at udsprede
koreansk kulturs magt og vælde i en samlet alverden under Mesterens
enhedsstyre! - Altså et typisk mål - måske ufrivilligt men pudsigt nok . i fuld overensstemmelse med landets efterretningstjenestes militærstrategiske
grundlag, om de nu så kunne bruge Mesteren som chef eller ej.
I alle sådanne tilfælde drejer det sig tilsyneladende om militært styrede
dækorganisationer,
som udgiver sig for "sekter", der næsten altid primært samler
data, penge og værdier og som altså - i den nyere først beskrevne version
- også
ofte ender i kollektive selvmord, ja mord (forskere i sagerne påstår
nemlig; at lederne altid selv overlever). Perspektivet: sektmedlemmer en
masse - også fra reelle alternative mindretal - befinder sig måske en
dag uden retslig beskyttelse og uden egentligt socialt tilhørsforhold.
Befolkningen vil måske i en sådan forbindelse kunne hidses op til; at
magthaverne "legalt" kan suspendere alle de kendte
frihedsrettigheder i "fjendetænkningens"
"beskyttende" navn.
- Man søger åbenbart så samtidigt at sikre sig mod de eventuelle
virksomme metoder og videnskabelige indsigter, sådanne bevægelser måtte
sidde inde med, også et kendt problem i grupperinger, som har haft massive
infiltrationsforsøg fra efterretningsvæseners eller direkte militær
side.
For eksempel Maharishi Mahesh Yogi og hans "Transcendental
Meditation" (TM), som i 1996 siges "ødelagt" af
amerikanernes CIA (om end stadig styrtende rig, ret aktiv - blandt andet i
indisk it-politik - og med en del tilhængere); og Scientologikirken, som efter 40 års
kamp med CIA og det amerikanske skattevæsen, fra begyndelsen af 1990'erne
officielt åndede lettet op, da disse organisationer opgivende anerkendte
kirken som et legalt kirkesamfund.
- Problemet findes langt tilbage i efterretningsorganisationernes
historie, hænger sikkert sammen med, at disse i nogen grad selv udsprang af
og stadig
anvender hemmelige selskaber og dækorganisationer som del af deres organiseringsgrundlag,
og med at man altid har måttet studere og forsøge at forklare sager med
"high strangeness" (: høj mærkværdighed), netop hvad
mange alternative, religiøse bevægelser interesserer sig for.
Et andet aspekt kan aflæses af forsøget på at styre befolkningerne: hvor tv-mediet som tidligere bemærket virker godt, som det propagandamiddel der indgiver et flertal af befolkningen en bestemt opfattelse og holdning til et givent problem, så giver nu den individuelle struktur, de uvildige søgemaskiners udvælgelse, samt de mange ukontrollerbare informationer på Internettet nogle helt nye problemer: Blandt andet det forhold at efter tilhængere af Alaister Crowly og Rober Anton Wilson kom både Sun Myung Moon og Scientology "på nettet" længe, længe før de etablerede store main-stream kirkesamfund, Især Moons tilhængere formåde i disse tidlige år at komme frem, næsten ligegyldigt hvad folk så søgte på i de tidlige søgemaskiner.
Ikke uden grund - men naturligvis også med baggrund i almen menneskelig
nysgerrighed - fremhæver Scientologikirken i USA, at den amerikanske præsident
i sit hvide hus i USA havde 1,25 millioner hits på 6 måneder, mens over 2
millioner mennesker - på én måned i 1996 - kiggede forbi Scientologikirkens
dianetik homepage, som - den 23/3-1996 - fik "The Too Cool
Award" og - den 3/4-1996 - vandt alle fem stjerner på "World
Wide Web Yellow Pages", og således beviste forfatterens postulat i
kapitel 3 om de noget bedre og mere effektive gruppe 1 arbejdere overfor den sendrægtige, inkompetent
styrede og kedeligt uinspirerede officielle lønarbejder/slavehær.
- En af pointerne: at alternative bevægelser henvender sig individuelt
og informativt til enkeltindividet med håb om en bedre verden og et bedre
liv, - ja, med mere end håb ofte med konkrete virkningsfulde indsigter og
metodikker - mens "de officielle pampere" stadig taler til
"massen" over én kam, med de privilegeredes fjerne foragt og uden
andet håb for de underprivilegerede end begrænsninger i forværringer og
lignende sikringer af kollektive lavmål.
De to beskrevne adresser på Internettet:
http://www.scientology.org
http://www.dianetics.org
[TOP]