Det præteknologiske gennembrud (Portal) |
Kapitel 2 Det teknologiske samfund og utopier om samme
Kapitel 2.3 Den teoretiske utopi |
|
| 2.3 | Den teoretiske utopi |
| 2.4 | Andre Gorzs opgør med venstre- og højrefløjen fra før præteknologien |
| 2.5 | "Farvel til proletariatet" |
| 2.6 | |
| 2.7 | Opgøret med venstrefløjen |
Allerede i 1960'erne gjorde André Gorz sig bemærket på den franske venstrefløj med en stærkt kritisk holdning til især fagforeningernes opfattelse af EF (som med 1990'erne blev til EU, jævnfør tidligere fodnote).
Han gjorde sig til talsmand for en ny opfattelse af monopolkapitalens funktion a og arbejderklassens muligheder for at hævde sine interesser under de multinationale produktionsforhold.
Disse holdninger gjorde Gorz til en kendt skikkelse på den fransk-europæiske venstrefløj, om end han opfattedes som lettere opportunistisk b i forhold til det mere traditionelt opfattende flertal.
I maj 1968 deltog han meget aktivt i debatten og hans analyse fandt blandt andet anvendelse af RAF-gruppen c i begyndelsen af 1970'erne. [i]
Denne status som polemisk enegænger understøttede han kraftigt, da han i begyndelsen af 1980'erne kastede sig over konsekvenserne af "den teknologiske revolution" og fremsatte en lang række nye begreber, der, om end de forholdt sig til den marxistiske tradition, i høj grad betød et nybrud med samme.
2.4 Andre Gorzs opgør med venstre- og højrefløjen fra før præteknologien
Dette opbrud startede han i sin nok bedst kendte bog, den meget omdiskuterede "Farvel til proletariatet - hinsides socialismen" (1981).
I et foreløbigt kort referat går disse begreber ud på en teori om det fuldautomatiserede samfund og overgangen til samme. I denne forbindelse kritiseres arbejderklassen for at udgøre en reaktionær del af den kapitalisme, som man officielt bekæmper.
Den nye progressive klasse betegnes som "ikke-klassen af ikke-arbejdere" eller som det "post-industrielle neo-proletariat" (mere herom siden).
Disse tanker vakte megen opsigt på såvel den traditionelle og såkaldt "klassiske" venstrefløj, såvel som i bevidstheds- og samfundsteoretiske forskningssammenhænge.
1980'erne oplevede en stærkt forøget interesse for "det amerikanske", og førende frankofone a forskere så som Lacan, Baudrillard og Gorz (se eventuelt bibliografien) lod sig inspirere og opnåede (vel især Lacan) status som epokegørende tænkere ud i det amerikanske. Sammenholdes Gorz med den altså næsten ligeså omdiskuterede men meget mere pessimistiske, Baudrillard, fremgår det dog tydeligt, at Gorz faktisk havde en idé om, at fremtiden kunne tegne sig nok så lys med en fornuftig anvendelse af de edb-midler, som så småt dukkede op i denne tid.
En afgørende forskel på disse to: at Baudrillard ikke levner den almene befolkning meget håb, hvad angår dennes frie selvforvaltning endsige evne til at overskue og råde over sin egen situation. I modsætning hertil arbejder Gorz med nogle tanker om massernes selvforvaltning, om "autonome rum" b frigjort fra den samfundsmæssige tvang.
I forbindelse med ungdomskulturelle aktiviteter i 1980'erne fremstår naturligvis denne sidste tanke som yderst aktuel (bz-bevægelsen, autonome aktionsgrupper og lignende), selv om flere kritikere i denne kultur har kaldt Gorzs "autonome rum" for en art "klostertilværelse".
Generelt synes der dog ingen tvivl om; at Gorzs begreb om det "post-industrielle neo-proletariat" vandt indpas i de mere teoretisk orienterede ungdomskulturer i løbet af 1980'erne, samtidigt med at den samfundsmæssige udvikling har bekræftet denne terms aktualitet i hele den præteknologiske gennembrudstid.
Inden teksten gennemgår de centrale påstande i Gorzs afgørende arbejde i denne sammenhæng: "Paradisets Veje", vil den derfor kort opridse de vigtigste pointer fra "Farvel til Proletariatet", således at Gorzs forudsætninger fremgår nogenlunde klart.
[TOP]
2.5 "Farvel til proletariatet"
Som anført dannedes Gorzs baggrund af marxistisk tænkning. Hans projekt kan generelt betegnes som et forsøg på at råbe det traditionelle venstre op, inden dets begrebsdannelser gøres antikverede af den samfundsmæssige udvikling under det præteknologiske gennembrud, dengang stadig kaldet "den teknologiske revolution".
Som gældende for den "marxologiske" tradition efter 1968 virker det mindre som om de realpolitiske forholds gående diskussion behandles, og mere hvad Karl Marx og kredsen omkring ham faktisk skrev, der gøres til objekt og udgangspunkt for analyserne.
Det virker derfor naturligt, at bogens første centrale pointe netop tager sit udgangspunkt i et citat fra Marx, i øvrigt fra et af de skrifter der har haft størst betydning efter 1968, nemlig: "Grundrids".
Den pointe Gorz vil frem til: at udviklingen fra at producere de "nødvendige ting" til at "producere sigselv" og "historiske behov", at denne udvikling hænger sammen med arbejdets specialisering. ("Farvel til Proletariatet" p. 46; indledende Marxcitat fra "Grundrids", Modtryk, 1974, p. 216):
"Men som den rastløse stræben efter rigdommens almene form driver kapitalen arbejdet udover grænserne for dets naturmæssige behov og frembringer således de materielle elementer for udviklingen af den rige individualitet, der er ligeså alsidig i sin produktion som i sin konsumption, og hvis arbejder derfor ej heller længere viser sig som arbejde, men som den fulde udvikling af selve den aktivitet, i hvilken naturnødvendigheden i sin umiddelbare form er forsvundet; fordi (der) i stedet for naturnødvendigheden er trådt et historisk skabt behov."
Dette har Gorz ovenover forklaret således:
"...at Marx, i Grundrids, mener at kunne få øje på det materielle fundament for proletarernes evne til at befri sig selv og for deres kaldelse til selvforvaltning: han forudser her, at produktivkræfternes udvikling vil erstatte hæren af militært organiserede ufaglærte og specialarbejdere med en klasse af polytekniske arbejdere, der på een gang er manuelle og intellektuelle, og som vil beherske produktionsprocessen i dens helhed, udøve deres kontrol med komplekse tekniske enheder, og ubesværet gå fra eet arbejde til et andet, fra een type produktion til en anden. Fabriksdepotismen, a produktionens officerer og under-officerer vil blive afskaffet, ejerne selv vil fremtræde som overflødige parasitter, a og de "associerede producenter" vil udøve deres selvforvaltende magt i fabrikkerne og samfundet.".
De i sidste citat anførte "associerede producenter" stammer fra en af de nok bedst kendte Marxcitater, ideen om at arbejderne frivilligt laver forbund (: associationer) med overskudsdeling og fælles planlægning, ledelse og fordeling af arbejdsbyrderne, altså (grundliggende marxistiske termer sat med skåskrift):
"Den proletariske klassekamps egentlige endemål er ikke nogen: nok så "demokratisk", "kommunal" eller "rådsmæssig" stat men derimod det klasse- og statsløse kommunistiske samfund, hvis sammenfattende form ikke længere er nogen politisk magt, men den "association, hvor enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.".".
Gorz forfægter altså her sin autonomiteoris grundlag, med at anføre at de stadigt højere specialiserede arbejdere, alene i kraft af deres specialviden vil kunne overflødiggøre deres overordnede, samtidigt med at han generelt knytter an til Marx's tanke om; at når først de nødvendige fysiske materielle behov dækkes, vil de individuelle egenskaber i hvert enkelt individ kunne bringes til fri udfoldelse (: at producere sig selv) i forhold til den aktuelle samfundsmæssighed (: historiske behov).
Denne klasse af højt specialiserede arbejdere har længe, blandt bevidsthedsteoretikere af moderne socialpsykologisk og samfundsengageret tilsnit (marxister eller ej), udgjort det sande og eneste mulige grundlag for enhver forestilling om et bedre samfund.
[TOP]
Men der findes et teknologisk fix altså en fastlåst situation, som Gorz gør en del ud af: fixet ligger i selve maskinens natur (dette også jævnfør de fremstillede argumenter fra henholdsvis højre- og venstrefløjen (flere steder omstående ) (ibid p. 51f.):
"Disse produktionsmidler er ikke bare neutrale maskiner; de kapitalistiske dominansforhold a er indskrevet i dem og udøver deres herredømme over arbejderne under foregivende af at være ubøjelige tekniske krav. Den kendsgerning, at produktionsmaskineriet kræver en quasi-militær hierarkisk organisering b samt udførelsen af utallige stabs- og opsynsfunktioner, stiller arbejderbevægelsen foran følgende alternativ:"
Alternativerne (ibid p. 51f i uddrag):
"1. Enten bekender man sig til en produktivistisk ideologi og anser udviklingen af produktivkræfterne for at være den væsentligste betingelse for enhver frigørelse. ...
2. Eller osse c indser man, at produktionsmidlerne og en anselig del af selve produktionen ikke er egnet til virkelig og konkret kollektiv tilegnelse af virkelige proletarer."
Altså enten kunne arbejderne "gå ind for systemet" blive teknisk fikserede optimister og da fremstå endnu mere underlagte, eller de kunne flytte kampen - det vil sige opgive kampen omkring produktionsmidlerne - og i stedet, hvad Gorz senere gør meget ud af, flytte kampen til "arbejdstidsforkortelse", "miljø-", "lønforhold" og andre lignende begreber, som snart udgjorde kurant altså løbende og gældende 1980'er jargon.
Men hvad har Gorz da så slået hul på? - Jo, den gamle ide om rådsdemokratiet, den anarkosyndikalistiske a senere marxistiske (og i redigeret form socialdemokratiske,) idé om arbejderne som "associationen, hvor enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling", (jævnfør omstående), altså: "proletariatets diktatur", den forende eneste samfundsklasse, arbejderklassen, som i fællesskab planlægger og udfører arbejdet (se eventuelt senere fodnote).
Gorz uddyber hvorfor dette efter hans overbevisning forekommer umuligt (ibid p. 68f Gorzs note udeladt):
"For det første har vi allerede set, at fabrikken ikke længere er nogen økonomisk enhed. Den er en produktionsenhed, integreret med andre produktionsenheder, der som oftest ligger hundreder af kilometer borte, og den er, forsåvidt angår dens forsyninger, dens afsætningsmuligheder, dens produkttype osv., afhængig af en central ledelse, der koordinerer og styrer snesevis af produktionsenheder fra adskillige brancher. Eller sagt på en anden måde, produktionsstederne er ikke længere beslutningscentre eller sæde for økonomisk magt. Den samfundsmæssige produktionsproces er ugennemsigtig, og denne ugennemsigtighed smitter af på arbejdsprocessen i hvert enkelt værksted: her kender man ikke produkternes endelige bestemmelsessted og ofte end ikke deres beskaffenhed. Med undtagelse af de ledende, overordnede funktionærer er der ingen der rigtigt véd hvad, de ting, man fremstiller, skal bruges til, og iøvrigt er man røvligeglad b".
Gorz mener altså, at uoverskueligheden, konsekvenserne af det opsplittede, fremmedgjorte arbejde, af celledannelserne, fabrikkernes spredning og produktionens opsplitning i forskellige lande, gør det samlede overblik - og med dette: den revolutionære beslutsomhed - umulig. - Hertil påpeger Gorz endnu et vigtigt aspekt igen i forlængelse af, hvad Marx oprindeligt har skrevet; - nemlig det; at "fjenden", "kapitalisten" synes stadigt mere usynlig, hans position stadigt sværere gennemskuelig (op. cit. p. 73f sammensat som en mosaik af 8 mindre dele):
"I virkeligheden er "de deroppe" ikke folk, som suverænt udtænker deres ordre: osse de er kun eksekventer a."
"Sådan er Kapitalens lov.
Marx sagde, at kapitalisterne var dens funktionærer: idet de på én gang er undertrykkere og fremmedgjorte, ligger de under for en lov, der er nedlagt i tingene, og viderfører den.""De besidder ikke magten, de er besat af den. Magten er ikke noget subjekt, den er et system af relationer, dvs. en struktur."
"På et hvilket som helst tidspunkt kan enhver af dem sige: "Jeg gør ikke hvad jeg vil, jeg gør hvad der er nødvendigt. ..."."
"Al moderne magt er af denne type. Den har ikke noget subjekt. Der er ikke nogen enehersker, som sidder inde med den eller påtager sig den med henvisning til, at han er ophav til enhver lov og fundament for enhver legitimitet b."
"Den nuværende teknokratiske magt har en legitimitet, der i alt væsentligt er funktionel: den hører ikke sammen med nogen subjekt-person, men med den funktion, den plads, som et individ indtager i virksomhedens, institutionens, Statens organigram c."
"Magten er ikke i egentlig forstand hans, og den udgår ikke fra ham: den er en effekt af systemet. Den er resultatet af en strukturering af et materielt system af relationer, i hvilket tingenes lov underkuer menneskene ved andre menneskers mellemkomst."
"Det afgørende er, at underkuelsen ikke kan ophæves, uden at man først ophæver systemet. Virkningen af det industrielle system, sådan som vi kender det, er underkastelse under de store tekniske og bureaukratiske maskinerier og Kapitalens magt ved dens funktionærers mellemkomst. At forjage disse funktionærer uden samtidigt at gøre en ende på Kapitalen i samtlige dens funktioner og relationer er det samme som at erstatte dette bourgeoisi a med et andet."
[TOP]
Nedenstående søges fastholdt hvilke traditionelle venstrerevolutionære begreber i den marxske dogmatik, - altså i dens regler og grundsætninger - Gorz her har gjort op med:
1. Gorz synes i første omgang enig i, at arbejdsopsplitningen og specialiseringen - især i den industrielle og stadig i den post-industrielle fase - har ført proletariatet til at beskæftige sig med forhold udover den nødvendige overlevelse.
2. Men specialiseringsopsplitningen har gjort den samfundsmæssige pro- & reproduktion b uigennemskuelig og dermed umuliggjort den fra Pariserkommunen c hyldede ide om "arbejderråd" og "produktionskollektiv", samtidigt med at:
3. "Fjenden" forekommer umulig at styrte på traditionel vis, hvor den automatisk vil blive erstattet af en ny "klassefjende", "fjenden" kan kun overkommes ved at ophæve hele systemet: altså den industrielle produktionsmåde, der ellers står som selve livsnerven i arbejderklassens bevidsthed.
Faktisk fremsattes der her så megen provokation, at mangen en "munke-marxist" allerede indledningsvist gik ud af sit gode skind, men sammenholdt med de objektive kendsgerninger, må man nok i nogen grad give Gorz ret, om end han også selv (som det skal fremgå) i nogen grad modificerer sit syn på den anarkosyndikalistiske produktionsmodels mulighedsbetingelser i det "post-kapitalistiske system". a
Og med ordet "post-kapitalisme", altså egentlig nærmere "post-industrialisme" (jævnfør fodnoten) kommer teksten så frem ved og tilbage til Gorzs begreb om "ikke-klassen af ikke-arbejdere", om "det post-industrielle neo-proletariat".
Dette dobbelte begreb danner baggrunden for enhver betimelighedsvurdering af teserne b i "Paradisets veje", og Gorz udleder det af de faktiske reelle livsforhold i de såkaldte i-lande.
Der findes to ting ude at gå her: dels at stadigt mere arbejde producerer stadigt flere produkter ved hjælp af stadigt færre mennesker og stadigt faldende kapitalinvesteringer, dels, hvad teksten allerede har berørt: arbejderklassens både naturlige og nødtvungne interesse for deres arbejdsforhold, -tider og -miljø; for det der på godt radikalt-socialdemokratisk - i løbet af 1980'erne - kom til at hedde "livskvalitet".
Teksten
vil ikke umiddelbart gå i dybden med disse to forhold og deres samspil, men de
vil kunne genkendes i diverse mutationer altså i forskellige foranderlige
former, overalt i de teser som udgør hoveddelen af "Paradisets veje".
Kort resumerende vil teksten blot fastholde; at det har vist sig fordelagtigt for "systemet" gennem faglige og sociale ydelser at underholde de mange mennesker, hvis arbejdskraft gøres overflødig af "den teknologiske revolution"; altså: "ikke-klassen af ikke-arbejdere", "det post-industrielle neo-proletariat" i gennembrudsperioden de såkaldte: "bistandsmodtagere", "langtidsledige", "invalide pensionerede" ("IP'ere"), "førtidspensionerede", "efterlønsmodtagere" samt disses mange mellem- og overgangsformer; samtidigt med at det - med citat fra Peter Madsen - forekom den venstreorienterede intelligens stadigt mere realistisk og nødtvunget at ("Socialisme og demokrati" p. 175):
"Arbejdets befrielse fra kapitalistisk tvang er forudsætningen for menneskets frigørelse.".
Denne tvangsophævelse, denne frigørelse mener Gorz, at "den teknologiske revolution" giver muligheden for, og han fremlægger i "Paradisets veje" 25 teser, i hvilke han påpeger mulighedsbetingelserne herfor, samtidigt med at han advarer imod de latens-tendenser a til en yderligere forværring, der ligger i en forkert udnyttelse af disse mulighedsbetingelser.
Teksten vil nu nærlæsningsmæssigt b gennemgå disse 25 teser i summarisk resume. Teserne udgør hovedparten af bogen, hvis afsluttende afsnit: optrykte artikler, interviews og uddybninger generelt fremstår som praktiske eksemplifikationer af tesernes teori.
[TOP]
a
monopolkapitalens
funktion: en marxistisk
sprogdannelse som henviser til de store produktionsmonopoler og deres værdier:
kapital. I denne sammenhæng: kritik af de store monopoler (altså
eneretshavere) for eksempel olieselskaberne og deres funktion i det moderne
samfund (se eventuelt tidligere slutnote).
b
opportunistisk:
efter latin ob portus: mod havn. Opportunisme anvendes altså:
om handlemåde eller politik, som udnytter eller tilpasser sig de øjeblikkelige
forhåndenværende forhold og ser stort på principielle grundholdninger.
c
RAF-gruppen:
Rote Armee Fraktion: Røde Armé Fraktion, en kommunistisk
kampgruppe som gennemførte bankrøverier, drabsattentater og andet mod
"klassefjenden" (jævnfør tidligere fodnote) i 1960'erne og 1970'erne. De fleste fængsledes i starten af
1970'erne. Kaldtes "Baader-Meinhof-banden" af deres modstandere,
står på mange punkter som forgangsmennesker for 1980'ernes og
1990'ernes "autonome kommunistiske kampgrupper" jævnfør diverse
slutnoter.
a
frankofone: efter middelalderlatin franco-: det som vedrører frankerne og
deres land Frankrig. Og efter græsk fônê: lyd. Frankofoni:
vedrørende de fransktalende. Fransktalende og -tænkende mennesker verden
over - blandt andre læserens foreliggende forfatter - betragter frankofonien
som en af de få tænkningsbærende og filosofifunderede sprogfællesskaber,
der ikke synes helt ødelagt af den kommercielle transnationale tænkningsfjendske
og filosofifjerne "enhedskultur".
b
autonome
rum: (jævnfør tidligere
fodnote) efter græsk auto nomos:
selv navn. Autonome rum altså: selvstyrede fristeder. Gorz
forestillede sig sådanne selvstyrende mindre enheder, hvor mennesker i frie
forbund selv bestemmer over alle væsentlige ting i deres liv, inden for den
lille gruppes rammer og uden en større indsigt/indflydelse i/på samfundet
som helhed.
a
Fabriksdepotismen:
efter græsk despotês: herre. Ordet anvendes om en voldstyran, en
diktator. (Det kan synes oplysende at alle kommunistiske stater, på trods
af (eller måske netop på grund af) emancipationsdogmatikken (omtalt i
fodnoten (I.20)) udviklede sig til despotier.). Udtrykket her dækker
over begrebet "fremmedgørelse", altså at arbejderen, som et
lille hjul i maskinen, bliver beordret rundt i bedste soldaterstil.
Industrialismens arbejdsrytme som tvang.
a
parasitter: efter græsk para sitos: ved siden af mad. Snyltegæster, snyltedyr,
som lever af andres mad eller direkte af deres krop. Kommunister opfattede
kapitalejere, som ikke selv arbejder, men blot investerer deres værdipapirer,
som parasitter på arbejderne og deres indtjeningsmulighed.
a
de kapitalistiske dominansforhold:
den marxistiske forestilling, at kapitalismens altså industrialismens måde
at producere på genskaber sig selv inde i de maskiner, som man producerer med.
For eksempel bliver maskinen set som arbejdsgiverens ejendom ikke
arbejderens redskab, maskinen sætter igen for eksempel tempo på
arbejdsgangen, så arbejderen kybernetisk styres ikke af sit eget
arbejdstempo men af maskinens indbyggede dominansforhold altså
beherskelsesforhold
b
quasi-militær
hierarkisk organisering:
efter latin quasi: ligesom. Noget uægte, lige ved og næsten.
Udtrykket her altså: en militæragtig pyramideopbygning. Fabrikkerne som
udtryk for den militære organisations erfaring. Et kendt billede også
mange steder i Marx's "Det kommunistiske partis manifest".
c
osse: denne 1970'er-lydrette stavemåde af ordet "også" betegner
blot ét eksempel på typisk marxistisk sproglig udvanding, hvor
intellektuelle leflede altså fedtede for arbejderklassen, som selv, så
snart den fik ambitioner om at lære noget, stod som de første til at kræve
og anvende korrekt stavning og udtale. Måske stavning inspireret fra PH,
som tidligere noter har henvist til.
a
anarkosyndikalistiske:
en afart af anarkismen og syndikalismen, som udelukkende bygger arbejdermagt
op på arbejdernes egne faglige foreninger, og altså ikke tror på
lovgivere, politiske lederskaber og lignende. Anarkismen ønsker at ophæve
al statsmagt, syndikalisme ønsker at danne syndikater altså
faglige forbund, som overtager ledelse og organisering af arbejdet samt
fordeling af overskuddet.
b
røvligeglad: endnu en beklagelig leflen for sprogtoner under lavmålet. Læseren
bedes bære over med Gorz og hans oversætter på dette punkt. - I øvrigt
har japanske produktionstilstande og den fra Gorzs egen kritik sprungne
bevidsthed om arbejdsmiljø og lignende gjort, at dagenes få tilbageblevne
arbejdere må betegnes, som såvel velorienterede om deres produkter, som
engagerede i de samfundsmæssige konsekvenser af deres produktion (nogle
heraf nok mange men ikke alle (jævnfør tidligere slutnote
(I.3))).
a
eksekventer: efter latin ex sequi: følge efter. At eksekvere
anvendes om at fuldbyrde eller fuldføre noget, og Gorz må mene; at de
tidligere ledere nu blot er "efterfølgere", "nogle som udfører
andres ordrer" ligesom arbejderne selv.
b
legitimitet: efter latin legitimus: lovmæssig, af lex: lov.
Kapitalisten kan altså ikke efter Gorzs fremstilling sige sig lovgiver
og hersker i sin egen forretning.
c
organigram: efter græsk organon grafein: redskab skrive. Organi-:
vedrørende redskaber og -gramma: vedrørende det nedfældede. Organigram
altså: statens eller firmaets enkeltdele, de mange organer i deres samlede
nedfældede, fastholdte form.
a
bourgeoisi: fransk ord afledt af det tyske bourg: en lille by, det danske:
borg(er). Gennem Marx's anvendelse et standard kommunistisk ord for
"borgerskabet", især "storborgerskabet" altså
"klassefjenden", kendt som "burgøjserne" (jævnfør tidligere fodnote og dens henvisninger).
b
den
samfundsmæssige pro- & reproduktion:
den samfundsmæssige produktion hentyder her blot til: det almene
bruttonationalprodukt, begrebet den samfundsmæssige reproduktion
betyder i almen marxistisk 1970'er jargon noget hen ad: samfundets arbejde
med at fremstå som et samfund, et næsten større arbejde end blot at
producere de fornødne goder og serviceydelser.
c
Pariserkommunen:
den bykomite som regerede Paris i 1871, og formulerede en række idealer
for et bedre samfund. Pariserkommunen, eller som dens fjender kaldte den:
"Kommunardopstanden" dukker tit og ofte op i disse fodnoter. Også i "Om 100 år er alting glemt ?!?".
a
post-kapitalistiske
system: dette begreb som
indebærer en periode efter kapitalismen, stod i sen-1970'erne og til næsten
midt i 1980'erne, som nogle marxisters bud på en socialistisk
"post-" dannelse. Ordet gik ud af gængs brug, efterhånden som
det stod tydeligere og tydeligere, at kapitalismen klarede sig strålende og
også sørgede rimeligt godt for et flertal af sine borgere i de præteknologiske
post-industrielle samfund, altså det samfund som opstod efter at store dele
af industrialismens sværindustri blev overflødiggjort af præteknologiske
produktionsformer og -normer.
b
teserne: efter græsk thesis: det at sætte, at stille. Teserne
altså: kort formulerede påstande eller sætninger i videnskaben, som lægger
op til bevisførelse eller diskussion, gennem antitese og syntese (altså:
modsætninger hertil og sammenstillinger hermed).
a
latens-tendenser:
efter latin latere: skjult. Heraf latens: det skjulte, det som
ikke står i udbrud. Og efter latin tendere: spænde, strække, stræbe
efter. Heraf en stræben, en tilbøjelighed en retning. Latens-tendenser
altså: de skjulte muligheder som stræber i en bestemt retning.
b
nærlæsningsmæssigt:
efter engelsk close reading, en litteraturvidenskabelig metode, som går
ud på at gå ganske tæt ind i teksten, og derfra udføreligt søge at
udsige noget om dens form og indhold.
[TOP]
[i]. Røde
Armé Fraktion, den mest berømte/-rygtede af de
kommunistiske "byguerillagrupper" som med udgangspunkt i
1960'ernes studenteroprør indledte direkte voldelige "partisan
aktioner" mod "klassefjenden". RAF (: Rote Armee Fraktion)
hærgede Tyskland fra maj 1970 til juni 1972. Gorzs revolutionsromantiske
spekulationer efter det store studenteroprør i Paris maj 1968, hans iltre
tanker om terrorisme, kunne de bruge til noget, i deres manifest: "Væbnet
kamp i vest-Europa" citerer de ham for blandt andet følgende (ibid
p. 58f (se eventuelt også ibid p. 75f) to mindre grammatiske fejl i oversættelsen
rettet):