3.0.a. Hvad betyder fuld beskæftigelse?

Det kan umiddelbart forekomme omvendt først at spørge, hvad betyder fuld beskæftigelse? og så siden spørge, hvad betyder beskæftigelse? Men det synes væsentligt for formidlingen at begribe; at beskæftigelsesproblemet dels har en overfladisk samfundsmæssig relateret fremtrædelse dels et langt dybere psykologisk og fysiologisk individuelt relateret væsen: som udtryk ikke for overfladens: menneskeligt arbejde men for dybdens: menneskearbejde.

Ordet "fuld" beskæftigelse har en sådan samfundsmæssig fremtrædelsesform for et idésæt, som indbefatter en arbejdsmarkedsmæssig organisering af det samfundsnødvendige arbejde opmålt i tid og omvekslet i det pengemæssige værdispejl, som udgør grundlag for omveksling til de individuelt nødvendige varemæssige brugsværdier.

"Fuld" henviser her til; at arbejdsmarkedets arbejdssælgende og altså arbejdsydende såkaldte "produktionskræfter" alle benævnes: "i arbejde", og "fuld" kan eventuelt yderligere indbefatte en kronologisk konnotering_a: at disse kræfter arbejder i et "fuldt" dagligt tidsskema efter forud indgået overenskomst mellem arbejdsmarkedes parter.

For den ægte arbejdende arbejder udgør begge definitioner vrøvl. Kunstneren, videnskabsmanden, politikeren, bonden, skolelæreren, præsten forlader aldrig sit foreliggende arbejdsmarked, om vedkommende nu bliver betalt for sin indsats eller ej, og arbejder så at sige altid, for så vidt at "man bliver en del af sit arbejde" og for så vidt at alment forbrugsarbejde, alment fritidsarbejde og underholdningsarbejde ligeledes udgør arbejde og virker som skaber af den faglige profil, også selv om dette arbejde ikke lønnes, ja, under det præteknologiske gennembrud ofte forekommer selvfinansieret, altså fremtræder, som det André Gorz kalder "autonomt arbejde" (se eventuelt fodnoten (II.58)).

Den ægte arbejdende arbejder står altså altid og allerede fuldt beskæftiget og vedkommende har til hver en tid i den sammenhæng intet problem med udviklingen de kommende år, snarere tværtimod giver forbrugsgodernes billiggørelse, informatikken og de kreative tilbud og indsigter i fritidssamfunet, i overførselsindtægtssamfundet, et utal af muligheder for arbejde: fuldt fuldt arbejde.

Men i den lodrette, hierarkiske samfundsmodel . under 1980'er-krisen - virker arbejderen som én enkelt faktor i en lønfinansieret produktionsproces, og den arbejdsløse som én faktor i en overførselsrefusion _b af statsmidler, og begge disse enkeltfaktorer holdes - under det præteknologiske gennembrud, (og især op til omkring midt-1980'erne, hvor private fik adgang/råd til komputermidler) - tit tilbage fra ægte arbejdsom aktivitet, af grunde som intet har med det konkrete arbejde eller ikke-arbejde, at gøre.

I for eksempel det vertikale, elitære systems forskningsanstalter og biblioteker fandtes der en nærmest katastrofal mangel på ægte arbejdende arbejdere, mens de privilegerede få tilsyneladende arbejdende arbejdere administrerede et langsomt sammenskridende vildt underbemandet korthus, som først sent i 1980'erne og for alvor fra midten af 1990'erne havde opbygget en nogenlunde velfungerende om end stadig primitiv og nystartet datamatiseret fremtrædelsesform.

Ovenstående eksempel fra forskningens verden besluttedes som kapitlets eneste fremhævelse af, hvor dårlig og slem situationen syntes under det præteknologiske gennembruds midt-periode, og hvordan man (man: det vil sige det hierarkiske statssystem) blot skal ansætte, fyre, flytte rundt med, spare, investere og al den negative retorik og negative tænkning som intet godt gjorde/gør, og som blot skaber mere nød, elendighed, misundelse og heraf sygdom, vold og død. Men læseren ved nu; at en sådan kævlen, en sådan arrig understrøms mumlen opstod med arbejdsløsheds- og krisespøgelset midtvejs i det præteknologiske gennembrud.

Den foreliggende tekstproducent vil ikke brage hovedet mod barriererne for opnåelse af fuld beskæftigelse i et fuldautomatiseret samfund, men vil bruge hovedet og systematisk positivt nedbryde, udjævne eller bygge praktiske veje rundt om, broer over og tunneler under disse barrierer, derved forvandlede til uskyldige højdedrag.

Kapitlet vil altså dels overhovedet ikke indgå i negativ eksemplificering og problematisering, _[i] og vil til dels generelt pege på de eneste realistiske og rimelige positive løsninger udfra en kvali- og klassificeret teknologivurdering, som ser ikke blot få år frem, men har en af det præteknologiske gennembruds tidligste kvalificerede højteknologiske fremtidsvurderinger over så langt et span frem som 25-50 år. En relativt lang periode under en egentlig teknologisk revolutions transcendens og vurderingen har kun synes mulig, fordi et af de væsentligste næste teknologiske gennembrud, det gennembrud som gør at det lille "præ" forsvinder: nanoteknologien, som fra midt i 1980'erne syntes ved at have sit teoretiske fundament så klart, at den kommunikative og informatiske tænkning i 1990'erne igen syntes klar til at kunne indse de i den næste periode kommende og derfra længerevarende konsekvenser af den forandringsbølge, som disse overgangstider red på.

Kapitlet vil i sit andet punkt beskrive nogle af disse konsekvenser, der aftegner sig ikke som uundgåelige men som højst mulige og højst ønskværdige, dér dybt inde i næste kalenderårhundrede.

Enhver chauffør og trafikm/k véd, at rejsens sikkerhed hænger sammen med et godt kendskab ikke blot til vognen og vejen men til målet. "Og altså sådan" vil den ægte arbejdende arbejder ved at forstå fremtidens opgaver og muligheder komme i stand til at forberede sig omhyggeligt, nu, og i den nære fremtid, mens den fjerne fremtids læser vil have en bedre viden, end den som i tiden forundtes Forfatteren (jævnfør definitionen af "data" i indledningens fodnoter (O.1)).

Med nanoteknologirevolutionen -: muligheden for konkret at programmere materiens molekylære mindstedele - vil begrebet "fuld beskæftigelse", som det endnu anvendes i arbejdsmarkedsjargonen i 1990'erne, forekomme lig med en utålelig slavetilværelse, samtidigt med at det ville betyde en ekstremt lav produktion, en ekstremt høj forurening, et ekstremt frådsende råstofforbrug og den også allerede nu vidtspredte ekstreme fattigdom blandt de jævnere lag især i de såkaldte fattige, underudviklede ulande.

Men for fremtidens ægte arbejdende arbejder vil det synes muligt: at krydse de to verdenssystemer - det horisontale og det vertikale - i et lysende kors, som giver en umiddelbar genopnåelse af begrebet "fuld beskæftigelse", samtidigt med at befolkningerne omstiller sig til idéen om; at alt fremtidigt arbejde bliver interessebetonet og derfor vil medføre, at hver enkelt ærligt arbejdende arbejder i høj grad vil uddanne sig til en ærligt arbejdende specialarbejder. 

[TOP]

     a kronologisk konnotering: efter græsk Cronos: den personificerede tid og efter græsk logos: ord. Kronologi: læren om tidsregning og tidsrækkefølge. Og efter latin cum notare: med mærke. Konnotere altså: indeholdt betydning, et indhold (jævnfør tidligere fodnote (II.2)). Kronologiosk konnotering altså: et underforstået spørgsmål om tid, et indhold som handler om noget tidsmæssigt.

     b overførselsrefusion: efter latin re fundere: genstrømme, lade strømme tilbage. Tilbagebetale, godtgøre. Overførelsesrefusion altså: penge som bliver overført (fra staten til arbejdsløshedsforsikringskasserne, socialvæsen og pensionsfonde) tilbage til den ubeskæftigede som overlevelsesmidler. Statens finansiering af a-kassernes udbetalinger kendtes under det præteknologiske gennembrud som: "refusionsmidler", officielt betalte a-kasserne understøttelsen, men staten "refunderede" altså disse pengene.

[TOP]

[i]. Som det (atter) fremgår; synes det meget svært helt at afstå fra negativ retorik på dette område og meddelelsestidspunkt, hvor professionaliserede sortserere og smådemagoger i årtier systematisk havde malet Fanden på væggen, og mere eller mindre bevidst havde genoplivet nød- og elendighedspolitikken i håb om at revolutionere masserne for nogle kollektive tvangstanker, som den teknologiske udvikling ellers havde indhentet indenom (jævnfør Gorzs kritik i tese 3 (II.52)). Der skrives om en hårfin balancegang, naturligvis forfægtes ikke den mening; at man skal søge at skjule de store sociale skævheder og den dengang stadigt tiltagende fattigdom i de marginaliserede altså udstødte masser. Pointen: at den negative retorik bekræfter fattigdommen og dens håbløshed, mens positivt samarbejde og konstruktiv selvprogrammering leder frem mod en bedring af situationen. Hvor arbejderbevægelsens velbetalte talsmænd under den præteknologiske tid efterhånden ikke havde andet end mismod, tørre tæsk og præk til det menige folk, havde de alternative bevægelser lært folk at spise billigt og sundt, at dyrke fysisk og psykisk motion og at tænke konstruktivt og positivt. Således kunne livskvaliteten meget vel stige for den enkelte, på trods af arbejdsmarkedsforhandlernes øjensynligt uendeligt lange række af nederlag tilsyneladende ene på medlemmernes bekostning. Bemærk også at den uundgåelige negative retorik kan vendes konstruktivt, flere eksempler herpå følger i løbet af kapitlet, de 6 eller 7 steder hvor teksten tilsyneladende forfalder til negativ retorik, findes alle henvist til denne slutnote og den senere tilkomne slutnote.

[TOP]