"... Der er i det nittende århundrede ingen egentlig arbejderlitteratur, skrevet af arbejdere for et arbejderpublikum og med et særpræg i forhold til de andre slags litteratur; det der kommer nærmest, nemlig de socialistiske sange, overtager i vidt omfang sproglige billeder og forestillinger fra allerede eksisterende genrer, således at man kan sammenligne dem i stil og verdensbillede med salmer og vækkelsessange."

Indledningen til "Antologi over Nordisk Litteratur" bind 8 p. 15.

Følgende arbejdersangtekster skal i denne sammenhæng undersøges:

1.          "Tidens Aand har mægtig rystet Jorden" (Saxo W. Wiegell)
2.           "Den jævne, simple Arbejdsmand" (W. Rantzau)
3.           "Op til Kamp! Op, I Arbejdersønner" ("E.W.")
4.          "Socialisternes March" (Anonym (U.P. Overby))
5.          "Honnørsang for Arbejderstanden" (Anonym)

Alle fem tekster, skrevet i 50-året omkring århundredeskiftet, indgik i den klassekamp, der - fra deres valgte synspunkt - havde arbejderklassens organisering som mål.

De første tre alle hentet fra "Sangbog for Arbejderungdommen" udgivet af Socialistisk Ungdomsforbund i København 1908, og de sidste to hentet fra "Social-demokratiets Sangbog" Slagelse 1886.

"Arbejderklassens organisering skal betragtes som en historisk proces, i hvilken der indgår en lang række arbejdergrupper/lag samt deres umiddelbare bevæggrunde for organiseringen. Samtidigt sætter udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde nødvendigheden af en organisering. (Kort kan der til det sidste fremhæves som faktorer - imødegåelsen af en sænkning i arbejdskraftens reproduktionsnivo, kapitalens interesse i en disciplinering af arbejdskraften med kapitalens stigende organisatoriske sammensætning).". "

Den jyske historiker. Historieteoretisk tidsskrift. Klassestrukturen i Danmark 1870-1920" 6. årgang nummer 3-4. 1973-74.

Den sidste del af det ovenfor anførte citat, her kursiveret, vil blive søgt verificeret udfra ovenstående nævnte og nedenstående anførte tekstmateriale, således, at en ideologisk bagved 'liggende helhedsstruktur på arbejderklassens vilkår og på kapitalens betingelser i perioden op til og lige efter århundredeskiftet, kan fremstå.

"Tidens Aand har mægtig rystet Jorden"

Tidens Aand har mægtig rystet Jorden,
over Verden udsendt Frihedstorden:
paa sin Vej fra Syden op til Norden
har den renset den pestsvangre Luft,
omstyrtet Troner,
borttvejret Kroner,
vakt af Dvale Mand og Pog,
sønderrevet Trældomsaag,
kastet Lys i hver Krog
og skræmmet Tyranner.

Kun ved Folket mægted' den at vinde
Sejren over Friheds arge Fjende:
kun i Arbejderhæren man vil finde
Kraften som fører Samfundet frem.
Arbejdets Sønner,
Daaden sig lønner!
Svigter blot ej eders Sag,
højt da løfter vi en Dag
Ligheds blodrøde Flag
og Retten haandhæve.

Gennem vore Hænder kun fremstiger
Kapitalens store Kongeriger,
som de faa ved List og Vold og Smiger
have vidst at rive til sig;
lad dem nu mærke,
at vi er stærke,
at ved Sammenhold vi kan
gennemføre paa Stand,
at hver Arbejdets Mand
for Dagværket lønnes.

Men enhver maa alvorsfuld med Varme
støtte Sagen tro med Ord og Arme;
lad da Storborgerklikken kun larme,
vi kan modstaa hver død Kapital;
over hver Fjende
Sejren vi vinde;
Mørkets Trold i Bast og Baand
binde vi med kraftig Haand,
medens Frihedens Aand
skal Verden beherske.

Saxo W. Wiegell.

"Den jævne, simple Arbejdsmand"

Den jævne, simple Arbejdsmand
maa haardt for Brødet slide;
ja Danmarks bedste Hædersstand
som oftest Nød maa lide.
Thi ej de rige Folk forstaar
og sjælden kun erkender
den store Hjælp, de daglig faar
af Arbejdsmandens Hænder. 

Hver Sten, der er paa Gaden lagt,
har kostet Flid og Møje,
og hver en Bygnings stolte Pragt,
vi daglig har for Øje,
er frugten af den Arbejdsaand,
der er vort bedste Smykke,
og derfor bør den grove Haand
vi ret med Varme trykke.

Naar Dampmaskinens flinke Hjul
os meget Arbejd' letter;
naar rask vi flagrer som en Fugl
hen over Mark og Sletter;
er Skibets Køl solid og stærk,
saa trygt vi Rejsen ender,
da er det hele kun et Værk
af Arbejdsmandens Hænder.

Hver Modejunkers fine Dragt,
hver Frøkens Silkekjole
er Traad for Traad tilvejebragt
paa Arbejdsmandens Spole.
Hver Diamant, der klar og ren
i Kongekronen blænder,
er kunstigt fattet - Sten for Sten -
af Arbejdsmandens Hænder.

Og derfor bør vor Arbejdsmand
ej lide Nød og Kummer,
thi ej vi ham betale kan
med nogle usle Krummer.
Nej, giv ham, hvad han har fortjent,
da først vi ret erkender
den Gave, Himlen har os sendt
i Arbejdsmandens Hænder.

W. Rantzau.

"Op til Kamp! Op, I Arbejdersønner"

Op til Kamp! Op, I Arbejdersønner,
svinger Fanen for Frihed og Ret:
hør den Røst, hvoraf Verden gendrøner,
:: vi er lige og lige vor Pligt ::
Lighedsaanden fra Oldtidens Grave
stiger Vældig og kalder til Kamp,
Guldets Magt hensvinder som Damp
og Tyranner i Dødsangsten rave.
  Vi svinge vil vort Sværd
  og kæmpe for vort Værd,
  vi slutter Pagt
  mod Vold og Magt,
  til de i Grav er lagt.

Længe gik vi taalmodig' skønt lænket
var vor Aand til Despoternes Aag;
længe taalte vi Æren blev krænket,
:: medens Retten i Støvet blev traadt; ::
længe betled' vi ret til at nyde,
hvad vor Daad og vor Virken har skabt,
til at leve vi kun Ret har haft,
mens som Trælle vi sled for de andre
  Vi svinge vil vort Sværd ...

Se, Tyrannernes Slæng, hvor de bæve,
hvor de lokke med smigrende Ord.
Før vi voved' knapt Haanden at hæve
:: efter Krummer fra Overflods Bord, ::
men nu hæve vi stolt vil vor Pande,
vi vil sprænge den Lænke, den Trang,
som Slaver os til Jorden tvang,
fast som En vi alle vil stande.
  Vi svinge vil vort Sværd ...

Op da, Mænd! Op, nu Tiden er kommen,
op, nu Døgnets Basuner har lydt:
snart forfærdelig lyde vil Dommen
:: for det Arbejderblod, der er flydt; ::
se, det blodrøde Banner, der vajer,
tolker Tidernes ventende Sag;
snart Rygtet vil fra Dag til Dag
melde Friheds og Lighedens Sejer.
  Vi svinge vil vort Sværd ...

E.W.

"Socialisternes Marsch"

Snart dages det Brødre, det lysner i Øst -
til Arbeidet fremad i Kor!
Man haaner den Fattiges eneste Trøst:
vor ret til at leve paa Jord;
man deler vor Frihed, beskjærer vort Brød;
til Arbeidet! Liv eller Død!

Aartusinders Aag paa vor Nakke blev lagt,
vi bar det og tav i vor Nød;
men vi er de mange, saa være det sagt:
vi fordrer det daglige Brød.
Samdrægtige gaa vi i Sorg og i Nød
til Arbeidet! Liv eller Død!

Til Trælle i Sind og til Slaver af Guld,
den voksende Slægt fostres frem,
og Jorden saa aldrig saa usselt et Kuld
som det, der paa den nu har Hjem;
thi Lykken maa visne ved Tryglen om Brød -
til Arbeidet! Liv eller Død!

Vor Arne er kold og vort Hjem kun et Skjul
for Trængsler og Tvedragt og Savn;
vor Idræt man lokker i Bur som en Fugl
og kaster Foragt paa vort Navn, -
og levnes kun Hadets den ulmende Glød -
til Arbeidet! Liv eller Død!

Rigmændene fodres ved Arbeider-Slid,
og Præsterne fører os frem
til Pøle af Svovl paa den yderste Tid -
naar ikke vi ofre til dem.
Vi bygger en Guldgrav, Tyranner! for Brød -
Til Arbeidet! Liv eller død!

Det knager i Samfundets Fuger og Baand, -
lad falde hvad ikke kan staa! -
men ræk mig, o Broder! din barkede Haand,
før i Løgn og af Sult vi forgaa.
En Bygning vi reiser til Skjærm i vor Nød:
til Arbiedet! Liv eller Død!

U.O. Overby.

"Honnørsang for Arbejderstanden"

Der staar en Stand i Verden,
den jævne Arbeidsstand,
ei noksom al dens Færden
man lønne, prise kan,
ei noksom, hvad den kræver
man kan den yde; thi
den overalt sig hæver
som Ørnen frank og fri.

Den eier Kraft og Snilde
og Lyst og Flid i Vaar,
og ingenlunde stille
dens djærve Færden staar,
den vinder, før end taber,
tilbage kjendes ei,
og nyt og godt den skaber
bestandig paa sin Vei.

Imod Naturens Kræfter
den stiller sine op
kun sjælden giver efter,
men holder gjerne Trop;
lad flere eller færre
af Aar i Løbet gaa,
da vil den nok som Herre
i Verden ene gaa.

Til Samfunds Pryd og Smykke
den straalende staar tændt,
til Samfunds Fryd og Lykke
den danner Fundament,
til Samfunds Gavn og Nytte,
hvad godt som tænkes kan,
den danner evig Støtte,
den jævne Arbeidsstand.

Og derfor, Gamle, Unge,
stem i, hvad stemme kan,
en Hjertenstak skal runge
henover Sø og Land;
ja, ikke det forglemme
ei nogen Kvinde, Mand,
en Tak til, ude, hjemme,
den jævne Arbeidsstand.

         Anonym. 

Agitation og folkeopdragelse

Agitation. Denne behandling vil gå ud fra den kendsgerning, at alle de inddragne tekster har man ivrigt sunget, sagt, læst og citeret, i det hele taget brugt overalt i og ved den spirende arbejderbevægelses møder, marcher, kampe - sejre og tab i offentlighedssfærens åbne fora og intimsfærens lukkede kredse.

Behandlingen vil yderligere gå ud fra, den ovenfor anførte kendsgerning; at disse sange på noget nær udgjorde det eneste politiske skolingsmateriale, som i de første mange år kom de brede masser for, og at deres hovedfunktion har rummet netop den politiske skoling, med bifunktioner som de ofte fremhævede: organiseringens sammenhold og modets opretholdelse i svage situationer.

Det virker klart; at man i enhedsskolens tilbud om undervisning i perioden, som barn - af en ofte børnerig og forarmet arbejderfamilie - ikke kunne nå op på det intellektuelle forståelses- og formuleringsniveau, som synes nødvendigt for at kunne kapere de ret tunge teoretiske skrifter, der dannede den politiske og faglige organiserings udgangspunkt.

Det kan forekomme, at Marx måske selv havde en ret 'grundtvigiansk' idealistisk idé, om de beg- og tjæresværtede energiske unge som gamle arbejder og arbejdersker, som efter endt og opslidende arbejdsdag samledes i selvuddannende idyl omkring de forskellige skrifter, og man finder derfor ofte hos ham denne "i bund og grund forklarende" tendens, hvis klare formål ligner det agitatorisk folkeopdragende, se for eksempel flyvebladene fra Pariserkommunen (1871) og i den forbindelse skriftet kendt som "Luis Bonapartes 18:e Brumaire".

Noget nær den samme stemning kan man genfinde i Holger Drachmanns berømte digt: "Engelske Socialister", og det virker klart, at tusinder af arbejdere har fulgt dette mønster, og har hentet sig en solid teoretisk baggrund af socialistisk samfundsopfattelse om og til det praktiske arbejdsliv i fabrikkerne og de faglige organiseringer.

-: Lige så klart synes det vel dog også; at af disse forholdsvis velfunderede politisk skolede begavelser, ikke alle længe forblev som anonyme medlemmer af den titusindetallige arbejderhær, som sangene priser og besynger (de blev tillidsmænd, politikere og lignende):

-: og endelige mindst lige så klart må det synes; at de bredere massers tilslutning, ført og fremmest foregik, som en art byttehandel i forvandling af slet forvaltet social tilstand med lovning på snarlig frelse ud i mætte mavers og samfundsmæssig respekt(abilitets) domæner.

Samme bredere arbejdermassers skoling blev selvfølgeligt effektueret altså virkeliggjort gennem organisationsarbejdets pædagogiske funktioner: fra valgmødet over studiekredsen til 'på tomandshånds-samtalen' og valget af "tillidsmænd" og arbejdet i fagforeninger.

Men denne skoling foregik dog først og fremmest - og som indledningsvist postuleret - udfra de klare og enkeltgjorte krav, som sangene stiller til almenheden, óg de mindst lige så klare og enkle sandheder de stedfæster om arbejderen og dennes rolle, værdi og magt overfor samme almenheds sociale struktur og samfundsmaskineri.

To hovedsynspunkter i teksterne

Som bemærket i citatet ovenfor kan arbejdernes organisering ses, som et samspil mellem arbejderklassens og arbejdsgiverklassens behov under overgangen fra før-industriel til småborgerlig og industriel masseproduktion.

Et meget alment synspunkt: at den såkaldte 'kapitalistiske produktionsmåde' og dens behov for merværdi og akkumuleret, ophobet, kapital i stadig investeringsfremgang, gjorde kæmpemarkeder og intensiv markedsrettet masseproduktion nødvendig.

For at afsætte produkterne, blev det derfor også absolut nødvendigt, at folket blev tilstrækkeligt rigt og veludrustet, til at kunne købe og forbruge; velstandsstigningen - ud af sen-feudalismens forarmede lavere sociale strata - ligner således en logisk videreudvikling af den første maskines stempelslag, af den første lønarbejders første fremmedgørelse i videregivelsen af det endnu ufærdige produkt i dets vandring gennem den opsplittede arbejdsdelings forfærdigelsesproces;

 -: den nu højorganiserede varefrembringelse fordrede derigennem højorganiserede varefrembringere - eller mere virkelighedsnært udtrykt:

-: om- og indskolingen til den industrielle produktionsmåde krævede ophør af individuelle arbejdsfærdigheder og selvoverlevelse og indførelse af lydhørhed overfor kollektive arbejdsfærdigheder og gruppeoverlevelse.

Ovenstående bør ses som en baggrundsorientering og videre udbyggelse af det fra den "Jyske historiker" benyttede citat, hvis to her kursiverede påstande nu let kan genfindes i de inddragne teksters under kategorierne:

1. Den uundværlige arbejder. - Gruppeselvtillid
2. Arbejderhæren. - Gruppedisciplin og sammenhold

Den uundværlige arbejder. - Gruppeselvtillid

Rubriceringen "den uundværlige arbejder" virker naturligvis - i al sin hjemmestrikkethed - ganske overfladisk og kun sand indtil den mere omfattende automatisering (i Danmark) senere i det 20. århundrede, men vil let kunne genfindes & verificeres i alle de fem tekster og aller klarest i Rantzaus "Den jævne, simple arbejdsmand", hvor læseren (samt lytteren), inden denne når halvvejs, nødsages til at indse; hvordan hele verden, fra "Sten" på "Gaden" til "hver en Bygnings stolte Pragt" (strofe 2) og videre til "Dampmaskinens flinke Hjul" og "Skibets køl, solid og stærk" (strofe 3) skabtes af og ved denne "jævne, simple Arbejdsmand" og hans "grove Haand" (strofe 2), - Moralen kort og godt (strofe 5):

"Og derfor bør vor Arbejdsmand / ej lide Nød og Kummer"

 Og den pointe lægger dermed klart op til den socialpædagogiske byttehandel, som blev antydet ovenfor.

• I "Op til Kamp!" vil "Vi" (: arbejderne) ikke blot "... svinge vort Sværd / og kæmpe for vort Værd" (omkvædet), men "vi" "betled'" også alt for længe (strofe 2):

"hvad vor Daad og vor Virken har skabt" 

• "Socialisternes March" konstaterer kort og godt (i strofe 5):

"Rigmændene fodres ved Arbeider-Slid" 

• "Honnørsang for Arbeiderstanden" kører videre af "Den jævne"'s spor; i en odisk prisen af denne uhyre flittige og positive stand, som: "eier Kraft og Snilde", "og ingensinde stille / dens djærve Færden staar", for hvem: "tilbage kjendes ei" og: "nyt og godt den skaber bestandig på sin Vei" (alle strofe 2), for nu blot at citere lidt fra en enkelt typisk strofe.

• Endelig bliver i "Tidens Aand" dette synspunkt udtalt, som understøttelse for det under næste punkt behandlede aspekt af hær og kamp (strofe 2):

"kun i Arbejderhæren man vil finde / Kraften som fører Samfundet frem." 

Eller for eksempel (strofe 3):

"Gennem vore Hænder kun fremstiger / Kapitalens store Kongeriger"

Det synes altså let at eftervise det ovenstående fremhævede aspekt med folkeopdragende indgydelse af selvrespekt og klassebevidsthed, som virkede nødvendigt for at skabe de 'frit organiserede' arbejds- og forbrugsmønstre, som denne analyse har postuleret essentielle i udviklingen af det industrielle samfund og dets massemarked.

Arbejderhæren. - Gruppedisciplin og sammenhold

Rubriceringen "Arbejderhæren" lyder nok mere blodigt revolutionær, end hvad dansk arbejdermentalitet ville og vil kunne svinge sig op til; og kun "Tidenes Aand" indeholder da dette synspunkt af voldelig omvæltning på "arbejderhæren", og så endda så forsigtigt som: "fra Syden op til Norden" (strofe 1). I de øvrige - og altså også egentlig i denne sang - stilles arbejderhæren = de organiserede arbejdere; og kampen = velfærdsstigningen ud af "nød og kummer".

Det virker da også typisk, at Saxo W. Wiegells "Tidens Aand" rummer de højeste idealer: borgerlig lighed, løn for eget arbejde og endelig skal "Mørkets Trold" (strofe 4) bindes og bastes, at:

"Frihedens Aand / skal Verden beherske". 

Arbejderhæren skal danne dette værks banebrydende og sværdsvingende styrke, og der manes mod: inaktivitet "dvale" (strofe 1) og svigefuldhed "Svigter blot ei eders Sag" (strofe 2) og for: sammenhold "Sammenhold" (strofe 3) og alvor "alvorsfuld Varme" (strofe 4); - fire kardinale egenskaber i de første organisationers agitation overfor den endnu svagt formulerede og formulerende arbejderklasse.

Kun "Den jævne" rummer ikke direkte hentydninger til den organiserede arbejderhær. Overalt i digtet står Hr. Arbejdsmand i grammatisk ental, og kun klassebeskrivelsen - i strofe 1 - rummer en indirekte parallel til hærbillederne rejsningsopfordring:

"Danmarks bedste Hædersstand som oftest Nød maa lide". 

Dette skyldes nok, at sangen holdes så aldeles i den første af de to fremhævede rubriceringer: "den uundværlige arbejder". - Således at kun strofe 1's "Hædersstand" og strofe 5's postulat og morale rummer arbejderhærens moralske eksplosionskim.

"Op til Kamp!" rummer til gengæld allerede i titlen hele arbejderhærens militante kampsangs indholdskerne; volden lurer lige under overfladen, men holdes i tømme af omkvædet, der netop maner til kamp mod vold og magt; gruppedisciplinen understreges kunstfærdigt og effektivt i 3. strofes omskrivning af en kendt kampparole:

"fast som En vi alle vil Stande".

"Socialisternes Marsch" synes direkte skabt til de organiserede arbejders marcher, møder og protester - bliver overhovedet den mest benyttede, citerede, berømte, berygtede og overbevisende af tidens socialistiske slagsange.

De berømte indledningslinier:

"Snart dages det Brødre, det lysner i Øst - / til Arbeidet fremad i Kor!"

angiver straks stemningen omkring disse stolte, ukrænkelige og dog så uhyrligt krænkede fælles fremmarcherende arbejdere, som kun kender vejen frem, vejen:

"til Arbeidet! Liv eller Død!".

"Honnørsang for Arbeiderstanden" kommer - ligesom marchen - allerede i sin titel frem med denne halv-militaristiske og hel-organiserede tendens.

Selve teksten holder sig overvejende til, at prise arbejderstanden udfra det andet fremhævede synspunkt: 'den uundværlige arbejder', men arbejderhærens enevældige verdensmagt, (det såkaldte 'proletariatets diktatur'), males på væggen i 3. strofes sidste fire vers, hvor man, efter fælles prisen af sammenholdet, tillidsfuldt ymter om sig selv (: arbejderhæren):

"Lad flere eller færre / af Aar i Løbet gaa / da vil den nok som Herre / i Verden ene gaa."

Der skulle nu synes foretaget en ganske grundig eftervisning af de postulerede behov for en 'disciplinering af arbejdskraften', igennem den faglige organisering, som blev postuleret tilstede i alle teksterne. Således at de agitative, retoriske socialpsykologiske og pædagogiserende aspekter i den tidlige arbejderklasses kampsange ligger fremdragne, og tilbehørligt eftervist, som det egentlige og det største udgangspunkt for den politiske målsætnings skoling til den social- (-istiske /-demokratiske) samfundsform, som overtog 1930'ernes Danmark, godt 50-30 år efter de første spæde røster hævdede arbejdernes og fag-organiseringens værdi.

Det har endvidere dannet en underforstået pointe, at denne sejr over den økonomisk og militært overlegne borgermagt, primært afstedkommes ikke blot på grund af behovet for "at imødegå en sænkning af arbejdskraftens reproduktionsnivo", ej heller blot for at disciplinere arbejdskraften i forhold til den stadigt mere sammensatte kapitalstruktur, men faktisk primært for at opbygge et købedygtigt marked for alle de produkter - fra sukker og telegrafi-service til fodtøj og litteratur - som vareudbuddet snart skulle bugne bristende frem med fra alle kanter.

Således blev og forbliver denne 'arbejderstand', med sin hæderlighed, sin dygtighed og sine internt solidariserende paroler, fanget i og af den 'kapital', man havde forestillet sig man knægtede.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 6.2:

Pog: efter fællesnordisk ord med betydningen: en kæp og en dreng. Heraf poge: en 8-10 årig dreng, senere blot en skoledreng. Staves pog eller poge, også pug.

voksende: Orgininalmanuskriptet har her: den "vordende" slægt; rettet i senere versioner til den "voksende" slægt.

agitation: Frem med din ordbog - det hele heromkring handler om, hvad det ord betyder - se eventuelt ogs tidligere fodnote.

fora: efter latin forum: oprindeligt romernes cirkusplads, overført et forsamlingstsed, fora altså: forsamlingsteder, samlepunkter, for eksempel litterære tidsskrifter.

kapere: efter latin capere: tage, forstå. Heraf at kapere altså: at rumme, magte, overskue, begribe og forstå.´

domæner: efter latin dominus: herre. Heraf domæne: landejendom som tilhørte staten. Heraf overført domæner altså: områder hvor man har magten, føler sig hjemme som ejer og den der bestemmer.

strata: efter latin stratum: et dække, et lag. Heraf stratum: et samfundslag, et litteraturværks forskellige strukturelle planer og lignende. Strata altså: forskellige lag, planer i en samlet lagdeling.

odisk: efter græsk ode: sang. Heraf en ode: en sang, også med betydningen et følsomt digt i ophøjet stil, odisk altså: digterisk, med en følsom høj stil.

[TOP]

Slutnote til kapitel 6.2:

Pariserkommunen: Se eventuelt tidligere fodnoter om "Pariserkommunen": Den folkestyrede kommune som pariserne dannede i 1870-1871, efter at den franske regering flygtede fra den tyske militærmagt, som i de år underlagde sig store dele af Frankrig. Under pariserkommunen kom en stor del af tidens revolutionært sindede tænkere og politisk engagerede til at indtage førende positioner, og det lykkedes "kommunarderne" at komme langt med etableringen af såvel borgerligt revolutionære, socialistiske og anarkistiske idéer, der satte folket og folkets tarv og velfærd før tidens herskende klasser, der havde levet højt på reaktionen til revolutionen i 1789 - 1799 under modreaktionen iværksat af Napoleon, der som nyudnævnt kejser havde sat "den 1. republik" (hvor han arbejdede som præsident) ud af spillet med "den 2. republik" og selv så afskaffet den, da han - med udløbet af sin valgperiode - udråbte sig selv til kejser. Marx' nævnte skrift henvender sig ironisk til Napoleon III, der som arvekejser stod overfor ganske store problemer med den folkelige rejsning i Paris. Tyskerne og den franske regering fandt dog snart sammen om et blodigt angreb på kommunarderne, der for eftertiden står som yderst bestialsk. I forbindelse med Pariserkommunen faldt kejserdømmet og "den 3. republik" blev etableret i september 1870 og etableret året efter. Frankrig har lige siden haft en republikansk styreform. Pariserkommunen blev inspiration for mange demokratiorienterede politiske partier herunder de første versioner af Venstre (1870) og Socialdemokratiets første dannelse i 1871. - Begge partier gik dog gennem forfølgelse og forbud, inden deres aktuelle format etableredes.  

[TOP]