Den herunder opstillede punktinddeling tjener i første omgang overblikket og i anden omgang erstatter den et direkte referats gentagelser:

a. Nyorientering ( = marxistisk litteraturopfattelse) (ibid p. 19-20ø)
b. Litteratens/litteraturens forudsætninger (ibid p. 20ø - 20n)
1. Historisk rids fra romantik til marxistisk-sociologisk litteraturbetragtning (ibid p. 20n - 26ø)
2. Danske eksempler på den marxistisk-sociologiske litteraturbetragtning (ibid p. 26ø - 29n)
3. Den litterære kritik (ibid p. 29n - 32m)
4. Anmeldelsen (ibid p. 32m - 33n)
c.  Resumerende afslutning (ibid p. 33n - ud)

Artiklen hovedpointe

Det kan umiddelbart synes ganske indlysende, at Svend Gundel (1873-1957) har villet fremstille den marxistisk-sociologske litteraturbetragtning for udenforstående som udenforstående. Han bemærkning sidst i artiklen - til den danske konservatisme og tidsskriftet "Tilskueren"s brandesiansk-radikale læsere - om trygt at beskæftige sig med denne litteraturbetragtning, vidner herom, også hans påpegning af denne metodes videnskabelighed og dens teoridannelses potentialer i det sociologiske og litterært uddybende aspekt, som teksten har påpeget.

Hvor Svend Gundels publikum måske nok stod udenfor og endvidere også muligvis afvisende (se for eksempel Gundels citater ibid p. 19-20) overfor en videnskabelighed indenfor litteraturforskningen, virker det som om Gundel selv, med den sociologiske litteraturopfattelse prøver at hævde en videnskabelighed for faget, samtidigt med at han ønsker at påvise, at denne nye videnskabelighed danner en logisk videreudvikling af allerede eksisterende teoridannelsers forsøg på at forklare åndelige fænomener ved naturlige årsager.

Samtidigt ønsker Svend Gundel at vise dette nye opfattelsesapparat i funktion ved at normere de etiske mål for de for ham at se tre væsentligste litteraturvidenskabelige retninger: litteraturhistorien, litteraturkritikken og litteraturanmeldelsen - og ved yderligere at klargøre deres interne forskelle.

Således bliver artiklens hovedpointe: at redegøre for udviklingen frem til den marxistisk-sociologiske metode og at benytte denne til at klargøre begreberne omkring litteraturhistorie, -kritik og -anmeldelse.

  Gundels syn på udviklingen Taine - Marx

 Svend Gundel fremstiller ret kortfattet både den tainske og den marxistiske litteraturteoretiske opfattelses syn og ser den sidstnævnte som en klar videreudvikling af den første, et klogt træk, for så vidt at den brandesianske fløj vel kendte denne indflydelsesrige og vigtige franske litterat, som Brandes jo skrev sin doktordisputats om.

Taines litteratursyn præsenteres som opstået i forlængelse af naturvidenskabens, industrialiseringens og teknikkens fremkomst, at disse tre faktorer i forbindelse med økonomisk stabile forhold skabte en rationel materialistisk holdning, udfra hvilken alle livets forhold søgtes forklaret ved deres faktiske, deres naturlige sammenhænge.

Gundel nævner Auguste Comte og hans positivistiske filosofi, der netop grundedes udfra ovennævnte definition: de faktiske "positive" (: verificerbare) kendsgerningers verdensforklaring.

Yderligere omtales Darwin, i denne sammenhæng for at have sat mennesket ind på en plads i naturens orden, underlagt de gældende naturlove i sit ydre og indre liv, en videreudviklings bekræftelse af det Darwin-syn, som blev præsenteret i forbindelse med dette skrifts behandling af I.P. Jacobsen.

Endelig omtales også Herbert Spencer og hans udviklingslov om de stærkes ret og "kampen for tilværelsen" - og Svend Gundel skaber - med omtalen af disse tre store videnskabsmænd og filosoffer - den nødvendige baggrundsforståelse for dén søgen mod videnskabelighed, som Hipolytte Taines litteraturteori giver et udtryk for.

Nu fremlægges disse ideer dernæst som produkt af "den mekaniske verdens- og menneskeopfattelse" (Gundel ibid p. 22).

Taines litterære idé virker ganske rigtigt nok som naturvidenskabelig: ikke subjektivt at vurdere men objektivt at beskrive, at analysere og at forklare gennem udfundne årsagssammenhænge, de love værket underkastes.

Årsagerne ser Taine - som Darwin - opståede som produkter af arv og miljø, og dermed forstås den litterære produktions udfoldelser og fremtrædelse som et produkt af sin samtid.

Naturalismens litterære idé ses så som en forlængelse heraf, som den mekaniske verdensopfattelses naturvidenskabelige afdækken af tidens sociale, religiøse og moralske problemer; og som repræsentant for de naturalistiske digtere vælges Emile Zola, på grund af hans objektivt funderede deskriptive naturvidenskabelige og psykologiske udviklingsmønstre over arv og miljø altså bredt: socialisering.

Endeligt afslutningsvist stedfæstes det så, at denne videnskabeligt baserede objektivitet ingen plads rummer for den subjektive vurdering.

Det marxistisk-sociologiske litteratursyn ses altså som en videreudvikling af det tainske, og den marxistiske litteraturopfattelse fremstiller Svend Gundel som en sammenhængende kæde udfra den materialistiske historieopfattelse: den historiske udvikling afhænger af de materielle livsforhold, som afhænger af de økonomiske forhold og af det forhånden forekommende samfunds klassedeling og af den klassekamp, som opstår ved omstruktureringen af samfundet, som for eksempel under 1860'erne og 1870'ernes industrialisering og kapitalfinansiering. Heraf afhænger - ifølge Svend Gundels fremstilling af teorien - så igen ejendomsforholdene, som igen endeligt betinger de politiske og retsmæssige begreber: eller den "ideologiske overbygning", et første direkte Marx-citat som skulle komme til at blive meget anvendt med tiden.

Efter denne kortfattede fremstilling af den materialistiske historieopfattelse i Marx-varianten, sammensættes denne med det marxistisk-sociologiske litteratursyn, således at de digteriske inspirationer ses som produkt af de økonomiske, sociale tilstande, og at digteren selv i forlængelse heraf ses som et produkt af sit sociale liv og af den klasse vedkommende udgår fra eller solidariserer sig med: at dennes eventuelle solidarisering med magthaverne eller de besiddende skaber reaktionær kunst, at dennes eventuelle ståen sammen med en bred, revolterende klasse skaber den oppositionelle gennembrudskunst, Gundel (ibid p. 27) definerer som: "al stor kunst" virker nu indlysende - yderligere forklares det med en senere også velkendt såkaldt marxistisk-sociologiske dogmatik; at al stor kunst opstår som brydninger mellem tidens og samfundets over- og understrømninger.

Her udfra konkluderer Gundel så; at disse to litteratursyn ligger i forlængelse af hinanden, men at det tainske virker lidt vagere idet ordet "tidsånden" danner et svagere og mere videnskabeligt set upræcist udtryk end det marxske "den økonomiske struktur", og ligeledes for eksempel Taines "miljøet" overfor Marx's "klassen", - således at Svend Gundel endeligt må foretrække Marx for dennes dyberegående og langt præcisere årsagsudredning; og vel også for definitionen af digterens opgave, hvor de tainske passive objektivitetsbeskrivende samfundsafslørere, falmer overfor de marxistiske aktive objektivitetsforandrende samfundsomformere.

Udviklingen fra psykologisk kritik til genetisk metode

Svend Gundel fremstiller den psykologiske kritik som St. Beuve introducerede lige før Taines fremkomst. Men for Gundel ligner denne kritik alligevel en uddybning af den tainske metode; og han redegør for dens idé; at den først og fremmest søger at forklare kunstværket som et udtryk for digterens egen personlighed; at man prøver at læse digterens liv og levned udfra værkets grovere og finere nuancer.

I første omgang udgør Gundels eneste kritik af dette litteratursyn; at (ibid p. 25):

"... litteraturhistorien bliver således her kun en slags hjælpevidenskab til psykologien".

Senere redegøres så for Vilhelm Andersens videreudvikling af denne psykologiske kritik ind i den "genetiske metode", der udredes som: et forsøg på at opspore kunstværkets skabelse ved at undersøge dets forudsætninger i forfatterens liv, udfra den individualistiske tro at et værk ikke afspejler kapital, samfundsforhold, eller samfundsprocesser, men kun digterens eget selv som dette nu lever og oplever.

I en længere og bidsk kritik af denne metode eksemplificeres dens uvidenskabelighed og dens latterliggørende effekter på litteraturvidenskabsmenneskene (ibid p. 25), og Svend Gundel kritiser endelig - måske ret så rammende - at metoden dog kun beror på gætteværk; idet man - efter hans opfattelse - altid med denne metode, selv når det virkeligt drejer sig om autobiografisk stof i det digteriske produkt, henvises til at formode, og da alligevel ikke har sikkerhed for at trænge tilstrækkeligt dybt ind i kunstværket.

Således ses den genetiske-biografiske metode ikke som litteraturhistorie, der jo danner kunstværkernes historie, men som personalhistorie og biografi, som psykologisk kunst i bedste fald og som skandalepladder i værste.

Endelig afslutter Svend Gundel sin artikel med at omtale og definere de tre litterære discipliner og deres mål udfra en forsøgsvis marxistisk holdning. Disse tre discipliner: litteraturhistorien, litteraturkritikken og litteraturanmeldelsen.

Mål for litteraturhistorien

Svend Gundels skriver; at den marxistisk-sociologiske metode (ibid p. 30):

"... præciserer og afgrænser ... litteraturhistoriens opgave som en rent historisk, empirisk disciplin.".

Og han mener i forbindelse hermed; at man - gennem anvendelse af det materialistiske historiesyns mulige naturliggørelse af psykologiske og irrationelle faktorer - kommer længere end (op. cit.):

"... idealismens selvopgivende henvisning til, at digtergeniet er det uforklarlige, det irrationelle.".

Som udgangspunkt for ovenstående ræsonnement har Svend Gundel valgt at påpege, hvordan adskillige (ikke nærmere omtalte) digtergenerationer, på trods af individuelle og psykologiske forskelle, taler det samme sprog, udtrykker de samme holdninger: står solidariske i deres kunstfrembringelser; og det bliver udfra denne iagttagelse, at han konkluderer om digtekunsten; at den rækker ud over det personlige og ind i den materielle, økonomiske og klassemæssige struktur, som danner litteraturhistoriens kildemateriale.

Mål for litteraturkritikken

Arbejdet med at vurdere et litterært værks værdi tilfalder den litterære kritik og virker væsensforskelligt fra litteraturhistorien, som, med Gundels ord, må spørge "hvor?" kommer ideerne fra? - mens kritikeren må spørge: "hvilke?" ideer kommer frem? for dernæst at vurdere, at tage standpunkt udfra sin som kritiker personlige subjektive opfattelse.

Efter denne definition af hvad kritikken indebærer, kommer Svend Gundel frem til kritikkens opgave, nemlig: at tage den kamp op - for eller imod - som al god kunst udtrykker (jævnfør udredningen for den marxistisk-sociologiske metode og den tidligere fremstilling af klassekampsbegrebet).

Målet for kritikeren bliver dermed; at udtrykke en livsopfattelse og/eller en kunstopfattelse, sådan at han underordner værket for at udtrykke sig selv; velvidende at der ikke skal udredes en fortolkning men en egen personlig holdning, at der altså skal skelnes mellem, hvad forfatteren har villet, og hvad kritikeren har villet bruge forfatterens produkt til; i denne sidstnævnte problemstilling ser Gundel den egentlige fare for kritikeren, og han eksemplificerer rigt (ibid p. 31f) om kritikere, som ikke forstås, og hvis kritik ikke accepteres af forfattere, som ser divergerende ja endog modstridende synspunkter indbygget i deres værker; og for Svend Gundel bliver løsningen på denne problematik - med et citat fra den kendte kritiker og anmelder, Henning Kehler, - at acceptere (ibid p. 32).:

"... litterær kritik som en selvstændig kunstform, at sidestille med digtningen som udtryk for en subjektiv personlighed.".

Mål for litteraturanmeldelsen

Gundel skriver om anmelderen (op. cit.):

"... det er hans opgave at gi en saa vidt muligt objektiv, deskriptiv analyse af værket (referere bogens indhold, dens handling og idé, redegøre for dens form, sprog o.s.v.), hvorefter publikum saa selv kan vælge, om bogen er noget for dem eller ej.".

Anmelderens opgave bliver altså ikke - i modsætning til kritikeren - at udtale sig om bogens værdi eller dens tendens - og sker dette alligevel, bliver det hans pligt klart at gøre opmærksom på; at nu kommer han - som anmelder - med sin egen mening.

Hvad anmelderen dog skal udtale sig om: bogens læseværdi, indholdets kommunikerende evne, idet et værk jo altid skal: "... gå i livets tjeneste" (ibid p. 33) og lære mennesket noget om sig selv og sit samfund; - men igen bliver det her ikke en anmelders pligt at tage stilling til, hvad en bog fortæller om mennesket, kun om den fortæller noget om mennesket.

Endelig skal anmelderen udtale sig om: "... det formelle eller rent kunstneriske" (ibid p. 33), således at forstå; at han udfra sin kunstneriske indfølingsevne skal tage stilling til, om forfatterens idé kommer klart frem i værket, og hans midler hertil springer fra vurderingen af den kunstneriske grad af vellykkethed. Og det bliver disse krav Svend Gundel og det litterære publikum i 1934 kan stille til anmelderens forbrugeroplysende arbejde.

Svend Gundels videnskabelige kriterier

Svend Gundels krav om videnskabelighed, samfundsforståelse og redeligt anvendte metoder i stedet for skandalesludder, genidyrkelse og fusket gætteri er - for så vidt - i pagt med den moderne litteraturforsknings mål og midler, og viser her en brydningsfase mellem den gamle borgerlige litteraturforståelse, den modne radikale, den noget yngre marxistiske og den moderne litteraturforståelse.

På sådanne videnskabeliggørende stramninger virker Svend Gundels metodekrav rimelige, samtidigt med at mange af hans spekulationer bunder i de ældre borgerlige og radikale forståelser, heraf blandt andet den megen snak om det digteriske geni, om subjektivitet og om objektivitet, det totalitære "helt" eller "hel" om de fremhævede metoder og så fremdeles.

Dog lykkes det sagligt at benytte den marxistisk-sociologiske metode i den litteraturhistoriske redegørelse: både for den idehistoriske udvikling (ibid p. 22 for eksempel) og for den spirende danske marxistiske litteraturvidenskabs historie og kritik (for eksempel ibid p. 28f). Man kan derfor velfunderet formene; at Gundels videnskabelighed - ved at benytte sin introducerede metode til diverse gennemførte udredninger - har en god kvalitet og høj standard.

Videnskabelighedens kriterier danner altså den marxistisk-sociologiske metodes krav om undersøgelse af og udredning for de materielle determinationsfaktorers indflydelse; deres litteraturhistoriske perspektiv; - hvad angår definitionerne af de to andre discipliner stiller sagen sig noget anderledes an.

Først kan det virke, som om artiklen har en brist i at sammenblande på den ene side en idehistorisk udredning for litteratursyn og -metoder og på den anden side udrede et helt andet aspekt af litteraturforskningen; man kunne fristes til at tro, at artiklen opstod som et sammendrag af to artikler, eller at pennen løb løbsk i en pædagogiserende ivrigheds inspiration; skal man dog til sidst alligevel - op på trods af den her fremførte kritik - vurdere videnskabelighedskriterierne må det blive som følger:

I sin forskelsdefinition på kritik og anmeldelse (ibid p. 33) skriver Svend Gundel; at kritikken former en dom udfra en livsanskuelse, og som sådan virker tendentiøst subjektiv, og endvidere; at anmeldelsen former en beskrivelse udfra værket, og som sådan kunne man kalde den objektiv, altså i ordets etymoliske altså dets afledningsmæssigt oprindelige betydning af noget afkastet, noget som bliver kastet "fra" eller "af" den litterære institution.

Senere (ibid p. 34) skriver han om litteraturhistorien; at den danner en forklaring; således at det samlede billede af hans videnskabelige kriterier for disse tre retninger bliver:

1.          Litteraturhistorie = forklaring - objektiv
2.          Litterær kritik = dom - subjektiv
3.          Litterær anmeldelse = beskrivelse - objektiv

Udfra Svend Gundels høje etiske krav om redelighed, skelnen og objektiv samfundsindlevelse kan man formene; at han opererer på et ret højt videnskabeligt plan i sin historiske redegørelse og pædagogisk specificerende artikel om den historiske og kritiske litteraturbehandling.

[TOP]