Assembler: Med en "assembler", en "samler", forestiller man sig en molekylestor art æske med soft-ware og en eller flere fangarme. Fangarmen kan gribe det molekyle, programmet har brug for og anbringe det fangne molekyle på det sted som programmet nu byder. Molekyle-assembleren eller molekylesamleren kan altså fange molekyler fra en væske, fra luften og så videre og kan sætte dem sammen via deres egne kemiske og elektriske bindinger

Disse assemblers, samlere, kan bruges til alt muligt: fra at bygge superstærk diamantfiber af CO₂-udslippet i atmosfæren til at indlægge ledninger og soft-ware i en tennisbold, som tænkes i stand til at vende tilbage efter slaget og at måle og vurdere dette spillerens slag og dermed bistå med træningen.

Assembler-armene kan altså knytte nøjagtigt de molekyler sammen, som danner det produkt soft-ware-programmet beskriver, og kan altså igen danne yderst komplekse tingester ene ud fra væske- eller gasopløste grundmolekyler såsom kulstof, silicium og lignende.

Der indgår ingen forurenende eller svært energikrævende transformationer i den forbindelse. Ud over at kunne samle molekyler vil assembler-teknologien kunne sprede dem (:de-assembly): De sørgelige giftspild og udslip i naturen - stadig her midt i 1990'ernes postindustrielle epoke - vil de-assembler-teknologi kunne forvandle fra skadelige giftmolekyler til uskadelige naturlige molekyler; eventuelt udelelige giftrester vil molekylemaskinerne kunne indspinde i superbeskyttede lag af naturlige kulstoffer såsom diamant.

Og der findes altså formentligt grænser for, hvad assembly og de-assembly teknikken vil kunne bringes i stand til. Nanometer målet befinder sig langt fra partikelfysikkens atomare kerne og den subatomare fysiks kernelegemer. Og der ventes stadig megen og grundliggende grundforskning, før dene teori kan gøres virkelig.

I modsætning til atomteknologierne fra industrialismens højglansperiode rummer nanoteknologien - efter alle eksperters udsagn frem til 1996 - ingen potentielle farer for menneske og miljø, der tales om at skille og at samle molekyler og kun hvis soft-ware programmeres til at samle gift af uskadelige molekyler, vil der opstå potentielle farer. Som med komputerne: GIGO -: det vil sige. Garbage in - Garbage out (: affald ind - affald ud).

Farepotentialet ligger altså ene i menneskets anvendelse og fører tilbage til flinteknivens problem: smart at stikke i byttedyret og snitte planten omkuld med, mindre smart at stikke i sig selv; - det afhænger af det menneskelige eksistentielle valg! (: Som så ofte før!)

Og nanoteknologien skal naturligvis administreres med den omhu og politiske tæft, som har kendetegnet nordiske nationer i de sidste hundrede, og reelt jo tusinder års tid. - Nå, men hvordan virker det så? Og hvordan vil farerne udforme sig? Teksten vil kikke på en anden lille nanomaskine:

[TOP]

Replikator: kaldes den lille nanonødvendighed, som gør det hele muligt. Da nanoteorierne i midten af 1980'erne lanceredes fra verdens førende teknologicenter, -  et af det præteknologiske gennembruds vigtigste hovedcentre: MIT (: Massachusetts Institute of Technology i U.S.A.) - stod det som en videnskabelig drøm at kunne gøre, hvad en assembler skal kunne: gribe et molekyle som flyder eller flyver forbi og sætte det et sted, hvor det bliver siddende. Men med nye mikroskopteknikker blev det allerede hurtigt muligt at gøre dette. _[i]

Dog, supermikroskopernes spidser bliver for få og for usmidige: én assembler-arm flytter kun liden tue, en erfaring idustrialismens fabriksejere og arbejderbevægelsens aktive organiseringskræfter har bygget deres fællesskab(er) på. Den fælles byrde skal løftes af millioner og mere små assembler-maskiner, og dét ordner en replikator:

Så længe en replikator får sine molekylebyggesten samt lidt energi, og så længe programmet siger: byg!, så længe vil den lille replikator bygge kopier af sig selv, kopier som, når programmet bliver kørt, bliver til mange, mange millioner små molekyle-assemblers, som igen så svinger armen, -: og det går hurtigt!

Produktionstiden for gummisko måles ikke i lange sekunder, men o.k. der fremstilles også kun én model, den individuelle pasform og det smarte materiale gør jo, at skoen selv finder ud af fodens størrelse, højre og venstre, eventuelle fodformede indlæg og lignende.

Men replikatorerne rummer også et faremoment for nanoteknologien. Faren vil aldrig opstå, hvis man ikke lader den opstå, derfor satser de førende nanoteknologer og politiske planlæggere generelt ikke så meget på at fremhæve faremomentet mere i 1990'erne. Det ville måske nok synes muligt; at fremstille en atombombe, som sprængte solsystemet væk, men ingen gør det. På samme måde indså den tidlige nanoteknologiske tænkning; at der kunne skabes en altædende, lynhurtig monsterreplikator; - man beregnede, at udyret ville kunne æde hele solsystemet på 14 dages tid, nogle fablede om kun 10 timer, hvis bæstet ellers overholdt ferieloven og sine frokostpauser! [ii]

Nå, spøg til side, nanoteknologierne vil komme, findes allerede accelererende _a i sigte, alle højteknologiske virksomheder, som "vil noget", sprang "med på vognen" fra midten af 1980'erne og frem, og rigtigt mange har allerede længe spekuleret i at imødegå og afbøde alle mulige former for misbrug og sideeffekter, samt medvirket til at formulere en meget høj etisk standard i diskussionen af nanoteknologiernes gennemslag, i den gruppe 1 (omtalt omstående) bevægelse, som opstod omkring de ledende nanoteknologer og deres mange interesserede iagttagere. [iii]

Med disse redskaber, den lille replikator, som danner mange millioner kopier af sig selv, kopier som så igen programmeres til assembly og "går i gang", "smøger ærmerne op", som det hed med 1980'ernes konservative optimisme, vil manufakturet, altså vareproduktionen, kunne fremstille stort set alt, og det vil ske prisbilligt, ikke-forurenende, og i så store mængder, at alle vil kunne få del i rigdommen.

[TOP]

     a accelererende: efter latin acclerare celer: ile, efter og hurtigt. Hastighedsforøgelse. Accelererende altså: med stigende hastighed, hurtigere og hurtigere.

[TOP]

[i]. I "Unbounding the Future" p. 90 og frem, beskriver Dr. Drexler og hans kollegaer to mikroskoptyper, henholdsvis "scanning tunneling microscope" (STM) og "atomic force microscope" (AFT). STM eller skanning tunnel mikroskopet kan med sin molekylefine spids registrere udsving og spændinger til de "betragtede" molekyler, mens AFM, Atomkraftsmikroskopet, (som intet har med traditionel atomkraft at gøre) med sin spids nærmest gnubber hen over enkelte atomare dele og således såvel "føler" som "ser". - Det i dag klassiske eksempel på et første skridt i den rigtige retning mod molekylær præcision, som Drexler også viser i sin omtalte bog: historien om IBM's forskerhold der brugte et STM til at bygge det velkendte IBM-logo med 35 xenon atomer i en temperatur nær det absolutte nulpunkt og derefter at fotografere det. Der synes dog, som teksten antyder, langt endnu til at have realiseret maskiner i molekyleformat, som kan gøre de ting, STM og AFM nu har bevist praktisk mulige.

Opfinderne af STM, Gerd Binning og Heinrich Rohrer modtog Nobelprisen i 1986 samtidigt med, at Dr. Drexlers første offentligt henvendte bog om mulighederne for nanoteknologi udkom og gjorde velorienterede observatører - udenfor de snævre nanoteknologiske cirkler ved især MIT - verden over klare over, at en helt ny æra syntes ved at oprinde, den omtalte bog hedder: "Engines of Creation" (bogen kan i 1996 hentes gratis på Internettet, se adresserne i den senere slutnote), se eventuelt også næste slutnote, samt Binning og Rohrers artikel "Scanning Tunneling Microscopy" i "Physica B & C" 1984.

[ii]. Dr. Drexler definerer i "Engines of Creation" side 23 denne traditionelle opfattelse af en replikator udfra generel zoologi, som: "ting som skaber kopier af sig selv" ("Things that give rise to copies of themselves are called replicators"). Det klassiske eksempel: RNA (se eventuelt tidligere fodnoterne). RNA eller den grundreplikator som danner for eksempel det menneskelige kropsvæv og dets genetik.

I sit kapitel 11, "Engines og Destruction" (blandt andet ibid p. 174) påpeger Drexler; at det land som besidder den første fuldt programmerbare assembler-replikator, allerede kan have planlagt at bygge militær overlegenhed på få dage. Alt fra programmerbare smittestoffer og andre B & C W (altså bakterie og kemiske våben) til en altopslugende, altødelæggende bombe på størrelse med "en enkelt plet fremstillet af almindelige grunddele" (op. cit. ("... a single speck made of ordinary elements."), indgår i et muligt våbenarsenal, produceret på få timer af en nation med planer om absolut militært overherredømme.

Drexler - og andre opfindsomme ingeniører verden over - har allerede tidligt opfundet mange sikkerhedssystemer: der findes striber af løsninger i den tilgængelige faglitteratur. Én god metode: at holde replikatorproduktionen på færre dybt ansvarlige hænder - som med CPU'er og RAM-kredse under det præteknologiske gennembrud - samt til producenter at levere replikatorer indespærret i en miniatombombe som øjeblikkeligt smelter replikaktoren, hvis den forsøges omprogrammeret udefra.

Elektricitetens mest opfindsomme, sagnomspundne, i dag idoliserede faderskikkelse, Nikola Tesla, demonstrerede gang på gang sin elektricitet som relativt ufarligt i de fleste situationer. Hele det præteknologiske gennembrud sker i en elektrificeret verden, elektrificering danner et industrielt højdepunkt og en grundlæggende forudsætning for det præteknologiske gennembrud. Alle i de elektrificerede samfund gøres bekendt med farerne ved elektricitet, så relativt set kun få ulykker skyldes elektricitet.

Efter Forfatterens opfattelse; synes den bedste fremtidige sikring af farlige, løsslupne replikatorer: et aggressivt beredskab. Det forekommer muligt at forudberegne langt de fleste typer af livstruende replikatorer og at bygge andre replikatorer, som kan udslette de farlige. - Man ved; at det menneskelige immunsystem fungerer på samme måde: det opsnapper og udsletter farlige fremmedlegemer, og står klart til at producere millioner af forskellige antistoffer. Dr. Drexler foreslog da også allerede i 1986 (op. cit.); at kendere skulle begynde at "lege" forskellige "lege" i forseglede laboratorier og i komputersimuleringer, "lege", hvor man opfandt og udslettede farlige nanomotorer og maskiner. Spillet spilles dog ikke for alvor i 1990'erne, det omtalte faremoment synes jo nemlig stærkt overdrevet. At en altædende replikator skulle kunne designes, og skulle kunne overleve i naturen, virker som vild teoretisk fantasi, alligevel har der altså fra første færd eksisteret en redebon vilje til at fastholde en årvågen agtsomhed overfor farlige replikatorer og våbenprodukter af nanoteknologiske produktionsmetoder. Dette viser i øvrigt en ansvarlighed langt højere end under det industrielle gennembrud.

[iii].  Dr. Drexler, som altså har udført en del af pionerarbejdet indenfor nanoteknologien og har fungeret som tals- og idémand for forskningsmiljøet, har oprettet en videnskabelig græsrodsbevægelse, for såvel nanoteknologiernes fagkredse som for interesserede udenforstående. Foresight Institute: en en velfinancieret typisk Gruppe 1 bevægelse, der gør meget for - på trods af massive kapitalinvesteringer og statslige initiativer omkring nanoteknologierne - at holde denne revolution: den forventede største omvæltning i menneskehedens historie, primært på folkelige om end velfunderede og -konsoliderede hænder.

Adressen: Foresight Institute. Box 61058 Palo Alto CA 94306 USA.

WEB-sites med mange videre forbindelser som fandtes aktive i 1996 (kun disse to centrale virkede stadig i 2001 - men find let selv flere):

 Foresight Institute:

http://www.foresight.org

Molecular Manufacturing:

http://www.imm.org

[TOP]