prp1.2 To videnskabelige metodikker

perolsen.net	Pop Rock Poesi Portal	Per Olsens videnskabelige skrifter
1.2. Metodikker

1.2. To videnskabelige metodikker _[a_]

Når emnet ungdomskultur - særligt pop- og rock-musikken i den anden halvdel af det tyvende århundrede - behandles, findes der to videnskabelige metodikker, som virker særligt relevante. Den første beskæftiger sig med at undersøge, hvad ordet og begrebet "vare" egentlig udgør og betyder, hvordan sådanne varer produceres, hvilke værdier disse varer og deres arbejde indeholder, hvorfor sådanne varer kan udveksles og så videre.

Vareæstetikken blev oprindeligt udviklet af Karl Marx i "Kapitalen", men har - som en af de få marxistiske discipliner - fundet anvendelse også hos ikke-marxister som den foreliggende forfatter, Forfatteren.

I modsætning til en bondes produktion af overlevelsesmidler: mad eller en arbejders produktion af for eksempel transportmidler og andre "nødvendige" produkter, henvises kunstneren ofte til at få vurderet "sit ansigts sved", sin arbejdsydelse, som noget der hører til det overflødige: til luksus. Samtidigt hermed bliver kunstnerens egne person ofte den vigtigste del af varen, i greel modsætning til bonden og fabriksarbejderen der slet ikke indgår som ret meget andet end anonym arbejdskraft, når først varen foreligger.

Som følge heraf lever mange - især relativt ukendte - rockkunstnere, som enten groft udnyttede og underbetalte eller betales slet ikke, men må snarere selv investere i deres "kunst"/"arbejde".

På den anden side af denne problematik kommer så endvidere det forhold; at nogle få succesrige kunstnere modsat tjener styrtende med penge. Deres varer sælger i meget store oplag, og selv om de stadigt ganske ofte kan blive udnyttet og groft underbetalt, kommer deres procentvise indtægt alligevel helt op i den yderst velbjergede ende af indtægtsskalaen.

Af de fleste opfattes denne deling mellem fattig og rig kunstner og kunstbetaling som et spørgsmål om kvalitet, især de fattige kunstnere fremhæver deres kvalitet som det indhold i varen, der gør den svær at sælge til "masserne", mens de rige. velbetalte kunstnere forstår netop deres kvalitet som grunden til deres store salg. Med vareæstetikkens operationelle grundbegreber bliver det muligt ganske nøje at undersøge, hvad der egentlig sker. Dermed ikke skrevet; at kunstneren i denne tørre videnskabelighed kan hente inspiration til at forøge sig salg, men i hvert fald kan hente forståelse for de markedsmekanismer, som desværre udgør den formdannende faktor bag bar overlevelse eller stor succes som kunstner i den tid, der her analyseres.

Vareæstetikken blev altså inddraget, fordi den gør analysen i stand til at pege på helt konkrete forhold i den produktionsproces, som ligger bag Rock'n'Roll.

Især for forskningen i ungdomskulturelle tilskikkelser har denne gren af psykologien haft held, den fungerer fleksibelt nok til at kunne indfange de almene og også tilsyneladende yderliggående og specielle tilfælde i den psykiske tilpasningsproces, samtidig med at den altså står rigid _[b_] og formel nok til at fastholde de store generelle linier.

Igen her kan det gøres gældende; at kunstneren måske ikke kan blive så meget klogere på sig selv ved at sætte sig ind i denne gren af psykologien, men at kunstneren måske kan blive betydeligt mere bevidst om sine virkemidler, og om hvorfor dette eller hint taler mere til publikum end andet.

Socialisationspsykologien inddrages altså, da den gør det muligt at pege på helt konkrete forhold i den kunstneriske, lyriske tematik og æstetik i Rock'n'Roll.

I de nedenstående to afsnit fastholdes nogle af grundbegreberne i begge metodikker. Det drejer sig slet ikke om en fuldstændig gennemgang af disse videnskabelige anskuelsesmåder men om en udvalgt pointering, som ganske præcist fastholder grundbegreberne, især som de vil blive relevante i løbet af analyserne. Den interesserede læser henvises i øvrigt til originalkilder anført blandt andet i bibliografien.

1.2a. Vareæstetikken

I den moderne tid - indenfor de sidste 2-300 år - gik udviklingen således; at stadig flere beskæftiger sig med at producerede dele af varer og ydelser, og stadigt færre beskæftiger sig med at producere hele varer og ydelser. Klarere udtrykt virker produktionen i dag "opsplittet": ingen kender det i varen nedlagte arbejde fuldstændigt. Den tid, hvor én snedker- eller tømrermester fremstillede et skrivebord i én lang produktionsproces fra de rå planker og frem til det solgte bord, synes nu fortid blot. Under den industrielle metode står der snesevis af træarbejdere bag de forskellige dele af produktionen, ingen - eller kun få - kan klappe sit produkt og sige: "Jeg har skabt det fra råstof til det ligger færdigt her!".

Man kalder teknisk denne produktionsmetode for den opsplittede: forarbejdningsprocessen opdeles som en algoritme altså i en trinvis opskrift, og arbejdslederen sætter forskellige specialister til at udføre de enkelte dele af denne algoritme eller opskrift. Derfor har man udviklet den tekniske term "at lede og fordele arbejdet", arbejdslederens, arbejdsgiverens suveræne privilegium: arbejdsfordelingen, den sidste rest af det overblik, den samlede indsigt i produktet som forsvandt med de gamle håndværksmestre og frie bønder.

Denne udvikling til et samfund af "vareproducenter" medfører nu, hvad man har kaldt "den almene sociale produktionsrelation", som består i at alle betragter deres produkter som varer, altså værdier der kan omsættes i penge. Hvor fortidens producenter meget vel kunne producere til eget forbrug, så ved nu de fleste moderne producenter under den almene, sociale produktionsrelation; at kun ved at bringe deres individuelle arbejde i relation til alle andre producenters individuelle arbejde: som udtryk for en art ensartet menneskeligt arbejde, kan man på nogen måde udregne en værdi i arbejdet og dermed en salgbarhed for produktet. Den enkeltes arbejde står altså som en del af samfundets totale arbejde, også selv om den enkelte oplever sit arbejde som privat og individuelt.

Vil man dybere ind i sammenhængen, må man spørge sig selv om varens karakter, må i dialektisk tradition trænge fra overfladefænomenerne: fremtrædelsesformerne ned til de indre kerner kaldet: væsensformerne, må der udforske dette væsen, inden en formulerende sammenfatning vender tilbage til overfladen, dog ikke til den samme umiddelbare fremtrædelsesform, men - via den fortolkende væsensanalyse - til, hvad man har kaldt fremstillingsformen.

Varefrembringelsen under industrialismen baseres altså som anført på privatarbejde, altså på enkelte arbejdsudførende mennesker hvis indsats regnes for konkret og nyttig, og fremstiller varer med en brugsværdi; - men i væsenet modsvares denne individuelle, praktiske og anvendelige arbejdsproces altså af det samfundsmæssige arbejde, der danner det abstrakte forbrug af den arbejdskraft, som nedlagdes i varen og skabte dens vareværdi.

Vareproduktionen under industrialismen hviler således på to forudsætninger, nemlig:

Idet varen jo fremstilles for andre, og arbejdsindsatsen måles ("spejles") i en generel værdi (pengeformen, se nedenfor).

Med den spejlvendte tilbageformulering til fremstillingsformen danner arbejdet en enhed af abstrakt og konkret arbejde, således at: det abstrakte arbejde danner et alment fælles indhold udtrykt i bytteværdi, og: det konkrete arbejde danner en adskillende, specificerende form udtrykt i brugsværdi.

Dette giver omvendt udtrykt at: brugsværdien formulerer et udtryk for arten af arbejde indeholdt i varen. Bytteværdien danner et udtryk for mængden af arbejde, uden hensyn til arbejdets specifikke karakter.

Det abstrakte arbejde og bytteværdien af det i produktet til en hver tid nedlagte arbejde kaldes i vareæstetik for en formalabstraktion; modsvarende kaldes i vareæstetik det konkrete arbejde og brugsværdien af det i produktet nedlagte arbejde en realabstraktion.

Abstraktionerne konkretiseres først, når varen bringes til markedet og omsættes, her opstår den konkrete værdi, her kommer pengene ind i billedet:

Varens værdiform bliver altså udledt af det menneskelige arbejde set som en dobbelthed af abstrakt og konkret. Hermed formuleres den tingslige værdis fremtrædelsesform ved sin modsætning: det menneskelige arbejde, dette kalder man i vareæstetik for "tingsliggørelse".

Tingsliggørelsens årsager: at arbejdets fremtrædelse i vareproduktionen opleves som privat, men at værdiformen valoriserer arbejdet som samfundsmæssigt i sin fremtrædelse som bytte/handels objekt. Anderledes udtrykt: varens væsen danner tingslig brugsværdi og sociale værdi, mens varens fremtrædelsesform danner tingslig brugsværdi og social bytteværdi.

Abstraktionerne konkretiseres først, når arbejdet bringes til marked og omsættes, her opstår den konkrete værdi, her kommer pengene ind i billedet:

Det vanskelige springende punkt, som kan virke så svært at begribe, ligger nok i fase 3, der hvor en vares bytteværdi fremtræder eller udtrykkes i en anden vares brugsværdi. Det kan hjælpe på forståelsen, at jonglere lidt med arbejdet som form, hvis man husker, at arbejdet jo skal lønnes i pengemidler, der gør det muligt for arbejderen, at indkøbe sin overlevelse inklusiv andre varer, kan det så måske lette på forståelsen. Det bliver naturligvis arbejdet i varen, som gør; at brugsværdien opnår sin bytteværdi i denne afspejlingsprocedure.

Et sidste vigtigt forhold i vareæstetikken: "vare-fetichismen" som ikke umiddelbart bør forveksles med fetichisme i gængs antropologiske eller i gængs psykologisk forstand. I den her anvendte betydning angiver "varefetichisme" blot en forestilling om en absolut nødvendighed af varekøb i forbrugerens bevidsthed, en idé om at varebesiddelse betyder reel overlevelse og kan betegnes som nødvendig for overhovedet at fungere som menneske).

At varens materielle fremtrædelsesform, dens bytteværdi, skjuler dens egentlige sociale væsen, dens brugsværdi, kaldes i vareæstetik for "fetichisme". Varefetichismen opstår derfor derved; at bytteværdien opfattes som en egenskab ved varen, i den forbindelse bliver penge-fetichismen; at pengene opfattes som værdi i sig selv og ikke som et målemeter mellem forhold i bytteværdierne for varer og arbejde.

Som skrevet: vareæstetikken udvikledes af Karl Marx's vareanalyse, men findes vidt anvendelig - også udenfor marxistisk videnskab som for eksempel i foreliggende arbejde. En enkelt kategori indført senere, af den kendte litteratur- og samfundsforsker Walter Benjamin bør endvidere tilknyttes disse termer, begrebet: "vare-aura", der udfra Benjamins skrifter, defineres som den omkring en person eller en vare hvilende stemning. (Se Benjamin i bibliografien).

Tingsliggørelsens og varefetichismens tryk på det vareproducerende samfund skader - efter Benjamin og mange andre - denne aura omkring menneske og ting.

En fabriksstrikket trøje, et fabriksfremstillet skrivebord begge resultater af opsplittet arbejde, begge fremmedgjorte arbejdskræfters konkrete private arbejde gjort til konkrete sociale bytteværdier, disse og lignende varer har ikke den "aura" den atmosfære, den "værdi" som den hjemmestrikkede trøje eller det snedkermesterfremstillede skrivebord.

Det masseproducerende menneske og den hastigt tilvirkede industrivare må derfor substituere altså erstatte "auratabet" gennem oprettelsen af en såkaldt "skinaura" - et skin af, en fornemmelse af en oprindeligt tilknyttet personlighed eller egenart. Midlerne for denne skin-aura produktion fremstår naturligvis som primært vare- og pengefetichisme, samt reklamer, og "brand"-fetichme.

Det skal endvidere tydeligt fremgå, at kunsten og især den populære del heraf, i høj grad fremstiller disse auraer, ja, at mange kommercielle kulturvareprodukter primært henter deres brugsværdi i kraft af, at de sælger substituerende skin-auraiske blændværk.

1.2b. Socialisationspsykologien

Socialisationspsykologien: den gren af psykologien som beskæftiger sig med jeget og dets relation til omverdenen. Med mange underretninger findes der især to moderne skoler, den såkaldte "psykoanalytiske ego-psykologi" med forskere som Anna Freud og Heinz Kohut, og den såkaldte "materialistiske socialisationspsykologi" med forskere som Wilhelm Reich og Alfred Lorenzer.

"Psykologisk-pædagogisk ordbog" beskriver "socialisering" som (ibid p. 225):

Den førstnævnte skole betragter denne socialiseringsproces udfra jeget, altså udfra det ego man ser som centrum i ethvert samfundsindivid. Forskellige samspil, opdragelses- og uddannelsesprocesser anskues udfra dette indre egos synsvinkel, mens den materialistiske socialisationspsykologi, udfra sine marxistisk inspirerede grundtanker ser på især samspillet mellem de produktionsrelationer og de virkelige livsforhold som omgiver enkeltindividet, og derudfra især ser kritisk på samfundsproblematikker og søger ændring for mennesket gennem ændring af samfundet.

Med ordene "socialiseringsproces", "socialitet" og "sociabilitet" menes ifølge denne ordbog (op. cit.):

Indenfor ungdomsforskningen i det analyserede tidsrum regnedes denne gren af psykologien afgørende, da den gjorde det muligt ret præcist at se på dels den udvikling som socialiserer de unge til mediekonsum, dels at se på de sociale relationer indenfor ungdomsgrupper og fra disse grupper overfor det øvrige samfund.

Et nøglebegreb: "narcissisme", _[c_] jeg-psykologiens lukkede indre rum, hvor barnet under primærsocialiseringen opbygger nogle mure omkring sig selv, især omkring sine frustrerede forventninger, omkring sin oplevelse af sig selv som tvangsmæssigt indordnet under andres vilje: forældre, sundhedspleje, vuggestue, børnehave og skole, alt sammen symbiotiske _[d_] forhold, hvor fællesskabet eller "socialiteten" spiller en ofte større rolle en den enkeltes behov og egenskaber.

"Psykologisk-pædagogisk ordbog" definerer omfattende om narcissisme (ibid p. 163 forkortelserne skrevet helt ud):

Altså først primær narcissisme: der hvor spædbarnet ikke skelner mellem sig selv og den ydre omverden, føler sig almægtig som et superego, dernæst den sekundære narcissisme: efter at barnet har indset, at forældrene ikke udgør en del af det selv, og derfor påkalder sig deres opmærksomhed for igen at blive en del af almagten.

Endvidere beretter ordbogen (op. cit.); at man i den tidlige Freudtradition regnede den primære narcissisme for det tidligste trin i udviklingen: hvor lysten bag lystprincippet, libido, kun findes i det indre driftssystem, og endnu ikke har fundet ydre ting, som den begærer, mens en sekundær narcissisme betyder; at der trækkes lyst tilbage fra et ydre objekt til selvet selv.

Men i den senere psykologi brydes den første - den primære narcissisme - ved de skuffelser, Freuds berømte: frustrationer som belærer barnet om forskellen til den ydre verden og de andre mennesker. Måske får spædbarnet vrede og ubehag, når det bidder med de små nye tænder i brystvorten og derfor afvises, måske får det irettesættelser, når det trækker i håret, på et tidspunkt indser det, at det lever fanget i et en-persons-nervesystem omgivet af ting og af andre personer.

Nu tror barnet så, at forældrene har almagt og befinder sig der, hvor der ingen forskel findes på jeg-personen, tingene og de andre personer, at de har den totale almagt. På dette stadium kan børn blive plagsomme, og når konflikten endnu ikke løses, således at de kan opnå den narcissistiske selvtilfredsstillelse, altså når forældre-overjeget blegner, ja så dukker idolerne op.

Man har set de fremmedgjorte arbejdsformer og adskillelsen mellem hjem/arbejdsplads, hjem/daginstitution som en af de væsentligste faktorer for opbyggelsen af denne jeg-mur omkring det sårede selv, denne mur af spejle: hvor det stadigt svagere og mere udviskede billede af forældrene, "forældre-imagoet", gør det vanskeligt for barnet at identificere sig og mimetisk efterligne sine forældre gennem underlæggelse af overjeget, som beskrevet hos Sigmund Freud.

Allerede tidligt i primærsocialisationen har man iagttaget, at substitueringen af dette parentale misforhold sker gennem kammeratgruppen, og gennem de institutionaliserede medier, fra børneprogrammerne i fjernsynet til pubertetens rock-grupper. Der dannes derigennem, hvad man kunne kalde "det non-parentale overjegsbillede". [i]

Skolerne efter psykologen Heinz Kohut mener generelt formuleret; at den infantile autoerotiske fase kan ses som en videre udvikling af fosterstadiet, også kaldet: "den intrauterinære tilstand", der hvor man rent faktisk oplevede jeget og omverden som et uden direkte indgreb fra anden side. Som beskrevet ovenfor omkring narcissismens stader, fører denne fase af rejsen tilbage til moderskødet i moderne tid til den af narcissismen fremkomne såkaldte "grandiose karakterdefekt" eller det "altomfattende storhedsbillede".

Gennem oprettelsen af "det grandiose selv" søger barnet at kompensere for det først som almægtigt, siden gennem frustrationerne som beskadigede eller delvist ubrugelige oplevede forældre-imago; søger at etablere de autoriteter som falmede, efter at introjektion af forældrealmagten ikke i længden alligevel førte tilbage til den paradisiske lykketilstand, hvor de narcissistiske tilstande herskede.

Her vil ekshibionistiske tilbøjeligheder _[h_] ofte dominere, formentligt fordi den driftsmæssige orientering mod egoet selv, med sine beskyttelsesforanstaltninger fører ind i en trang til at fremhæve sig selv på bekostning af - og overfor - den frustrerende omverdensvirkelighed, hvilket også forklarer det storhedsfantaserende forhold naturligt.

I den sekundære socialisation - især i pubertetens indlæring af seksualitet - optræder "det non-parentale overjegsimago" igen, med en vigtig funktion - set fra underholdningsindustrien og dens vareproduktion - omkring dannelsen af de voksenspecifikke køns- og karaktertræk (eller defekter om man vil). Det vil skrive; at en stærkt seksuelt valoriseret varekarakter, som for eksempel teen-age Rock'n'Roll industriens produkter, vil indeholde og fremvise nogle seksualidentifikationer, enten potenserede i grandios egocentrisk autoerotik eller udadrettede bekræftelser på de imagodannelser og driftsmønstre varen identificeres ved gennem sine ikke-narcissisistiskt karakterskadede forbrugere.

Men de sociale, institutionelle og mediemæssige grupper fremstår i barnets bevidsthed stadig kun som billeder på det tabte "naturlige" overjeg, de sidder ikke inde med, hvad man kunne kalde "det parentale fødselsmonopol omkring den intrauterine tilstands historicitet" [ii], man fremstår fuldstændigt som sine forældres barn: ikke blot genetisk men også bevidsthedsmæssigt, hvor meget end det moderne samfund har søgt at udviske denne relation og at substituere den med andre billeddannelser.

Dette kan observeres under sekundærsocialiseringen i den velkendte frustration, hvorved barnet under pubertetens bevidsthedsdannelse flytter aggressionen fra forældre-, institutions-imago og generel sociabilitet til sig selv og den indforståede kammeratgruppe. Denne proces resulterer i, hvad man kunne kalde "seksualkonflikternes indlæringskamp omkring ejendomsretten til det forplantningsmæssige produktionsapparat" [iii], og de deraf følgende ydre materielle objekter og den indre psykiske forvaltning af objekterne gennem personlighedsdannelsens forløb til den endelige sociale voksenpositions objektrelationer.

Heinz Kohut og psykologer efter ham har beskrevet objektrelationerne i det grandiose selv på tre udviklingstrin:

Det synes især på det andet udviklingstrin, at objekthungeren opleves som størst og tjener kulturvareindustrien bedst. Idet det identificerede objekt, - som overføres almagt via det grandiose selvs jeg = objekt identificering, - til stadighed må frustrere på grund af identificeringens tvivlsomme sandsynlighed (altså den indre censurs skelnen mellem freudske lyst- og realitets-principper altså de såkaldte primær- sekundær-drifter _[iv]) og altså igen derigennem vil føre til stadigt kompenserende køb, så længe de psykiske defekter ikke heles.

Teen-agers fikseret på dette andet trin kan derfor regnes for de bedste forbrugere af pop; - de fremtræder ikke blot som momentant neurotiske altså midlertidigt nervesvækkede kunder motiverede af forvandlede og forvanske lyster, altså det psykologien ville kalde: driftssublimerende impuls- og tvangs-køb; nej, disse tvangsmæssige kunder virker virkeligt som psykiskt defekte stakler motiverede af behov oplevet som ufravigelige; - det danner altså spørgsmålet om forskellen på "lyst" og "nødvendighed" til/af forbrug.

Kohutskolernes normale udviklingsmodel af disse størrelser foregår som en delvis nedtrapning i erkendelsen af forældreimagoets ubrugelighed og selvets storhed, man nærmer sig med en voksende sociabilitet normaliteten, og når seksualkonflikten står som løst og resulteret i børneproduktion og -pleje, ser det ud, som om den grandiose karakterdefekt forsvinder, samtidigt med at det storladne jeg bliver en del af børnenes overjeg, -: spillet kan begynde forfra i næste generation.

Men den uforløste, unormale udvikling resulterer i den narcissistiske omverdensreduktion: i objekternes spejlfunktion, hvis utilfredsstillende symptomer danner tomhedsfølelse og afmagt, en tomhedsfølelse den tidlige Rock'n'Roll og for eksempel den tidlige Punk musik i høj grad betjente sig af.

Elo Nielsen anførte i sit banebrydende introduktionsarbejde til denne psykologi en række gode eksempler på fantasierne i det grandiose selvs søgen efter spejlobjekter inden for beat- og rock-musik. En anden dansk forfatter og kulturkritiker, Thorkild Bjørnvig, fastholdt tidligt to impulser i den moderne rytmiske musik, hvad han traditionelt fastholdt som "det apoloniske", det ophøjede, ordenssøgende, strenge modsvaret af "det dionysiske", det vilde, uordentlige og eftergivende (en kendt skelnen mellem grækernes poesi- og solgud: Apollon og vin- og festguden: Dionysos).

I den umiddelbare fremtrædelse ligner disse to impulser forældrenes forbudsverdens krav: det man skal for at stråle som en sol, det man ikke må og hvor man gør vilde ting; det der jo efterhånden i løbet af socialiseringen bliver til de indlærte hæmninger, som barnet selv må indøve for at fungere socialt og modsat seksualitetens vilde driftsimpulser, som barnet jo også skal have indlært for at kunne fungere socialt.

Men i sit væsen synes denne distinktion mere end som så, og filosoffen Susanne K. Langer har leveret stof til socialisationspsykologen Alfred Lorenzer, som igen har udmøntet denne deling i to symbolske ordklasser.

Samspillet herimellem bliver således, at protosymbolernes haloring - som latent fantasimateriale - bliver det karakterdefekte individs udfoldelsesområde - i samspillet omkring diskursivsymbolikkens indordningstrang og præsentativsymbolikkens opløsningstrang - mellem gængs herskende samfundsnorm og individuelle driftsbehov, mellem accept og protest der, som det vil fremgå, danner et afgørende samspil i al Rock'n'Roll.

Hvad den kritiske psyko-ætiologiske _[k_] forskning med Kohut har kaldt "narcissistiske karakterødelæggelser" eller "den narcissistiske karakterdefekt" har den ungdomsforskende socialpsykologi, med blandt andet Schneider og især Thomas Ziehe, kaldt "den nye socialisationstype".

"Flyveren" ("der Flieger") har man kaldt denne type: spejldukken der endelig finder sig selv ved at række hånden ud mod omverden, som Tommy i operaen af samme navn skabt af The Who; Nintendobørn som i computerspillets aflukkede verden grandiost frelser os alle fra dybets monsters; "indelukkede genier" som lever i en "selvreferentiel" verden, motiveret ikke af den ydre men af en indre selvvalgt virkelighed: walk-man musik som udelukker samfundsstøjen, jogging-aktivitet der udelukker byens rytme, og naturligvis hår-, tøj-, danse- og musik-moder som udelukker alle andre end kammeratgruppen.

FORKLARENDE FODNOTER

a metodikker: efter græsk meta hodos: efter vejen, heraf metode: planmæssig fremgangsmåde, systematisk procedure, heraf metodik: læren om undervisnings- og forskningsfremgangsmåder indenfor et fag, heraf metodikker altså: faglige læremetoder og planmæssige tilrettelægninger af undervisning og forskning.

b rigid: efter latin rigidus: stiv, heraf rigid: stiv, fast, hård, streng, ubøjelig.

c narcissisme: efter græsk Narkissos, en ung, smuk mand som ikke gengældte vandånden Ekkos kærlighed, hun tryllebandt ham så til et kildevæld, hvor i han evigt ser sig selv. Heraf narcissisme: psykologiske tilstande af selvbetragtning.

d symbiotiske: efter græsk sym biosis: sam liv, heraf symbiose: gensidigt afhængigt samliv mellem forskelligartede organiser, heraf symbiotiske: gensidigt afhængige samlivsformer mellem selvstændige parter.

e omnipotent: efter latin omnis potentia: al magt, heraf omnipotens: almagt, psykologisk set: omnipotent altså: almægtig, alle sanseindtryk tolkes som del af selvet, verden eksisterer som del af jeg.

f differentiering: efter latin dis ferre: fra bære, adskilt oppebære, heraf differens: forskel, heraf differentiering altså: skelnen, nuancering, adskillelse.

g introjicerer: efter latin: intro jacere: ind kaste, heraf i psykologien introjektion: at identificerer sig med en anden, anlægger en andens synspunkter og fremtoning, endvidere at give døde genstande egenskaber fra levende. Samlet at indoptage ting i sig selv. Introjicerer altså: flytter indre lyst til og fra ydre genstande og retter energien mod en indre opfattelse af disse, søger at optage noget ydre som en del af selvet.

h ekshibionistiske: efter latin ex havere, udfra have, heraf ekshibere: blotlægge, fremstille. Heraf såvel ekshibio: litteraturvidenskabeligt ord for afsluttende vedlagt yderligere forklaring vedrører et skrift, som psykologisk ord: ekshibionisme: sygelig trang til at vise sig frem, blotte sig, også seksuelt. Ekshibionistiske altså psykologisk set: med trang til at vise sig frem, med blotter tilbøjeligheder.

i diskursive: efter latin dis currere: her og der løbe, heraf diskurs: tale, overvejelse, logisk overvejelse, heraf diskursive altså: logisk, ræsonnerende.

j præsentative: efter latin præ sentia: øjeblikkelighed, før sansen, heraf præsent: øjeblikkelig, for hånden, heraf præsentative: umiddelbare, nu skeende, fremhævende, for hånden.

k psyko-ætiologiske: efter græsk psyche aitia logos: sjæl årsags lære, heraf ætilogi: årsagslære, ofte især sygdommenes årsagslære. Psyko-ætiologiske altså: vedrørende årsagsforklaringer til sjælelige sygdomme

SLUTNOTER

[i]. Det parentale overjegsbillede: forståelsen af forældrene som en højere styrende instans, opstår altså lige efter, at spædbarnet har indset gennem sine frustrationer af lystimpulser, at omverdenen hverken blot danner en ydre fortsættelse af den indre sansning, eller kan styres fra centret for denne sansning: altså barnets indre jeg.

Eftersom forældrene ustandselig får ret, når de retter på barnet, hjælper det, belønner og straffer det, dannes barnets overjegsbillede efter forældrene i første omgang, det billede som barnet søger at indoptage i sig selv for derved at vende tilbage til den narcissistiske fase.

Efterhånden som barnets skelneevne udvikles og andre voksne, for eksempel familien, pædagoger og andre børns forældre erkendes som selvstændige personer, dannes der det Forfatteren her foreslår som "den non-parentale overjegsbillede", altså denne for socialiseringens succes så vigtige etablering af en indre højere samvittigheds samling af eksempler på ret og forkert, hvad Freud kaldte "overjeg".

Non-faserne i begrebsdannelsen blev stadigt vigtigere i det tyvende århundrede, eftersom de naturvidenskabelige erkendelser i relativitets- og kvanteerkendelserne nærmede sig forståelser af det ikke-sanselige, det tilsyneladende non-eksisterende.

Det non-parentale overjegsbillede bliver, især efter anden verdenskrig, stadigt mere nuanceret, ikke mindst på grund af fjernsynskiggeriet, og omend traditionel psykoanalyse ofte vil søge tilbage i det parentale overjeg, må den ikke overse betydningen af det non-parentale overjegsbillede, ikke blot i dets oprindelige spædbarnsmæssige, altså infantile, stadium, men også som diskuteret i teksten, der hvor idolerne træder ind med de rebelske overjegsbilleder, som hjælper forbrugeren/personen ind i voksenverden, ægteskab, børneavl og -pleje og så videre.

[ii]. "Med det parentale fødselsmonopol på den interuterine tilstands historicitet", menes der altså forældrenes eneret på bevægelser og handlinger, så længe barnet (fostret) befinder sig inde i livmoderen: altså den prænatale fase (: den førfødselsmæssige periode), hvor forældrene - helt præcist moderen - har barnet hos sig "altid".

Denne interuterine tilstand genfinder 1970´ernes psykologer i "flyver-drømme", i svævefantasierne, som også findes overalt i rockmusikken, og altså især, som teksten antyder, i de store rockkoncerters vuggende fællesmængde af musikglade unge: den havagtige fornemmelse, altså: den pseudo-oceaniske oplevelse, der kan fremtræde som en galakse af stjerner for eksempel ved Bob Dylans koncerter indenfor og noget efter den analyserede periode, hvor tilskuerne ofte afholdt en ceremoniel lys-tænding og dannede en art stjernehimmel af blafrende lys og lightere.

Rejsen tilbage til overjegsbelønningen tilfalder idolerne, i den store mængde genindtræder den enkelte i den interuterine tilstand, men nu som herre over sin historicitet, sin rejse ind i den omgivende materie, objektverdenen, der i det grandiose øjeblik igen synes som en lydig del af selvet selv. Psykologisk dannes muligheden men (om end) ikke realiseringen af samme.

Også her ligger der en frustrering, som i længden fører mange til at droppe rockkoncertoplevelsens pseudouterine forløsning, eller til at skære drastisk ned på forbruget af rockkoncerter samt -musik. Denne tilstand hos en del (omend langtfra hos alle) rockforbrugere, falder ofte sammen med at disse når den alder, hvor de selv skal til at opretholde den parentale situation som forældre.

[iii]. Denne vittighed fandt Forfatteren på tilbage forlængst i forgangne tider, da han grundlagde arbejdet med "Pop Rock Poesi" (P.R.P.) og dengang mødte den marxistiske forsknings terminologier, altså sprogbrug som da stod på sit højeste. Morsomt - måske typisk - nok forstod marxisterne den aldrig (eller ville ikke forstå den). Med mulighed for helt at ødelægge denne morsomhed forklares den nedenfor i denne slutnote -:

Pubertetskonflikten drejer sig rundt om indlæringen og optræningen til rollen som seksuelt modent og aktivt individ.

Børn har, (jævnfør de foregående slutnoter og teksten samt generelt om "Ødipuskomplekset" i denne periode, hvor de bliver unge, en fysisk udvikling som gør dem forplantningsmæssigt duelige, en hormonal proces: altså en indre kemisk udvikling, hvis ofte kraftige sideeffekter kan udvirke problemer ikke blot med det parentale overjegsbillede (såkaldt skyld og skam) men også med forældrene selv.

Her har idolerne en rolle, der hvor de, ligesom forældrene (set fra det ødipale lystmønster) virker dejlige og velkendte men uopnåelige rent seksuelt. Forældrenes uopnåelighed på grund af incestforbudet idolerne på grund af at de kun fremstår som elektroniske spejlbilleder af mennesker, som den unge heller ikke kan nå).

Nu drejede marxistisk kamp sig jo om ejendomsretten til produktionsapparatet, og den unge opnår (socialiseringsmæssigt set) ved at blive ældre end den seksuelle lavalder - kaldet "bukseretten" - en førsteret til som revolterende at erobre produktionsapparatet (lystmæssigt), mens det jo stadig - i samarbejde med forældrene - skal have anvendt realitetsprincippet, altså skal finde en partner, flytte hjemmefra og således endeligt vinde ejendomsret over det seksuelle produktionsapparat.

Heraf altså den marxistisk formulerede freudske voksensocialiseringsvits om: seksualkonflikternes indlæringskamp omkring ejendomsretten til det forplantningsmæssige produktionsapparat.

[iv]. Sigmund Freud definerer altså primærdriften som den umiddelbare lystimpuls (lystprincippet), der - i for eksempel ødipale forviklinger - kan skabe had mellem en far og en søn på grund af ubevidst ødipal mordlyst fra sønnens side, nu han ikke kan overtage moderen som seksualpartner på grund af incestforbudet.

Når selv de værre pubertetskonflikter sjældent kommer til fuld afvikling af dette kompleks, skyldes det jo så den freudske sekundærproces altså: realitetsprincippet, som omformer libido altså også den morderiske lystimpuls til mere (eller mindre) beherskede former.

Freud skriver endvidere om en indre censur, den der hjælper jeget med at leve op til overjegets strenge krav. Her træder idolerne ind, idet de ikke blot udtrykker, og i nogen grad handler om, den hormonale teen-age-seksualitets impulser, men idet de dertil indsætter nye overjeg-mønstre, der dels afleder vreden og mordlysten rytmisk, dels binder lysten - den primære såvel som den sekundære - til Rock´n´Roll budskabet om kærlighed og fest.

Den objektbesættelse, hvor lystprincippet får lov at dominere, bliver naturligvis idolernes produkter, og selv om forældrenes belæringer dundrer realitetsprincip vil denne objektmani fortsætte indtil et pludseligt punkt, som indtræder i overgangen fra teen- til tween-ager, hvor objekthungeren nedsættes samt koncentreres om færre mindre feterede - altså tilbedte - produkter, samt en udbredt nostalgi angående teen-age-tidens mest forbrugte og betydningsfulde varer.

Som det fremgår af de foregående slutnoter og af teksten, så hænger dette teen-age forbrug sammen med rejsen tilbage til selvet, til det ukrænkede selv, til sansningens centrum, hvor den narcissistiske belønning venter, derfra hvor det voksne jeg stabiliseres.

1.2.	To videnskabelige metodikker
1.2a.	Vareæstetikken
1.2b.	Socialisationspsykologien

1.2. To videnskabelige metodikker [a]

1.2a. Vareæstetikken

1.2b. Socialisationspsykologien

FORKLARENDE FODNOTER

SLUTNOTER

1.2. To videnskabelige metodikker _[a_]