| Oplysningstiden 2 |
Gil Blas og den spanske pikareske roman |
|
Den "pikareske" roman opstår i Spanien i løbet af 1550'erne Lazarillo de Tormes (1554 anonym) regnes for den tidligste, Matteo Alemáns Guzmán de Alfarache (bind 1 1599 , bind 2 1605) den største.
Bataillon (ibid p. 18) skriver om den sidstnævnte bog og dens forfatter:
"Denne bog som almenheden kalder pikaroen, den ville han give den imponerende undertitel Udkig over menneskelivet." .c
Dette "observatorium", iagttagerens passive distancering, bliver med Guzmán pikaroens formel, lige fra den simple landstryger til den mere avancerede lurendrejers livsrejse.
Pikaroen synes som social taber chanceløs, Bataillon præciserer med et citat fra Guzmán (ibid p. 23) hans livs- og verdenssyn:
"Sådan går det i verden: den begynder ikke i dag, og kimen til problemerne ("kigærterne" i overført betydning: bøvlet, oversætters anmærkning) kommer til langvejs fra. Intet at gøre intet at gøre om. Således har vi fundet tingene, således efterlader vi dem. At man tror ikke på bedre tider og at man ikke tror på at fortiden var mere værd: det var, det er og det vil altid være det samme." a
Ifølge definitionerne omstående nærmere ironi end satire.
Nu skulle teksten have fremstillet de to vigtigste træk ved den pikareske roman: skælmen, plattenslageren og den komiske bekendelses beretning. Den spanske pikareske roman forbliver morsom underholdning, og dette, kun dette, dannede målet for Alain Renée Lesage, da han omplantede den til fransk litteratur.
I 1715 kom Gil Blas de Santillane bog 1-6, i 1724 bog 7-9 og i 1735 bog 10-12. I mellemtiden havde Lesage blandt andet oversat Guzmán de Alfarache til fransk.
Det synes klart, at Lesage har villet trække på den dengang små 200 år gamle folkelige popularitet, der tilfaldt skæmteromaner så som Rabelais mesterværk, samt den endnu mere folkelige spanske pikareske tradition
I sin glimrende introduktion til denne romanform "Le roman picaresque" skriver Bataillon (ibid p. 14ff) hvordan forskellige uheldige politiske alliancer og deres sørgeligt typiske krav om mange soldater, samt især opdagelsen af Amerika, dels fører Spaniens allierede kongehus og kirke ud i alvorlige kriser, dels, via koloniseringen, tilfører landet så store rigdomme, at dets egne håndværkere og bønder snart står arbejdsløse, mens overklassen lukrerer b på dyrt betalte importvarer.
I denne sociale misère c opstår pikaroen, som en dagtyv, en skælm, en vagabond, der platter, svindler og fupper sig igennem livet, fuldstændigt desillusioneret, og uden respekt for andet end mavens tarv og krav.
Nu skal et kendt forhold indføjes: der levede i mange århundreder, både før og efter Spanien i det 1500 århundrede , ja, faktisk overalt i Europa, mange såkaldte "fredløse", folk som udfra andre konkrete, men stadig sociale, årsager, henvistes til at ernære sig ved omstrejfen og småkriminel aktivitet i samfundenes yderkanter. Alene de ovenstående faktorer synes derfor ikke nok til at bringe en ny litterær genre til verden.
Det danner, som skrevet, ikke dette kapitels formål, at redegøre en detail a for den pikareske romans opståen, men i hvert fald to yderligere faktorer forekommer som kvalificerede gæt desangående og væsentlige for den foreliggende diskurs' objektiv b.
Den første faktor kommer Bataillon ind på, nemlig (ibid p. 16), hvor han, efter at have fastholdt sin skitserede pointe om de riges uhæmmede import af værdier og varer, de fattiges manglende afsætningsmuligheder o.s.v., fastholder at dette samfund mangler:
"... at adlyde produktionens og vareudvekslsingens organiske nødvendigheder..." c
Lidt længere nede indskyder han så:
"Lad os også bemærke at kontra-reformationens katolicisme, på hvilken Spanien satte sit tydelige mærke, er en religion meget fjern fra de protestantiske moralisme som kan få udbytte af de pikareske liv." d
Her findes i én sætning en vigtig del af den lutherske kritik mod katolicismen: for såvel Luther, Calvin og andre reformatorer virker for eksempel katolicismens handel med afladsbreve, som det rene pikareske plattenslageri, og for den protestantiske arbejdsmoral virker det glade landstrygerliv som Djævlens værk. Omvendt kunne modreformationen netop tale til de lavere, dyriske drifter og den latente dovenskab og nydelsessyge i menneskene ved at tillade sådanne udskejelser i modsætning til de "kedelige" protestanter.
Endelig hænger den sidste faktor sammen med den tidligere påpegede teknologiske udvikling, altså bogtrykkerkunsten, den "sorte kunst", og med den, det bredere borgerlige læsepublikum, med samt dettes krav om letfordøjelig, fornøjelig underholdning.
Tilsammen lagdeles disse tre summarisk fremstillede forhold som:
1. Den sociale deklassering af brede befolkningslag uden rekompensation.
2. Den religiøse degeneration mod stadigt mere verdsligt hokus-pokus.
3. Det voksende antal læsere.
Teksten mener; at de ovenfor anførte forhold former baggrunden for fremkomsten af og succesen for, hvad man normalt kalder den første pikareske roman i den spanske litteratur, den anonyme "Lazarillo de Tormes", som udkom i 1554
Som Bataillon forklarer (ibid p. 2ff) kan man finde forskellige skrifter før, som på den ene eller anden vis har, eller kan beskrives som forgængere og forbilleder for "Lazarillo de Tormes", men forskningen synes generelt enig om, at med dette værk optræder "lazaronen" for første gang som "helt" i litteraturen og i et helstøbt "pikaresk" regi: "lazarillen".
Bataillon svinger sig op til mere endnu, han ser denne roman som fødslen på romanformen per se a ibid p. 11):
"Med lazarillen er det ikke kun den pikareske roman som fødes, det er lidt romanen i det hele taget, denne store nyhed i de moderne litteraturformer." b
Forfatteren erklærer sig ikke helt enig i dette synspunkt. Rabelais regnes fortsat som den første store romanforfatter i dether skrifts opfattelse, men det kan ikke betvivles, at de pikareske romaner danner et væsentligt moment i udviklingen af romanen som genre, og i fastholdelsen af denne genre, altså: de medvirkede til at skabe et marked med et righoldigt udbud allerede tidligt i det 16. og 17. århundrede , inden Lesage, Voltaire og andre kom til.
Det næste værk i den spanske skælmetradition bliver så "Guzmán de Alfarache" af Mateo Alemán (1579/1605). Med den ovenstående beskrivelse af pikaroens sociale grundlag i virkeligheden, kan det synes evident, at hans mulighed for at vinde indflydelse, for radikalt at ændre sin situation, regnes for ringe, ja, i "Guzmán de Alfarache", og i de fleste pikareske værker, indskrænker sig til en kort lykke efter et godt kup, en lykke i fint tøj blandt dyre tøjter.
Robert Alter præciserer slående i sin "Rouge's Progress" (ibid p. 17):
"Pikaroens placering, derfor, midt i det sociale system uden overhovedet at være en del af det, er en invitation for ham til at blive satirist." a
Nu skulle teksten have samlet de to vigtigste kendetegn ved den pikareske roman: skælmen, plattenslageren og den sociale satire,[i] eller som Bataillon skriver (ibid p. 5):
"... lazarillen, sådan som den viser sig for os, er en absolut begyndelse: dens grundlægger den pikareske roman i sit dobbelte aspekt af en gavtyvs humoristiske bekendelser og satire over diverse sociale tilstande." b
Tilbage her står blot en enkelt iagttagelse i forlængelse af kapitlets allerede introducerede pointer: naturligvis udsendte en litterær lurendrejer allerede året efter Lazarillos fremkomst en "fortsættelse" (Bataillon p. 11ff), som udover personaget Lazarillo, også hentede inspiration fra den nordlige "pikaro", eller i hvert fald løgnhals og plattenslager, Till Eulenspiegel. Denne falske "fortsættelse" fik ikke samme masseudbredelse som sin ægte forgænger, men i 1620 omskrev en fransk bosat spansk tolk, Joan de Luna, Lazarillo til et mere "moderne sprog". - Om man skal tro Horst Bader har denne omskrivning, som dog aldrig erstattede sin original, ført til at (ibid p. 32f):
"Det vide område af socialkritik, til hvilket den første Lazaro kun havde henvist, er nu, efter at pikaroen ikke mere tror at måtte tage nogle samfundsmæssige hensyn , frilagt for det skånselsløse blik ... Med erkendelsen af at "det filosofiske og pikareske liv" er et og det samme, bliver den "naive" pikaro fra den første skælmeroman hos Luna til en satiriker, hvis radikalisme ... er summen af alle gamle og nye erfaringer." c
Teksten skal ikke gå nærmere ind i Baders analyse af Luna, som læser og fortolker af den anonyme Lazarillo, blot fastholde; at:
1. Den spanske pikareske roman, skælmeromanen om den fanden i voldske sociale taber, breder sig hurtigt over hele Europa i løbet af 15 og 1600 tallet
2. Den pikareske romans satire skærpes efterhånden som den kommer længere fra sit udgangspunkt og inspirerer et stadigt større antal skribenter, som anvender de fremvoksende frihedsrettigheder eller kravene om samme.
3. Den pikareske roman bliver. på trods af sin indædte sociale satire, aldrig et forum for alternative tanker og filosofier, og med sådanne et forum for forhåbninger om en bedre verden, den forbliver et synspunkt for den udenforstående iagttager, "summen af alle gamle og nye erfaringer.".
Den spanske pikareske roman og dens senere afskygninger forblev altså satirisk underholdning, og dette dannede da også målet for Alain Renée Lesage (1668-1747 ), da han omplantede pikaresken til den franske litteratur.
Lasages produktion indtil da havde omfattet oversættelser og bearbejdninger af lignende spanske underholdningsromaner, blandt andet den "fortsættelse" på "Don Quichotte" som fik Servantes til selv at fortsætte sit værk, og en fri gendigtning af Guevaras "Haltefanden": "Le diable boiteux". Sammen med Pétis de la Croix skrev Lesage også en fingeret "persisk" "oversættelse", en pendant til "1001 nats æventyr", som de kaldte "1001 dags æventyr"a, og Lesage skrev også en del drama.
På samme måde som med "Le diable boiteux" bliver "Gil Blas", omend denne sidste udgør et nok så originalt fransk værk, holdt så tæt på sine forbilleder, at stedet for handlingens centrum henlægges til Spanien.
Og omend mange af de satiriserede forhold omplantes fra det franske, virker det klart, at Lesage har villet trække på den dengang små 200 år gamle, folkelige popularitet, som tilfaldt "den spanske pikareske roman".
"Le diable boiteux", "Gil Blas" og komedierne "Crispin rival de son maître" samt "Turcaret ou le financier", står for eftertiden som Lesages vigtigste bidrag til litteraturen. At ville kalde ham, eller nogle af disse værker, revolutionerende eller nyskabende, eller "geniale", eller andet som med rette kan gøres gældende om Voltaire og hans værk, ville betyde et vildskud over målet.
Lesage står netop som en af det gryende borgerskabs første professionelle skribenter; han skulle leve af sin pen, og det senere så sørgelig velkendte hensyn til publikums smag, til salgbarheden, har dannet hans ledestjerne.
At dennes glans så måske kunne kaste lys over menneskelige forhold fandtes dog forkert. -: Som Tieghen skriver (med henvisning til romanernes indledninger) i sin bog om de store litterære doktriner i Frankrig, i hvilken 1700 tallets "roman" kun får godt én side (ibid p. 153):
"At undervise indirekte ved det varierede billede af menneskeheden, voila, det var hele Lesages prætention."a
Faktisk udvikler Lesages pikaro sig til et respektabelt menneske, og tilføjer således måske det morsomme, satiriske en ny formulering. Skal teksten afsluttende kort indplacere "Gil Blas" i den pikareske tradition, må den ses som et fortsættelse, der nok afspejler de historisk forandrede forhold, men som ingenlunde forholder sig forandrende til disse historiske forhold. Netop på dette punkt indtager Voltaire det modsatte synspunkt.
[TOP]