3.0.b. Hvad betyder beskæftigelse?

Forfatteren til foreliggende værk repræsenterer selv - som fagskriver - én der reelt udtaler sig bedst om især fagskriver- eller specialskriverfagets fremtid og fulde beskæftigelse (jævnfør kritikken (II.63)).

- Og pointen fremstår således; at ingen, det gentages: ingen vil blive i stand til at overskride denne deres specialarbejderstaturs begrænsning, ingen findes altså fuldt kvalificeret til ene at løse gåden, om hvordan den fulde beskæftigelse kom tilbage (hvis den da kom, hvad kun fremtiden véd, selv om allerede den offentlige propaganda i 1996 anførte optimistiske toner og sporede en lille om end synlig og mærkbar fremgang).

Netop denne problemstilling med fremtiden kender skrivere vél, folk som foreliggende forfatter, altså Forfatteren, har i årtusinder skrevet generelt med henblik på andre lærde i kommende tider; har lært at udtrykke sig på måder, som gør denne en-vejs kommunikation med fremtiden mulig, og det har fungeret fint de sidste mange hundreder år (jævnfør fodnoterne i indledningen).

Hvad har alt dette med beskæftigelse at gøre? Skriver Forfatteren i ring? Nej, men det problem kapitlet adresserer forefandtes under det præteknologiske gennembrud struktureret i en art ring, en tilsyneladende ubrydelig ring: en velbeskyttet magisk cirkel.

Faktisk mener Forfatteren af foreliggende skrift sig rimelig sikker på, som den eneste at både kunne og ville bryde denne ring. Den omtalte ring udgør en art fælde: et "catch" eller "grid-lock" en "netlås" som amerikanerne kaldte det, en paradoksal quasi-magisk altså halv-magisk: en pseudo-magisk en falsk men tilsyneladende magisk hekse- eller troldformular.

[TOP]

3.0.b1 Catch 22 - en ond cirkel uden udgang

Et berømt sådant mønster kendes fra litteraturen, den amerikanske litterturvidenskabsmand og forfatter Joseph Heller og hans mesterværk "Catch 22", eller i dansk oversættelse "Punkt 22". Bogen, som også findes filmatiseret, beskriver bombepiloter under 2. verdenskrig. Den ubrydelige magiske cirkel, som fanger de ulykkelige og dødsskræmte piloter, beskrevet i groft rids: hvis man vil slipper, for at flyve flere af de dødsensfarlige bombetogter, skal man erklæres gal, men det synes jo normalt at ville slippe for farlige bombetogter. Man kan faktisk kun blive erklæret gal, hvis man ønsker at flyve videre, men når man vil flyve videre, gives der ingen grund til at standse, selv om man så fremstår som gal.

En skrue uden ende, et selvforstærkende fangernet, eller mere konkret den situation de fleste arbejdsløse og ikke-arbejdere kender så vel - under det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996 - i et system af gensidigt modstridende love, forordninger, påbud og begrænsninger, som sætter stop for stort set alt andet initiativ end den sikre nedtur mod efterløn og førtidspensionering for de som overlever fattigdommen, den sociale nedtur og dens mange lidelser.

[TOP]

3.0.b2 Ægte arbejdere og to typer ikke-arbejdere

De arbejdsløse og de øvrige som hænger i det offentlige forsørgelsessystem - inden og også med pensionsalderen - optræder groft taget i tre hovedgrupper:

Gruppe 1 Alternative og spirituelle ægte arbejdere

1. De alternative, spirituelle miljøer havde (og har) brug for store mængder kvalificeret arbejdskraft, frisat fra almindeligt slavemæssigt lønarbejde. For de fleste alternativt åndeligt søgende og filosofisk, politisk engagerede forekommer de materielle bindinger blot som illusioner og man klarer sig fint for de - indrømmet alt for lave - offentlige overførselsmidler. For denne gruppe udgør den magiske cirkels fangarme en fin undskyldning for at vedblive engageret i reelle problemstillinger og afstå fra at tage arbejdspladsen fra de, som gerne vil indgå i tidsspildet med at producere samfundsmæssige værdier og serviceydelser, der kun nødtørftigt kommer andre til gode og ikke regnes for specielt gavnlige i verden, som den nu opfattes fra denne eller hin alternative synsvinkel.

Gruppe 2. Hjemmegående ikke-arbejdere

2. Mange familier, især familier med førhen hjemmegående husmødre eller husfædre, fik mulighed for en ekstra statsfinansiering ved blot at aflægge nogle få måneders ukvalificeret arbejde, som dog kvalificerede til dagpenge i årevis. Mange i "familien Danmark" under det præteknologiske gennembrud opbyggede en afhængighed af denne statsstøtte. For Gruppe 2 individet udgjorde "paradoksproblemet", om "samtidig arbejdsløshed" og "massivt udbud af arbejde", også en behagelig undskyldning. I denne gruppe findes endvidere de ufrivilligt arbejdsløse, de ikke selvbeskæftigede.

Gruppe 3. Neo-proletariatet af ikke-arbejdere

3. I gruppe tre findes neo-proletariatet af ikke-arbejdere, som de nye generationer af mennesker, med kun rudimentære_a reelle arbejdserfaringer, kaldtes hos Gorz og andre (se for eksempel  (II.50) og (II.89)). Arbejdserfaring udgør ofte blot statsstøttede "ferier" i arbejdsmiljøer, "arbejdstilbud", "omskoling", "kursustilbud", "puljejobs". Livsstilsarbejdsløse, ofte kreative, aktive individuelle grupper og bander i modsætning til gruppe 1's mere formaliserede foreninger og bevægelser.

Man kan roligt skrive at; som det allerede fremgik dengang i slutningen af 1970'erne, (hvor man lancerede krisemodellen (jævnfør kapitel 1)): med a-kasserefusionen og overførselslønningerne via pensionskasser og bistandsloven synes automatiseringen på vej. Med de næste teknologiske gennembrud (som skal omtales nærmere under de følgende punkter) vil behovet for manuelt, fysisk arbejde, ja arbejde, som det defineres før og under det præteknologiske gennembrud, overhovedet, formentligt fuldstændigt forsvinde. Der gives ingen anden mulighed. Den seriøse tanke indså allerede dengang, og ser endnu tydeligere i 1990'erne, at 1960'ernes berømte kulturråb: "`Va' ska' vi lave?" vil blive det eneste tilbageblevne fundamentale spørgsmål, når alle de "praktiske", "nødvendige", heteronome arbejdsopgaver findes omskrevet til fuldautomatiserede køreklare teknologiske algoritmer a.

Gruppe et arbejder faktisk med netop spørgsmålene om, hvad mennesket indeholder og hvad det kan bruge sig selv til. Her kan findes alt fra kristne og andre frikirker til antroposofisk økologisk jordbrugsaktivisme_b over B-holdet, et forsøg på at aktivere mennesker sat udenfor arbejdslivet (: A-holdet) og Gøgler Skolen (et forsøg på statslig, kommunal finansiering af kunstnere og andre med små indtægter, som lærere for mennesker sat udenfor systemet).

Gruppe to omfatter den mere almene, smålige overlevelse og materialistiske ragen til sig. Hvor gruppe et - af horisontal karakter - betragter det offentlige og fagforeningsmæssige forsørgelsessystem som et hel- eller halvkorrumperet pamperskab af velhavere, der allernådigst uddeler pebernødder, vil gruppe to føle en hvis solidaritet med disse systemer, også selv om fremtidens forståelse vil betragte aktiviteterne i denne gruppe to som socialegoisme og forbenet egoklyngen til forbipasserende arkaiske altså forhistoriske produktionsrelationer og illusoriske selvbedrag.

 Gruppe tre indeholder ikke nødvendigvis åndeligt søgende og filosofisk spirituel bestræbelse i intention altså i hensigt, men kán gøre det, kombineret med bredere kunstneriske, teknologiske og idealistiske idésæt. Om end beskæftigelsen i denne gruppe altså måske ikke kan kaldes almennyttig, produktiv eller social, så synes dens selvhenvisende altså selvreferentielle autonome individualisme i høj grad, hvad fremtiden vil se tilbage på som relevant, også når den kun udfoldes i kriminelle bandemæssige organiseringer.

Pointen bliver; at alle disse tre grupper, om end registreret i det vertikale system som ubeskæftigede, reelt fungerer som fuldt beskæftigede og reelt ingen interesse har i, at situationen forandres væsentligt.

[TOP]

3.0.b3 Fremtidens mennesker i nutidens fortid

For disse tre grupper vil en effektiv plan for fuld beskæftigelse udgøre et ubehageligt nyt initiativ (så som "tvangsaktiveringen" og "puljejobs" i 1996), og ikke blot de sædvanlige småchikanerende reguleringer, som man har vænnet sig til. Dette skrift udgør formentlig det eneste i præteknologiens gennembrudsperiode, som fremsætter en sådan "effektiv plan for fuld beskæftigelse", men skal planen fungerer effektivt, forekommer det vigtigt at forstå, at (især gruppe et og tre) skal have nogle gode muligheder for at fortsætte deres allerede foregående aktivitet, samtidigt med at de reelt arbejdsløse, som gerne vil have en beskæftigelse, ikke skal spises af med flere arbejdstilbud og statsjobs uden perspektiv. (Jævnfør tidligere slutnote nummer 27 ).

Dette udgør et meget vigtigt punkt og skal derfor fremhæves yderligere: ikke blot synes gruppe et og tre arbejderne betydeligt mere i pagt med fremtidens produktionsrelationer end de lønarbejdende organisationer af officiel, hierarkisk vertikal natur, men samtidigt havde i 1990'erne (især gruppe et, men også store dele af gruppe tre) de alternativt, horisontalt arbejdende, længe overgået de lønarbejdende på stort set alle punkter: man arbejder og tænker bedre, hurtigere og mere effektivt. Beslutninger og ansvar tages og fordeles mere retfærdigt, demokratisk og udbytterigt. Kendskab, kundskab og kunnen overstiger langt de lønarbejdendes formåen. Arbejdsmiljø, produktivitet og reel indflydelse synes også langt mere givende og så videre i meget lange baner.

Sammenligningen mellem de diffuse a, ikke-engagerede lønslaver og de koncentrerede, engagerede frie non-profit specialarbejdere forekom yderst passende og forekommer endvidere stadigt mere almindelig, om nu området omfattede miljø, kultur, teknologi eller forskning.

Danmark udgjorde et af de få lande i vesten, som i nogen om end begrænset omfang, havde indset dette, derfor støttede for eksempel initiativet "København Kulturby `96" gruppe tre så meget som muligt via de kunstneriske elementer i gruppe et i håbet om forøgede turistindtægter, men samtidigt oplevede 1990'erne at et kultursprednings- og aktivitetscenter som "Fristaden Christiania" over en etårig periode udsattes for massiv "politi-vold", i endnu et håbløst forsøg på at gennemtvinge de førteknologiske produktionsrelationer og at reetablere altså genindføre kulturproduktionen på statsgaranterede pamperpræmisser, understøttet af de sidste forgæves spastiske trækninger i det lodrette hierarkiske arbejdssystems rigide altså stive og ubøjelige værdinormer, som føler sig stærkt truet af frihedsfilosofien fra fremtiden (jævnfør slutnote nummer om negativ retorik). Forholdende blev i øvrigt bedret: "normaliseret" betydeligt i 1996.

Det fremstår altså her som en afgørende pointe: at det vertikale system, trods sine penge, sine positioner i hierarkierne, trods sine lønslaver, soldater og politikere, trods sine monopoliseringsforsøg af medierne og så videre, reelt kun ville kunne påvirke gruppe to, og formentligt vil tabe alle krige, om de nu fremstår som psykologiske eller fysiske, til gruppe et og tre, og derfor i høj grad - hvis intentionen, altså igen: hensigten om fuld beskæftigelse skal opfyldes - nødsages til at overgive sig til disse grupper af specialarbejdere, som både synes i pagt med fremtiden og i høj grad har forstået og realiseret sig selv i nutiden.

Til disse grupper må den fossilerede altså forstenede, vertikale tænkning henvende sit overlevelsessuk, her gives svaret på spørgsmålet om hvad beskæftigelse egentlig er!

André Gorz har i sine allerede omtalte skrifter blandt andet "Paradisets Veje" påpeget; at det gamle hierarkiske arbejdsparadigme førte folk til at besvare spørgsmålet: "Hvem (eller. Hvad) er du?" med deres stillingsbetegnelse: "Jeg er specialarbejder!". Under det nye og stadigt mere manifesterede paradigme vil samme person for eksempel typisk svare: "Jeg studerer Mantak Chia og arbejder med psykisk og seksuel Kung Fu. Jeg har aftjent offentligt arbejde som specialarbejder i Viborg!". [i]

Hvor "specialarbejderen" blot fremtrådte som en upersonlig, udskiftelig nyttefunktion i andres arbejdsplaner, fremtræder "jernskjorte Kung Fu"-manden (som det hedder i dette eksempel) som en personlig, ikke-udskiftelig brugsfunktion i sine egne arbejdsplaner. Hvor specialarbejderens arbejdsmiljø og -erfaring højst kunne anvendes i grådig materialistisk lønkamp, står Kung Fu-arbejderens Tai-Chi erfaring som unik altså enestående, forbedrer vedkommendes egen situation og livskvalitet, og medvirker (ifølge spirituelle dogmer og for eksempel videnskabelige idéer som Rupert Sheldrakes "formdannende felter" (: morfogenetisk resonans, se slutnoten)) til at forbedre hele menneskehedens situation. [ii]

Hvem man opfatter sig som, hvad ens arbejde end udgør, vil altså i stadigt stigende grad afhænge ene af det individuelle, personlige interessebetonede, autonome arbejde. Hvad André Gorz på gammelmarxistisk kalder: "det samfundsmæssigt nødvendige arbejde" eller lidt mere tidsvarende: "det heteronome arbejde", ligner derimod pseudoarbejde, der kun kan opfattes som tidsspilde og repræsenterer menneskehedens tilbagestående position i kraft af, at man endnu ikke har fundet automatiserbare algoritmer for dette slavearbejde.

Erfarne bevidsthedsproducenter ved; at især gruppe to individer (i den omstående skitserede model) står stærkt modtagelige for suggestion, subliminal styring, altså manipulation, især gennem de massemedier som gruppe et og tre stort set ignorerer, når de ikke anvender dem i deres aktiviteter.

Før arbejdsløshedsmodellen indførtes (tydeligt fra 1978) syntes mange mennesker, udtrykt med den forsvundne 1960'er humor (og fortidens pligtmæssige arbejdstvang): "Bevidst arbejdssky elementer". [iii] Disse mennesker fremtrådte og fremtræder oftest som kunstnere, åndsarbejdere og andre idealister fuldt beskæftigede i en ikke-profitgivende interessestyret arbejdsproces. Den vertikale stats- og arbejdsgiver/fagforeningsstyrede propagandamaskine, som retfærdigvis bemærket jo stadig også midt i 1990'erne beskytter 100.000'er af fastansatte nødvendige eller pseudo- og/eller slavearbejdere, har dog under den mellemliggende krise og krisefortielsestid (første tid fra ca. 1978-1983, anden tid fra omkring 1983 og frem) søgt at gøre gamle vertikale paroler som: "Arbeit macht frei!" _a og lignende sande i det præteknologiske gennembruds Danmark og i tiden op til årtusindeskiftet af den almindelige tidsregning.

Såvel pseudoarbejdere, som gruppe to arbejdsløse, samt den ikke-reflekterende del af ungdommen i midt-1980'ernes borgerlige rejsning og 1990'ernes forsøg på en ny opgangstid har helhjertet tilsluttet sig denne doktrin, altså sidst fremsat af det ellers fornuftigvis forkastede nazistiske diktatur.

Resultatet fremstår således, at vigtige beskæftigelsesområder lades ubearbejdede i den ærligt arbejdende specialarbejderkultur, en positiv forståelse af det Ole Thyssen kalder "superarbejderne" (jævnfør omstående (II.89)), mens millioner af lønnede arbejdstimer postes i pseudoarbejde, som enten kunne automatiseres eller som synes uden samfundsmæssig værdi, udover at binde slavearbejdernes bånd end stærkere (jævnfør slutnoten om negative tekstudladninger).

[TOP]

3.0.b4 Slavearbejdets retorik

Endelig gives der den økonomiske materielle binding, som synes den eneste virkelige drivkraft i slave- eller pseudoarbejdet, selvfølgelig sammen med den indprogrammerede skræk for, hvad man skal lave uden et dagligt arbejde (jævnfør omstående om 1960'ernes forsvundne humor og senere om den tids kulturråb samt slutnoterne).

Det skal fremgå af de næste punkter; at det næste teknologiske gennembrud: den nanoteknologiske revolution, vil formå næsten at ophæve tingenes bytteværdifunktion, det vil kort skrive; at det økonomiske varespejl, behovet for kapitalisering kan forsvinde næsten fuldstændigt i fremtiden, hvor råstofrigelighed, gratis ikke-forurenende energi og fuldautomatisk produktionsmaskineri næsten fuldstændigt fjerner behovet for at vurdere varer og serviceydelser som andet end brugsværdier. Kort skrevet: fremtidens produktionsrelationer vil næsten ikke kunne anvende den økonomiske købekrafts nøgle, som den kendes endnu ved udløbet af det præteknologiske gennembrud, -: der vil findes nok af alt til alle og ingen vil frivilligt gøre noget med mindre vedkommende føler sig dybt interesseret i forehavendet.

Dette sidste perspektiv skal altså fremsættes tydeligere under næste punkt. Her synes det nok at konstatere, at denne "fuldautomatisering", denne mulighed for "associationer" til alles fælles bedste udgjorde Karl Marx's finitive altså endelige og afgørende ideal; beklageligt derfor at dele af fagbevægelsen og venstrefløjen som næsten hykler eller hævder et tilhørsforhold til Marx (også efter den borgerlige modstands styrkelse fra 1980'erne), har indfundet sig på den gale side af denne udvikling, og endnu midt i 1990'erne søger at tilstræbe en fuld beskæftigelsesmodel, hvor pseudo- eller slavearbejde det vil sige hetero- og anonymt ovenfra styret lønarbejde: helst syv timer om dagen, fem dage om ugen året rundt, med kun 5-7 ugers ferie udgør et ideal for arbejderklassen! -:

Tværtimod synes det ikke et ideal, men en model for menneskelig fornedrelse, en tilsidesættelse af den i hvert menneske iboende personinteressepuls (PIP): den naturlige nysgerrighed og fantasi, som i fremtiden meget vel vil kunne komme til at udgøre menneskenes eneste købedygtige kapital og anvendelige arbejdsredskab.

[TOP]

3.0.b5 Fremtidsarbejdets grobund

Afsluttende kan det altså resumeres; at hvis statsmaskineriet, arbejdsgiverne og fagbevægelsen vil overleve (jævnfør fiktionsforfatternes mulige fremtidsscenarier omtalt i kapitel 2), og endog vil bringe sig i reel kontakt med udviklingen af de menneskelige vilkår på denne planet, må man:

1. ophæve sammenstillingen af arbejde og økonomisk overlevelse,

2. ophæve den propagandistiske, nationalistiske glorificering af ikke-engageret, ikke-interessebetonet heteronomt lønarbejde,

3. indse; at det engagerede, interessebetonede autonome arbejde udgør fremtidens eneste egentlige beskæftigelsesform, råstof og kapital.

4. indse; at fremtidens eneste arbejdsvurdering vil omfatte kvalitet, og den eneste omvekslingsfod for arbejde vil udgøre retten til medvirken, opnåelse af erfaring og information, prestigen ved at andre benytter denne erfaring og information, brugsret over produktet og lignende.

Ad. 1. Vil arbejdskræfterne, frigjort fra brødnid, fremtræde selvstændige og højproduktive af sig selv.

Ad. 2. Vil den magiske cirkel (Catch'et eller Grid-Lock (definerede p. 162 ), herefter kaldet "Grid-Lock-Catch") forsvinde, idet denne mekanisme primært beskytter de pseudoarbejdende eller fastansatte lønslaver mod at indse det futile _a livs- og tidsspilde i deres arbejde.

Ad. 3. Vil man måske kunne fremstå som en del af den faglige udviklingsproces, en tilbagevenden til den faglige kunnen og dens reelle brugsværdier, som arbejdsgiverne og fagbevægelserne mistede i begyndelsen af det præteknologiske gennembrud, da man satsede på at sikre sig magt gennem rationalisering og forhøjelse af de arbejdsmæssige økonomiske bytteværdier.

Ad. 4. Vil man måske alligevel komme med og kunne gøre sig gældende i de forsknings- og udviklingsmiljøer, hvor fremtidens produktionsrelationer fastlægges og derved sikre dansk - såvel som internationalt - arbejde en rigtig god, det vil sige "en fed" plads i det næste århundrede/årtusinde af den almindelige tidsregning.

Fuld beskæftigelse efter det præteknologiske gennembrud indebærer altså at frisætte produktionskræfterne og arbejdet fra den økonomiske overlevelsestvang og derved lade disse kræfter finde styrke og udfoldelse udfra deres egne iboende interesser. Dette i øvrigt samtidigt med, at man derved naturligt sænker det private erhvervslivs lønomkostninger, som kun bygger oven på borgerlønnen, der igen har højnet kundernes nødvendige købekraft (jævnfør André Gorzs kendte slagord).

Der kræves kun lidt gammeldags godhed og tro på alment menneskeværd, men det synes jo desværre især dét, der mangler i det vertikale system.

Og så kræves der en ny kulturbølge, en ny fremgang med byggeri, store projekter og mange givtige ideer, hvilket man knokler hårdt på her ved udløbet af det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996.

Næste afsnit vil skitsere omridset af denne den næste optur! -:

[TOP]

     a rudimentære: efter latin rudis: rå, uforarbejdet. Rudimentære: uudviklede, forkrøblede.

     a algoritmer: efter den persiske matematiker: al-Khuwârizmi. Ordet anvendes om effektive fremgangsmetoder for beregning. Alle komputersprog anvender algoritmen, som den trinvise rækkefølge hvori en given beregning skal udføres. At koge en kop te kan beskrives i en algoritme som starter med: sæt vand over og slutter med: nyd din te (se eventuelt også fodnoten (IV.70)).

     b antroposofisk økologisk jordbrugsaktivisme: praktiske metoder for giftfrit, naturharmoniseret landbrug, udviklet af Rudolf Steiner (1861-1925) den østrigske filosof og litteraturforsker. Antroposofien, læren om mennesket, omfatter, udover naturbalanceret økologi og biodynamik, også principper for pædagogik og ballet (såkaldt eurytmi). På trods af sit alternative udgangspunkt har især økologien fået en stor almen udbredelse under det præteknologiske gennembrud.

     a diffuse: efter latin dis fundere: sprede, hælde ud. Uden skarpe grænser, udflydende. Ordet stod i 1970'erne og frem til midt-1980'erne som marxisternes yndlingsbetegnelse for de mere fremtidsorienterede ikke-marxistiske, apolitiske eller anarkistiske lag, altså: flippere, hippier, punks, cyber-freaks, ravere samt lignende aktivister og aktiviteter.

     a "Arbeit macht frei!": tysk: "Arbejde gør fri!" eller: "Arbejde skaber frihed!" et slagord fra det nazistiske diktatur i 1930'ernes og 1940'ernes Tyskland, som altså indeholder arbejdsreligionens frelsesord.

     a futile: efter latin: fundere: udgyde. Intetsigende udgydelse. Ringe, nytteløse.

[TOP]

[i]. André Gorz angriber grundlæggende for sin nye kritik allerede grundliggende begreber så som "arbejdets religion". - "Paradisets veje", som har undertitlen: "- kapitalens dødskamp", indledes med et citat fra Ralf Dahrendorf, leder af "London School of Economics", for blandt andet følgende (op. cit):

"Arbejdsløsheden er kun det synlige udtryk for en mere grundlæggende reduktion af arbejdet i det moderne samfund. Denne tendens er ikke til at ændre.".

Den foreliggende bog vil fremtænke løsninger på det problem: "arbejdsløshedens tendens" som det præteknologiske gennembruds beslutningstagere ikke stod ganske i stand til at ændre, blandt andet fordi man ikke havde fuld forståelse for, hvad dette præteknologiske gennembrud indebar.

[ii]. Tai-Chi giver et "rigtigt godt", ja "rimeligt" eksempel på en arbejdsaktivitet, som omfatter såvel et autonomt altså selvforvaltet, initiativ, som et samfundsmæssigt alment heteronomt arbejde, -: for så vidt at det virker alment sundhedsforbedrende og medvirker til større sammenhold og fleksibilitet i tætbefolkede områder som Kina eller vestlige metropoler, hvortil Tai-Chi breder sig med lyntempo. - Biologen Rubert Sheldrakes teori om de "formdannende felter", "morfogenetisk resonans" (se eventuelt henvisningerne) tog sit udgangspunkt i rotteræs, mere præcist mus som racede helt nye labyrinter. Det viste sig, og viser sig i gentagne eksperimenter, at når et væsen mestrer en helt ny labyrint, synes det lettere og lettere for andre væsener af samme art verden over at mestre labyrinten. Dette forklarer måske også, hvorfor sportslivets verdensrekorder næsten altid jævnligt forbedres. Teorien om de formdannende felter findes alment udbredt i 1990erne og indebærer, at mere eksotiske "effekter" ikke kan udelukkes blandt andet den såkaldte: "Maharishi-effekt" eller det postulat; at 100 koncentrerede mennesker i fredelig meditation kan standse volden i en storby i krig. - Man kan stadig frit forkaste sådanne spekulationer, men må indse at gruppe et og tre (omtalt omstående) efterhånden - i stigende grad og udfra et voksende flertal af befolkningerne - vil gøre sådanne og lignende argumenter gældende (argumentet her også jævnfør tidligere slutnote om negativ og positiv retorik).

[iii]. Et klassisk bevidst arbejdssky element i moderne, mytisk massekultur: Anders And, som helst drømmer væk i hængekøjen, når han ikke nødsaget træller på margarinefabrikken eller for sin stenrige onkel, Joakim von And, den klassiske nærigpind, som jo på en eller anden måde alligevel leverer underhold til sin "uduelige nevø" og det halve af Andeby.

En anden klassisk dovendidrik i dette, moderne verdenshistories nok mest udbredte eventyr- eller mytologiske univers: Fætter Guf. Modsat den dovne Anders And, som hellere holder sig hjemme eller tager på fisketur, optræder Fætter Guf fast tilstede på sin arbejdsplads. Hans kunststykke udgør; at bestille så lidt som overhovedet muligt, sove og spise så meget som muligt og at slippe godt fra det overfor sin arbejdsgiver, Bedstemor And, en klassisk slider af typen som helst gør arbejdet selv for at sikre sig, at det bliver ordentligt udført.

En tredje type slendrian hos Disney: Store Stygge Ulv, som ikke har Anders Ands rige onkel eller Fætter Gufs velspækkede spisebord. Store Stygge Ulv fremstiller typen på en social taber, den mobbede bisse (jævnfør omtalen at political correctness i  tidligere slutnote (II.6)), som lever i yderste armod og må platte sig igennem tilværelsen hærget af sin sultne lasts lyst. Grisejageriet optager hans geniale opfindsomhed indenfor fældebygning og forklædningskunst, han synes altså både indbegrebet af den dovne slambert og det hektiske, kriminelle geni, derfor kontrolleres han også af to modpoler, nemlig både sin artige søn, Lille Stygge Ulv, samt objektet for sit begær: De Tre Små Grise.

- På hver deres vis udgør Anders And, Fætter Guf og Store Stygge Ulv typer på autonome selvbestaltede arbejdere (eller ikke-arbejdere), hvis "arbejde" (at sove, spise og fiske/jage) synes så behageligt, at de som fanatisk dyrker, hvad André Gorz har kaldt "arbejdets religion", har stemplet dem som "uduelige driverter".

[TOP]