"Pelle Erobreren" bygger i høj grad på virkelighedens Danmark i den omtalte periode.

Der bliver derfor - i megen litterær analytisk virksomhed omkring "Pelle Erobreren" - redegjort for spillet mellem de faktiske begivenheder og Nexøs fiktion.

Man fremlægger på den ene side de "historiske" begivenheder Nexø har tildigtet: for eksempel renovationsarbejdernes nummer med forviklede nøgler, som gør det umuligt for skruebrækkere at overtage deres arbejde, og på den anden side de, efter sigende mange hundrede avisudklip forfatteren betjente sig af som dokumentarisk materiale. For eksempel må "sejrmarchen" sidst i bind 3 omkring begivenhederne under "Slaget på Fælleden" betragtes som rekonstrueret over dette kildemateriale, også selv om bogens tidramme gør hændelsen til fiktion.

Hvad gælder de to tidlige samfund synes dette overensstemmelsesarbejde let nok, og det kan suppleres med righoldige biografiske anekdoter (for eksempel Gemzøe ibid p. 25). Men for det prækapitalistiske og kapitaliserende Københavns vedkommende - altså de to sidste bind af værket - opstilles der mange overensstemmelser (Gemzøe ibid p. 40ff), og uoverensstemmelser, samt teoretiske vurderinger af Nexøs personlige engagement som henholdsvis socialist og socialdemokrat: som syndikalist og revisionist. [i]

Som allerede anført vil analysen søge at efterspore Pelles bevidstgørelse i og med den beskrevne samfundsmodel uden at komme ind på, om renovationsarbejdernes "arbejdssabotage"/strejke eller ej resulterede i "Storlock-outen".

Det findes altså mere væsentligt i denne analyse at efterforske virkelighedsaflejringen i det litterære udtryk end selve virkeligheden, ligesom Pelle selv danner et fiktivt billede på de tusinde historiskt faktiske arbejdere, hvis mentalitet og menneskeopfattelse han - ifølge den indledningsvist citerede målsætning der stod som Nexøs erklærede litterære udgangspunkt - afspejler: som symbol på tidsåndens væsen bag den historiske fremtrædelse.

Når analysen derfor nedenstående eftersporer Pelles bevidstgørelse, bliver det ikke for at finde det virkeliges egenart, men for at den egentlige virkelighed; der for personen Pelles vedkommende beskrives ved arbejderklassens march ud af forarmelse og vilkårlighed, og for roman "Pelle Erobreren" bliver arbejderklassens indlemmelse i den litterære cirkulations institution.

Den beskrevne samfundsdynamik. Pelles socialisering

Ikke-bevidstgjort aspekt

Man kunne tro - efter samfundsbeskrivelsen af det senfeudale landbomiljø - at der lå et gærende oprør og ventede på den første chance til at bryde ud i lys lue, men det synes ikke tilfældet.

"Proletaren" eksisterer simpelthen ikke endnu, og uden denne kommer der intet virkeligt oprør, kun fordrejede aggressionsformer af en sværtformulerbar utilfredshed.

Allerede i indledningen oplever læseren dog, hvordan proletaren, Pelle, tager skikkelse (ibid p. 19). Lasse og Pelle står i havnen: netop stegne af båden, der har ført dem til det forjættede land, hvor der findes mad og arbejde nok.

Anker Gemzøe bemærker; at denne scene kan tolkes symbolsk som en fødsel (Gemzøe ibid p. 19), og det ligner en meget klar iagttagelse, der lader sceneriet træde ind i den dybere sammenhæng, hvor hovedpersonen, Pelle, bliver klar over sit eget værd, økonomisk - altså som arbejdskraft; - "født", som han bliver ind i dette de fattige svenske landarbejderes "paradis".

Som den ret dårlige arbejdskrafts-vare den gamle mand og den purunge knægt udgør, har de naturligvis svært nok ved at finde arbejdsgivere, og det lykkes - som beskrevet - kun på den berygtede Stengård.

Netop det, at forholdene virker så strenge, som de nu fremstår, burde fremkalde oprørstrangen, men synes i stedet at holde dem ekstra i ave.

Tydeligst i historien om landvæsenseleven (omtalt omsående), hvis brutalitet Lasse intet kan stille op i mod, selv om eleven kun indirekte tilhører den nærmest hånds- og halsretshavende klasse, men jo selvfølgelig står langt over røgteren Lasse i klasse og dermed også i fysisk styrke.

Længe drømmer de to om hævn over ham, men får aldrig gennemført den, fordi de står som ofre for både den allerede påpegede udbytning, og for deres egen ikke opbakkede situation altså uden støtte og solidaritet fra ligesindede.

Hvert optrin, som lader dem blive trampet ned, lader dem opleve herligheder, de ikke selv forundes, eller lader dem erfare om lidelsesfællers onde skæbne, krummer blot deres rygge endnu en tak over de kolossale arbejdsbyrder.

Hvis de da ikke besidder "barnet lykkelige evne til at glemme på en studs - og sporløst" (ibid bind 1 p. 86).

Moralen bliver da den bind 1 (ibid p. 183) udtrykte: - hvis vi ikke havde dette arbejde, ville det se endnu værre ud lad os derfor tie og adlyde: og dette danner den ikke-bevidstgjorte accept (sammenlign eventuelt med Pelles refleksion over de strejkende ibid bind 3 p. 13).

Kollektive og individuelle repressioner

I hele bind 1 løber et net af forskellige pressionsmønstre altså undertrykkelsesformer over de implicerede. Man kan opdele disse pressioner i to grupper, nemlig i de:

1.          kollektive pressioner
2.          individuelle pressioner

- hermed forstås at:

1. En kollektiv pression betegner en pression, som udøves af én klasse [ii] på en anden, som udøves af flere i én klasse overfor andre, som udøves mellem én klasse og et samfund; - således at forstå: at pressionen tjener til at motivere de klassespecifikke undertrykkelsesmønstres fremtrædelse i klassen som helhed óg i dens enkelte medlemmer.

2. En individuel pression betegner en pression, som udøves af ét individ på et andet, som udøves indenfor en klasse, mellem klasserne og deres samfund; - således at forstå: at pressionen tjener til at statuere de klassespecifikke undertrykkelsesmønstres væsen for klassen som helhed óg i dens enkelte medlemmer.

Med denne skelnen sigter analysen til en del af pressionsmønstrenes funktion, nemlig de bevidst foranstaltede mønstre (: hvad "man kan tillade sig", definition 1), og de mønstre der udøves, fordi tingene nu engang fungerer sådan (: sådan som "det" fungerer, definition 2).

Det virker klart; at disse mønstre kan optræde tæt sammenvævede, og derfor ikke altid lader sig udskille klart i de enkelte eksempler, men denne lagdeling i repressionsprocessen tillader analysen at skelne i bevidstgørelsen: tjener til at beskrive den revolterende proletars fjender:

1.           den ureflekterede accepterende indordning i samfundet
2.           den ureflekterede accepterende indordning i klassen

De ansatte på gården føler sig ikke alene bange for herremanden, fordi han hundser med dem og tærsker løs, som det passer ham, heller ikke kun hans halvdæmoniserede person skaber denne angst, men primært selve det han repræsenterer: den institutionaliserede overmand.

P. 41f (ibid bind 1) møder Pelle denne herremand, hans husbond: storbonden, og prøver først - i angst - at gøre sig usynlig, men føler siden, efter et let slag på skulderen, (: ridderslaget), at have fået "et kærtegn af guddommelig art": en individuel pression med "positivt" fortegn.

Lidt længere nede ad rangstigen findes der, det af forvalteren øvede repressiontryk på de ham undergivne.

Det bliver ham som undertrykker, det igennem Erik rejste forsøg på en art oprør (ibid bind 1 p. 175ff), som udgør en ganske personlig og følelsesladet (subjektiv) karakter, uden videre social eller teoretisk (objektiv) baggrund: altså et forsøg på en individuel pression.

Dog (ibid bind 1 p. 183) bliver der formuleret nogle rent arbejdsmæssige faglige "krav": "mere mad, flere penge og kortere arbejdstid", men replikken bliver modsat, i det den i Lasses mund bliver et angreb på de formastelige, der ikke - som han selv - ligger under for pligtpressionen.

En anden kollektiv pression betegnes ved det religiøse: tydeligst symboliseret gennem skolelæreren som ikke lærer andet end salmer fra sig (mægtigt ironisk beskrevet bind 1 p. 300). Ganske vidst ligger børnene ikke direkte under for ham, dertil virker han - både fagligt og menneskeligt - for svag; pressionsmønsteret fremkommer der, hvor det faktisk ikke bliver viden og oplysning som formidles, men blot en gentagelse af dén indordning i virkelighedsflugt som den beskrevne religionsudøvelse forestår.

Ofte - i triste stunder - hjælper religionen trøstende de stakkels, og den virker gennemgående som det evigt guddommelige og uforklarliges bekræftelse på at de armes kår fremstår og bør fremstå som arme, og at de små i samfundet bør vedblive som små, tydeligst symboliseret med "Soen" (ibid bind 1 p. 55f), som kun arver sin mors gamle "Bibel" og de mange replikker om lykken i Guds kommende rige.

Endelig da den for socialistisk, marxistisk orienteret tendenslitteratur grundliggende pressionsform: kapitalen altså pengene.

Det beskrives som klart i de besiddendes interesse, at pengecirkulationen og kontantbeholdningen holdes knap blandt de ret så stavnsbundne ansatte, som da også hovedsageligt omsætter de sparsomme kontantmidler i våde vare (ibid bind 1 p. 117).

Bind 1 (ibid p. 123) berettes om, hvordan Pelle erhverver sig 50 øre ved et smart nummer overfor de drillende gårdskarle.

Pengene bliver enormt betydningsfulde for ham (ibid p. 124), men han mister dem igen: som betaling for at give Rud "Soen" og Kongstrups skiftning et lag tærsk med brændenælder.

Symbolikken taler mangetydigt og blandt andet om de mange tæsk, Pelle og hans klasse har måttet modtage fra og for dem, som har pengene, og denne sadistisk-seksuelle betoning af det økonomiske tema betegner et af de kollektive repressionsmønstre, bogen bruger som ledemotiv (mere herom nedenfor).

Dette korte rids af de væsentligste kollektive og individuelle pressioner tjener til at vise, hvordan, ved hvad, og mod hvad oprørstrangen udvikles i Pelle, mens han - på trods af alt - vokser sig stærk og sund i den bornholmske natur.

Bevidstgørelsen

I bind 2 begynder så bevidstgørelsen.

Pelle lægger ud som lærling på skomagerværksstedet, og i løbet af de fire år foregår bevidstgørelsen, som et spil mellem de mange indtryk af social uretfærdighed, samfundsmæssig forandring og tilfældigheder.

Pelle oplever uretfærdigheden i det dengang aktuelle samfund direkte på sin egen krop og indirekte gennem sine venner og gennem udviklingen i omgivelserne.

Det kan, som hos Gemzøe (ibid p. 23), bemærkes, at selve indrejsen og ankomsten til Rønne kan ses som symbol for det store tog af indflyttere, der i disse år flyttede fra landet til byen: et klart aspekt af denne "syntetiserede al-proletar", som altså her går i gang med at skabe sit eget revolutionære grundlag: nemlig byernes arbejderklasse.

Pelle virker nu ikke længere som direkte arbejdskraft omkring sin egen overlevelse, det vil skrive: han producerer ikke længere fødevarer som i landbruget, men virker nu som et stykke specialiseret finmekanik i det store handelslivs maskineri.

Fødevaremanglen introduceres da også nu som tema: toppende - for Pelles vedkommende - ved besøget i "Soen"s beværtning, hvor han faktisk føler sig ved at dø af sult (ibid bind 2 p. 230ff).

Fattigdommen råder - som anført ovenfor - for den store del af befolkningens vedkommende, og disse to temaer: sulten og fattigdommen bliver drivkræfterne bag den lurende bevidstgørelses indignation overfor hele det store spekter af social uretfærdighed.

To personer symboliserer bevidstgørelsesspillet i og omkring Pelle, nemlig vandreskomageren Garibaldi og stenhuggeren "Kraften".

Ved Garibaldis ankomst (ibid bind 2 p. 147) lever Pelle stadig i sin ikke-bevidstgjorte accept af tingenes tilstand: i en kamp om selvhævdelse overfor de der synes stærkere end ham selv. Han har udstået de værste prøver og prøvelser og begynder at finde sig til rette med sit liv og erhverv.

Garibaldi danner selve "fagets ånd", og han virker samtidigt som den der gør begrebet "socialist" positivt i  Pelles bevidsthed, et ord Pelle lærte at kende - negativt valoriseret - 18 sider tidligere.

Uden at Garibaldi overhovedet kommer ind på hvad socialisme indebær, sår han alligevel dens sæd i Pelles sind. Han véd nu, at det betyder noget med mindre arbejdstid (ibid bind 2 p. 156), og med at man vil arbejde for sit eget udkomme (ibid bind 2 p. 155), og med at man kan strejke, uden at det dog går op for Pelle, hvad ordet "strejke" betyder (ibid bind 2 p. 157).

Således vender Garibaldi op og ned på alting, ved først og fremmest at kunne sit håndværk mesterligt, og dernæst at tilsidesætte den småborgerlige fremstilling og kritik af socialismen, som Pelle indtil da kender den, - og så dertil at sætte de to omtalte fremskridt som disse socialisters sag, og at indføre dette, for værket som helhed så væsentlige, ord: strejke.

Hvor Garibaldi altså repræsenterer indledningen til mulighed for bevidstgørelse, repræsenterer "Kraften" behovet for bevidstgørelse. Lige fra præsentation af ham (ibid bind 2 p. 45), som denne stærke og flittige stenhugger, til hans historie viser sig, at danne en af den sociale uretfærdigheds allermest aggraverende.

Det småborgerlige repressionsmønster som langsomt knækker "Kraften", motiverer Pelles engagement i resten af værket, tydeligst symboliseret ved "Kraften"s død (ibid bind 2 p. 242ff), hvis næsten religiøst eksalterede salmesyngende arbejdere, synes at fremvisionere hele den store arbejderhærs fremmarch i Pelle.

Repræsenterer disse to personer altså henholdsvis den intellektuelle og den emotionelle bevidstgørelse: motiveringens drivkræfter, bliver det dog de kollektive og individuelle pressioner, som sætter denne bevidstgørelse i gang.

Kollektive og individuelle pressioner 2

Det synes klart; at det stadig drejer sig om et postfeudalt samfund med simpel vareproduktion og som følge heraf: uden en egentlig arbejderklasse i socialistisk videnskabelig forstand (jævnfør tidligere i analysen).

Der findes derfor ikke baggrund for en egentlig revolution endsige en bevidstgørelses socialisering til socialist.

Andet binds eneste (udover Garibaldi) socialist kommer da også fra København, og fungerer kun som kuriosum i almindelighed.

Hvad dette samfund rummer af revolterende mulighed, fremstår i første omgang som dette binds konsekvens, nemlig: udfra den almindeligt rådende opløsning at søge over til København og den store arbejderklasse, som efterhånden opstår dér.

Det andet - og egentlige - udgangspunkt bliver så den revolterendes motivering, som allerede påpeget, udfra de kollektive og individuelle pressioners tryk.

Samfundssystemets klassepression:

Udfra de allerede opgivne oplysninger og henviste tekststeder om klassestruktureringens samfundsdeling, udbytningsforholdene, samt opløsningstendenserne; virker det klart: at samfundet som helhed lægger en ret hård pression på "arbejderklassen" og de småborgerlige producenter, disse har mindre af alt: arbejde, mad, penge; og deres nye tilkomne arbejdskræfter dur ikke til meget. - Symboliseret ved at den unge mester i skomagerværkstedet - næsten som en pastiche på H.C. Andersens fader [iii] - virker sygelig og mere opslugt af bøger og ideer end af driftigt at følge i sin faders fodspor.

Maskinernes opdukken betegner det egentlige sammenbrud, og ved den unge mesters død synker lærlingen, Pelle, ned i bunden af samfundet, for dér at opleve dets uhyrlighed. Det virker betegnende, at Pelle reddes ud af denne pinlige stagnation af en fagfælle, en skomager, Sort, som -  uden socialisme og berømmelse (som med Garibaldi) - indgyder vovemodet og erobringstrangen i Pelle, på trods af at de sammen oplever Lasse som offer for den del af samfundspressionen, der lader en fattig husmand slide og slæbe på et umuligt stykke stenet jord, for - efter tre til fire ejerskift - endelig at kunne lade den nu rensede jord blive overtaget af en besiddende.

Det bliver således "arbejdet", der fører den nu motiverede og igangsatte Pelle videre, - gennem det gamle og ind i det ny samfund; -: der for Sort ganske vidst betyder Guds himmerige, men for Pelle bliver et spørgsmål om kamp mod og overvindelse af:

Klassesystemets gruppepression:

Kun Garibaldi lader sig - i kraft af sit geni - ikke undertrykke og indordne i klassesamfundet, men hører til gengæld heller ikke til nogen steder; - "Kraften" derimod determineres helt af denne pression, der prædiker: at en simpel stenhugger da ikke kan tage ansvaret og æren for en større konstruktion, selv om han måske rent teknisk står i stand til det, og følgeligt rent faktisk skulle kunne have udført arbejdet (ibid bind 2 p. 180).

"Kraften" reagerer stærkt på denne ydmygelse og statuerer bogens første proletariske oprør (ibid bind 2 p. 204ff). "Kraften" skulle rent symbolsk (kraften = arbejdernes samlede kraft og så videre) stå i stand til at ødelægge det bækken, man har støbt efter hans planer men uden hans tilladelse og medvirken.

Men også her virker klassesystemets pressioner modsat:

I stedet for at hjælpe ham: at rejse oprørets stormbølge eller i det mindste at forholde sig solidariske betragter folket - tilstede ved hændelsen - nærmest hele historien som et stort balladenummer, og morer sig gevaldigt.

Her altså naturligvis den "gode", gamle pression med at le de forurettigede ud, scenen bliver først helt grotesk, da "Kraften"s gamle, skrøbelige moder henter ham op, som om han opførte sig som et uartigt barn (ibid bind 2 p. 209).

Pelle, som ikke selv endnu kan regnes for mere end et stort barn, får dog lejlighed til at se, hvad en arbejdsstandsning indebærer, selv om han måske ikke når at få reflekteret herover.

Som proletarisk oprør bliver dette - som skrevet - det første men som vildt og vredt oprør det andet, da skænderiet og den lange kamp mellem forvalteren og Erik, nok også kan ses som en slags oprør (se analysen ovenfor).

Ved at sammenligne disse to oprør synes det interessant at bemærke; at Erik endeligt bliver slået til idiot, mens "Kraften" allerede står som erklæret idiot på grund af sine tidligere besværligheder med at affinde sig i det herskende samfundssystems klassedeling hinsides evner og god vilje.

Sandheden, som den fremstilles i værket, må da blive; at klasseantgonien [iv], klassehadet straks sætter den formastelige på plads, og vil han ikke affinde sig med den plads ligger turen nedad ligefor.

Samme faktor gør sig gældende overfor de to skøre i byen: begge af mere liberal herkomst.

"Gale-Anker" og Bjerregrav, hvis borgerlige frihedsidealer i deres sværmeriske ungdom har klassificeret - og langsomt realiseret - dem, som vanvittige, der ubehjælpsomt må stå for skud.

Bjerregrav, som udbyttet filantrop og krøbling, og "Gale-Anker", som vanvittig opfinder af det fantastiske urværk, der skal skabes af evighedsstof (ibid bind 2 p. 33 og p. 96ff).

Religionen bliver her - i købstaden såvel som ude på landet - igen en pression af format i alle småborgeres tale og idesæt.

Men det skal samtidigt påpeges at de to positive kræfter, som redder Pelle op af hans apatisk lade morads - efter de fire års læretid og det ene års omflakken - udgår fra religiøse kredse.

Bind 2 (ibid p. 236), efter et bønnemøde inviterer en ung enke Pelle med sig, og giver ham lidt mad, som han så hårdt trænger til.

Enken, Marie, bliver derefter den positive opmuntring, som får Pelle til at søge arbejde i havnen, hvor han bliver indtil "Kraften"s død.

Bind 2 p. 247 viser det sig, at vandreskomager Sort også har set Pelle ved det omtalte bønnemøde, og det bliver ham som fortsætter, hvor Marie slap, giver ham beskæftigelse - kapital og dermed billetten til Københavnerrejsen og det store æventyr, som "Kraften" og Garibaldi - i forvejen - har motiveret ham for.

At "Soen" i den sidste del af nedgangsbeskrivelserne lige før bønnemødet tegnes som en nu afdanket og drikfældig værthusholder og hore, giver en tematisk spidsfindighed, som tilsammen med de ovenfor anførte udviklinger danner en mosaik, af hvis billede ledemotivet, som sætter lighedstegn mellem 3. og 4. binds arbejdsrejsning og Guds kommende rige på jord, kan postuleres bevist.

De individuelle pressioner synes mange, men går ofte igen fra første bog og kan som sådanne ses under det foregående punkt.

Et enkelt eksempel viser samspillet mellem de individuelle pressioner og de kollektive; - (ibid bind 2 p. 159ff), hvor Pelle endelig har vokset sig stor nok til at klare sig i kampene mod gadedrengene, og nu løber ind i nogle fra betalingsskolen og da slår lidt for hårdt til i den størstes ædlere dele.

Slaget sidder så effektivt, at han kommer til at opleve samfundspressionens allerhårdeste hånd, - adjunkten, drengens fader, har nemlig mulighed for og magt til, at føre sagen helt op til rådhuset, på trods af Pelles mesters forsøg på at redde sin lærling fra den ydmygende, pinefulde og samfundstemplende straf "rotting" (ibid bind 2 p. 163, se også slutnoten herom omstående).

Pelle bliver herefter for alle - også sig selv - en udstødt, en forbryder; - og gang på gang dukker disse tæsk op igen (ibid bind 2 p. 176ff).

Det bliver i første omgang dét, som slår Pelle psykisk ud i nedgangstidens erfaringsdannelse, der jo dog giver den senere oprørsleder den solide basetillid fra paria til bevidstgjort arbejder.

Bevidstgjort

I tredie bind ankommer Pelle så til København og bliver straks offer for en udbyttende småmester: "Pipmanden".

Dennegang oprøres Pelle selv, og hvad "Pipmanden" angår, lykkes det Pelle at komme øverst..

Inden denne revoltering oplever Pelle de strejkende maskinarbejdere (ibid bind 3 p. 10ff), og det bliver således en organiseret arbejdskamp og dens betydning for Pelle (ibid bind 3 p. 13), der gør at det i begge de to foregående bind undertrykte oprør nu rykker ind i hovedpersonen selv.

Bevidstgørelsen synes jo først mulig, hvis den kommunikerende bevidsthed har en retning, som går fra dén som kommunikerer til den modtagende ikke-bevidstgjorte eller den før-bevidstes tankeverden og idesæt.

Med overvindelsen af "Pipmanden" og indlemmelsen i fagforeningen træder bevidstgørelsen ind i sin aktive fase underbygget intellektuelt ved Morten (for eksempel ibid bind 3 p. 59).

Martin Andersen Nexø lægger herefter en række forskellige synsvinkler på arbejdskampen, der alle kan tages for deres pålydende værdi og som sider af Pelles selv.

Til eksempel herpå kan man inddrage det første arbejdermøde Pelle deltager i  beskrevet med det skær af æventyr og fornøjelse, der både former en del af karakteren Hannes natur, og kan tages som en sidste rest af den småborgerlige afstandtagen fra disse socialister.

Udviklingen væk herfra kan postuleres motiveret af det seksuelt-økonomiske ledemotiv, der lader en rigere, en besiddende, en stærk mand forføre Pelles kvinde (ibid bind 3 p. 45f, resulteret p. 74f).

I dette tilfælde den kvinde, som tager arbejdernes organisering for pjat og leg, der forføres - nærmest voldtages- og besvangres af en af Kongstrups uægte børn med Pelles farbrors kone: en af værkets mange symboliserende paralleliteter.

For Pelle, dog, bliver engagementet i hvert fald blodig alvor, og hans kamp mod Hofskomager Meyer betegner hans karrieres første virkelige indsats (ibid bind 3 p. 49ff).

Herunder begynder også de ideologiske spekulationer omkring arbejdsfordeling og -ledelse (ibid bind 3 p. 49), der dog stadig strander på det lave industrielle niveau, Pelle kan visualisere.

Til gengæld bliver det samme lave industrialiseringsgrad, der gør det så forholdsvis let at overvinde hofskomageren, som på bedste feudale og små-liberalistiske [v] vis opkøber, bestiller og videresælger sine underleverandørers simpelt producerede varer (ibid bind 3 p. 44) og derigennem ret let kan afskæres både fra sine leverandører og fra deres arbejdskræfter, for så vidt at disse står under en stærk ledelse.

Bind 3 (ibid p. 198) ser hofskomageren sig slået af Pelle, som nu foruden at fungere som fagforeningsleder også pludselig står som en attraktiv arbejdskraft for den underbemandede Meyer, der endelig (ibid bind 3 p. 201) ender som læderrepræsentant hos småmestrene.

Således bringer Pelle fagets største mand og værste udsuger til fald, og han begynder dermed rigtig nok at leve op til sit navn, Pelle Erobreren, - og at berede sig på den nødvendigvis kommende hårde kamp.

Kampen bliver dog først rigtig hård, fjenden anonym og fjern og målet virkeligt og betydningsfuldt, da Pelle i kraft af den ovenfor beskrevne sejr, bliver "inder-mand": en af arbejderorganiseringens topmænd ikke blot gennem ægteskabet med murerdatteren Ellen men også i kraft af sine egne egentlige evner.

I første omgang opbygges manden Pelle i en hyggelig hjemmeproducerende arbejdsramme centreret omkring familien.

Men da det allerede nævnte seksuelle, økonomiske forlokkelsesmotiv vender tilbage, og driver Ellen ud i lejlighedsvis prostitution fremprovokeret af social nød; kastes Pelle tilbage i armene på de masser, han nu føler sig som mand for at manipulere, og som nu befinder sig på det stade af desperation og afmagt, der danner det nødvendige udgangspunkt for en hård og indigneret kamp om arbejdsmarkedets forhold (ibid bind 3 p. 310).

Kampens mål, og højdepunkt synes nået, under det der kunne kaldes, "arbejdernes brede march gennem byen på deres målrettede, halv bevidste fremrykning mod lyset" (for nu at parafrasere citatet i analysens indledning), hvis man da kan tage Nexøs indledende ord om "folkets København" for gode varer.

Pelle bliver nu den unge helt og centrumskikkelse, omkring hvilken kampen manifesteres: med ham selv som den evigt opmuntrende, mandigt disciplinerende og velovervejede planlægger.

Ordensmagtens reaktion bliver - ikke uventet - at hænge ham op på en ret uskyldig sag (ibid bind 3 p. 346ff) til fire års indespærring; og så at overlade "folkets København" til et folk, som så længe har lidt under førernes anstrengende krig.

Kollektive og individuelle pressioner 3

Der findes næppe grund til at vende tilbage til de allerede anførte samfundsforholds repressionsmønstre, men det kan bemærkes, at Pelle, her i bind 3, véd hvad ordet "strejke" betyder, og ligeledes ved og viser, hvordan denne betydning resulteret kan ændre pressionsforholdene i samfundet.

Indad til - blandt sine egne - viser Pelle, at han har taget ved lære af pressionerne, som læseren har set dem udøvet.

Han river sine fæller ud af den offentlige, borgerlige moral og benytter dem til sit formål: i kampen mod de uengagerede (ibid bind 3 p. 98), mod skruebrækkerne (ibid bind 3 p. 298ff) og mod arbejdsgiverne (ibid bind 3 p. 256); han angriber den borgerlige selvfølgelighedslogik med dens egne voldelige, moralske og politiske pressioner udfra en hensynsløs prioritering af: "sagen".

Pelle selv udsættes også for en lang række pressioner: hvoraf fattigdommen, nøden, de seksuelle og politiske allerede omtaltes ovenfor.

Pressionsmønsterets essens udsættes han for to gange. Først taber han det kampen egentlig står om: arbejde, hjem og familie (ibid bind 3 p. 310). Dernæst taber han det, der danner kampens teoretiske forudsætning: den personlige frihed (ibid bind 3 ud).

Hvor Pelle altså forstår at vende samfundsvolden mod samfundet selv, slår dette igen med allerhårdeste hånd - og kun en sand erobrer vil kunne overleve dette.

Ideologisk teoridannelse og praktisk realitet

I en afmetaforisering kan man måske påstå; at kapitalmanden nu - efter arbejdskampssejren og Pelles genrejsning - ikke længere kan forføre hverken Pelles kvinde eller forpurre hans daglige gerning.

Den rige herre, Brun, beskrives som en ældre skrøbelig mand af en gammel handelsfamilies hus (se eventuelt denne samfundsklasses beskrivelse i tidligere slutnoter). Pelles alliance med Brun danner derfor symbolsk en forening med Kongstrup og Meyer, som nu giver ham bind 2's trygge værkstedsramme igen i en moderne "Pelle-rigtig" version.

Efter denne succes kan Pelle så flytte udenfor byen, som forholdsvis velstående og progressiv fabrikant og boligspekulant, og altså sådan vende tilbage til sine landlige rødder ved fødslen til proletarisk bevidsthed, og således [vi] kan han ende som en kun lidet omsminket version af sine egne oprindelige modstandere.

Hvor den hjælpende ånd, Sort, altså, med sin kristent utopiske livsholdning til menneskeheden, giver Pelle chancen for æventyret i form af billetten til København, bliver det Brun, med háns kristent utopiske livsholdning til mennesket, som giver Pelle, og kun Pelle, prinsessen og det halve kongerige.

Og der bliver, trods alt, ikke tale om mere end et halvt kongerige, for som farverne i navnesymbolikken svækkes, således også Pelles social- (e)/(istiske) realisering, som nok kender oprøret, erobringen, men ikke - (for så vidt at hans andels ko-operative skomagerfabrik ikke kan kaldes socialistisk men nok i nogen grad "syndikalistisk" (se eventuelt definitionerne i slutnoten nedenfor) - kunne visionere det nye samfund men kun indrette det gamle efter egne behov.

Hvad denne konklusion antyder, bliver da selvfølgelig: at denne arbejdsløshedens hungershær, som Pelle har kæmpet for, dukker op igen, efter at Pelle selv bliver småborgerlig produktionskapitalist; - læseren ser endog en af Pelles ansatte/medarbejdere gå i kamp for disse arbejdsløse og dø af det.

Som sådan kan man ikke sige, at "Pelle": "al-proletaren", "den synetiserede arbejder" lykkes; fordi han sélv lykkes, mens dem han kæmper for og imod blot erstattes af andre, eller forbliver nede i hunger- og pjalteproletariatet.

Man kunne dertil dog gerne lade skriften melde; at Nexø dermed netop viser en repressionsform, som i senere tider regnes for gængs i liberalistiske frie demokratier: den repressive tolerance [vii], som tilfredsstiller førerenes krav og fremstiller deres sag for offentligheden i et lys, der gør den alment kendt og ufarlig, og således flytter talsmenneskene væk fra massen og væk fra den sag de kæmper for. Væk fra samfundsbenets marv og væk fra det folkelige grundlags tarv.

Et synspunkt kommunisten Martin Andersen Nexø formentlig havde sin version af, da han (1951) forlod det nu socialdemokratisk dominerede Danmark for at blive statsborger i det dengang stadig kommunistiske øst-Tyskland og derfra deltage i det litterære liv, der overalt i de dengang kommunistiske lande - med nogen ret - regnede ham for en af de meste betydelige forfattere nogensinde.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 7.1:

Storlockout: Begrebet defineret i tidligere fodnoten og den historiske lock-out omtalt ovenfor. Ved en lockout afbryder arbejdsgiveren sine arbejderes ansættelse og lukker dem derved ude fra arbejdspladsen og altså fra lønindtægter. Det modsatte af en strejke hvor arbejderne nedlægger arbejdet og dermed også standser produktionen. Storlockouten 1899 regnes for den første og største arbejdsmarkedskamp i Danmarkshistorien, hvor den nystartede Arbejdsgiverforening (1896) kom i strid de samvirkende Fagforbund (1898). Arbejdsgiverne ønskede at knægte fagforeningerne, som med renovationsarbejdernes (såkaldte natmænd) strejke i 1892, havde gjort København præcist klar over (jævnfør argumenterne fra omstående analyser af arbejdersange), at man ikke kunne klare sig uden arbejderklassen, som i dette tilfælde tømte byens toiletspande. Storlockouten udartede sig og kaldtes snart "Hungerkrigen" blandt de til slut godt 40.000 involverede arbejdere, som dog fik hjælp af både borgerlige og bønder og udenlandske sympatisører, der støttede deres overlevelse med penge, mad, tøj og anbringelse af børn på diverse bondegårde. Efter fire måneders bitter strid indgås der forlig den 4. september, og siden "Septemberforliget" har arbejdsgiverne og fagforeningerne gensidigt anerkendt hinandens ret og position som ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, mens de - af aftalen afledte punkter - med tiden gøres til en fast del af det, man siden kender som "den skandinaviske model".

institutionaliserede: efter latin institutio: indretning, system, heraf institution: oprettelse, foretagende, organisation med mere. Heraf igen institutionalisere: at oprette en organisation, et foretagende eller en person, noget som bringes i faste samfundsmæssige rammer. Institutionaliserede altså: nogen eller noget der betrages som en institution. Ordet blev ved slutningen af det 20. århundrede et modeord om de stakkels person som indlagdes på instituitioner (så som sygehuse, plejehjem, fængsler, forsorgshjem, psykiatriske hospitaler og lignende), de institutionaliserede.

Garibaldi: Giuseppe Garibaldi (1807-82), italienske frihedshelt og søofficer. Garibaldi døde samtidigt med Pelles tid i Rønne. Så ikke personen selv men hans idealer møder Pelle gennem den litterære navnebroder og skomager. Uden ellers at ville inddrage den biografiske analyses metode, så kan det dog nok her anføres, at Nexø - som jo flyttede til Bornholm som barn og også fik uddannelse som skomager - sagtens selv som helt ung kan have hørt om og fundet inspiation i denne legendariske skomager og frihedskæmper, der jo indtager en ganske vigtig inspirerende rolle i værkets første bind.

valoriseret: efter latin valor: værdi. heraf valorisation: opkøb, lagring eventuelt ødelæggelse af varer for at holde priserne oppe, heraf overført valorisering: at drive noget op i værdi, forøge dets salgsværdi. Valoriseret altså: bragt højere op i værdi med kunstige midler, eller som her i teksten negativt valoriseret: bragt ned i værdi.

aggraverende: efter latin aggravare: gøre tungere, sværer. Heraf aggraverende altså: gjort sværere, tilspidsende, forværrende for situationen.

eksalterede: efter latin ex altus: fra høj, heraf eksaltation: opstemthed, overspændt veloplagt tilstand, heraf eksalterede: opstemte, ophøjede, ophidsede.

apatisk lade morads: efter græsk a pathos: ikke følelse, ej lidelse, heraf apatisk: sløv, ligeglad, ufølsom. Og efter oldnordisk latr: doven. Og efter latin mare: hav, knyttet til marsk, heraf morads: sump, mose, overført: søle, pløre og lignende. Apatisk lade morads altså: sløvt dovne hængedynd.

indigneret: efter in dignus: ikke værdigt. Heraf indigneret altså: forbitret, vredladen, retfærdigt harmdirrende.

at parafrasere: efter græsk para frasis: sammen med, ved siden af udtryk en såkaldt parafrase.. Heraf så udsagnsordet at parafrasere: at foretage en omskrivning, gerne, men ikke nødvendigvis, af fortolkende art, heraf en parafrase altså: litteraturvidenskabelig fagterm som betegner en resumerende sideløbende omskrivende fortolkning af en tekst.

afmetaforisering: Se tidligere fodnote om metafo. Afmetaforisering altså: et selvkonstrueret litteraturvidenskabeligt ord, som angiver at en metafor (: et billede), fjernes, således at noget symboliseret igen fremstår som sig selv, uden dette omskrivende billede eller symbol (naturligvis principielt en umulighed indenfor sproget selv).

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 7.1:

[i]. Socialist: en politisk ideologi som ønsker, at staten overtager produktionsmidlerne styret af frit organiserede arbejdere. Staten bør danne en socialstat, som garanterer alle mad, bolig, uddannelse, sundhedspleje og arbejde, dette opnås gennem en revolution, som afskaffer kapitalejernes ejendomsret til produktionsmidlerne.

Syndikalist: en socialistisk og anarkistisk retning der ønsker "frit associerede arbejderorganisationer", som i fællesskab og uden statslig indblanding leder og fordeler arbejdet samt overskuddet af produktionen.

Social-demokrat: en socialistisk holdning som ikke ønsker en revolution for at nå socialismen mål, men ønsker at "revidere" det kapitalistiske samfund gennem forhandling og overenskomster med kapitalistklassen heraf begrebet: "revisionist".

[ii]. klasse: som marxistisk term betyder "en klasse" en gruppe mennesker, som deler fælles kår, hvad angår deres forhold til produktionsmidlerne. Arbejderklassen danner således en klasse, fordi dens medlemmer alle bliver hyret og lønnet til at betjene maskiner og behandle råvarer ("produktionsmidler") ejet af "kapitalistklassen", og til med disse maskiner og råvarer som "produktivkræfter" at producere varer under de gældende "produktionsforhold", hvor kapitalejerne ("arbejdsgiverne") "leder og fordeler" arbejdet udført af "arbejdstagerne" altså arbejderklassen der producerer de varer, som sælges med fortjeneste af (og for) kapitalistklassen, der så igen betaler sine "lønarbejdere" med midler fra denne fortjeneste også kaldet "profit".

[iii]. H.C. Andersens fader: det kendes fra andersenbiografierne, at hans fader, skomageren, levede meget optaget af romantiske drømme omkring især Napoleon og den borgerlige frihed denne syntes at love verden. Se eventuelt også Andersens roman "Kun en Spillemand", hvor en sådan person indgår, og hans "Mit Livs Eventyr", hvor forholdet til den tidligt afdøde fader nærmere beskrives.

[iv]. klasseantagoni: antagoni: strid; også kaldet "klassekamp". Karl Marx's dybt spekulative og tvivlsomme postulat om; at modsætningerne og gnidningerne mellem "de besiddende" og "de ubesiddende", danner historiens eneste drivkraft og motivationen bag opfindelser og forbedringer, heraf det synspunkt, at forskellige klasser kan fødes til naturligt at hade og følgeligt at burde skulle bekæmpe hinanden. En uforsonlighed allerede modsvaret i utallige komedier fra middelalderen, hvor kærlighed og snedige hjælpere hæver elskende op i passende klasse, også modsvaret i det borgerlige samfunds idéer om udddannelse og social mobilitet, og så sandelig i moderne socialisme.

Denne teori kan naturligvis heller ikke anvendes i klasseløse samfund - som for eksempel den nordiske stenalder - og antyder, at for eksempel trangen til "at jorde" arbejderne fik de idérige borgere bag den industrielle revolution til at fremture med vævemaskiner og dampmaskiner og andre opfindelser, som i første omgang betød nedlæggelse af mange arbejdspladser. Dog disse opfindelser fremkom på ingen måde hverken for at hjælpe eller hindre arbejderklassen, men udvikledes alle naturligt som følge af stigende frihed, oplysning og dermed fantasi og opfindsomhed og muligheden for at realisere disse ideer i praksis uden at en forbydende religion eller en udsugende adel forhindrede det og hvis blot et økonomisk overskud kunne forventes.

At "klassekamp" har en begrænset anvendelse som term for den - for eksempel i "Pelle Erobreren" beskrevne - opstigning for de fattige: fra relativt utålelige til relativt tålelige vilkår, danner et andet forhold. - En modsætning mellem revolutionære socialister, marxister og lignende overfor socialdemokrater og andre revisionister danner netop annamning eller forkastelse af "klasseantagonien" og dens implikationer.

[v]. små-liberalisme: liberalismen en politisk samfundsteori, hvis idé indebærer; at arbejdsmarked og varemarked må regulerer sig selv efter principperne om udbud og efterspørgelse, dette afgør også priser og lønninger. Liberalisme følges ofte med en idé om et borgerligt demokrati med pluralistiske partidannelse, altså hvor alle typer politiske holdninger frit kan konkurrer om stemmerne. "Systemskiftet" i 1901 og overgangen til "paramentarisme" (jævnfør omstående og tidligere slutnote) betegnede en stor sejr og grundlæggende landvinding for liberalismen i Danmark. Liberalismen fungerede stadig 100 år senere, hvor kommunismen tilsyneladende brød definitivt sammen. Små-liberalistiske antyder i denne sammenhæng en markedsorienteret produktion efter behov og efterspørgsel, men uden egentlig industrielt opsplittet masseproduktion.

[vi]. Her har tekstens tilstræbte objektivitet måske et lille slip, der dog også giver plads til en fortolkning af Nexøs frustration over Socialdemokratiet, som han meldte sig ind i samme år, som Pelle Erobren blev udgivet altså i 1910. Dog, allerede i 1918 meldte han sig ud igen, og han medvirkede nu aktivt til dannelsen af, det der med tiden blev til Danmarks Kommunistiske Part. Udfra den kommunistiske synvinkel har "Al-Proletaren" jo først vundet sit slag, når arbejderklassen har indført "prolariatets diktatur", hvilket jo ikke skete i Danmark, og jo heller ikke i den kommunistiske såkaldte "øst-blok", hvor nærmere "partiet" og dets "centralkommite" på folkets vegne overtog magten. Mange kommunister anså socialdemokratiets "revisionisme" og fagforeningernes samarbejde med arbejdsgiverne som "klasseforrædderi". Og mange af de problemer, som de forudså, kunne da også med nogen ret gøres gældende godt 100 år efter deres første sejre, hvor både tilslutningen til partiet og til fagevægelsen dalede: ofte med begrundelser så som "despoti", "nepotisme" og større lydhørhed over arbejdsgiverne end for arbejdstagerne. Dog i modsætning til kommunismen forblev den skandinaviske model med dens revisonisme aktiv langt ind i perioden efter 100året for deres skabelse.

[vii]. den repressive tolerance: tidligere defineret. Den repressive tolerance: oprindeligt betød termen i 1965 for sin fader, Herbert Marcuse, at; når man accepterede klassesamfundet, når man som socialdemokraterne håbede at revidere, at forbedre systemet, uden at angribe den grundliggende klasseforskel på mennesker, ja så havde man allerede givet magthaverne, undertrykkerne og udsugerne frit spil. Man tolererede altså forholdende og medvirkede derfor til undertrykkelsen, samfundet kunne derfor vise sig tollerant og både lytte til og fremme kritikeres synspunkter, så kænge disse synpunkters kritik ikke angeb grundliggende forhold i samfundet.

Som led i den repressive tolerance, valgte Forfatteren dog i flere af sine værker, at omdefinere denne term således: den repressive tolerance: litteraturvidenskabelig term frit efter Herbert Marcuse angiver, at samfundet opmuntrer oprørstendenser, som tolerant fuses af i medierne, der samtidigt enten forgylder eller forøder oprørets elite, som i begge tilfælde giver op og bukker under for "den lykkelige bevidsthed" i en erkendelse af at "systemet leverer varen" (begge sidenhen undertrykte termer hos Marcuse). - Nøjagtig hvad der sker i slutningen af Pelle Erobren.

[TOP]