3.4.a. Ophævelse af restriktive lovgivninger

Lovens Ord klargør samfundets Vilje. Viljen indebærer menneskers fælles vilje til at opretholde et samfund præget af sundhed, rigdom, frihed, retfærd, velfærd og demokrati.

Lovgivningen halter - her under det aktuelle udløb af det præteknologiske gennembrud - ofte håbløst efter tingenes udvikling, lovene i 1990'erne prøver stadig primært at forudgribe allehånde mulige situationer og at opstille kriterier _a for vurderingen af disse situationer.

Enhver som har indset; hvor meget informationsmængden i verden stadigt stiger under de sidste årtier - altså under det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996 - forstår, hvorfor lovene ikke længere altid umiddelbart har taget højde for betingelser, som findes forandrede - i en så revolutioneret gennembrudssituation - som informatikken anbringer 1990'erne i.

Inden for kunstig intelligens har man for længst opgivet den algoritme lovskriverne stadig benytter. Det findes simpelthen umuligt at forudberegne og forudvurdere alle mulige kombinationer af informationer. Man anvender for kunstig tænkning i 1980'erne og 1990'erne især heuristikker _b altså tommelfingerregler, det vil sige, at man sjusser sig frem fra gang til gang, og har (takket den støt stigende informationsbehandlingsevne) et friskt men velinformeret grundlag at træffe beslutninger på fra sag til sag.

Noget lignende kender retssystemet som "præcedens" altså domsfældelse udfra tidligere lignende sager, selv om lovgivningsmagten og den dømmende magt end altså stadig tror på; at det principielt stadig forekommer muligt at forudgribe enhver tænkelig situation i et givent lovmæssigt problem.

Danskernes love på arbejdsmarkedet afspejler blandt andet nogle holdninger, som gør det svært at legalisere, kapitalisere og dermed få fuldt udbytte af det såkaldt "sorte arbejde".

Et klassisk eksempel, hvor fagbevægelsen kunne og burde slå ind på en ny fælleskurs: de fra 1980'er-debatten såre berømte "kassedamer i supermarkeder".

For det første (jævnfør ovenstående punkt 3.4.) burde kassedamernes faglige organisering for længst have fremhævet det faktum, at fuldautomatiserede stregkodestyrede supermarkeder allerede findes operative i U.S.A. ved indledningen af 1990'erne, og at det kan betale sig -: kunderne kommer kørende langvejs fra for at prøve dette vidunder og erklærer sig ellevilde!

Man burde bestræbe sig på at få nedlagt kassedamefunktionen og samtidigt søge at få åbningstiden forlænget samt varerne generelt nedsat. Det fuldautomatiserede supermarked bør altid have åbent, og de kassedamer som føler sig bidt af handels- og kontorfagene skulle (støttet af deres fagforbund) let kunne finde en niche, hvor de kan åbne eller arbejde i en butik og i hvert fald score kompetencepoints, samt lidt kontanter ved salg.

- De kassedamer, som kun arbejdede i handelsfaget for pengenes skyld, ville let kunne finde en anden faglig organisering, mens handelsfolkets faggrupper koncentrerede sig om at øge omsætning og udbud, hæve profitten, sænke priserne og så videre - alt indenfor markedets regler for god skik.

Når det i 1980'erne og 1990'erne opfattes som "god faglig politik" at støtte lukkeloven _a mod de borgerlige og arbejdsgivernes ønsker, skyldes det ene et rollespil omkring rent pseudoarbejde, som fordyrer varerne væsentligt for kunderne.

- Dette går imod god skik for handel og vandel, og den 1990'er aktuelle danske lukkelov afspejler derfor ikke den faglige udvikling men dens historie: dengang de stakkels kassedamer ikke kunne nå et normalt liv, dengang flekstid, afspadsering og dagpleje _b endnu ikke fandtes indført og supermarkeder og kassepersonale stadig regnedes for noget nyt (altså dengang i 1960erne)

I 1990'erne opfattes lukkeloven ikke blot som et problem for den lille indvandrede handlende, der bor i baglokalet, og for den lille købmand ude på landet; -: lukkeloven udgør også et problem for den lille specialbutik med det nicheprægede udvalg, som ikke kan holde åbent, når kassedamerne har fri. Og alle disse politisk skabte problemer, som ikke skabes af handelsfaget selv, skaber en situation imod kundernes tarv og derfor imod god skik og brug for handel og vandel og imod varernes trang til at købe kunder (jævnfør Gorzs teorem omtalt i kapitel 2).

Lovgivningens tænkere bør altså indledningsvis indse; at der findes naturlige grænser for, hvad man kan tillade sig at blande sig i. Så længe idéen om beskatning opretholdes, synes det kun rimeligt, at man giver skatteyderne - både de handlende og kunderne - optimale betingelser, som reflekterer markedssituationen her og nu.

Det bør endvidere lægges op til alle de, som har interesse i for eksempel kemi at vide, hvad man bruger og ikke bruger for eksempel arsenik til, og hvem der skal have adgang til dette giftige grundstof. En generel offentlig lov om arsenikbrug synes tidsspilde, ville udgøre ikke-informationsbærende pseudoarbejde. Reglerne for omgang med - samt adgang til - arsenik, bør skrives af de blandt kemikere, som interesserer sig for dette administrationsproblem, bør skrives i et fælles fagligt forum, som møder andre faggrupper og befolkningens behov i fuldt faglige og offentlige grundregler, som overholdes stringent.

 Som med alle andre fagforbund bør juristerne altså søge at nedlægge arbejdspladser ved at bortskaffe unødvendig lovgivning og henvise nødvendig lovgivning til de relevante brugere og deres organisationers vedtagne formålsparagraffer og regelsatte fremgangsmåder. Således vil man kunne frisætte juridisk intelligens til virkeligt at fordybe sig i de juridiske grund- og specialdiscipliner og dermed øge mulighederne for aktiv produktivitet gennem bedre anvendelse af de foreliggende faglige informationer.

[TOP]

     a kriterier: efter græsk kritêrion: skelnemærke, kendetegn. En målbeskrivelse. Kriterier altså: altid gældende regler og kendetegn for et givent felt.

     b heuristikker: efter græsk heuriskein: opdage. Læren om metoder til at finde nye videnskabelige eller tekniske resultater, ofte gennem selvstændige iagttagelser og tommelfingerregler udarbejdet i løbet af en forskningsproces. Mere herom i kapitel 5.

     a lukkeloven: altså den lov som bestemmer, hvornår der må handles i landet. Lukkeloven, som navnet antyder, tjente først og fremmest som en tvangsmæssig begrænsning: de handlende skulle lukke på bestemte tider for at opretholde "købefreden" (se eventuelt herom (I.27)). Lukkeloven understøttede tidligere kirkemonopolet på søndagsunderholdningen, men blev undergravet af de mange indvandrerbutikker og benzintankenes stadigt udvidede vareudbud fra midt i det præteknologiske gennembruds periode (kendt som "døgnkiosker" eller populært "døgnere"). Som det fremgår af teksten, havde især venstresiden af Folketinget travlt med at opretholde og skærpe denne begrænsning på fri handel, mens højresiden modsat ønskede den ophævet. I realiteten blev store dele af denne begrænsning tilsidesat eftersom handel over Internet tog form.

     b flekstid, afspadsering og dagpleje: Flekstid: at den arbejdende kan lægge sine arbejdstimer på forskellige passende tidspunkter; afspadsering: at den arbejdende ved overarbejde optjener ekstra fri- eller feriedage; dagpleje: at den arbejdende mod betaling kan få børn passet i private hjem (og i børneinstitutioner), mens vedkommende arbejder. Alle tiltag udviklet i tiden op til det præteknologiske gennembrud i samarbejdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse.

[TOP]