I sit forord til førsteudgaven af "Pelle Erobreren" februar 1906 skrev Martin Andersen Nexø (ibid p. 7f):

"... "Pelle Erobreren" skulde være en Bog om Proletaren ...; om Arbejderens brede Gang over Jorden på hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod Lyset! ..." ... "... i hans Skridt skulde det uendelige Traad lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, hans Sorger og Glæder skulde være bærende for de manges Livslykke.".

Udfra indholdet i denne citatmosaik kan man tillade sig at kalde denne bogs tendens for dels beskrivende, altså naturalistisk, dels symbolsk for så vidt at Pelle-figuren fremstilles som en symbolsk gestaltning af "Arbejderen", dels realistisk, for så vidt at den beskæftiger sig med reelle, konkrete forhold i liv og historie´, og har en mening af social, politisk karakter herom.

Der hersker ingen tvivl om; at beskrivelsen af den "halv ubevidste Vandring" skulle føre til en højere grad af bevidsthed. - Det vil faktisk fremgå, at netop de i forrige afsnit to fremhævede interne hovedpunkter for arbejderorganiseringen:

1.          Opfattelsen af selvværd: "den uundværlige arbejder"
2.          Arbejderhæren, gruppedisciplinen og sammenholdet,

Disse to punkter synes lige så væsentlige i denne tidlige og meget populære deciderede 'arbejderroman'.

Forfatterintentionen [v] kan derfor måske uden forbehold allerede indledningsvist fastholdes som: "Proletarisk bevidsthedsdannelse - socialisering til socialist".

Analysen vil nemlig vælge at anskue værket som en beskrivelse af en samfundsmodel i en brydningstids stærke indre dynamik, en samfundsmodel hvis ydre livsvilkår afspejles omkring hovedpersonen og hans socialitet; og samme samfundsmodel, hvis indre udvikling resulteres i og af hovedpersonens voksende bevidsthed -: fra den post-feudale til den (præ)kapitalistiske samfundsform og produktionsmåde, under hvilken de socialistiske teoridannelser bliver det afgørende udgangspunkt for hovedpersonens praktisk engagement, som for hele værkets tendens, hvilket respekteres i redegørelsen.

Analysen falder i to dele, hvoraf første beskæftiger sig med selve denne beskrevne samfundsmodel og dens produktionsmæssige og klassemæssige forhold, som "Pelle Erobreren"s skarpe inddeling i binds 1's landmiljø, bind 2's købstadmiljø og bind 3's og 4's storbymiljø, opstiller dem.

Første del af analysen vil ikke indeholde nærlæsningsanalyser, men vil blot henvise til beskrevne sociale forholds tekstuelle relevans, og vil - som allerede bemærket - respektere den socialistiske agitative tendens, som stærkt præger beskrivelsen af hele dette samfunds klassesystem og produktionsforhold. Fremstillingen vil lejlighedsvist støtte sig til litteraturforskeren Anker Gemzøes analyse af værket.

Analysens anden del vil så efterspore hovedpersonen, Pelle Erobrerens, bevidsthedsudvikling, altså den grundlæggende tendens' fremstilling af udviklingen: "socialisering til socialist", - motiveret dels i fremstillingen af de direkte engagerende anledninger og af de miljømæssige motiveringer opstået udfra den sociale situations forskellige pres.

Behandlingen vil forme sig som for første del - og for værket selv - forstået sådan: at den ikke-bevidstgjorte (eller med Nexøs ord "ubevidste") barndomsskildring i det sen-feudale gårdmands- og landarbejdermiljø, følges af en beskrivelse af den begyndende bevidstgørelse i det præ-kapitalistiske købstadsmiljø og af den videre udvikling, som bevidstgjort socialistisk frontkæmper, under den på industrialismens, kapitalismens, frembrud følgende organisering af arbejderstanden.

Analysen vil yderligere følge dette sociale engagements udvikling gennem "den store kamp" og frem til 4. binds "socialist-idyl", som vil blive diskuteret udfra forskellige opfattelser og vurderinger af dens realisme.

Der vil i analysens anden del blive udfoldet et lille antal af de mulige nærlæsningers fortolkninger, hvor dette har direkte relevans for de beskrevne forholds nærmere belysning.

Der bliver allerede i foregående afsnit af dette skrift: "Om 100 år er alting glemt?!?" i diskussionen af kunstproblematikker udfra Henrik Pontoppidans "Nattevagt" gjort en fremstilling af de eksakte historiske forhold, som især "Pelle Erobreren" bind 3 og 4 bygger på, læseren henvises til denne fremstilling, hvorimod læseren i analysen nedenfor vil kunne genfinde en del af disse forhold, som præsenteret i Nexøs fiktion, således at analysen her primært vil blive en undersøgelse af og en fremstilling af værkets egen iboende tendens og idé, og derfor viser Pelle - som i kraft af Martin Andersen Nexös allerede citerede grundliggende idé, - om en person der i sig selv symboliserer og fremtræder som prototypen på dét danske proletariat, hvis "Livslykke" han skulle "bære", - kunne kaldes "den syntetiske arbejder", som læseren i løbet af værket ser foretage sin "endeløse, halv ubevidste Vandring mod Lyset.".

Det beskrevne samfund

Land-miljøet

I første bind udrulles - som skrevet - så det landlige miljø: mere præcist Bornholm i årene 1877 og frem til cirka 1883, for så vidt at begyndelsestidspunktet markeres i bind 1 som 1. maj 1877 og Pelles alder, (ibid p. 19) opgives som 8-9 år, og bind 1 løber frem til lige efter hans konfirmation (ibid p. 244) altså: 14 år - 8 år = 6 år: 6 år lagt til 1877 = 1883.

Scenen for dette landmiljø: den berygtede herregård "Stengården", for hvis ejer, Kongstrup, en stor besætnings produktion varetages af underbetalte og stærkt udpinte og -nyttede undergivne landarbejdere.

Landarbejdere

Arbejdsdelingen udformes hierarkisk fra forpagteren (ibid p. 26f), som rangerer direkte under bonden selv og ned til røgteren og hyrdedrengen: Lasse og hans søn Pelle.

Det egentlige arbejde udføres af disse løn- og naturaliemodtagende arbejdere, justitsen opretholdes hårdt, og også samlaget præges af råhed, bestemt ved undertrykkernes forgodtbefindende, beskrevet med næsten middelalderlig uhygge.

Dagene går med "ondskab og drilleri i det uendelige" (ibid p. 195) - fra det ret uskyldige optrin, hvor karlene holder pause og gør sig lystige sammen med pigerne, indtil forpagteren truer dem tilbage til arbejdet (ibid p. 194), over (ibid p. 180ff) scenen hvor gårdskarlene Anders og Gustav udkæmper et råt og ondskabsfuldt slagsmål om retten til pigen Bodil, som ifølge traditionen tilhører ældste karl; til det (ibid p. 177) disciplinære opgør, hvor forvalteren først forhindrer karlen Erik i en lille udflugt, og siden banker ham til lydighed og from efterfølgelse.

De svenske landarbejdere - heraf Lasse og Pelle - rangerer aller lavest og behandles deraf dårligs:, både hvad angår arbejds- og udbyttefordelingen, og hvad angår muligheden for at forsvare sig mod de andre grove råhed, -: således scenen (ibid p. 43ff) hvor Pelle piskes af landvæsenseleven under pigernes jubel.

Nok reddes Pelle af pigen Karna, men af faderen Lasses idé om hævn kommer der dog intet resultat, simpelthen fordi deres position som underlagte og udbyttede landarbejdere ikke tillader dem at slå igen, på grund af faren for at miste det usle arbejde, der alt til trods giver grundlaget for deres materielle overlevelse, og også fordi den af positionen følgende fysiske udmarvelse ikke sætter dem i stand til at manifestere et effektivt, voldeligt modangreb.

Usædvanligt dårlige kår findes altså fremherskende blandet op med ovenfor nævnte - næsten middelalderagtige justits -og de på arbejdspladsen utålelige forhold: stavnsbånd og gabestok synes, mildest skrevet, erstattet med ekstrem fattigdoms indskrænkning af muligheder og alternativer og den af råhed og udbyttelse fremkaldte sløve resignation.

Husmænd

Husmændene virker - i modsætning til landarbejderne - ikke helt besiddelsesløse, til gengæld synes de heller ikke virkeligt besiddende, i det deres væsentligste arbejde er, at betale af på den gård, som udgør deres besiddelse.

Produktionsmidlerne bliver således sådan cirka deres egne, men de fungerer ineffektive som leverandører af fødevarer og husmændene må derfor opretholde livet ved lønarbejde for andre.

Også her synes aldeles dårlige kår fremherskende (ibid p. 104-117): igen blandet op med den næsten middelalderagtige status og justits samt de for arbejdsgangen utålelige produktionsvilkår.

Dette forhold belyses for eksempel p. 102-107, hvor Lasse og Pelle kommer på besøg hos Lasses broder Kalle, som tilhører denne husmandsstand. Kalle arbejder 15 timer i døgnet med at slå skærver for en af de bornholmske småborgerlige produktionskapitalister [vi], som har holdt produktionsniveauet højt og omkostningsniveauets arbejderlønninger lavt gennem hjemmeproducerende arbejdskraft (op. cit.):

"... det er end ikke til øllet ... men så lever vi da ..."

Sådan siger Kalle med et lyssind og et godt humørs gåpåmod, som selv disse fortvivlende forhold ikke har kunnet kue. - Kalles børn sover på opredte stole, den blinde mormor kan ikke komme under lægebehandling af økonomiske grunde, af føde findes der kun rugbrød og fedt.

Disse husmænds forhold adskiller sig altså kun fra fæstebondestatus ved at de - rent formelt - fungerer som selvejere, og derfor - igen rent formelt - har valgmulighed mellem at holde ud, at sælge og at synke ned til landarbejderstatus eller at sælge og flytte ind til byerne.

Igen gælder det, at stavnsbånd og gabestok mildest skrevet synes erstattet med ekstrem fattigdoms indskrænkning af muligheder og alternativer og den af råhed og udbyttelse fremkaldte sløve resignation, også selv om Kalles lyssind farver resignationen med et skær af optimisme.

Bønder

Bønderne (herremændene) fremstilles som besiddende, ja rige, de lever et behageligt næsten luxuriøst liv; - tydeligst (ibid p. 34f), hvor Pelle sendes efter konjak til fruen og ved leveringen ser storbonden stable tokroner.

De troner som arbejdsdelingens ansvarshavende (ibid p. 32) og det økonomiske og naturaliemæssige udbytte tilfalder dem (ibid p. 35), efter at deres kost og logi og lønansatte arbejderes forhold udredes.

Deres magtbeføjelser og anvendelserne af samme fremgår allerede af de - under de to foregående punkter - beskrevne tilstande (ibid p. 32).

Deres følelsesliv virker mindre forstumpet, mere differentieret. Relationerne kan virke som neurotiske, seksuelt betonede forviklinger, der ivrigt diskuteres af alle, lige fra storbondens elskerindeaffære og fruens fortvivlede og hysterisk alkoholiske reaktioner herpå i den ensomme hovedbygning, til de voldsomme opgør mellem de to, der som oftest resulterer i at bonden i raseri ager til staden, Rønne, og elskerinden.

Også her ses altså råhedens ekstremer fremherskende, parret med en næsten dæmoniserende mytedannelse fra de underlagtes side, som det kan udlæses af den megen snak om "ondt blod" og så videre (ibid p. 31ff) og senere under Lasses og Pelles besøg hos Kalle (ibid p. 113ff).

Det fremgår således af sidstnævnte omstændighed, at udbytteforholdet ikke blot fungerer arbejdskraftsmæssigt og økonomisk, men også geråder i de seksuelle og følelsesmæssige domæner; således at bonden Kongstrup,  - på bedste feudalherremaner, (som med den gamle "førstegangsret" hos adelen overfor de nygifte bondepiger) - regnes for fader til flere "uægte" børn blandt sine undergivne (ibid p. 53 og p. 109).

Endelig gælder det også her at man - i stedet for stavnsbånd og gabestok - nu betjener sig af den ekstreme fattigdoms indsnævring af mulighederne for de undergivne, hvis sløve resignation fremkaldes gennem en uhyre råhed og ulighed i udbytteforholdne og -fordelingen.

Der beskrives altså her et samfund, som i sin struktur - i bund og grund - virker feudalistisk fra herremanden ned til hyrdedrengen, men som på sin overflade spår om, at feudalismens dage synes lige så talte, som de kroner herremandens lønarbejdere udbetales på lønningsdagen; også de selvstændige husmænds lidet lokkende kår fremhæves, og det fremgik, at begge de to underlagte klassers følelses- og tankeliv motiveres omkring storbonden og hans familie.

Købstad

I andet bind beskrives så købstadsmiljøet: nærmere bestemt Rønne i årene 1883 og frem til 1888, for så vidt at begyndelsestidspunktet sættes til foråret 1883 og de fire (af fem) års læretid giver 1883 + 4 = 1887 foråret, hvor den unge mester dør (ibid p. 219) og Pelle går arbejdsløs indtil næste sommer, hvor han begynder med Sort (ibid p. 247) og herefter lægges der så op til afrejsen til København uden tidsangivelse men altså til midt i sommeren 1888 eller godt fem år.

Scenen sættes først i et lille skomagerværksted, for hvis ejer, Mester Andrés, arbejdet og produktionen varetages af kontraktansatte læredrenge og svende: på kost og logi og med et mindre årligt kontantbeløb. Siden bliver, som det fremgår ovenfor, scenen den ganske by, i hvilken Pelle lever endnu et år efter læretidens ophør.

Arbejder

Købstadens proletariske arbejdskraft udgøres af en underbetalt lønarbejdergruppe enten i havnen (ibid p. 191 og 239), eller ved forskellige byggeprojekter (ibid p. 239), eller ved stenhuggeri (ibid p. 45).

Man arbejder uden faglig organisering eller specialisering (ibid p. 240), da det ikke drejer sig om egentlig industriel produktion, men om fysisk anstrengende og udmattende (ibid p. 240ff) arbejde. Alt dette virker som landarbejderens forlængelse ind i bymiljøet men uden sikkerheden for kost og logi (ibid p. 240).

Håndværksmester og svend

Købstadens fundament fremstår som den simple vareproduktion [vii], som udgår fra de mange småværksteder.

Der produceres for betaling af kontraktansatte svende og lærlinge på kost og logi (ibid p. 219) og et årligt kontantbeløb (ibid p. 11).

Markedet udgøres dels af en fast kundekreds (ibid p. 41), dels af forskelligt forefaldende arbejde som lærlingene kan opsnappe i havnen og byen (ibid p. 44), og dels for det islandske marked, som man forsyner med billigt og dårligt fodtøj (ibid p. 193), indtil man bliver udkonkurreret af storbyens organiserede og så småt industrialiserede, opsplittede vareproduktion.

Den faglige organisering fungererer som produktionsformen feudalt: laugsvæsen, og hierarkisk i strukturen: fra mester selv, hans søn, til svende og lærlinge (ibid p. 12ff).

Håndværksmesteren fungerer, samtidigt med at han ejer produktionsmidlerne samt leder og fordeler arbejdet, som husbond og opdrager med revselsesret for svende og lærlinge, og svendene fungerer naturligvis også som "opdragere" for lærlingene, hvis arbejdsdag kan gå op til 12-14 timer (ibid p. 156).

Fattigdommen råder (ibid p. 158), likvid kapital altså kontanter, ses sjældent (ibid p. 39) og erstattes med et system af lån og genydelse (ibid p. 42, p. 82 og p. 188), som endelig nærmer sig sit sammenbrud - mod bindets slutning - hvor industrialiseringens produkter og produktionsform så småt overtager markedets forbrugere og producenter (ibid p. 194).

Småborgerlig handelskapitalist

Købstadens egentlig velstående mennesker beskrives som de småborgerlige handelskapitalister: altså købmændene især, der har slået sig op på værdiforøgende udbytteforhold mellem diverse handelspartnere (ibid p. 81).

I samme klasse rangerer de embedsansatte, embedsborgerskabet, som ligeledes nyder de privilegeredes ret. For eksempel adjunkten, hvis søn Pelle har givet bank på grund af en provokation. Adjunkten går klagende til rådhuset og den svage mester kan ikke forsvare sin læredreng, som udsættes for den ydmygende og socialt degraderende afstrafning "rotting" (ibid p. 163ff).

Den hierarkiske hakkeorden rammer præcist med sin ideologi (ibid p. 161ff og p. 176), og sætter overalt de behørige skel mellem mennesker af forskellig klasse (ibid p. 159 og p. 180).

P. 190-193 præsenteres læseren for et af flere eksempler på borgernes håndhævelse af retten til penge, velstand og materiel komfort på de øvriges bekostning: gennem historien om Holm, der forvaltede en mindre arv gennem købet af et gæstgiveri, som den lokale handelskapitalistiske førerfigur, Monsen, sammen med en ølbrygger solgte ham under falske præmisser, som fører til mandens ruin, mens hans 10.000 kroner trygt vandrer ned i lommerne på disse to småkapitalister/småsvindlere. [viii]

Også i købstaden gøres denne overklasse genstand for de øvriges samtale og mytedannelse (ibid p. 81), men ikke oprør (ibid p. 16ff og p.192), et sådant stagnerer i den samme sløvt resignerende accept, fremkaldt af råheden og uligheden i udbyttefordelingen, som på landet.

De to første bind af "Pelle Erobreren" viser altså et samfund, som i sin struktur virker sen-feudalt på overgangsstadiet til industrialisme, men stadig uden et masseproducerende produktionsapparat finansieret af storkapital og en fagligt organiseret arbejderklasse. Sin tendens tro har værket endvidere vist læseren det udslidte korps af fornedrede arbejdere og småmestrene på vej ud over samfundskløftens rand, og disse de underlagte klassers økonomiske og arbejdsmæssig resurser beskrives som grundlaget for overklassens rigdom.

Hovedstad

I 3. bind kommer Pelle så til hovedstaden, til København, hvor i han forbliver i resten af værket, altså tidsmæssigt fra 1888 og Pelles 19. år, og formentligt frem til han tid som en midaldrende mand.

Beretningen bevæger sig i dette 3. bind mellem fattigt forarmede pjalteproletarer [ix] og den hjemme- og værkstedsproducerende arbejderklasse; - industriarbejderne opleves kun glimtvis ligesom med handels- og produktionskapitalisterne.

I modsætning til samfundsbeskrivelsen i de to foregående bind bliver der her ikke så meget tale om "lukkede", det vil sige historiskt afsluttede og overlevede, systemer, som om den brydningstid ind i industrialismens organisering, der bliver baggrunden for det moderne Danmark.

Beskrivelserne bliver som følge heraf betydeligt mere farvede og tendentiøse (se for eksempel Gemzøes bemærkninger ibid p. 44-49) og dermed langt vanskeligere at genfremstille i en videnskabeligt brugbar model.

Vanskeligst synes dette forhold for arbejderklassens eget vedkommende, fordi læseren, som Gemsøe (ibid p. 38) bemærker, ikke bliver synderligt konfronteret med egentlige marxske arbejdere, det vil sige masseproducerende arbejdere i maskinelt, industrielt regi (se dog, jævnfør Gemzøe "Pelle Erobreren" ibid bind 3 p. 242ff, og bemærk at der findes en sammenhæng mellem den notorisk sene industrielle udvikling i landet og fabrikkens navn, nemlig: Danmark).

De arbejdere læseren i første omgang møder bliver, historisk korrekt, "overgangsarbejdere", det vil skrive hjemmeproducenter og småmestre med deres svende og lærlinge: altså småkapitalistiske lønarbejdere og siden arbejdere indenfor bygnings- og servicefagene (ibid p. 13 og p. 100).

Dog vil en dækkende og duelig opdeling af klasserne i 3. og 4. binds samfundsbeskrivelse rumme: pjalteproletarer og arbejderklassen, håndværksmestre, handels- samt produktionskapitalister, og endelig embedsmandsklassen. Disse udgør altså generelt ikke en klassisk proletarisk versus borgerlig front, men tenderer snarere hen imod en lille underklasse, en lille overklasse og et ret bredt mellemlag.

Pjalteproletar

Hovedstadens pjalteproletariat udgøres af en broget skare forhutlede eksistenser: fra småkriminelle (ibid p. 78), prostituerede (ibid p. 89), fordrukne (ibid p. 14), til forældreløse (ibid p. 41), arbejdsløse (ibid p. 146), sindssyge (ibid p. 332), fabrikspiger (ibid p. 59) og så videre.

Ernæringssituationen virker katastrofal såvel i gode som i dårlige tider (ibid p. 122-132), og pantelånere - og andre udbyttere af de forarmedes småmidler - skaber en armodens ligevægtsbalance med de minimale indtægter (ibid p. 86ff).

Til gengæld virker sammenhold og gensidig støtte som, dét - i en enhver paria traditionelt stærke bånd - der dog både til enhver tid hindrer total tilintetgørelse og samtidigt besværer de dueliges opstigning.

Arbejderklasse

Hovedstadens proletariske arbejdskraft fremstilles - jævnfør ovenstående - som lønarbejdere for de endnu residerende småmestre, disses overordnede handels- og produktionskapitalister, og de offentlige myndigheder.

Den klasse Pelle syntetiserer, og det bliver da også arbejderklassens organisering, kamp, sejr og "alternativisering", der angiver 3. og 4. binds gennemgående tema.

Det synes bemærkelsesværdigt, at der - på trods af ovenstående udviklingsbeskrivelse - ikke eksisterer et egentligt "før/sefter"; det vil sige: at på trods af den symbolske - og for eftertiden at se: stærkt kritisable - afbrænding af "Arken", pjalteproletariatets højborg (ibid p. 329), og efter sejren i arbejdskampen dukker den forsultnee  arbejderhær op igen - mod værkets afslutning i bind 4 - denne gang befinder Pelle sig blot på den anden side (ibid bind 4 p. 225ff).

Netop den forsultede arbejder - med eller uden arbejde - danner den sociale indignations grundtema, og evigt tilbagevendende argument i så mange afskygninger, at en sidehenvisning hertil ville blive ganske omfattende med værkets godt 1000 siders tekst og disse forhold kendes jo også allerede godt i Danmarkshistorien tilbage fra "Slaget på Fælleden" (5/5 1872) og med det de første forbud mod socialdemokrater/socialister (1873) og disses agiteren for bedre forhold for "arbejderklassen" frem til den første representation i Folktinget (1884).

Udbytningsforholdene i denne sidste del af bogens samfundsbeskrivelse virker da også uhyrlige (ibid p. 21 og p. 28 (Pipmanden) samt p. 13f og p. 107 (Hofskomageren))  - merværdiens profit skabes i fremstillingen ensidigt til kapitalistens eller den overordnedes bedste, ved en bevidst nedbrydning af omkostningsniveauet naturligvis især lønnen.

Arbejdernes - især i begyndelsen - lave og magtesløse faglige organisering (ibid p. 10f) danner undertrykkelsens stærkeste våben mod strejker og krav om menneskelige forhold - vel støttet af manglende sammenhold i de arbejdsløses forarmede mængder.

Både mennesker med eller uden arbejde lever under ret sparsomme kår enten på Nørrebro eller Vesterbro: de traditionelle arbejderkvarterer (ibid p. 100 og p. 218). Nørrebro dannede rammen om de social-istiske/demokratiske organiserede dele af arbejderbevægelsens mod sathed og småborgerskab tenderende familier, Vesterbro fremstilles som et cirkusagtigt billede på de store forhutlede masser i halvidylliseret fordragelighed.

Mere satte synes man dog ikke i disse kvarter, end at også her rager pantelånerne til sig under vinterarbejdsløshed eller arbejdskamp.

Håndværksmestre

Håndværksmestrene repræsenterer den uddøende struktur (jævnfør bemærkningerne ovenstående), eller de kommer i hvert fald ud for en meget kraftig omstrukturering. De danner mellemmænd mellem deres lønmodtagende løse og faste arbejdskraft og købmændene: handelskapitalisterne.

De små håndværksmestre virker nærmest proletariserede (ibid p. 14) og de store nærmer sig modsat kapitalistklassen (ibid p. 43).

Det faktum at bogens virkelighedsfiktion respekterer deres eksistens, som følge af den længe spæde og sene industrialisering og kapitalisering af produktionsapparat og arbejdsliv i Danmark, kompenserer i nogen grad for den manglende beskrivelse af egentlige arbejdere i den industrielle masseproduktion.

Småmestrenes materielle kår deler de - som bemærket - med de klasser, som de nærmer sig, og læseren oplever derfor disse mennesker over en ret bred vifte (se ovenstående henvisninger). - Overalt gælder det dog, at de principielt fungerer som selvstændige erhvervsdrivende, men enten står i udbytningsforhold til en handelskapitalist eller deler eksistensniveau med proletariatet.

Borgerskab, handels- og produktionskapitalister

 Sammen med embedsmændene udgør så de småborgerlige handels- og produktionskapitalister den over proletariatet højt hævede overklasse.

Som Gemzøe rammende bemærker (Gemzøe ibid p. 46f), findes der ikke plads til en nærbeskrivelse af dem, da kapitalisten - i modsætning til for eksempel Stengårdsbonden, Kongstrup - i værkets fiktionsramme og tendens forblev og forbliver en skjult mand bag sit kæmpe kasseapparat.

Handelskapitalisterne udnytter de hjemmeproducerende arbejderes ringe teoretiske viden om markedsforhold. Således at de skyder sig ind mellem arbejderne på den ene side og produktet samt dets salg og levering på den anden naturligvis som det profit-strygende mellemled (ibid p. 13f).

Skillelinien fra handels- til produktionskapitalisterne bliver derfor hårfin, for så vidt at der leveres varer, men produktionskapitalisterne bliver også den gryende industrialiserings fabriksejere (ibid p. 256), som kæmper ihærdigt for at holde lønomkostningerne på det minimum, der garanterer den solide profit (ibid p. 10 og p. 256).

Målet helliger naturligvis midlet (især i tendenslitteratur) - og midlerne bliver for småkapitalisterne: at holde enhver initiativrig underleverandør eller fagforeningsperson nede (ibid p. 14 og p. 107) med hård hånd og ordensmagt; mens stor-kapitalisterne erklærer lock-out (ibid p. 267), køber arbejderledere for deres sag (ibid p. 256), nedsætter akkorder (ibid p. 247) og benytter uorganiseret lavpris-arbejdskraft, såkaldte "skruebrækkere" (ibid p. 286) ofte rekruteret fra pjalteproletariatet.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 6.3:

socialisering: efter latin socius: kammerat. Heraf socialisering: en psykologisk, litteraturvidenskabelig fagterm som angiver en opdragelsesproces, en påvirkningsproces startet og styret af udefra kommende impulser for eksempel forældre, skole og miljø der bereder (: socialiserer) personen til det samfundsmæssige (: sociale) liv. Se eventuelt tidligere fodnote om resocialisering.

revselsesret: efter oldnordisk refsa: straffe. Heraf revse: at straffe, heraf revselse: straf. Heraf revselsesret altså: retten til at tildele fysisk afstraffelse. Før opkomsten af politi og borgerlige domstole, havde magistre,som Forfatteren revelsesret over almene borgere. På denne vis sikrede man sig - udover en hvis borgerfred - at folket forblev behørigt andagtsfuldt og respektfuldt overfor viden og visdom. Det skyldes måske ikke blot humor, når Forfatteren begræder afskaffelsen af den magistrale revelsesret. Udtrykket: "at rette bager for smed" og Wessels satirisk bidske beretning herom står nok som det tidligste opgør med den magistrale revselsret. Se dog også Holbergs satire heraf i forholdet mellem Jeppe og Pernille.

rotting: fra hollandsk efter malajsisk rotan: navn på palme hvorfra stammer spanskrør: et velegnet piskeredskab sammen med det senere tilkomne bambus. Rotting altså: oprindeligt en gennempiskning eller gennembankning med spanskrør: en meget almindelig og smertefuld revselsesmetode med slag på bagdel, ryg og lår. Rotting og anden fysisk afstraffelse blev først så småt afskaffet med den såkaldte "blå skolebetænkning" i 1960 og gennem mange følgende initiativer frem til 28. maj 1997, hvorefter det endelig blev strafbart ikke blot at slå såvel straffefanger, undergivne, koner og skolebørn men endelig også egne børn. Oprindeligt gennembankede man plantestængler for at frigøre plantefibre. For eksempel både hør og hamp blev i forarbejdningsprocessen udsat for rotting.

paria: oprindeligt et sydindisk udtryk som betegner en person udenfor rangklasserne (: kastesystemet). Paria altså: overført om personer som tilhører et samfunds allerlaveste strata (: lag): de udstødte.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 6.3:

[v]. Forfatterintentionen: denne tidligere definerede litteraturvidenskabelige term omfatter altså dels forfatterens hensigt med værket, hvad vedkommende har villet fortælle, dels forfatterens idé om hvad publikum skal danne sig af meninger udfra fordøjelsen af teksten. Forfatterintentionen virker altså styrende for såvel læsningens retning, som for dens mål.

[vi]. småborgerlige produktionskapitalister: dette marxistiske fagudtryk dækker over det forhold, at en "småborger" ikke kan kaldes en rig kapitalejer, som skaffer sig produktionsapparat og ansatte arbejdere, men en lille borger, som med en blanding af købmands- og bondemaner bestyrer en lille produktion, ofte udført i og omkring hans private ejendom eller hjemme hos arbejderne selv, som udfra naturalier (her: sten) forarbejdet ved lønarbejdere (her: Kalle) kan udveksles med penge. Mange forskere (blandt andet Grodal i kritikken af Kaarsholms "Nattevagt"-analyse (omtalt i foregående kapitel)) har påpeget; at småborgerlig (hjemme)produktion udgjorde Danmarks basale "kapitalisme" helt frem til tiden efter anden verdenskrig.

[vii]. simple vareproduktion: eller "enkel vareproduktion": en måde at producere på, hvor produktet fremstilles i én proces af en enkelt arbejder altså fra læder til færdigsyet sko. I modsætning til "opsplittet vareproduktion", hvor produktet fremstilles i etaper af forskellige specialiserede arbejdere. I modsætning til denne "opsplittede vareproduktion", der typisk udføres på fabrikkers samlebånd,  findes der en tilfredsstillelse og en kompetence i den simple vareproduktion, som ifølge socialistisk videnskab erstattes af "fremmedgørelse" i den opsplittede, hvor arbejderen menes at miste følingen med produktet og sit fag gennem de gentagne ensartede arbejdshandlinger. Her drejer det sig om småborgerlig vareproduktion under den fra feudaltiden kendte forodning med mestre, svende og lærlinge.

[viii]. Som bemærket respekterer Forfatteren til foreliggende værk Nexøs fremstillings tendens, det bør dog stå klart, at Forfatterens mener; at flertallet af de såkaldte "kapitalister" med tiden optrådte som retskafne, ærlige og redelige mennesker. Disse egenskaber synes absolut nødvendige for at overleve i handel og vandel godt 100 år senere, ingen klarer sig i længere tid uden dem, og de der prøver, bliver ofte straffet. Den "skandinaviske model", hvor arbejdsgivere og  arbejdstagere gennem deres respektive organisationer i fællesskab indgår "overenskomster " angående forholdene på arbejdsmarkedet, afspejler tydeligt disse gensidige forhold af redelighed og gensidig hensynstagen til begge parters fælles bedste.

[ix]. pjalteproletar: en marxistisk fagterm, også kaldet "lumpenproletar", angiver et forarmet, forrået menneske i storbyen, som lever af fup og fiduser, lejlighedsvist forfaldende arbejde og lignende. Ikke-organiserede endsige særligt solidariske med "arbejderklassen" og dens faglige sammenhold. Ofte beskresvet som forrædere og stikkere overfor arbejderklassen. For en mere nuanceret version se evntuelt Bertolt Brechts og Kurt Weills ekstremt populære: "Laser og pjalter" og stykkets satiriske i 1700-tallet stærk forfulgte forelæg: "Tiggeroperaen" .

[TOP]