2.3.c. Om Alvin Tofflers "Den tredje Bølge"  

Udover arbejdet med tilegnelsen, fremstillingen og kritikken af André Gorzs "Paradisets veje", skal endvidere to teoretiske samfundsvidenskabeligt intenderede _b skrifter fra det præteknologiske gennembruds tid inddrages: nemlig Alvin Tofflers "Den tredje bølge" og Ole Thyssens "Teknokosmos".

Der følges et andet læseprincip med disse to værker, de tiltænkes ikke her en nøjere fremstillende kritisk gennemgang men snarere: en kritisk præsentation af deres bærende ide, samt en diskussion af de for emnet væsentlige bidrag til den endelige fremstillings forståelse.

Den bærende idé i Alvin Tofflers "Den tredje bølge" (1980, dansk udgave 1981) fremstilles som af historisk art.

For Toffler har verden gennemgået tre væsentlige omstruktureringer, der har haft umådelig betydning for de menneskelige samfunds organisering.

Disse tre omstillinger (: bølger):

1. Overgangen fra det lavere samler- og jægerstadium til agerbrug

2. Overgangen fra agerbrug til industrialisme

3. Overgangen fra industrialisme til højteknologi

Alle de tre overgange (bølger) betegner Toffler som revolutionære, og han tidsfæster dem til: 1. ca. 10.000 år før hans bog. 2. ca. 300 år før hans bog og 3. ca. 30 år før hans bog.

Toffler beskriver herefter i sin murstenstunge bog de forskellige brydninger og kendetegn imellem og i disse tre kulturtrin.

Som metodisk analysegreb indfører Toffler et "sfære-begreb", _a et begreb ved hvilket han påviser de samfundsmæssige implikationer _b af de pointerede revolutioner.

De centrale sfærer: "tekno-", "socio-" og "infosfæren" og Toffler påpeger endvidere; at opkomsten af industrialisme forudsætter overgangen fra storfamilierelationen til kernefamilie, indførelse af tvungen skolegang og udviklingen fra købmandskab til storfinansielle firmaer.

En central pointe for Toffler fremstår da som; at beskrive "den teknologiske revolutions" nedbrydende omstrukturering af netop disse sfærer og institutioner og samtidigt give et bud på en (den) mulig(e) fremtid.

Ligesom med André Gorz - om end på ganske andre præmisser - virker Toffler som optimist. for ham vil fornuft og aktivt handlende indgriben båret frem af de højteknologiske mulighedsbetingelser, kunne skabe en ny kultur, hvor blandt andet splittelsen mellem forbrug og produktion vil kunne ophæves: "prosument"-begrebet. (: producent og konsument i ét.).

Toffler forestiller sig prosumenten dukke op af denne adsplittelse mellem produktion og forbrug: vel støttet af den allerede omsiggribende udbygning af servicefunktionerne i samfundet og velfærdstænkningen i firmaerne.

Hvor Gorz altså forestillede sig (: Tese 10) produktets pris som en del af produktionsomkostningerne, forestiller Toffler sig "prosumentrelationen" altså at ("Den tredie bølge" p. 292.):

"...forbruget med overlæg programmeres ind i produktionen,".

Dette udgør de egentligt bærende ideer i Tofflers bog. Om det sidstnævnte kan det bemærkes; at det - som med den sammenlignede pointe fra André Gorz - synes absolut mulige om end langtfra sandsynlige konsekvenser af den teknologiske revolution (se dog kapitel 3 for eksempel (III.30)).

Som anført i foregående afsnit synes der her typisk tale om fantasifuldt friløb, som på mange måder forekommer underholdende og oplysende, et friløb dog - hinsides struktureret videnskabelighed - og dette hænger sammen med Tofflers metode:

Tofflers metode går ud på at væve et større mønster af fremtrædelsesformer, af overfladiske fakta, som set i deres indbyrdes sammenhæng gøres til medforklaringer af det samlede system.

De enkelte dele sættes altså sammen således, at deres samfunktion gensidigt belyser hinanden, men Toffler tager intetsteds skridtet ned bag fremtrædelsesformernes glimtende overfladespil, nærmer sig ikke de væsentlige underliggende systematiske begrundelser for sine fremtrædelsers skueproces, derfor resulterer hans fremstilling ikke i en egentlig analyse, den fremstår intetsteds konstruktivt kritisk, og som følge deraf forekommer dens værdi mere i det causerende _a faktaorienterede journalistiske end i det videnskabeligt dybdeborende. Jævnfør Ole Thyssens karakteristik af Toffler som en af "informationssamfundets journalister" (: "Teknokosmos" p. 140), og som sådan har Toffler med rette vundet nogen - faktisk ret megen - respekt.

Disse dog - og for et videnskabsmenneske - alvorlige mangler ved Tofflers arbejde, fører da også til, at en lang række af bogens "fremtrædelsesfakta" ikke forekommer velgennemtænkte, mens andre let gennemskues i deres retoriske altså overtalende budskabers relative sandhed.

Et eksempel på disse to forhold.

1: Bølge-begrebet kan virke rimeligt. Tilsyneladende forekommer der netop en slags ombrydning i sådanne omskiftelige tider. Teksten her skal ikke primært kritisere bølgemetaforen, om end den virker vægtigst, hvor og hvis man forestiller sig en bølge af for eksempel græshopper eller soldater, og mindre præcis hvor og hvis man forestiller sig en havbølge, som jo immer trækker sig tilbage igen.

Hvad teksten her derimod vil kritisere: den tofflerske historieopfattelse. - Det virker som et oplagt fejlgreb at tage udgangspunkt i overgangen til agrarsamfundet _b ved udarbejdelsen af en teknologisk funderet historieopfattelse.

Langt snarere, burde en sådan historie tage udgangspunkt i de første kendte former for redskabsbrug (noget lignende skal vi se i Thyssens bog og i den her foreliggende teksts kapitel 3 og 5), burde diskutere og forstå overgangen fra vilkårlige redskaber (som de bruges af primater _a og af redebyggende fugle og vildsvin for eksempel) og den bevidste, hensigtsmæssige målorienterede redskabsforarbejdelse, hvis første teknologiske højdepunkt fremstår som stenalderkulturens forarbejdningsteknikker.

Herfra stammer den teknologiske snilde, den menneskelige natur- beherskelsestrang og innovationsformåen, og dette skridt synes derfor den egentlige 1. bølge.

En sådan historieopfattelse, som Toffler underbygger sin fremstilling med, virker derfor umiddelbart lidet velovervejet, og om end mange af hans dertil knyttede pointer (for eksempel om industrialiseringens betydning for familie, undervisning, produktionsmåde og handel) forekommer sande og gode (og jo findes udtrykt i et sandt hav af undervisningsmaterialer og forskningsarbejder af fra midten af 1980'erne) virker det for en teoretisk kritikker som om den praktiske forståelse fanges i blændværk.

Tofflers form, der stadig udgør og fremstår med en form for virkning og tiltrækning i de borgerlige demokratier (mest dog i den angelsaksiske verden), synes derfor også bedst anvendelig ved de idéer den sætter i gang (se eventuelt i øvrigt kapitel 4 her i dette skrift, hvor denne metode anvendes i mere stram form).

2: Og netop disse idéer fører teksten her frem til det andet kritikpunkt, altså at bogens "fremtrædelsesfakta" "let kan gennemskues i deres retoriske, altså overtalende, budskabers relative sandhed.".

Tofflers publikum (: "målgruppe" med endnu et populært 1970'er og 1980'er ord, som blev hængende ved pædagogikken og formidlingsteorierne i 1990'erne) udgjorde mestendels intellektuelle, teknokrater og pligtlæsere af de "rigtige bøger" alle i de vestligt orienterede demokratier.

En kæphest her: at modvirke den groft forenklede fjendetænkning i netop disse demokratier, hvis sataniske modstander, i 1980'erne, jo udgjorde de østligt orienterede kommunistiske "demokratier".

Toffler pointerer gang på gang (for eksempel citeret i Gorzs "Paradisets veje" p. 120) den principielle lighed i disse dengang altså stadig stridende samfundsmodeller.

Det må -i begyndelsen af 1980'erne - betegnes som et godt humaniora fagligt projekt at medvirke til at højne den almene forståelse af og for de anderledes tænkende, (især da den mytiske modstander,) at påpege de iøjnefaldende ligheder og fællesinteresser, især da med henblik på den måske allerede dengang forventede afslutning på den russiske kommunistiske filosofis statsdannelser i slutningen af 1980'erne.

Men når noget sådant gøres essentielt altså til det væsentlige, og når man endda profetisk (mellem linierne) lægger op til; at netop den omtalte ideologiske splittelse ikke vil overleve den 3. bølges frembrusen, ville det synes formålstjenstligt, hvis man nærmere redegjorde for denne ideologiske splittelses dybe rødder i den industrielle revolution, og deraf blotlagde ikke kun de forenende fællestræk, men også hvad i disse ideologier man kunne tænke sig har en fremtid i den 3. bølges samfundsorden.

For den trænede læser, som eventuelt selv har overvundet fjendetænkningen, kommer det derfor nemt til at virke, som om Tofflers sammenstilling af systemerne, dækker over et reelt ukendskab til forholdene i den dengang aktuelle østblok og dens ideologiske fundament. (Om dette så skyldes faktisk uvilje/ukendskab eller udgør et salgsstrategisk træk i en amerikansk publikation - et lille tiår før sovjetkommunismens endelige sammenbrud - skal teksten her ikke kunne vide.).

André Gorzs arbejde fandt på mange måder sin inspiration hos Toffler, og i hans egentlige diskussion af fremtidens mulige samfund findes der derfor også mange fællestræk.

Teksten vil forholde sig til nogle få af disse og endeligt kort sammenholde den tofflerske utopi.

[TOP]

2.3.c1 De tofflerske sfærer

To yderligere begreber fra Tofflers pionerarbejde - udover det nævnte prosumentbegreb og de tre sfærer: tekno-, socio- og info-sfæren - forekommer væsentlige her: dels den "fleksible produktion", dels "blip-kultur".

I den fleksible produktion forekommer det borgerlige individualitetsbegreb _a tænkt ud i sit ekstrem. - Den industrielle masseproduktion ses her erstattet af den individuelle, som eksempel optræder da prosumenten, der indtaster/indgiver sine personlige fysiske mål og stilmæssige preferencer altså ønsker, og får et specialsyet sæt tøj fra produktionsapparatet, det eneste af slagsen.

Teksten her skal absolut ikke betvivle muligheden af en sådan "prosumentrelation", som det hedder hos Toffler. At den enkelte får muligheden for at præge produktionen af det (gorzske/marxske) "nødvendige" må betegnes som et absolut og muligt gode.

Men igen her vil teksten kritisere det manglende historiske fundament for forståelsen. Den borgerlige individualisme hænger nøje sammen med industrisamfundets opkomst, synes faktisk på mange måder en rekompensation altså en art erstatning for tabet af de nære storfamilierelationer af de såkaldt "umiddelbare produktionsmåder" _a og så videre.

Når Toffler derfor prøver at "sælge" sit teknologiparadis (som på mange punkter ses realiseret og/eller stadig aktuelt i 1996) og samtidigt dengang påpeger; at blandt andet familiestrukturen står under forandring, at hjemmet vil udgøre den centrale produktionsenhed i fremtiden, så ledes han ikke til at fundere nærmere over, om hans "fremskridt" egentligt ikke udgør et "tilbageskridt" til førindustrielle, om ikke produktionsmåder, så i hvert fald produktionsrelationer altså "første bølge".

[TOP]

2.3.c2 Tofflers "Blipkultur"-begreb

Blipkultur. Det udgør en central pointe for Toffler, at den anden bølge, industrikulturen, medførte nødvendigheden af at kunne meddele mange mennesker de samme oplysninger samtidigt, heraf udviklingen af aviser, ugeblade og senere radio og fjernsyn. På dette punkt har Alvin Toffler også ramt rigtigt i sin fremtidsutopi, idet netop disse midler opleves som stadigt mere historificerede under det præteknologiske gennembrud (: delvis Tofflers tredie bølge).

De fra den kunstteoretiske terminologi i perioden velkendte "post-modernistiske" _b karaktertræk, blandt andet: mangesidighed, indbyrdes henvisning, citater, dekonstruktion, transkulturelt ligeværd og fragmenterede sammenstykkede montager, altså samlinger af almen kendte kulturudtryk i nye former, alt dette fremholdes som værende selvstændige "blip". Toffler citerer to amerikanske litterater blandt disse Daniel Laskin for følgende ("Den tredie bølge" p. 175f ):

"Det ser ud til, at ingen tør holde på tanken om en udtømmende syntese. Alternativet er at opsamle verden i tilfældige stykker, især de morsomme småstykker.".

Denne glimrende karakteristik af post-modernistiske fremtrædelsesformer fører Toffler videre; - de mange løsrevne impulser, blip, fremtræder som det den enkelte har til opgave at samle i et forenet livsbillede, der, - i modsætning til den massekulturelle ensrettede og standardiserede uniformisme _a - fremstår originalt individuel og vil betinge en sand ophobning af data i fremtidens komputersystemer.

Igen her kan det gøres gældende; at der opridses en hyperindividualisering; det synes sandt for dyden den fri "tænke-, tale- og trykkeret", "ytringsfriheden" og "forsamlings-" samt "foreningsfriheden", altså og "råderetten" ikke blot "over eget liv og egne lemmer og egne økonomiske midler", men også over "egen livsopfattelse, kunstinteresse og livsrealitet", som her ser sin utopiske realitet lige om næste hjørne (se eventuelt endvidere slutnote (II.12) om de præteknologiske frihedsrettigheder).

End igen synes dette en glimrende udsigt, om end landskabets egentlige former hyldes i den ærtetykke tåge, hvis mulmende uigennemsigtighed skyldes den fantasifulde fastholdelse af muligheder, som ikke relateres til de menneskelige forhold og de gældende fakta om den menneskelige natur. Her synes Alvin Toffler dog bedre kørende end i sine overordnede ideer. Han har flere forslag til, hvad dels prosument- dels blip-individualiseringen vil føre med sig:

Han causerer om den 3. bølges "halvdirekte demokrati", i hvilket der i høj grad (og grundet på den meget store fleksibilitet) kan tages hensyn til minoriteter. - Han skriver endvidere om; at de mange mulige meningsforskelle kan komme til direkte udfoldelse gennem blandt andet elektroniske afstemninger.

Hvor kort og ovenfra styret den danske teknologivurdering, -debat og -kritik end havde levet og delvis overlevet fra 1970'erne og ind i 1980'erne og 1990'erne, så forekom det åbenbart for alle forskere på disse kanter, hvilke helt uhyggeligt store muligheder for overvågning, registrering og kontrol, samt direkte valgsvindel der ligger i det elektroniske afstemningssystem.

Hvad angår fleksibiliteten og dennes muligheder skal det endvidere anføres, at nok rummer denne (allerede i 1980'ernes teknologiske formåen) store muligheder for individuel hensyntagen, men også modsat for registrering af disse individuelle hensyn, samt for allehånde marginaliseringsstrategier overfor de individuelt formulerende minoriteter, så typiske for den amerikanske intellektuelle læserskare som danner Tofflers baggrund.

Det samme gælder for prosumentmetoden. Der synes egentlig intet til hinder for, at en prosument kan designe, altså skabe, endeløse bukser (altså bukser uden bag), men der gives store muligheder - også for andre end nyfigne altså nysgerrige voyeurer _a - for at registrere og at drage konsekvenser af denne prosuments "frie udfoldelse".

[TOP]

2.3.c3 Teknologioptimismen på begge politiske fløje

Sammenfattende vil teksten gøre gældende; at Toffler netop ikke skriver for et blip-kulturelt publikum; -: om end hans metode faktisk fremstår som en sammenkædning af en lang række spredte data i et samlet system, ligger der bag dette en kulturoptimistisk påvirkningsstrategi af traditionelt massekulturelt - det vil sige af uniformt og standardiseret - tilsnit.

Mandens prisværdige intention altså hensigt: at få masserne med på en teknologipositivistisk fremgangstanke, der vil lede dem til at tage de fornuftige og nødvendige skridt mod en endelig befrielse i en realisering af urgamle drømme om paradisisk lykke.

Hvad dette angår kører Alvin Toffler og André Gorz i samme vogn, om end de pisker på hver sin hest.

Toffler synes - ligesom Gorz - på grund af denne optimisme ikke i stand til at medregne de foreliggende fakta om den - under hele det præteknologiske gennembrud - aktuelle situation i de multi- eller transnationale (monopol)kapitaler, i mediesituation og så videre.

Hvor Gorz tror; at de transnationale vil opgive for eksempel territoriale, lokale områdekrav til fordel for decentral folkelig udfoldelse, tror Toffler; at kapitalen frivilligt vil udvikle et stadigt højere og billigere serviceniveau frem til den rene prosumtion.

Hvor Gorz tror; at de multi- eller transnationale vil opgive for eksempel deres mediemæssige manipulationsstrategi og den tidsrøvende skærmafhængighed af "genial" "popkultur", tror Toffler på højteknologiske to-vejssystemer for individuelle interessegrupper.

Det skal ikke her postuleres; at disse to forskeres "tro" forekommer ganske urealistisk endsige ikke ønskværdige, blot påpeges det: at de ikke anviser hverken teoretiske analyseredskaber endsige praktiske overlevelses- eller -vindelsesstrategier i den naturnødvendigvis nok noget antagonistiske altså fjendtlige konfrontation mellem de store magt- og værdikoncentrationer og deres militært, statslige hierarkiseringer på den ene side og de reelt magtes- og værdiløse (eller -svage) folkemasser og deres individuelt stammemæssige organiseringer på den anden side.

Derfor har teksten klassificeret og kritiseret disse to forskeres futurologiske visioner som naivt utopiske, om end på mange måder (især i en fælles syntese) ønskværdige og på andre områder, især hvad angår Toffler, under fuld udvikling ved slutningen af det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996.

Teksten skal vise, at den afsluttende teoretiker, Ole Thyssen, forekommer langt mere realistisk, om end af samme grund også nærmest kynisk:

[TOP]

     b intenderede: efter latin intendere: strække ud, øge opmærksomheden. Have til hensigt. Der skrives om to værker som har en videnskabelig hensigt fra deres forfattere.

     a sfære: efter græsk: sfaira: kugle. Her anvendt i betydningen: et område, en afgrænset del af.

     b implikationer: efter latin im plicare: i folde. Indvikle i, drage ind i. Implikationer altså: de inddragede, indbefattede omstædigheder. Et ofte anvendt ord hos den foreliggende forfatter.

     a causerende: efter latin causari: føre en sag, causa: en sag. Anvendes blandt især litterater om let og underholdende tale og skrift.

     b agrarsamfundet: altså det landopdyrkende samfund, bondesamfundet, som historisk følger efter "lavere samlere og jagere" altså det omvandrende nomadestadium ved overgangen til den såkaldte "bondestenalder" for for godt 6-7.000 år siden (jævnfør tidligere fodnote), mere herom i indledningen til kapitel 3 og i kapitel 5, som bemærket i teksten ovenfor.

     a primater: efter latin: primus: først. Anvendes her i den betydning,der indebærer primater som den type højere pattedyr, der kaldes: halv-aber, aber og mennesker.

     a det borgerlige individualitetsbegreb: indebærer at de borgerlige revolutioner i 1700- og 1800-tallet havde "den personlige frihed", "den private ejendomsret" og en del andre individuelt formulerede krav til et samfund, der ellers behandlede dem som slaver. Retssamfundet opretholder alle disse personlige friheder formuleret i løbet af de senere hundreder år (se også teksten omstående og fodnoten (I.18)).

     a umiddelbare produktionsmåder: anvendes sammen med de "umiddelbare produktionsrelationer", indebærer for marxisten: at inden industrialismen tid produceredes overlevelsen i hele afsluttede handlinger (middelbare): man såede, høstede, malede korn, bryggede øl. Som håndværker udførte man en opgave fra først til sidst. Dette modsat industrialismen, hvor arbejderhærens enkeltindivider, "lønslaverne" kun udførte en lille del ("opsplittede produktionsrelationer") og ikke nogensinde fuldførte noget, men blot gav det videre på samlebåndet (formidlede "produktionsrelationer").

     b post-modernistiske: efter modernismen. Et amerikansk forsøg på en litteraturvidenskabelig skoledannelse i løbet af 1980'erne og op i 1990'erne. Beskrevet i teksten. Udgangspunktet synes for tiden Forfatteren dannet ved ilde forstået og anvendt strukturel systematik, måske bliver han klogere. man han ser ingen tegn på at modernismens grundliggende stræben hverken bliver gennemført eller imødegået i perioden eller senere, hvorfor han ikke anerkender en efter-modernistisk (post-modernistisk) virkelighed. For en forståelse af Forfatterens fremstilling af modernismen se eventuelt: "Om 100 år er alting glemt?!?".

     a uniformisme: efter latin unus forma: en form. Uniformisme altså: ensretning, at det individuelle undertrykkes til fordel for det typiske, den tro at alting kan forstås med enkle evigt gyldige forklaringer og kulturelt afledte citater.

     a voyeurer: efter fransk voir: se. En "kigger": seksuel lyst gennem iagttagelse af seksuelle objekter eller handlinger.

[TOP]