Kapitel 2 Det teknologiske samfund og utopier om samme

2.4. Delkonklusion

Afslutningsvist vil teksten fastholde; at dette kapitel har undersøgt de umiddelbare mulighedsbetingelser i det præteknologiske gennembrudssamfund i især 1980'erne for det kommende samfund, set med de briller som "teknologirevolutionen" tillod op til midt i 1980'erne, hvor den næste og anderledes afgørende omvæltningsperiode så småt begyndte at aftegne sig (beskrives i de følgende kapitler).

Metoden har udfra en indledende almen overvejelse af situationen og kortfattet karakteristik af dengang aktuelt orienterede forskningsrapporter søgt bestemme: først betingelserne for den litterære utopiske fiktion, og siden disses afkast på/i virkeligheden, dernæst endelig at undersøge flere af de førende teoretiske videnskabelige arbejder fra den præteknologiske gennembrudsperiode - især fra 1980'erne - og deres bud på morgendagen

Denne sidste undersøgelse har først afdækket en af de væsentligste af disse forskere (André Gorz) relativt grundigt i en strukturel nærlæsnings fremstilling og siden kritiseret samme relativt indgående; dernæst anvendtes den dermed udfoldede problematik til kritiske tematiske afsøgninger hos endnu to forskere.

Sammenfattende kan det konkluderes; at forskningen i 1980'erne ser det almene fuldtidsarbejde unødvendiggjort for det store folkeflertal og erstattet med periodiske arbejdsudfoldelser; at forskningen i 1980'erne forudser en ny "plebejerklasse" _a karakteriserbar ved ikke at udgøre en egentlig klasse i klassisk forstand (det vil blandt andet sige med fælles organiserede interesser i og afhængighed af fælles produktionsrelationer); samt at den borgerlige samfundsforordning - om end nysminket - vil vise morgendagens ansigt.

Hvad angår den litterære fiktions store interesse for verdensrummets erobring og hverdagslivets gennemautomatiserede teknificering, lader det til, at kun journalistisk orienterede forskere i 1980'erne (som for eksempel Alvin Toffler) tror på en virkelig fornyelse indenfor i hvert fald dagligdagsområdet (: prosumentbegrebet); - om end Gorzs utopi indeholder dybtgående samfundsmæssige omstruktureringer, hænger disse sammen med radikal om- og nytænkning af den sociale praksis og dens værdibegreber, det samme gælder for Thyssens begreb om tekn(ologi)ikvurdering udfra en seriøs respekt for menneskerettighederne. - Ingen af delene forekom videre sandsynlige under de givne forhold i 1980'erne; -: men så havde man da skrevet det.

Hvad altså angår verdensrummets erobring dannede det postindustrielle bravurnummer: 1960'ernes rumflyvninger og månelandinger, mens det i den præteknologiske tid især i 1980'erne forekom, at satsning på dette felt erstattedes af især militær fjendetænknings innovationsbehov (SDI _a altså "stjernekrigsprojektet" til eksempel) og at udviklingen derfor mere pegede frem mod den del af den litterære fiktion som beskæftiger sig med katastrofer, end mod den ekspanderende nykolonialisme i verdensrummet (som omtalt omstående). Faktisk det sandsynlige perspektiv for de fleste forskere helt frem til begyndelsen af 1990'erne.

Der forelå derfor i midt-1980'erne al mulig grund til alvorlig bekymring:

Ikke alene udstødtes millioner af mennesker fra menneskeværdige livsforhold, ikke alene voksede den økologiske og psykologiske forurening, men samtidigt ledtes den præteknologiske revolutions innovationspotentiale i krigsteknologisk retning... forandringsløst.

For André Gorz og andre revolutionærtsindede individer tegnede situationen sig måske anderledes.

Rote Arme Fraktion beviste i begyndelsen af 1970'erne; at det moderne samfund står yderst sårbart overfor så lille en gruppe som 30 væbnede mennesker. Teksten vil påpege; at alt hvad magthavere virkeligt bekymrer sig om, synes reelt i det hele kun at omfatte deres egen pengepung og deres eget liv, men RAF's erfaring spåede ikke godt for de revolutionære. Godt nok "afmaskeredes" det borgerlige demokrati og viste sit "fascistiske ansigt" "usminket" via berufsverbot, _b indskrænkninger i trykke- og talefriheden, politiske mord, tortur og så videre; men, i kraft af massemedierne, lykkedes det aldrig de revolutionære at fremstille deres projekt; - folket forblev solidariske med magthaverne overfor "Baader-Meinhof-banden", den postindustrielle kampråbs sæd kvastes under informationsmøllens sten.

Med midt-1980'ernes præteknologiske muligheder for satellitovervågning og lignende, kunne sådanne revolutionært sindede borgerbevæbninger og folkemilitser uafværgeligt og legende let føres til at lide ikke blot fysisk, men også moralsk og folkeligt pædagogisk nederlag, hvis de slog til ved post-industrialismenældens rod og ikke blot klippede de værste blade af (som for eksempel miljøorganisationen Greenpeace _[i], eller de studerende i Frankrig gjorde i december 1986.).

Der fandtes altså ingen nem omvej til et positivt fremtidssamfund; ene og alene en konsekvent gennemført nyvurdering af den globale politiske økonomi, fordelingen af de samfundsmæssige goder, menneskerettigheder angående liv og værdig overlevelse, fri tid, meningsfuld kulturel udfoldelse og deraf følgende en helt ny værdinøgle kunne bringe verden i den retning som alle: magthavere, eksperter og almindelige mennesker ønskede i deres tale, om end de ikke generelt fulgte det op i praktisk handling.

Alle forskere syntes enige om; at menneskeheden for første gang i den kendte menneskelige historie, med det præteknologiske gennembrud havde de tekniske og teoretiske muligheder for at skabe et veritabelt paradis på jord. Efter midten af 1980'erne og med fremsættelsen af perspektivet for den nanoteknologiske revolutio som skal omtales nærmere i næste kapitel, fandt disse tekniske og teoretiske muligheder uendelig styrkelse; - det eneste der manglede, og stadig mangler, syntes en overensstemmelse mellem den politiske diskurs, dens praktiske realisering, og udbredelserne af holdningerne hertil (Naturligvis ret meget forlangt!).

I en af Mizar-seriens litterære fremtidsvisioner (Helen M. Hoovers "Gensyn med jorden") har de transnationale selskaber overtaget den politiske magt fra de uansvarlige politikere, som drev jorden imod undergangen, temaet dukkede også op i 1980'ernes cyberpunk litteratur.

Denne post-politiske utopi syntes i 1980'ernes yuppi-filosofi på mange måder mere realistisk end håbet om; at politikerne, storkapitalen, magteliterne og militærerne kunne komme til fornuft i tide, selv om dette håb udgjorde alt, man havde og har.

[TOP]

     a plebejerklasse: efter latin plebs:  oprindeligt den ikke-adelige klasse i Rom uden politisk og økonomisk indflydelse. Siden  blot et nedsættende ord for folket: pøblen. En plebejerklasse altså: en samfundsklasse uden indflydelse, uddannelse eller indsigt. Lidt i stil med ordet proletariatet, efter latin proles: afkom, oprindeligt anvendt om borgere i romersamfundet, som kun tjente staten ved at avle børn. Senere om samfundets laveste klasse og i marxismen om lønarbejdere, som ikke ejer nogle produktionsmidler (i modsætning til "kapitalisterne"). Hvordan "proletariatets diktatur" (omtalt omstående) både skulle bestå af proletarer og hvordan de så samtidigt skulle have fælleseje af og kontrol med produktionsmidlerne, blev marxisterne aldrig helt klare over.

     a SDI: amerikansk akronym: Strategic Defence Initiative. Altså det strategiske forsvarsinitiativ: rumbaseret nedskydning af fjenders angribende raketter,  rumbaseret overvågning af fjenders installationer og lignende (se tidligere slutnote (I.8) og senere (IV.)).

     b berufsverbot: efter tysk beruf: arbejde, verbot: forbud. Berufsverbot altså: arbejdsforbud for mennesker som havde vist revolutionær, marxistisk sympati. Sat i effekt i 1972 med den såkaldte "Radikalenerlass" (tysk for: "ekstremistkundgørelse"), blev lov i 1975 og godkendt som i overensstemmelse med den tyske forfatning. Gennemført ved blandt andet universiteter, læreanstalter og andre offentlige institutioner. I lande hvor marxister sad ved roret - for eksempel Danmark i 1970'erne til omkring midt i 1980'erne - betød berufsverbot omvendt: stort set ingen ansættelse for ikke-marxister (om tysk ekstremisme i 1990'erne se tidligere og senere slutnote (IV.SN.9)).

[TOP]

[i]. Den 2/7-1986 trykkede "Dagbladet Information" et læserbrev, hvori Forfatteren tilsluttede sig den kritiske holdning, der i de år så småt begyndte at aftegne sig til miljøorganisationer som Greenpeace, som det fremgik i nogle skriverier fra avisens journalist Leif Blædel: (renset for 7 afvigelser fra d-prim, Greenpeace sat med skråskrift, en forkortelse skrevet fuldt ud, ellers uforandret):

"Blædels artikler om Greenpeace har på mange måder afsløret hvorledes borgerligt baserede aktivistbevægelser, gang på gang forfejler det, der oprindeligt fremtræder som idealistiske humanitære formål.

At organisationen ville ramme hårdere og præcisere ved først at have foretaget en kritisk analyse af den bagvedliggende politiske økonomiske struktur, ligner en velkendt sandhed, som disse aktivistbevægelser rent vanemæssigt har lært at overse.

Et forhold der dog i den forbindelse ikke bør overses: at det faktisk synes meget væsentlige fremtrædelser for den industrielle misére disse folk - på deres egen overfladiske og utilstrækkelige måde - beskæftiger sig med.

Det farlige ved sådanne organisationer: at de i lighed med den kristoide barmhjertigheds nødhjælp, giver den almene befolkning en falsk tryghedsfornemmelse af, at der faktisk bliver gjort noget ved disse problemer.

På denne vis bliver Greenpeace (og for eksempel også NOAH) håndlangere for den tekniske profitfetich, hvis logik underminerer vore livsbetingelser.

Den cyklus der ikke bliver blotlagt: at naturvidenskaben ligger på maven for de bevilligendes resultatkrav, samtidigt med at den teknisk funderede årsagsforklaring og dens lønsomhedsløfter tvinger de bevilligende i knæ; midt i mellem videnskab og politik sidder så militæret, der har forvandlet de smukke ord om at beskytte befolkningerne til et elektronisk bip-bip spil, i hvilket de eneste overlevende vil blive militæret selv.

Tilbage står så den gode gamle borgerbevæbning eller den lidt bedre og noget nyere folkemilits, der reelt kunne gøre noget ved problemerne, men standses af det kristoide ikkevoldssludder, mens man ser bort fra. at Moder Jord voldtages konstant.

Til eksempel kan den japanske multigigant som fælder regnskovene, og den asiatiske multigigant der kontrollerer den såkaldte "gyldne trekant"s opiumproduktion, med lethed nedkæmpes. - Når det ikke sker, skyldes det naturligvis, at de magtesløse myndigheder først skeler til lønsomhed og så ser bort fra konsekvenserne, mens (og det udgør min pointe) de civile lader sig spise af med de både ureflekterede og overfladiske miljøorganisationers mediebevidste men både utilstrækkelige og ofte ganske tilfældige "aktioner".

Jeg gør mig ikke til talsmand for terror, men det virker symptomatisk at "frihedskæmperen" Reagan bomber Kadafi, det (tidligere så) lykkelige Arabiens eneste moderne svar på de iranske religionsfanatikere, men lader (jævnfør mine eksempler) de virkelige internationale terrorister gå fri.".

Ved udløbet af det præteknologiske gennembrud synes disse mangler hos Greenpeace så tydelige, at deres internationale grundlag vakler, mens deres upopularitet vokser hos alle de folkeslag, som deres tilfældige aktioner har berørt, ikke mindst nordiske sælfangere og fiskere har følt deres levevej og livsform truet af disse mennesker, som i sommeren 1996 aktionerede mod danske fiskere.

Greenpeace udsprang generationsmæssigt af de generationer som blev voksne med 1960'ernes oprør og gamle med det præteknologiske gennembrud, teknologiens egne børn regnede snart mere effektive metoder ud. Det såkaldte "økoforsvar" og "økotage" (engelsk: eco-defence, ecotage) brugte enkle elegante sabotagemetoder som virkede. For eksempel slog man store søm ind i de træer, som ellers ville blive fældet og opsavet; man borede hul i skovrydningsmaskinernes benzintanke, man malede vildledende ord på skilteskoven i naturen. Uden at generere fredelige naturmenneskers lokale livsudfoldelse, lykkedes det de skjulte og mediesky "økoterrorister" at standse adskillige skovrydninger, skilteskove og meget andet. Beskrevet yderligere i Douglas Rushkoffs "Cyberia" p. 279ff. 

Op til 50året for det præteknologiske gennembrud havde Greenpeace - og snesevis af lignende grupper - dog lært lidt bedre at begå sig, holdt nu i stigende grad oprindelige befolkninger fri af deres aktioner, og koncentrerede alt mere deres aktiviteter mod stater, storkapital og dette ofte via rettens vej. Det overordnede billede forblev dog: de heroisk kæmpende - og hos medlemmer og sympatisører ivrigt økonomisk indsamlende - som kæmpede en ofte umuligt kamp mod en verden af bevidst kapitalistisk forurening og deraf følgende økologisk undergang, Ind imellem - ofte op til nye indsamlingsrunder - krydret af "sejre", som organisationen havde vundet for miljøet, mens medlemmer og sympatisørere sad hjemme bag skærmene: betalte og underskrev støtteerklæringer. Kritiske journalister afslørede i øvrigt jævnligt disse organisationer som topstyrede og små-fascistiske i deres interne medlemspolitik. 

I mellemtiden udviklede "øko-fascismen" sig til en dybt følelsesladet quasi-religion, hvor småhysteriske aktivister gerne satte alle samfundhensyn og gensidig almenmenneskelig respekt til side for "at gøre opmærksom på miljøproblemer" og "klimaforandringer", som stort set alle politikere og myndigheder (og offentligheden) allerede prøvede "at gøre noget ved". - Så Forfatterens pointe om, at miljøorganisationerne ofte blot skabte en falsk fornemmelse i offentligheden af, at der faktisk blev gjort noget ved problemerne - mens disse til stadighed voksede - holdt såmænd langt ind i det nye årtusinde, hvor "miljøproblemerne" havde udviklet sig til "klimakatestrofen".

[TOP]