2.3.d Om Ole Thyssens 'Teknokosmos'

Om end tekstmæssigheden her omstående afsluttende brugte ordet "kynisk", bør det ingenlunde misforstås derhen; at Ole Thyssens projekt forekommer kynisk, tværtimod fremtræder han - i modsætning til de foregående teoretikere - dybt engageret i menneskerettigheder. Faktisk står Europarådets afdeling for menneskerettigheder i Strasbourg som sponsor for bogen "Teknokosmos".

Når ordet "kynisk" bruges, skyldes det den objektivitet Thyssen i kapitel 8 og 9 benytter i sin fremlæggelse af den samfundsmodel han i 1985 umiddelbart (og med støtte i blandt andet de allerede behandlede teoretikere og endvidere også blandt flere andre Elliott og Elliott (jævnfør bibliografien)) ser aftegne sig.

Hvor Tofflers journalistiske metode nærmest virker som en forlængelse af den teknologiske reklame- altså public-relation-stils fagre nye verdensbillede, og hvor Gorz indskriver sine advarende eksempler i marxismens kritiske grundholdning, hvis umiddelbare appel til politisk handling generelt efterlader læseren med en følelse af, at noget kan og bør gøres; kommer Thyssens utopi tæt ved den "objektive" videnskabelige sagsfremstilling, som han faktisk selv andetsteds i bogen og generelt i dens brede sigte virker kritisk overfor.

Vejen til hans alternative utopi går igennem hele værkets 3. del, i hvilken menneskerettighedernes almene, abstrakte præg gøres til udgangspunkt for en revurdering af den tekniske verden eller: "Teknokosmos", som Thyssen kalder det.

For ikke at skabe for mange gentagelser indenfor dette felt, hvis væsentligste områder og diskussioner allerede må kunne skrives ganske omfattende opridsede, vil teksten i denne sidste afdeling af kapitel 2, hvis forfatter og tradition den også selv knytter sig nærmest til, inddrage dels sine kritikker løbende dels de områder, hvor det foregående ikke har været udtømmende nok og dermed også nogle af de andre af de i perioden væsentlige kilder.

[TOP]

2.3.d1 Menneskerettigheder i Teknokosmos

Men først om bogens bærende teser (for eksempel ibid p. 12) som kan resumeres:

1. Menneskets redskabsfremstillende evne gør det til menneske og gør det samtidigt til medlem af Teknokosmos (: det tekniske kosmos "på ryggen" af naturen).

2. Teknokosmos' udvikling har gjort dette univers uigennemsigtigt som rationel fornuft for mennesket. De tekniske færdigheder og redskabers verden "på ryggen" af naturen som en ny "natur" udviklet "helt ud i lysårene og helt ind i nanosekunderne" (op. cit.).

3. Arbejdet med at "tilbageerobre personligheden", at lade den leve sine sande "lidenskaber", må gå igennem en vurdering af teknokosmos' redskaber, en vurdering hvis grundlag må dannes af menneskerettighederne.

Om end Thyssen og menneskerettighedernes fællesprojekt synes al ære værd, findes det ikke relevant at inddrage generelt i et kort rids, når kapitlets hovedemne andrager fremtidsutopier fra 1980'erne om tiden efter det præteknologiske gennembruds startsamfund (teksten her begriber disse rettigheder udfra andre pointer, se for eksempel (I.18)), men inden teksten altså derfor går over til Ole Thyssens ideer om fremtiden efter det præteknologiske gennembrud, vil den kort redegøre for hans sproglige udrensningsforsøg på dette felt, et forsøg der burde sætte sig spor generelt.

[TOP]

2.3.d2  Teknik & teknologi

Thyssen henviser (ibid p. 15) til Siggard Jensen og Skovsmose (se henvisningerne), som bemærker om ordene "teknologi" og "teknik"; at forskellen dem imellem synes forsvundet, og at "teknologi" bør bruges som det foretrukne ord under det præteknologiske gennembrud.

Men ifølge Thyssens første tese om; at mennesket fremstår som menneske (og en del af teknokosmos) i kraft af sin redskabsforarbejdende og -benyttende evne - altså sin viden og dennes teknik - må Thyssen fastholde (ibid p. 15f):

"... teknik er redskaber, og i alle redskaber er der indlagt viden og fornuft. Der er derfor ingen særlig pointe i at tilføje et logos; ... Teknologi er derimod læren om teknik sådan som psykologi er læren om psyken".

Der findes en klar sproglig logik i denne overvejelse, men med alle generelt accepterede og anvendte ord/begreber kan det besvære forståelsen, hvis man udfra en sådan overvejelse i andre sammenhænge løst bruger ordet "teknik" og regner med at blive forstået med det i perioden generelt udbredte "teknologi", hvorfor teksten ikke har taget denne konsekvens, hvis logik dog hermed fremstilles, om end det foreliggende skrift ikke hedder: "Det prætekniske gennembrud 1976-1996", hvis denne konsekvens' logik fulgtes som med de foran i disse skrifter først omtalte tekstprincipper (se eventuelt læse- og læservejledningen).

Inden teksten fremstiller Ole Thyssens bud fra 1980'erne på det fremtidige samfund, vil den anbefale hans bog som en væsentlig kilde til citater fra den brede videnskabelige internationale debat om teknologi, der helt fra starten af det præteknologiske gennembrud og i høj grad under Thyssens skrivetidspunkt fandtes i fuldt flor. Han kommer godt rundt i alle de fremstillede problemer, altså samtidigt med en belysning af specielt menneskerettighedsproblematikken.

[TOP]

2.3.d3 Teknokratisk elite eller teknologisk demokrati

Et af de tidligste bud på den seriøst videnskabelige teknologidebatvækkende skrivning som Ole Thyssen arbejdede videre med i "Teknokosmos" (ibid p.139): David og Ruth Elliotts overvejelser i "The Control of Technology", som blev udgivet, da det af Forfatteren foreslåede startskud for den præteknologiske gennembrudsperiode lød altså: i 1976.

Disse to forskeres hovedinteresse: "teknokraten" :- teknikerens betydning i det nye samfund. Elliott og Elliott ser fremtidens teknologiske modeller i 4 grupper: (efter den danske oversættelse: "Kontrol med teknologien" p. 78ff og Thyssen op. cit.).

1. "Det venligtsindede teknokratis" model. Her danner opfindelse, undersøgelse og udførelse de drivende kræfter i udviklingen. Det absolut sandes scientistiske strategi altså den videnskabelige krigslist for social problemløsning. "Scientific Management"-formlen fra 1920'ernes krise, kunne i nogen grad siges at blive de sociale teknikkers klientbehandlingsmodel almindelig i løbet af 1980'erne.
   

2. "Den egennyttige elites" model. I hvilken teknokraterne udgør den nye elite, der beherskes af og behersker sine egne klasseinteresser. James Burnhams sociale model hvis magthavere, "managergruppen" udgør udøvere af "styrende, administrerende, ledende og organiserende funktioner i produktionsprocessen" (Elliott & Elliott p. 87 citeret fra Burnham). Denne model bliver til statskontrol og -magt, autoritære styresystemer: kommunisme, fascisme, feudalisme.
   

3. "Magtens tjeneres" model. Her igen skrivning om et centralistisk samfund, i hvilket teknikerne bliver systemets opretholdere (den nye arbejderklasse kunne man mene) videnskapitalens tjenende lakajer for feudale og moderne tyrannier.
   

4. "Den autonome teknologis" model. Denne model kalder Thyssen for "den ukontrollerede teknik", den selvforvaltende, - den mange læger går ind for i gensplejsningsdiskussionen, efterhånden som perioden udvikler sig, - den hvor "management" vil overtage også sociallivet udfra teknokraternes system. Det vil føre til teknologiens autonome logik, og kan ende i den slags videnskab for videnskaben, som ofte udgør folkelig satires mål.

 Disse fire modeller fra Elliott og Elliott, forekommer, som den opmærksomme læser vel har bemærket, mere kontrolorienterede og rettet mod strategiske overvejelser, ligesom med de i kapitel 1 behandlede forskere fra 1970'er, mens skrifterne fra 1980'erne rummer en noget klarere om end mere aktualiseret mindre historisk, fremstilling som hos for eksempel Ole Thyssen, der taler om (Thyssen op. cit.):

1. teknikerne som elite
   

2. teknikerne som elitens tjenere
   

3. teknikerne som befolkningens tjenere
   

4. teknikerne som egoistisk faggruppe
   

5. teknikerne som teknikkens tjenere

Hvor henholdsvis Thyssens 2 svarer til Elliotts og Elliotts 3; 3 til 1; 1 og 4 til 2; samt 5 til 4.

Thyssen skelner altså den egennyttige model ud i to, hvor han dels taler om (1.) teknikerne som eliten, og dels taler om (4.) teknikerne som egoistisk faggruppe; meget i tråd med den kritik Gorz fremsætter af muligheden for et lille stokkonservativt mindretal af privilegerede og fagforeningsbeskyttede fuldtidsarbejdere overfor et stort uorganiseret flertal af marginaliserede ikke-arbejdende neo-proletarer.

Denne problematik der, som det fremgår, synes oppe at vende i stort set alle samfundskritiske fremtidsvurderinger fra 1980'erne, præciserer Thyssen slående (op. cit.):

"Det afgørende spørgsmål er hvem teknikernes viden og erfaring står til rådighed for: eliten, dem selv, eller befolkningen.".

Problemet går helt tilbage til industrialismens begyndelse, reelt helt tilbage til det punkt i stammesamfundets udvikling, hvor for eksempel en person har vidst, at en plante indeholdt gift, så advarer imod den, ikke tros og har fået sørgeligt ret, eller har helbredt ved en anden plante, - eller har kendt til udspekulerede nye jagt- eller redskabsteknikker og så videre frem til den tid hvor agerbrug, bysamfund og slavehold har frisat denne "vidende elite" fra overlevelsesarbejde til spekulativ filosofi og (oftest) religiøse betragtninger.

Med delvis undtagelse af det oldægyptiske samfund, hvor dødsforberedelsen udgjorde livets bærende formål, har samme "præsteskab" (i de kendte kulturer) altid virket som magtens forlængede arm i en værdifetischeret skraben til sig.

Dette gælder også i de perioder (for eksempel Pavedømmets storhedstid), hvor denne "vidende" organisation har opnået en slags selvstændighed og verdslig magt, der tenderede teokratiske_a forhold.

[TOP]

2.3.d4 Scientismen som fællesmenneskeligt værdigrundlag

Tekstens påstand her: at positiv fremtidsoptimisme, på egne og menneskehedens vegne, med samt scientismens altså videnskabelighedens, tro på, hvad de kundskabsmæssige eksperter fortæller gennem de etablerede medier, kan ses og kritiseres som en af industrialismens og også præteknologisk tids religionserstatninger (jævnfør "den absolutte sandhed" om fremskridtet og de nye opfindelser alle rodet i denne videnskabelige "absolutte sandhed"); thi tekstens videre postulat: at der ikke i den kendte historiske overlevering findes noget velkendt eksempel på, at den vidende gruppe alene har kunnet styre folkeflertallet -;- konge- & præsteinstitutionerne hænger historisk sammen, formentligt udviklet fra samme rod (mere herom i kapitel 3 og 5).

Hverken positivistisk fremtidstro eller videnskabelig autoritetstro gøres eksplicit til Thyssens ideal, om end han anfører en lang række - og især tre - grunde til, at et sådant organigram ikke synes let gennemført:

Disse tre grunde at (resumeret efter Thyssens p. 143):

1. teknikergrupperne splitter op i faggrupper,
   

2. enkeltindivider synes karriere- snarere end fællesskabsbevidste,
   

3. den positivistiske væsensstruktur _a i det videnskabelige genstandsfelt gør det svært at abstrahere til almene, politiske og subjektive vurderingskriterier.

Thyssen kan således konkludere, med Elliott og Elliott (samt mange andre); at teknikergruppen oftest (altid) ender som magtens tjenere. Dette fører Ole Thyssen så videre til en diskussion om magten, politikken, økonomien, dens udøvere og ejere og om teknikernes indflydelse på den magtmæssige, økonomiske anvendelse af teknikken.

Teksten her vil nu abstrahere altså hæve sig op fra Ole Thyssens tekst og blot fastholde. hvor ofte denne diskussion - og især videnskabens forsøg på at påvirke den - optrådte i 1980'ernes akademiske begribelsesmodus af den "datamatisering" som så hastigt udviklede sig til en "teknologisk revolution".

En gang i midt-1980'erne skete det; at førende videnskabsfolk fra store dele af verden benyttede den danske fysiker Niels Bohrs 100 års dag som lejlighed til at protestere og advare imod især den militære atomteknik -: dette i en lang sej tradition af protesterende videnskabsmennesker og denne gang ved et stort arrangement på Københavns Universitet under myndig ledelse af den dengang siddende rektor, Ove Nathan. Enkeltindivider - som for eksempel Simon Weizenbaums korstog mod samme militærteknologi - viste også individuelle aktive teknikere og teknologers vågnende bevidsthed på området. _[i]

Og hvor velmenende disse initiativer end forekommer, hvor meget enkeltindivider i befolkningerne end erklærer sig enige, og hvor meget politikere, militær og kapital end i deres ord tilslutter sig, så forandres den sociale realitet ikke nævneværdigt, også selv om sen-1980'erne bragte den kommunistiske blok - under russisk herredømme med dens massive overtrædelser af menneskerettigheder - til fald.

[TOP]

2.3.d5 Nye veje i utopisk aktivisme

Men hvor udviklingen fra 1960'erne til 1980'erne - i især Europa - så den videnskabelige afmagt føre til en intensiveret kritisk holdning og en nymarxistisk kritik af den politiske økonomi, så indeholder Thyssens projekt - farvet af den nævnte tradition som det forekommer i - dog udtryk for nogle dengang nye og ganske spændende perspektiver:

Thyssens "sponsor" udgør jo netop en politisk organisation (med om end meget begrænset magt) og ideen om at gennemføre en ellers velkendt kritik på og med de politiske organisationers "egne præmisser" - i stedet for den isolerede pegepinds og -fingers dommedagssnak fra skammekrogen eller elfenbenstårnet - lignede nytænkning af værdifuld art; - om end andre kræfter i det miljø og den generation Ole Thyssen udgår fra stiller sig tvivlende til det "systemimmanente projekt", som det tidstypisk kunne hedde. - At "venstrefløjens march gennem institutionerne" (som det også kaldtes) ofte i løbet af 1980'erne endte i resignation altså i at man slog sig til tåls med ikke at have opnået andet end at blive hadet og foragtet, vides i 1996 af enhver dannet og kultiveret person med indsigt i disse emner.

Hvad opnåde Ole Thyssen ved at udtrykke sin tænkning i samarbejde med en alment humanitær europæisk interessegruppe?

Jo, han opnåede i hvert fald to ting, nemlig:

1. at skrive en bog som borgerlige, moderate, radikale marxister & anti-marxister, erhvervsfolk og andre ikke umiddelbart afviser af teoretiske, faglige eller politiske grunde. Og:
   

2. han opnåede - i kraft af den tilførte politisk øremærkede økonomiske støtte - at blive taget alvorligt ikke som indkaldt ekspert men som del af den politiske organisation.

Da Thyssens generelle synspunkt og pointer ikke afviger nævneværdigt fra den brede universitære forskning i 1980'erne, kan man altså se bogen som et brohoved for denne forskning ind i en lejr: den politiske økonomiske: magtens korridor; en lejr hvor det videnskabeligt kritiske standpunkt ofte bliver skrællet ned til sine objektive fakta og generelle velmenende hensigtserklæringer ofte uden opfølgende realitet (desværre kun).

Man kan altså sige; at han forsøgsvis rokker ved ekspertrollen som magtens tjener, ved at gå ind i magtens diskurs (menneskerettighedsretorikken) og at gøre samme diskurs til en vigtig del af sit projekt.

Her vender teksten tilbage til sin bemærkning "kynisk" om Thyssens utopi. Omend han bruger hele sidste tredjedel af sin bog til at indskrive, ja, at grundlægge en teknisk vurdering/kritik udfra menneskerettighederne, tager han, kan det synes, ikke højde for den ovennævnte nedskrælning til de objektive fakta.

Ethvert videnskabsmenneske, der har investeret blot nogle få arbejdsdage i studiet af, hvad politikerne egentlig siger og skriver, har indset, især hvor politikere kommer ind på ens eget fagområde; at de generelt har deres viden fra resumeer, briefings, altså korte opsummerende præsentationer, indholdsfortegnelser, stikordsregistre og leksikale kilder.

Hermed ikke skrevet, at politikere enbart opfattes som nogle dovne hunde, blot at den politiske arbejdsforms store krav til bred og mangfoldig orientering og viden gjorde det umuligt for dem, rent faktisk at vide ret meget om konkrete enkeltstående områder, noget teknologien og dens evige fornyelse skulle og i nogen grad også kom til at råde bod på under hele det præteknologiske gennembrud.

Dette, sammen med den politiske fjende/konkurrencetænkning og hensynet til næste valg, gør; at politisk diskurs fremstår som et sprogligt fænomen kendetegnet ved en uhyre upræcis almenhed og tvetydig repetitativt indoktrinerende _a fastholdelse af evigt skiftende slogan- og slagordsagtige begreber, hvis eneste underbyggende element optræder som netop den kendte fastholdelse af få "objektive facts", "hårde kendsgerninger", "tørre tal" og "statistik og tabeller", se eventuelt kritikken heraf omstående.

Hvor dedicerede politikere, der har gjort menneskerettighederne til deres mærkesag (altså et områder hvor deres brede og mangfoldige orientering og viden går mere i dybden, hvor de altså præger deres partifællers opfattelse, det vil sige resumerer/"briefer" fakta videre til samme), hvor sådanne menneskerettighedsengagerede politikere formentligt læste Ole Thyssens bog fra ende til anden, og måske endda forenede sig med intelligentsiaens kritik_b på væsentlige områder, da vil den gennemsnitlige politiske magthaver læse i sit sekretærmæssigt udarbejdede korte resumé fremstillet af en travl informationsmedarbejder udfra indholdsfortegnelsen, og derfra slå op på de tørre fakta, og da de passer godt i vedkommendes kram, vil kritikken generelt blive "gåsevand".

Teksten påstår altså; at den travle genemsnitsmagthaver, som skal have sig nogle tæsketørre facts, slår lige op i indholdsfortegnelsen, finder nøgleordet "informationssamfundet" (ibid ii del. kap. 7. p. 151ff) og så går i gang med at indhente sin viden.

Og hvad lærer vedkommende så? Ja, man får en rekapitulation af flere pointer fra Gorz (omtalt omståede ), "Teknokosmos" p. 153 kan Ole Thyssen konstatere; at borgerlønnen faktisk allerede findes delvist indført i Danmark år 1985 (jævnfør kritikken omstående). Og så har han en meget vigtig diskussion om vækst og om arten af samme:

[TOP]

2.3.d6 Vækst i et foranderlighedssamfund?

Ole Thyssen og andre skelner mellem væksten i materielt og immaterielt forbrug. Og han stiller sig kritisk til begge. Han gør mest ud af det immaterielle forbrug i en klar fortsættelse - og en skandinavisk opdatering - af Gorzs kritik af klientsystem og psykisk ekspertvælde.

Teksten finder det væsentligt her at fastholde; at den rette holdning ikke kun kan formuleres: "enten-eller" men bør udtrykkes: "både-og".

Teksten ser intet galt (tværtimod) i (Thyssen p. 155):

"... nye bilmodeller, nye raffinementer inden for de hårde hvidevarer, nye musikmaskiner ... nye brancher for video, hjemmedatamater, fritidsudstyr, etc.".

Teksten betragter det som en (om end uhyre almindelig, så) naivt protestantisk, prækapitalistisk asketisk _a nød- og nøjsomhedsfilosofi at skrive (Thyssen p. 156):

"Der er ikke ressourcer nok til, at alle mennesker kan leve i den rige vestlige stil,".

Her foreligger en grundliggende fejliagttagelse og -vurdering, hvis grundlag hænger sammen med militærernes fjendetænkning, med kapitalernes krise- og privilegielogik i 1980'ernes krise- og samtidigt yuppiesamfund, og med den grådighedens passificeringsstrategi i "Vesten", som går ud på at systemtilpasse befolkningerne med argumenter som "Vi har det jo så meget bedre her end i u-landene".

At industrialismens resursespild - og ofte lidet snilde produktionsmetoder - gør den "rige vestlige livsstil" unødigt råstofforbrugende og forurenende, synes så en anden sag (mere herom i næste kapitel). Dog udgør det altså Forfatterens klare indsigt og indsigelse; at der kán findes og organiseres resurcer nok til, at alle på kloden kan leve med en (livs)stil, som gør "den rige vestlige" til en rent jammerlig fattigmandsfornedring.

Teksten tror sig klar over; at dens argumentations konsekvens leder til den globale økonomiske verdensordens fordelingsnøgler, men vil her kun understrege: at for eksempel prisværdien for udvikling og produktion af et af de større våbensystemer i 1980'erne, ville udgøre nok til at finansiere for eksempel en højteknologisk profitfri elektrificering af et større afrikansk uland i 1990'erne.

Det skal ikke påstås; at disse eksempler står som ufejlbarlige sandheder, tværtimod synes sådanne tal og proportionale symboliserede omskrivninger (altså forholdsmæssige eksempler) altid noget vellydende vrøvl, og i virkeligheden ønskes de ikke af de respektive magthavere og befolkninger, men effektueres stadig og bevirker at elendigheds- og nøjsomhedslogikken kun kan legitimeres, så længe kapital (: viden og arbejde) sættes ind på områder, som principielt fremstår menneskefjendske.

Men denne (den egentlige) utopi så man ikke for sig i 1980'erne, og den forefandtes jo heller ikke under realistisk opsejling, tværtimod, og Thyssen kan da også konkludere; at eksperter på såvel det materielle som det åndelige plan, vil overtage og nedkøle sociale og menneskelige relationer; at de økologiske og sociale kriser, som ejendomsforholdene og markedsmekanismerne medfører, vil kunne skabe endnu mere arbejde til og monopolisering ved eksperter og dermed stabilisere disse forhold og mekanismer; samt at (jævnfør Gorz) kunnen, viden vil blive endnu et ejendomsmonopol monopoliseret af fagforbundene, ved siden af kapital og jord monopoliseret af finanskredse og/eller staterne.

Heraf følger; at hvad andre kalder "den teknologiske revolution", egentlig kun står som en revolution i fremtrædelsesformerne, man kunne sige at "alt forandres for at blive det samme", eller, med et teorem efter Aleister Crowley: "Forandring = Stabilitet" ("Liber Thoth" p. 212), eller som Thyssen formulerer det med et fransk udtryk ("Teknokosmos" p. 169): "plus ça change, plus, s'est la même chose." (: "jo mere det forandrer sig, jo mere er det det samme").

[TOP]

2.3.d7 Teknokosmos under midt 80'erne

Det sktuelle borgerlige, vestlige demokratis industrisamfunds monopoler og marked forlænges ind i informationssamfundets pyramidehierarki, som Ole Thyssen fremstiller i 5 planer: (efter ibid p. 169ff.).

1. Øverst ser han "superarbejderne", teknikere med høj viden, som i perioder tilsidesætter alle andre hensyn og kaster sig ud i dybt engageret fuldtidsstress, af kreativt videnskabelig, administrativt ledende art.
   

2. Herunder ser han så "banalarbejderne", de sidste rester af de gamle rutinearbejdere fra den industrielle produktionsopsplitning. Tanke- og beslutningsfrit overvågnings- og knaptrykker arbejde af ikke-faglig karakter.
   

3. Derunder kommer så "socialteknikerne", statens kontrollører: militær, politi, socialarbejdere, pædagoger, konsulenter, terapeuter og lignende.
   

4. Herunder (og ret enestående for Thyssens utopi) skulle så opstå en ny gruppe "tyende", eller rette: genopstå. Tjenerskabet ses som superarbejdernes husholdning "... havemænd og kogekoner og barnepiger og chauffører ..." (ibid p. 171).
   

5. Det sidste trin, det Thyssen beskriver som hvad: "André Gorz kalder for det nye proletariat", altså ikke-klassen af ikke-arbejdere, eller/og det postindustrielle neo-proletariat. Ikke-klassen af individer, der ikke kan, eller principielt ikke vil, "tilpasse sig arbejdsmarkedets krav" (op. cit.).

Dette udgør Ole Thyssens bud; komponenterne udgør jo stort set de nu her i teksten velkendte, og teksten skal ikke videre diskutere de første tre planer, blot påpege (jævnfør diskussion om George Orwell); at socialteknikergruppen fandtes under hastig opblussen i det såkaldte "sociale servicearbejde" i 1980'erne.

Til gengæld vil teksten gerne berøre den fjerde gruppe, som kun synes aktuelt og klart formuleret i midt-1980'erne her hos Ole Thyssen.

Thyssen forestiller (ibid p. 171) sig superarbejderne huse i:

"... fjerne forstæder, omgivet med mure, pigtråd og glasskår.".

Dette formentligt som beskyttelse imod "autonome kommunistiske kampgrupper" og andre neoproletariske kommandobander af voldeligt tilsnit.

Teksten vil påpege (jævnfør Gorz og "den skandinaviske demokratimodel" omtalt omstående ); at dén klasseudjævning der gør, at superarbejderen Ole Thyssen, går i stort set samme tøj som den gennemsnitlige neoproletar, at de stadigt i nogen grad kan tale samme sprog og så videre, at denne relative lighed synes værd at værne om (om end den da naturligvis fremtræder som netop relativ og langtfra reel), og at tyenderelationen uvægerlig ville forrykke denne balance.

Og med midten af 1990'erne syntes der ikke tale om en tyendemæssige institutionsdannelse, men om at "hjemmehjælperen", "sanitøren" og lignende skiftende statslønnede personer, udførte en lang række arbejdsfunktioner i ældre og svagelige mennesker hjem; - så i en noget mere social formulering, må også Thyssens særlige "tyende"-gruppe (der altid har eksisteret for rige og travle mennesker) siges realiseret, i hvert fald i det danske samfund.

[TOP]

     a teokratiske forhold: efter græsk theo: gud. Og efter græsk kratos: magt, vælde styre. Teokrati altså: et gudsherresdømme, en statsform hvor regenten har sin magt direkte fra gud og gennem præsterne. Teokratiske forhold altså: en statsform som minder om det gudegivne præstevælde senest udfoldet i Danmark under "Enevælden".

     a positivistiske væsensstruktur: efter latin ponere: at stille, sætte. Videnskabelig metode udviklet i oplysningstiden, som bygger på, hvad man kan iagttage, altså på sansninger og hvad man kan undersøge rationelt og udfra erfaringer "positive kendsgerninger". Den positivistiske væsensstruktur altså: at videnskaben i sit grundliggende væsen kun vil beskæftige sig med, hvad der kan måles, vejes og efterprøves ved forsøg.

     a repetitativt indoktrinerende: efter latin re petere: forlange, bede. Heraf udføre på ny, igen og igen. Og efter latin in doctrinare: ind lære, instruere, efter doctrina: en lære. Heraf indoktrinere: indgive en bestemt mening, vedholdende påvirkning gerne under tortur, såkaldte "hjernevask". Repetitativt indoktrinerende altså: noget som folk igen og igen bliver tvunget til at indse og at rette sig efter. Gentagen hjernevask.

     b intelligentsiaens kritik: efter latin inter legia: mellem udvælge, blandt læse, heraf intelligentsia: de lærde med indsigt og forstand. Begrebet udviklet i Rusland betegner laget af højtuddannede, professionelle åndsarbejdere.

     a asketisk: efter græsk askésis: en (gymnastisk) øvelse, forsagelse, selvtugt med streng afholdenhed fra materielle nydelser. Asketisk altså: en person som piner sig selv til ikke at nyde livet og dets goder udfra en filosofisk idé om, at denne tortur fører til en forbedring af en eller anden art. I denne sammenhæng altså socialteoretikere, der afskriver store dele af menneskehedens muligheder for et sundt, godt, rigt liv med henvisning til mangler og andre forsyningsproblemer, som jo især kommunisterne dyrkede dem (jævnfør tidligere fodnoter, for eksempel p. 131 ). I lyset af de næste to kapitler kan læseren passende overveje, om det kun drejer sig om socialsadisme eller også "falsk ideologi", når sådanne asketiske "realiteter" serveres som "naturnødvendige" og "uomgåelige".

[TOP]

[i]. Man kan gå ud fra to sæt, hvor forskernes protester og spekulationer synes nødige. Dels den i teksten nævnte tradition for at forskeren, videnskabsmennesket protesterer, hvis det føler, at deres fag kanaliseres ind i destruktive, menneskefjendske retninger, som Einstein gjorde det, som Niels Bohr gjorde det og andre siden jævnfør teksten.

Det andet sæt drejer sig om udviklingen af de menneskerettigheder, som blev en del af planetens organisering fra de borgerlige revolutioners periode. Hvor det første sæt drejer sig om at fastholde og beskytte det allerede vedtagne grundlag for en acceptabel menneskelig eksistens, drejer det andet sæt sig om den fortsatte udviklende uddybning af dette grundlag. I "Info-Psychology" opererer Timothy Leary med "otte friheder og otte kontroller, som indeholder otte niveauer af "revolution-revelation"" dette sidste begreb definerer han (ibid p. 22ff):

"Revolution er forandring eller mutation i ydre materielle forhold. Åbenbaring er forandring eller mutation i neurologiske-ekstraterrestriske energier. Revolution uden åbenbaring er tyranni; åbenbaring uden revolution er slaveri."

Nedenfor en resumerende fremstilling af de otte friheder/kontroller og deres revolutionære, åbenbaringsmæssige status (op. cit.):

1. Biologisk, visceral (: vedrørende legemets indre organmæssige) frihed. Retten til at beskytte sine cellers overlevelse. Helse, vitale forsyninger. Den voldelige revolution med visceral magt. Bio-overlevelse i grupper, militært-medicinsk.  
   

2. Den territoriale frihed til at opretholde et bosted og bevæge sig frit over jordens flade. At forsvare sit område. Den politiske revolution med muskelmagt. Politiske-territoriale grupperinger.
    

3. Den teknologiske, cerebrotoniske (: vedrørende hjernen) frihed. Retten til at fremstille, besidde og bruge genstande og transmittere symboler. Den teknologiske revolution, mekanisk magt. Tekniske, professionelle, beskæftigelsesmæssige grupperinger.  
   

4. Den kulturelle frihed til at vælge sin livsstil, sociale, seksuelle identitet. Den kulturelle-seksuelle revolution, bikubetæmnings magt (altså mennesker som små led i en større sammenhæng, der tæmmes af deres livsstil). Kulturelle, etniske grupperinger (bikuben, stammesamfundet).

Disse fire friheder/revolutioner regner Leary for de grundliggende patterdyrsrettigheder for væsener, der endnu ikke har hævet sig over en planets tyngdekraft, og altså lever domineret af muskler, materielle forhold i det univers Isaac Newton (1642-1727) beskrev i sin fysiske forskning (se eventuelt i bibliografien). Til frihederne hører naturligvis også de modsatte begrænsninger i individernes udfoldelse, altså: at andre har de samme rettigheder/friheder. I de sidste fire friheder følges nu ikke mere magt og kraft (revolution) men tid og indsigt (revelation altså åbenbaring):

5. Den somatiske frihed. Retten til at bestemme over sit eget nervesystem og hvilke stimuli det skal udsættes for angående såvel mad, drikke, stoffer, erotik og andre stimuli. Den hedonistiske åbenbaring, kroppens tid. Somatisk fusion, tantragrupper (: seksuelle grupper), kollektiver på landet, rumkolonier.  
   

6. Den neurofysiske frihed til at udvide og kontrollere sit eget nervesystem, at sende og modtage impulser. Retten til at udvandre fra planeten. Den elektriske åbenbaring, hjernens tid. Telepatiske individer, maskine-menneske sammensmeltninger.
   

7. Den genetiske frihed til at udvikle sin genetik og at indgå i genetisk symbiose med andre livsformer. Retten til at foretage genetisk forskning og forbedre sin genetik som man vil. Den genetiske åbenbaring, DNA-tid. Symbiose, sammensmeltning mellem frit associerede forskellige livsformer i nye grupper.  
   

8. Den nukleare frihed til at opnå sammensmeltning med andre intelligenser, og til at udføre partikelforskning. Den nukleare åbenbaring, kvantetid. Sammensmeltning med nukleare strukturer, nanoteknologi og lignende.

Det forblev til hans død i 1996, doktor Learys overbevisning; at de fire indledende friheder hørte til på en planet, som ikke havde udviklet rumfart, mens de fire sidste friheder kun kan udvikles fuldt af en planetbefolkning, som har indset rigtigheden i hans sidste verdensberømte slogan: S.M.I².L.E. (: Space Migration Intelligence Increase Life Extension (: Udvandring til rummet, Intelligensforøgelse og Livsforlængelse). Mere herom i kapitel 3.

[TOP]