Med arbejdersangene - op til århundredeskiftet - og med arbejderlitteratur som "Pelle Erobreren" - lige efter århundredeskiftet - synes den tendentiøse propagandalitteratur for socialistismens sag ved at stå indskrevet som en del af kunstinstitutionen, og mange mindre ånder fulgte ivrige i dette spor. -: Det gik jo fremad for den socialdemokratiske tankegang: arbejderklassens organisering førte efterhånden til stærkt forbedrede forhold og endelig til regeringsdannelse i 1930'erne.

Hvad angår den videnskabeligt, kritiske front af teoretikere, skulle der dog gå nogle år endnu, inden den såkaldte socialistiske videnskabelighed kunne fremstå, som andet end forblommede vendinger.

Forskningen synes generelt i 100året for Brandes' tiltrædelsesforelæsninger enige om, at litteraturforskeren, brandes-specialisten Harald Rue og tidsskrifter som "Sirius. Dansk litteraturtidende", "Kritisk Revy", "Kulturkampen" og "Clarté" foretog det vanskelige første pionerarbejde med at introducere denne videnskabeligheds begrebsapparater til de danske læsere. 

Det kan derfor ikke undre; at forfatteren til den foregående analyses kilde, Sven Gundel, som i 1934 fik offentliggjort sin artikel om "Historisk og kritisk litteraturbehandling" på trods af sin socialistisk-marxistiske grundholdning i denne artikel, på trods af artiklens foregangsarbejde med offentligt at introducere marxistisk videnskabelighed, end ikke nævnes af det socialistiske forfatterkolektiv bag den - i øvrigt højst anbefalelsesværdige - "Dansk litteraturhistorie", mens den mere marxistiske og meget mere kendte og skrivende: Harald Rue, som fik sine artikler offentliggjort i 1930'ernes socialistiske tidsskrifter så som: "Monde", "Frem" og "Clarté" ikke glemmes.

Dette skal ikke læses som en underkendelse af Rues sent fremhævede og anerkendte indsats for litteraturforskningens interesser, men som en tydeliggørelse af problemet med 'solidaritet' når det kommer til stykket, i bevægelser som underkender den åndelige faktor, hvis bud i alle religioner er: kærlighed.

I modsætning til Harald Rue og andre mere analytisk indstillede litterater, viser Gundel i sin artikel sig som en relativt stærkt funderet teoretiker. Hans artikel blev offentliggjort i "Tilskueren", et tidsskrift som havde fulgt en besynderligt omskiftelig skæbne i perioden fra Brandes og frem. På grund af den ringe sprogfærdighed i selve arbejderklassen kom man i lange perioder til at støtte sig på populariserede fremstilling og oversigtsartikler. Blandt disse også Sven Gundels fine lille introduktion til: "Historisk og kritisk litteraturbetragtning", som mange formidlere i såvel det agrare kulturradikale som det urbane proletariske miljø kan forestilles at have hentet deres indsigt fra. Bladet blev læst af litterater, af de der - som det moderne gennembruds mænd - tog litteraturen alvorligt nok til, at de læste og skrev den.

Først fungerede "Tilskueren" nærmest som et partiorgan for radikalismen. Det blev her Brandes - i 1889 - først offentliggjorde sin introduktion til Nietzsche, og sine idéer om 'aristokratisk radikalisme', skytteværnet mod de faldne forhåbninger fra 1870'erne og kunstnernes isolation og opgivende holdning under provisorieårene og Estrups diktatur. - Men det blev også i "Tilskueren", at borgerlige kredse fra århundredeskiftet rettede deres angreb mod radikalisme og socialisme.

Nu sad Valdemar Vedel ved roret, og der findes et berømt eksempel på hans og Vilhelm Andersens skjulte angreb på Georg Brandes ved dennes 60 års fødselsdag i 1902 (gengivet i nævnte "Dansk litteraturhistorie" ibid bind 7 p. 80-86).

Dog efter Vedels redaktørperiode frem til 1908, skiftede tidsskriftet tilbage mod radikalismen, og i 1920'erne og 1930'erne bliver det igen modernister: kritiske humanister med sympati for såvel radikalismen som socialismen, der dominerer redaktionen for eksempel Paul la Cour.

Hvordan man nu end vurderer disse polsvingninger mellem radikalisme - konservatisme og radikalisme med socialistiske undertoner, blev "Tilskueren" - i en længere periode - et tidsskrift, hvor dansk åndsliv især dansk litteraturforskning stod frem og havde en fagligt lødig tumleplads for bevidsthedsdannelsen.

Det må derfor havde lignet et scoop, måske i forbindelse med den omtalte fællesfront mod nazismen, da dette blad i 1934 offentliggjorde denne meget tidlige tour de force i marxistisk litteraturteoretisk didaktik.

Forfatterens forsonlige forbehold

Som tidligere antydningsvist fastholdt findes der for forfatteren til foreliggende værk ikke en absolutistisk autoritær skelnen, som på den ene side fordømmer enhver form for kunstnerisk socialt engagement, og på den anden side forherliger kunstneriske selvbekræftende sysler med sjælens og æstetikkens spørgsmål.

Naturligvis skriver en forfatter i og med en samtid og en deraf følgende social situation, og lige så naturnødvendigt vil forfatteren føle sig forpligtet til dels at viderebringe de for vedkommende at se bæredygtige og gavnlige idealer dels at kritisere de for vedkommende at se bristefærdige og unyttige konstruktioner.

Især inden for litteraturens eget vigtige teoretiske område - blandt andet kulturdebatten - virker denne litteraturens engagement ikke blot naturlig men faktisk naturnødvendig.

Det væsentlige skel ligger - for foreliggende forfatter - snarere i hvor høj grad om overhovedet nogen kunstneren prostituerer sit talent i tendensens tjeneste.

Rødder for århundredets opinionsopposionsfløje 

I den foregående del af dette skrift tog behandlingen fat på den gryende marxistiske litteraturteori og litterære idédannelse, og det forekom rigtigt og sandt; at en analyseret forfatter - så som Martin Andersen Nexø - på trods af sin ihærdige, indædte kommunistiske grundholdning, alligevel stråler som en stor stjerne på den danske litteraturs rige firmament altså himmelhvælv, dette dog ikke i kraft af sine holdninger og deres tendens men i kraft af sin overmåde fine fortælleteknik, sin fastholdelse af, sin fiksering i ægte mennesker, og sin fine sans for virkelighedstro gengivelse i et smukt, behersket sprog.

Det samme kan - med noget afvigende beskrivelser - også gøres gældende om andre partitro kommunistisk orienterede skribenter: så som Hans Kirk, Thøger Larsens ven Otto Gelsted, og Hans Scherfig. - Endvidere findes der de mellembløde forfattere af mere eller mindre selvbekræftet men uautoriseret socialistobservans, så som PH (Poul Henningsen) [viii] og Tom Kristensen.

Som litteraten, Bent Haugaard Jeppesen, skriver om PH og kommunisterne ("Danske digtere i det 20. århundrede" bind 2 p. 111):

"Heller ikke de vaskeægte marxister, deriblandt mange af DKP's medlemmer, satte større pris på PH, og det ærgrede ham, fordi han i årene op mod 1933 mere og mere nærmede sig en marxistisk og historisk materialistisk position med understregning af kulturlivets stærke afhængighed af de økonomiske forhold.".

Grunden lå, for Haugaard at se, i det, som foreliggende forfatter mener har den største væsentlighed, nemlig: den absolutte kunst- og kulturfjendtlige grundholdning, så kendetegnende ved alle populistiske propagandisters bestræbelser af unuanceret, ensrettet art (op. cit.):

"Adskillige kommunister tillagde ikke kunsten større betydning overhovedet og kunne i hvert fald kun acceptere en ren klassebetonet agitationskunst, den hårdtslående plakat først og fremmest, som værdig forbundsfælle i den politisk-økonomiske kamp - ikke noget med formelle eksperimenter og kubisme og hvad borgerskabet ellers morede sig med.".

Modstander- & Afvigeruforsonlighed

Et andet vigtigt skel, mellem egentlig tænkning og forprogrammeret holdninmgsdannelse bliver naturligvis det dogmatiske behovsapparat: kravet om: "kæft, trit og retning", forfølgelsen af afvigerere og de selvstændigt tænkende (især når emnet nærmede sig det forbudte for eksempel: religion og mytologi eller økonomi, seksualitet, matematik, grammatik og lignende).

Inden for den radikale kreds omkring Brandes blev det nobelpristageren Karl Gjellerup, som måtte takke af, da hans interesse for indisk religion og nordisk mytologi blev for iøjnefaldende, blandt kommunisterne måtte et velfunderet teoretiskt spekulativt hoved som Otto Gelsted konfrontere den afrettende, ensrettende reaktion på sin selvstændige opfattelse af teoretiske grundsætninger med status af hellige køer i socialismen, blandt andre følgende eksempel citeret efter Anker Gemzøe (der citerer Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede" ibid bind 2 p. 83), hvor "Gelle", som denne lærde, populære og yderst samarbejdsvilligt rare person skulle komme til at hedde i den litterære kommunismes højborge, allerede inden sit partimedlemskab kom ind på "kætterske" tanker:

""Den historiske Materialisme er en Metode til Udforskning af den socialhistoriske Udvikling. Vil man bruge den til andet og mere er det en Misforståelse og et Misbrug ... Den materialistiske Historieopfattelse er udviklingshistorisk, ikke erkendelseskritisk. ... I al Fald, af et Magtbud lader Filosofien sig ikke bestemme, og de russiske tænkere bør forstaa, at saa længe de ukritisk gør sig til Slaver af Lenins Autoritet i Spørgsmaal, hvor han var aldeles blottet for Indsigt, vil de intet naa at udrette uden at forhale Udviklingen i deres Land."".

"En berettiget og modig kritik fra en senere partikommunist"

Som Gemsøe bemærker. Hvad 'den historiske materialisme' egentlig indebar og betyder, skulle stadig i mange år forblive mere eller mindre uforstået i de store masser, som den socialistiske intelligens lidt efter lidt skabte forbedrede forhold for.

Denne videnskabelige metode som senere udkrystalliseres i begreber som: 'socialistisk videnskabelighed', 'dialektisk materialisme', 'klasseanalyse' og lignende, havde altså en meget lang introduktionsperiode.

Om end for eksempel en politiker som Julius Bomholt, en kunstkritiker som Broby-Johansen og lignende kulturpersoner, opfattede sig selv som formidlere af den socialistiske videnskabelighed, blev det ikke hos dem, at den videbegærlige kunne finde en stringent, struktureret fremstilling af grundbegreberne, om end nok i nogen grad en rimelig stringent anvendelse af principperne (især hos 'Broby').

Hvor for eksempel - allerede i 1930'erne - Freuds psykologiske terminologier synes forståede og blev anvendt af mange, så havde den socialistisk politiske videnskabelighedsopfattelse: marxismen trange kår, fra 1930'erne og helt frem til slutningen af 1960'erne, hvor den så endelig fik en voldsom opblussen, som dog opbrugte al sit brændsel på godt 15 år.

Videnskabelige metoder i med- & modstrøm

Men i begyndelsen af 1930'erne syntes situationen en anden. Dengang stod den marxistiske videnskabelighed som et nyt og revolutionerende arbejdsredskab, der måske kunne gøre de æstetiske fag mere virkelighedsnære og relevante for den debat, hvis galde man som revolutionær stadigt søgte at holde flydende.

Uden at nå de helt store oplagstal havde en generation af socialt revolutionært indstillede skribenter fulgt i Nexøes og Hans Kirks fodspor: Erling Kristensen, Jørgen Nielsen, Knuth Becker markerede de socialistiske idealer: kollektivromanen, mens en politisk teoretisk kulturkritikere - så som Harald Rue - og en kulturhistoriker med et mere praktisk islæt - som Broby-Johansen - hver på deres vis i løbet af perioden sørgede for at holde de kulturfaner, man nu havde at holde i vejret, så flyvende, at den danske dannelseskultur, nu - ud over den borgerlige og den radikale - faktisk havde en art kvalificeret socialistisk kulturoffentlighed.

Et kendt forhold for den danske litteratur og dens socialistiske kulturkamp fra slutningen af 1880'erne frem til 1930'erne opstår der, hvor oprørstendenserne, hvor argumentationen ikke byggede på store proletariske lag i nyligt industrialiseret fabriksproduktion i storbyer, men havde sine rødder i landbefolkningen: i det store antal daglejere og husmænd rundt om i sogn og landsbymiljøer.

Netop derfor kan Nexøe tilegne sit første bind af Pelle Erobreren til Pontoppidan, landborealismens store foregangsmand, og blandt andet derfor fandtes der ikke rigtigt 'klokkerene' eksempler på veltilpasset, progressiv socialistisk tendenslitteratur og dertil hørende læserkreds, som den samtidigt blev skrevet af Brecht i Tyskland.

Af landborealismen (herunder også den mere spirituelt inspirerede J. Anker Larsen) udsprang som bekendt radikal politik, Brandes-kredsens progressive, borgerlige standpunkt, og 'kulturradikalismen', blev en for Danmark speciel tydelig fløj, hvor penne for fremtrædende personligheder - som de nævnte Otto Gelsted og PH/Poul Henningsen - skrev en lind strøm af kritisk og alternativt formidlet kvalitetskunst, som i sine mediemæssigt skråsikre attitude fortsatte Johannes V. Jensens budskab om biler, maskiner, store cigarer (på billederne af datidens kulturpersonligheder ofte cigaretter eller piber), samtidigt med at de påberåbte sig, og efterhånden vandt respekt for, at en række af de i såvel arbejder- som især i radikal kulturæstetik fastholdte punkter kunne regnes for smukke, sande og derfor god kunst.

Tredelingen: borger, kulturradikal, socialist

I begyndelsen af 1930'erne stillede de egentlige marxister - deres svage teoretisk indsigt til trods - sig stærkt kritiske overfor de kulturradikale folk, som de generelt opfattede som leflere for den borgerlige dannelseskultur - en leflen allerede Brandes - som 82-årig i 1924 - havde taget afstand fra. (Her citeret efter Harald Rues "Om Georg Brandes" p. 139):

"At skrive for noget så ubetydeligt og intetsigende som den danske borgerstand, er sandelig aldrig faldet mig ind.".

Den fælles fjende, borgerskabet, havde de kulturradikale og socialisterne dengang altså, en front som skulle bestå, indtil kampen mod nazismen i 1930'erne samlede såvel socialister, kulturradikale, som progressive borgere i en art fællesskabsfront.

Det blev, den 'nye og helt anderledes' Brandes, -: den ny fremtrædende kulturkritiker og idéfremfører, PH/Poul Henningsen, som skulle formulere denne fronts program, primært i skriftet: "Hvad med Kulturen" (1933), som satte kampen mod nazisme, fascisme og den del af borgerskabet og socialdemokratiet som fascineredes af disse autoritære ideologier i højsædet.

I arbejdet med at forsone sig med de mere rabiate kritikere blandt marxisterne, havde PH allerede i 1932 skrevet (her citeret efter "Dansk Litteraturhistorie" ibid bind 7 p. 420):

"Marxisterne har værdifuldt Ret, naar de i al Kunst ser en Tendens, men Uret, naar de kun søger den i det politiske Indhold. Forkæmperne for den frie Kunst har Ret, naar de hævder det æstetiske som selvstændig Værdi, men Uret, naar de tror, at der ikke i Æstetikken kæmpes en Kamp parallelt med Samfundskampen. Vi maa forstaa, at Kulturen er en Helhed, hvor kunstneriske Begivenheder betydningsfuldt samvirker med politiske.".

Og selv om det skulle lykkes at holde fløjene løseligt samlede under besættelsen, faldt de igen fra hinanden, da den fælles fjende forlod landet, og både dengang og senere, forblev de egentlige socialistiske tænkeres faste formening; at PH/Poul Henningsen, aldrig rigtig begreb socialismens idé, som for eksempel Peter Madsen overskriftsmæssigt udtrykte det, i ("Kultur & Klasse" nummer 34 p. 12): 

"Radikaleren mellem socialdemokrati og kommunistparti - Poul Henningsens kulturkritik".

Madsen gennemgår en række udtalelser og holdninger hos PH - med sin velkendte tekstnære stringens - og kan midtvejs i sin artikel konkludere (ibid p. 16):

"Dette er altså det grundlæggende i Poul Henningsens demokratiopfattelse: de demokratiske friheder og rettigheder, det repræsentative demokrati, lighedsbestræbelserne og den enkeltes selvstændige personlighed som forudsætning for valg. På alle punkter synspunkter, der stemmer overens med et socialistisk synspunkt - og Poul Henningsen betragtede sig selv som socialist -, men også synspunkter, der systematisk skærer alt det bort, som peger ud over et borgerligt demokrati: mere direkte former for folkestyre, reelle forandringer i mulighederne i samfundet, ikke blot forandringer i fordelingen, organiseret kamp. På denne baggrund må det konkluderes, at Poul Henningsen i det væsentlige ikke fremførte socialistiske synspunkter i sin diskussion af demokratiet, men fremførte konsekvente borgerligt demokratiske synspunkter, som kun i deres begrænsninger var i modstrid med socialistiske, sådan at forstå, at socialistiske synspunkter må indbefatte sådanne synspunkter, som var Poul Henningsens. Hans begrænsninger ligger i det individualistiske, hans frisind er radikalistisk, ikke socialistisk.".

Netop skellet mellem 'den enkeltes selvstændige personlighed' og hvad man kritisk kunne kalde 'de kollektivistiske tankemæssige (tvangs)former', havde allerede den tidlige marxistiske litterat Harald Rue indset i sin bog om kulturradikalernes konge: "Om Georg Brandes" (for eksempel ibid p. 140):

"For socialisterne gjaldt det kampen mod det kapitalistisk samfund, for ham den enkeltes individuelle frigørelse indenfor samfundet, mens han ikke tillagde samfundsformen den betydning den har.".

Og det ligner ikke blot den siden beskrevne og fejlslagne videreudvikling af den kommunistiske fraterniseringsstrategi, når Brandes - og snesevis af andre kulturradikalere og progressivt borgerlige - har fået påhængt betegnelsen "socialist-sympatisør", dette har altså måske lignet en fordel blandt socialister men ikke blandt mere konservative radikale og borgerlige kredse. Jævnfør Hallagers konfrontationskampe i "Nattevagt" (analyseret omstående). Som Peter Madsen påpeger, opfattede PH sig selv (: men kan rent sagligt ikke opfattes) som socialist. Her forholdt det sig lidt anderledes for Brandes, Rue redegører (ibid p. 144):

"Han blev også snart beskyldt for at det kun var af fejghed han ikke sluttede sig til Internationalen, der nyligt var oprettet. Han tilbageviste beskyldningen, men uden at benytte lejligheden til at angribe socialisterne, hvad der ville have gavnet ham svært. Han havde en naturlig sympati for socialismen, som for enhver anden frigørelseskamp.".

Og i samme bog om Brandes (ibid p. 145) præciseres det her argumenterede standpunkt, at:

"Individualismen skilte ham også fra socialistisk ideologi ...".

Netop denne holdning: for det enkelte menneske imod enhver form for kollektiv tvangsorganisering, imod ethvert forsøg på (med Brandes måske nok næstbedst kendte citat): "at sende hære mod ideer", danner da for Forfatteren til "Om 100 år er alting glemt ?!?" det væsentligste skel.

"At sende hære mod ideer"

Ingen tvivl skal herske om, at alle sensitive mennesker - med sans for kosmisk harmoni og sandt menneskelige livsbetingelser - kunne og kan støtte tankerne om undervisning for alle, om rimelig økonomisk sikring for alle, om arbejde til alle, om planmæssig social udvikling og så fremdeles.

Men samtidigt vil alle disse - sensitive og sensible mennesker med sans for kosmisk harmoni og sandt menneskelige livsbetingelser - foretrække fordummelse, fattigdom, arbejdsløshed og socialt kaos, hvis prisen for fremskridtet betales med det for kommunistsamfund velkendte tilbagefald til enevældige monopolsituationer, med censur, tvungen forskning, forfølgelse af anderledes tænkende og brud på de øvrige klassiske frihedsrettigheder, som det klædeligt kendetegner de borgerligt revolutionære med stor åndelig fortjeneste at have skabt grundlaget for. - Altså: netop den individualisme, den enkeltes rettigheder til at forblive sig selv, som kulturradikale forfattere fra Brandes over PH til Villy Sørensen siden, dengang og fremover har søgt at etablerer permanent i kulturliv og samfund - med held! [ix]

Hvad de individualistiske, kulturradikale forfattere og forskere satte i stedet for de socialistiske opfattelser, dannede altså ikke primært modsætninger men fremhævelser af områder, som marxisterne - takket deres ideologiske smalsporethed og deres dogmatiske skyklapper - ikke havde sans for, for eksempel: erotikken, som, - på trods af 'sædelighedsfejden' og 'den fri kærlighed' - ikke kunne bruges på kollektiv kampfod, på trods af det fremragende arbejde en marxist som Wilhelm Reich stod for: med blandt andet seksualoplysning prævention og abort i de fattige kvarterer, noget Reichs partimæssige bagland langt fra bifaldt og i stedet udsatte for forfølgelse.

Hvad marxisterne på dette felt ikke evnede: at sandsynliggøre at den socialistiske emancipation altså frigørelse ville gavne det seksualliv hvert individ naturnødvendigt oplever privat og med partner, og hvor det samfundsmæssige samspil med denne privatindividuelle aktivitet blev synlig, syntes det ofte - i stedet for spændende og ophidsende - dødkedeligt. At demokratierne i "den skandinaviske model" i det påfølgende århundrede kom langt med sober sexualoplysning og relativt afslappet tolerance overfor og integration af sekuelt formulerede mindretal, skal ikke benægtes, også her gjaldt det altså, at ikke alt blev glemt i de påfølgende 100 år.

Det samme gjaldt desværre ikke på det åndelige plan, den spiritualitet som Marx havde fornægtet, det som pegede ud over den æstetiske, moralske, nydelse af kunsten og livet: filosofiens frembringelser, videnskabens vidunder. Det religiøse felt blev retmæssigt kritiseret for - i lighed med seksualiteten - at udgøre boltrepladsen for undertrykkelsens og udnyttelsens despotiske discipliner, blot lykkedes det heller aldrig her hverken radikalerne eller marxisterne at formulere et spændende alternativt, som 'vilde noget'.

Marxismens teoretiske uddrivelse af det åndelige, spirituelt ophøjede felt, spredte en del af den gamle undertrykkelsesteologis tåger, her stod man sig godt med de kulturradikale, selv i den dybt overtroiske og uvidenskabelige arbejderstand spredtes positivismens spirende videnskabelighed og opgøret med det senmiddelalderlige verdensbilledes store personlige, pernittengryns  moralist-pubertets guddommelighed.

Men på grund af den kollektive tvangstænkning omkring fornægtelsen af det spirituelle, på grund af fikseringen i den historiske materialismes begrænsede horisontalt massemæssige optik, undgik - såvel socialisterne og deres realister, som radikalerne og deres naturalister, samt de dele af det progressive borgerskab, som ikke havde øje for symbolisternes indsigter - at anvende den nye videnskabelighed på den gamle spirituelle, åndelige dimensions pensum.  [x]

Måske forfaldt socialistbevægelsen allesteds til diktatur, lige fra man overtog Rusland i 1917 og fremad. Måske forfaldt de kulturradikale mangesteds til perverteret og fordummet massekultur, - og måske derfor forfaldt store dele af borgerskabet enten til autoritære fascistoide tænkeformer eller tilbage til førmodernistiske, romantiske, forsimplede religiøse tænkeformer: logen og broderskabet om den kommende ideelle verden.

Måske virker denne type escape (som Sven Møller Kristen kaldte det omstående) nok mere fremskreden end de to agrare religiøse fløjes teologier; -: altså dels de strenge missionske, standhaftige bibelfaste kristforkyndere på ren eller blot kun lidt moderniseret middelalergrund (: Indre Mission), og så grundtvigianernes utilitariske folkerejsning på nationalistisk sentimentale folkeoplysende standpunkter, men samtidigt: og det gælder begge de to beskrevne religiøse aktivitetslinier, med en  spirituel indsigt hinsides og - mere eller mindre i konflikt med - den moderne videnskabelighed, som perioden havde gjort til sit grundsyn på alle områder.

Den personlige erfaring som "escape"

Dette: 'individets sejr', 'tankens triumf' over 'kollektiv dogmatik' danner altså - efter Forfatterens ringe mening - grundlaget for, at da 1930'erne opstår taber alle de tre fløje deres idealer på gulvet, mens en autoritær reaktionær bevægelse - med rødder i modstanden til 'det moderne gennembrud' - opnår uheldig megen indflydelse og skaber krigen, som kom med 1940'erne.

Såvel socialisterne, de kulturradikale, de progressive borgere, borgerskabet alle faldt de, dengang, (og måske også siden, men det kan diskuteres andetsteds), fordi deres nye samfund ikke havde ret:

 -: deres samfundssyn fejlede dem, når det fremhævede den menneskelige gruppedynamik: økonomien og samfundet, thi disse danner ikke de væsentligste aktivitetslinier, det gør derimod den enkeltes selvopfattelse, seksualiteten og familien samt forholdet til det spirituelt uforklarlige: den højere virkelighed: fiktionens Drehling og virkelighedens Sophus Claussen ... Baudelaire ... [xi]

På netop disse to punkter syntes såvel marxisterne og socialisterne som radikalerne og brandesianerne i deres mest debatterende realistiske udgaver ikke blot ude af stand til at kommunikere, men principielt usexede og i ordets bogstaveligste forstand åndsforladte, ikke blot udstødte og upassende men grundliggende fejlinformerede og konsekvent her af: dødkedelige. 

Dette næsten uoverskridelige svælg skulle det ikke lykkes den politiske diskussion at overskride, i kraft af at man ikke rigtigt fik fat på de miljøer, for hvis medlemmer den åndeligt religiøse faktor regnes som afgørende. Denne uheldige manglende indsigt i den menneskelige natur: det hovedløse opgør med 'de religiøse tågeformer' og 'religion er opium for folket!' gjorde den fremspirende socialistbevægelse til en eksklusiv - faktisk en sekterisk - udfoldelsesform for glade idealister, hvor stadigt mere fragmenterede, splittede og gensidigt uforsonede fløje forfulgte såvel hinanden som forskellige 'klassefjender' (jævnfør tidligere slutnote om 'klasseantagoni' og 'klassekamp').

Hvor brødrene Brandes - altså kulturradikalismen - allerede fra 1870'erne havde stået som en relativt velsamlet fløj vendt mod mange fjender, blev marxisterne, deres videnskabelige kritik og den deraf æstetisk anbefalede kunst: én splittet fløj op i mod en stor diffust begrebet fjende (: kapitalen/kapitalisterne). Og her kom så massekulturen, som teksten har eftervist, ind med både den efterspurgte spænding, seksualitet og de opløftende elementer, som formåede at bibeholde og viderudvikle såvel den før "det moderne gennembrud" herskende kultur, og den med "det moderne gennembrud" indførte kultur, som den nye med massekulturen etablerede underholdningskultur, mens den teoretisk velfunderede finlitteratur forsvandt i sin af kulturinstitutionerne vebeskyttede eksistens i elfenbenstårnene og nu kun igen fungerede for et minimalt akademisk publikum med lidet eller kun småt gennemslag i "den offentige debat", som Brandes havde formået at vække. 

[TOP]

Fodnoter til kapitel 7.3:

Nietzsche: Friederich Nietzsche (1844-1900) tysk filosof og præstesøn, professor i sprogvidenskab, men sygelig og derefter under pleje indtil sin død. Tre perioder kendes: en romantisk, en med beundring for oplysningstiden, og en hvor overmennesketeorien udvikledes: idéen om det bedre menneske som med sin vilje arbejder for de højere idealer. Fik stor betydning og dukker ofte op igen i filosofiske diskussioner.

scoop: efter engelsk scoop: oprindeligt med betydningen en skovl, det man skovler til sig. Overført scoop altså: fagterm indenfor litteratur- og nyhedsformidling som angiver en historie folk vil skovle i sig, samt angiver det at komme først med en sådan historie.

tour de force: fransk: en krafttur. Heraf tour de force altså: en styrkeprøve, en kraftanstrengelse.

DKP's medlemmer: Danmarks Kommunistiske Partis medlemmer.

kubisme: efter græsk kybos: terning, heraf fransk cubisme: retning i malerkunst efter 1907, vendte sig mod impressionismen (se eventuelt tidligere fodnoten), søgte mod enkle grundliggende geometriske former, så som terninger, kugler, trekanter og lignende. Søgte - ligesom symbolismen - de bagvedliggende grundmønstre ikke udfra religiøse spekulationer men snarere videnskabelige. Fik stor indflydelse på kunsthåndværk og arkitektur med navne som Picasso.

fraterniseringsstrategi: efter latin frater: broder, heraf fraternisering: fortrolig, broderlig omgang. Og efter græsk strategos: hærfører, heraf strategi: krigskunst, planlæggelse og ledelse af militære operationer, overført: tilrettelæggelse og gennemførelse af praktisk fremgangsmåde. Fraterniseringsstrategi altså: kampteknik hvor fjenden omklamres med forstilt venskab, til man kan tage magten.

Seksualoplysning prævention og abort: efter latin sexus: køn, heraf sexual: vedrørende kønslivet. Seksualoplysning altså: pædagogisk virksomhed som lærer mennesker om kønslivet. Og efter efter latin præ venire: komme foran, heraf prævention: forebyggelse, også specielt om forebyggelse mod uønsket graviditet, og efter latin ab oriri: mis- fødsel, heraf abort: frivilligt eller kunstigt afbrudt svangerskab. Seksualoplysning prævention og abort altså: gennem pædagogisk indlæring omkring kønslivet henholdsvis at beskytte mod uønsket graviditet og at afbryde uønsket graviditet. Noget Reich og Sexpol bevægelsen gennemførte blandt de fattige tyske - og senere også danske - primært arbejdersker. Bevægelsen overtrådte sædelighedsloven og blev derfor forfulgt fra både borgerskab og abejderklasse.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 7.3:

[viii]. PH/Poul Henningsen: (1894-1967) arkitekt, deigner, forfatter og kitisk samfundsdebatør. Denne på mange måder mærkværdige, interessante og virkeligt mangesidige mand gjorde sig jo altså kendt under begge navne. Med henvisning til hans særprægede måde at stave på, ord som: "gi", "ta" for "giv" og "tag" og hans ortografiske (:tegn- og stavetekniske) skrivemåder burde den foreslåede skrivemåde nok snarere være "PH/poul henningsen".

[ix]. Det virker på dette sted måske pertinent altså påbydende passende, at Forfatteren henviser til sit skrift: "Pop Rock Poesi" for en yderligere fremstilling af blandt andet PH, kulturradikalismen og dens folk i Danmark efter anden verdenskrig.

[x]. Mange forskere har argumenterende eftervist; at marxismen i sig selv udgjorde en art religion udfra blandt meget andet følgende: godt (kommunisme) og ondt (kapitalisme), gode (arbejderklasse) og onde (kapitalister), et praktisk livsvilkår (klasseantagoni), et højere formål (klassekamp), en frelse (revolution), en vej til frelsen (emancipation), og et utopisk idealsamfund (det klasse- og statsløse samfund: proletariatets diktatur). På samme vis som med de gamle religioner ledte det kommunistiske samfund styret af denne kommunistiske religion aldrig til utopien, og mennesket må derfor også her lide enormt derunder, blandt andet grundet manglende respekt for individuelle valg, manglende respekt for traditionelle klasiske frihedsrettigheder så som tale- & ytringsfrihed herunder pressefrihed, foreningsfrihed herunder retten til at danne oposition og politiske partier, ejendomsret over egne indtjente midler, bevægelsesfrihed herunder retten over eget liv og egne lemmer herunder retten til selv at formulere sin seksualitet samt religionsfrihed og lignende.

[xi] Et godt nærmest klassisk eksempel fra perioden på de tre fløjes blindhed overfor de spirituelle, åndelige miljøer og deres - med tiden - enorme inflydelse kan ses udfra den allerede nævnte "bonderealist": forfatteren J. Anker Larsen, hvis lille mesterværk "De vises sten" faktisk fik Gyldendals litteraturpris allerede i 1923. Når denne bog stadig findes i handel skyldes det ikke mindst, at den udgør en - ret så præcis - "nøgleroman" til den tids spirituelle, alternative Danmark. En af romanens hovedpersoner giver en fremragende skildring af en antroposof: altså en tilhænger af Doktor Rudolf Steiner (1861-1925) og hans åndelige skole: Antroposofien (Visdom om mennesket). Og havde man i de tre regerende kulturskoler lagt sig lidt efter interessen for Steiners lære, så ville man snart kunne havde orienteret sig om - måske engageret sig i - problemerne med giftstoffer i fødevarer, miljøforurening fra produktionen og vold i opdragelsen: alle vigtige emner hos Steiner, der jo skulle blive centrale i 100året for disse begivenheder. Så Steiners stilfærdige lære og dens udøvere fik dog alligevel med tiden, den indflydelse deres fremtidssikrede indsigter inviterede til. Og til slut ophævedes altså revselsretten, mens miljøforurening og forringelse af fødevarer blev ligeså alvorlige lovbrud som netop vold mod sagesløse  - tre antroposofiske mærkesager som med tiden blev støttet helhjertet af alle de tre regerende (kultur)politisk fløje. - Bedre sent end aldrig!

[TOP]