Denne første analyse her i kapitel 6 vil beskæftige sig med tre artikler af Viggo Hørup, nemlig "Silkeskørter og Guldlorgnetter", "De Nationalliberale og Dannelsen" samt "Politisk Tilbageblik". Metoden vil blive, at der først gives lidt baggrundshistorie og et indholdsresume, og derefter foretages der nogle korte semantiske undersøgelser til bestemmelse af de agitatoriske og retoriske elementer i artiklerne. Endelig vil der blive foretaget en vurdering af tonen og betydningen i disse skrifter.

Silkeskørter og Guldlorgnetter

"Silkeskørter og Guldlorgnetter" kom som et polemisk indlæg i "Morgenbladet" det venstreblad, som begyndte partiet Venstres offensiv i København i 1873. 

Måske som et svar på denne venstrepublikation udkom et ugeblad - fra 1876 - under navnet "Den Conservative".

 Og i dette blad havde  den uro hos det bedre borgerskab, som man kaldte 'transtøvle-argumentet', (: den holdning der fremstillede venstremænd som brovtne bønder uden 'begreb om at begå sig' og højremænd (nationalliberale) som en dannet overklasse, der hverken skulle eller ville udtale sig offentligt om politik,) fundet et så provokerende udtryk, at Viggo Hørup så sig nødsaget til at forsvare sig og sine, hvorfor "Silkeskørter og Guldlorgnetter" stod at læse den 20/1-1876 i venstrepressens flagskib: "Morgenbladet".

Efter indledningsvist at have ironiseret over sig selv og sit lave stade, tager han fordømmelsens og forhånelsens tråde op fra den konservative artikel, for:

"At tale med "Den Conserv." er allerede halvvejs som at være i det gode Selskab; vi føler det blanke, troløse Gulv under vore Fødder, vi hører Silkeskørterne rasle, Bevidstheden om, at Diplomatiets Øjne gennem Guldlorgnetten hviler paa os, tvinger vort Blik til Jorden."

Viggo Hørup udmaler nu dén skandale og dét ramaskrig, som ville udspille sig, hvis venstrevikingerne skulle finde på, at troppe op til en af de nationalliberales høj-kulturelle og kultiverede aftensoiréer, den interesserede læser kan her finde et helt lille katalog med fine personkarakteristikker af de i tiden førende venstrefolk: de fleste af Hørups læremestre, som han forestiller sig alle ankomme til fods og i deres arbejdstøj til bal i den borgerlige:

" - og af lutter Befippelse vil vi glemme at smøge Bukserne ned, og saadan vil vi staa under Lysekronerne og glippe med Øjnene og sige nogle afskyelige Keglebanevittigheder, for at dække vor forlegenhed, medens Ironien sporløst gaar hen over vore Hoveder uden at vi mærker det; ..."

Derefter fremsætter Hørup et forslag, i hvilket han tager grundigt gas på denne følen sig bedre, som man udviste fra den nationalliberale lejr - som altså i fuld alvor opererede med begrebet 'transtøvle' 8en støvle smiddiggjort med tran altså dyrisk olie) og som så med bekymring (her citeret efter indledningen til Hørups artikel (ibid p. 46)):

"... at bønder, der ikke havde begreb om at begå sig, en dag skulle kunne komme i betragtning som ministre."

. Hans forslag går kort ud på, at:

"Lad der hvert Aar blive udnævnt fire Kammerjunkere - deres Prøve være den, at de under aaben Himmel besejrer i det mindste en af de store Agitatorer."

Hans fremstilling af et sådant møde lader - med megen ironi - den på det dengang aktuelle tidspunkt ellers stadigt meget gæve og stolte, store venstremand Berg tabe både mælet og folkets yndest, idet Hørup i sit fiktive forslag, lader de forsamlede enstemmigt gå ind for de fire junkere og "de, der er født til regeringsmagten". Hvorefter disse sejrende kan tage tilbage til hovedstaden og det stilige aftenlivs glæder.

Som det rammende udtrykkes i "Dansk Litteratur Historie" (ibid bind 6. p. 276ff):

"Satirens baggrund var ... ønsket om at erhverve kulturel sikkerhed ved ... åbenlyst at tage kampen op med de forestillinger om bøndernes og venstrefolkenes kulturelle mindreværd, der dagligt fyldte højrepressen.".

Nogle agitatoriske og retoriske elementer

 Til denne lejlighed kunne man udvide og præcisere begreberne "agitation" og "retorik" noget nærmere.

• Ordet 'agitation' betyder: meningspåvirkning i en bestem retning; overtalelse; ophidselse i en sags tjeneste, - og danner derfor en art bevidsthedsskabende indholdskategori.

• Ordet 'retorik' betyder: læren om talekunst; veltalenhed; stemmeføring, artikulation, diktion, stofdisponering, - og danner derfor en art formdannende udtrykskategori.

Denne opdeling lader disse to begreber optræde som henholdsvis det indre og ydre, altså som indhold og form: en kendt fremstillingsdidaktisk læst.

Af formelementer findes der i artiklen to interessante, nemlig: det nordiske mytologiske plan og æventyrplanet. Disse to planer synes tæt sammenvævede og udgør en slags balanceakt mellem de belevenhedsnormer, man vedkender sig og lever op til fra den nationalliberale holdnings højborg, og de ridderidealer man går ind for i mytologien og især æventyret.

Folkemindevidenskaben mener jo; at disse overleveringer sank fra den besiddende klasse og ned til underklassen, for at blive udødeliggjort dér, og selv om teksten ikke antyder, at dette forhold kunne ses som analogt med bevidsthedsdannelsen i kultur og politik, kunne man måske vove at postulere dette, - og det måske endda uden at træde den empiriske historieforskning over fode, men selvfølgelig også uden at medregne den faktor af borgerliggørelse som kulturradikale, venstreoppositionelle synspunkter efterhånden gennemgår, når de sigtes gennem den herskende klasses si af tolerancegrænser og fornyelsesbehov, og efterhånden som disse synspunkter vinder magt og finder afmagt.

En anden analog som teksten holder frem, og som også går på det æventyrlige plan: de stolte og fortidige heltes ramme lugt af udyr overfor de fire kammerjunkeres staldparfume, som Hørup ironisk gør til et modefænomen, da de vender hjem, til den elegante hovedstad.

Pointen ligner her tydelig ironiseren, og det kan forekomme relevant, at den lægger sig meget efter Ludvig Holbergs humor i for eksempel "Niels Klim" i sin udlevering af de "dannedes" tankeløse rundbanerytteri.

Af de agitatoriske elementer kan man først og fremmest bemærke: den gamle kending med at gentage modstanderens navn så omstændigt og ofte, at det til sidst mister sit egentlige indhold og - udfra sammenhængens angreb - genskabes med det betydningsindhold, som den agiterende ønsker. Ikke mindre en otte gange nævnes "Den Conservative", og ikke nok med at den nævnes, og at betydningsudviklingen foregår som ovenfor beskrevet, Hørup finder det ligeledes for godt kun at nævne den - fra hans synspunkt - formastelige avis i forkortelsen: "Den Conserv.".

Endelig et andet velkendt agitatorisk moment, der næsten synes at udgøre den sproglige idé, nemlig i den grad også at solidarisere sig med 'fjenden' og dennes synspunkter, samt disses formuleringer, for derved at skabe den ironiske distance til 'den' og al dens 'vælde', som trækker 'den' ned på jorden, gennemironiserer 'den' og skaber det mod og den kampånd, som udgjorde en overmåde væsentlig faktor for Viggo Hørups kulturpolitiske syn.

Semantiske proportionaler udfra eksempler

Ironien kan man søge at anskueliggøre udfra den proportionalsmetodik som litteraturvidenskaben internationalt skylder A.J. Greimas' "Strukturel semantik" og i Danmark Grodal og Madsens introduktion: "Tekst-strukturer".

Idéen her har lignet, at finde modsætningspar som beskrivelser for de to fløjes habitarier, som de fremgår af Hørups ladede ordvalg:

Det synes klart, at det her drejer sig om såvel en ironisering som om en faktisk tingenes tilstand. For eksempel danner balliv/kromøder og de fine wienervogne modstillet de uhumske gødningsvogne faktiske kendte forhold, der dog også må ses i forhold til det yderligere faktum, at de nationalliberale også overvejede at møde op ved kromøderne, og at ordet "Wienervogn" måske valgtes mere udfra en skarpsindig dialektiks vid, end udfra en konkret kendt bestand af Wienervogne i højrepartiets lejr.

Også om proportionalen ironi modstillet keglebanevittigheder kan det skrives; at den nok synes sand for en tøddel, altså, at man nok hos højre har betjent sig af en mere afdæmpet og kryptisk indforstået humor end i de brede bondske venstrekredse, samtidigt leverer jo dog netop denne artikels meget ironiske tone et levende bevis for, at det også kunne ske, at venstrevikinger beherskede ironiens finere virkemidler, og vender man proportionen om - med et kendt politisk fif - kunne man - med den velkendte retoriske analoge følgeslutning udfra ordspilsagtige betydningsstrukturer - skrive om; at Hørup, ønsker at vælte de nationalliberales kegler, mens disse selv har travlt med at le de ukultiverede bondekarle ud.

Også de betragtende øjne modstillet de nedslåede øjne samt de kongefødte modstillet folket (og dets rettigheder) kan sammenstilles: dels for at udrede en holdning fra Hørups side dels for at sætte denne holdning ind i den dengang aktuelle kulturkamp:

: Thi lader ironien læseren se forholdene omvendt, bliver højre til de forblindede og venstre til de eftertænksomt skuende, højre til det usle folk, som kan udnyttes efter behag, og venstre samt dets vælgere, til de der fødtes til de kongelige (og borgerlige) privilegier i og med den nye offentligheds regime.

De Nationalliberale og Dannelsen

I denne artikel fra Morgenbladet i 1880'erne, den tredje i et frontalangreb på de forhadte nationalliberale, gøres der op med deres kulturpolitik (som partiet Venstre dog siden - støttet af højskolebevægelsen - i nogen gread skulle tage til hjertet som bolværk overfor den socialistiske propaganda).

Det moderne gennembruds digtere og ideologi tages til indtægt for Hørups eget synspunkt, og redaktørens forhistorie lader læseren forstå, at artiklen også tjente til at overbevise den - på det dengang aktuelle tidspunkt - i Tyskland residerende Georg Brandes om, at den kritiske danske scene stod på tæerne: socialt engageret, problemdebatterende og i det hele taget spændende.

"Det Ny kom som en ny Literatur og en ny Kritik. Dæmningen mod Udlandet blev brudt paa en Gang fra mange Sider."

Hørup ser i det moderne gennembruds litteratur og kritik: en politisering af kunsten. At den nye strømning fødtes først gennem oversættelser senere i skandinaviske værker, først for de nationalliberale men snart - i kraft af sin kritik og debat - viste det moderne gennembruds holdningsdannelse sig som en fåreskindsklædt Hr. Ulv, der opåd de nationalliberale indefra, efter først at have fortæret hjertebørnene: Gud, Konge og Fædreland, dernæst tjenerskabet, kernefamilien, kvinden og det sociale livs dengang bærende selvfølgelighedsramme: manden.

"Den nationalliberale Uformuenhed var lige saa fuldstændig på Intelligensens Omraade som paa Politikens. Lige saa afmægtig man havde været overfor Arbejdernes Rejsning, lige saa hjælpeløs var man overfor de nye Aandsfaktorer."

Det står derfor klart for Hørup; at de nationalliberale snart måtte se denne nye strømning trives i bedste velgående hos fjenden; og lige så klart synes det; at dette kun kunne få nedladende og hånende ord som "rodløshed" og "usædelighed" med på vejen fra deres hold.

Hørup gensvarer angribende med ord som "ufrugtbarhed" og "hykleri"; og han lader læserne forstå, at de politiserende forfatteres målsætning  rummer en demokratisering af hele samfundet i et samspil de to kræfter imellem:

"Den dannede offentlige Mening kunde ikke bedre raade den ene Bevægelse end den anden; den blev, som den var, en afsluttet udbrændt kultur, der hverken kunde vokse ved sin egen Organismes Kraft eller finde en Fortsættelse ved at finde og tilegne sig Nyt."

Læseren ser, hvordan den moderne holdning langsomt æder sig ind på de nationalliberale fra alle kanter: kunsten, pressen, familien og endelig også fra det økonomiske perspektiv.

Alt i alt virker Hørup ganske så selvsikker i denne sammenhæng, som måske nok har en anelse af omklamring, for så vidt at det jo vides, at mange blandt det moderne gennembruds litterater hverken støttede de nationalliberale eller venstrebønderne men snarere de radikale og socialisterne.

"Dannelsen var ikke længer den ene og udelelige nationalliberale; der var et Højre og et Venstre også paa Kritikkens og Litteraturens Omraade, og mellem disse brændte Fjendskabet snart lige saa hæftigt som i Politiken."

Nogle agitatoriske og retoriske elementer

I denne beskrivelse af de sproglige virkemidler i sagens tjeneste kunne man tage metoden fra første lignende ovenstående afsnit op, men dette overlades til læserens eget initiativ, thi her skal der blot antydes noget om "tendens-niveauet", defineret som: den stemning den betydningsmæssige ladning, der skabes for de enkelte komponenter i sammenhængen.

"Den ny Litteratur" - vil i løbet af den første side stå som noget uhyre skønt og farligt, introduceret som: "Det Ny kom - Bang!" - nemlig: en ny litteratur og en ny kritik. Denne nye holdnings repræsentanter virker ikke som skarpt analyserende dissekanter, næ, de fremstilles som en stormflodshær, hvor billedsprogets sammenblanding af umådelige naturkræfter og militær giver en næsten uovervindelig styrke og storhed til disse nye, yngre litterater.

Krigssymbolikken holdes længe lidt tilbage, måske netop for at skærpe den stilling, at der konkret i de dages Danmark faktisk fandtes nogle opløb, nogle slagsmål: et enkelt attentat (dog efter denne artikels tid). Agitatoren Viggo Hørup foretrækker, at male krigens fanden på væggen, for med desto større sadistisk nydelse at kunne udleverer sine fjender: disse uformående, hvis eneste taktik bliver den totale udryddelse af alle, der ikke står lige med dem selv:

"Det nationalliberale Parti har altid kun haft én Taktik: slaa dem ned, udryd dem! Sejrrigt ført igennem i en hel Meneskealder, havde denne Taktik et Universalmiddels hele mystiske og ubestridte Avtoritet. De gamle Konservative, der havde angrebet de Nationalliberale paa deres Udenrigspolitik og krævet dem for den Trediedel af Landet, de havde sat over Styr, var uden videre blevne mærkede som Schleswig-Holstejnere og kort og godt viste ud over Grænsen; Bønderne der talte om Grundloven og forlangte Selvstyre, blev manede ned i deres Tørvemoser; Arbejderne viste over til Kommunen i Paris."

Semantiske proportionaler udfra eksempler

I artiklen "De Nationalliberale og Dannelsen" kan en semantisk analyse kaste lys over hele periodens frontsystem meget passende og i tråd med indholdet. Det ovenstående citat fortsætter med disse berømte ord:

"Den literære Opposition blev i Følge samme Tankegang erklæret for rodløs, unational og da det ikke forslog, for usædelig og bespottelig. Den svarede ved at blotte de Nationalliberales Uvidenhed, deres Ufrugtbarhed, Hykleri og Mangel paa grundsætninger."

De ideologiske, sædelighedsmæssige og politiske forhold blev primært, hvad det agiterende nye gennembruds forfattere satte under debat, (jævnfør utallige steder i dette skift) og i de strukturerede semantiske proportionaler vil netop disse forhold ret let kunne identificeres og illustreres.

For enkelthedens skyld befries disse proportionaler her for deres mere teoretiske overbygning, som den interesserede læser kan studere hos Greimas og hos Grodal og Madsen.

Den første proportional andrager altså det ideologiske. Højre mener, at venstre optræder rodløst og uden egentlig plads i systemet, og dette hænger til en hvis grad sammen med, at bønderne netop befinder sig i en klasseskiftetid, hvor deres egentlige rødder faktisk bliver revet op; venstre mener modsat om højre, at det kan bestemmes som ufrugtbart udfra den velkendte holdning; at de nationalliberale kun fungerede som administrerende forvaltere, handelsmænd og finansfolk, som ikke selv producerede noget; - yderligere kunne man vel til en hvis grad påstå, at bondekulturen i denne tid står som "rodløs", indtil den har gennemgået den hørupske offentligheds dannelsesproces gennem kromøderne, den politiske agitation, højskolebevægelsen og lignende; samt at de nationalliberales miljø - set fra venstresiden - virker ufrugtbart, fordi det synes stivnet i et nedladende fjendsk menneskesyn, forladt af den kreative kunst og forrådt af sin egen vold og uformåenhed.

Om den anden proportional: usædelig/hyklerisk findes der skrevet og sagt meget både i samtiden og senere. "Sædelighedsfejden" virker som bemærket andetsteds i dette skrift, hvad mange "almindelige mennesker" først og fremmest hæftede sig ved i det moderne gennembrud. Seksualiteten danner - før som nu - en vigtig faktor for bevidsthedslivet.

Med denne proportional bliver den omstående omtalte "omklamring" ret tydelig. Om end Hr. Hørup har talt for en friere og mere naturlig indstilling til det seksuelle, blev det normalt ikke blandt hans vælgere og i det fine gårdmandsmiljø, at eksperimenter med "den frie kærlighed" blev foretaget.

Snarere tværtimod viser almuelitteratur fra tiden, for eksempel Zakarias Nielsens tidligere omtalte "Maagen", at bondestanden så med megen overtroisk modstand på netop debatten om en friere kønsmoral. At man på bondelandet dog havde en meget mere bramfri og direkte seksualitet end i de borgerlige lag i byerne, kan der ikke herske megen ingen tvivl om, og derfor har samtiden nok alligevel læst Hørups proportional som både rigtigt rammende og rammende rigtig.

Hvad angår den sidste proportional, unational/holdningsløs, andrager den det nationale, højreliberalismens forsvarsvilje og begejstring for militærvæsnet versus bøndernes generelle modvilje mod almen værnepligt, betaling til militær og lignende.

Her drejer det sig om nogle historiske grundmodsætninger. At venstre ligefrem skulle opføre sig unationalt, som det fremhæves, antyder, at på dette punkt stod den konservative tænkning i virkelig alvorlig opposition til det nye gennembrud og dets opgør med militarisme af enhver art:

-: hvorimod venstrebønderne, på såvel den nye modernismes grundlag, som på den gamle kristendoms grundlag, kunne tale om, at højre stod uden grundsætninger, så længe man både kunne forholde sig imod krig og for fred og samtidigt dog også militaristisk indstillet. Som bekendt bliver netop dette punkt en af de væsentlige skillelinier, da Venstre for at forblive "stuerene" steg af den anti-militaristiske vogn, mens husmænd og landarbejdere i 1905 forlader venstre-vognen og danner det Radikale Venstre, som i mange år fremefter hævdede det anti-militaristiske standpunkt (som også de senere forlod).

Politisk Tilbageblik

I indledningen til denne artikel fortæller Viggo Hørup om kampe med sine egne partifæller og hans langsomme udfrysning fra den kulturelle elite og tilslut fra jobbet på Morgenbladet.

Edvard Brandes citeres for nogle ret hårde bemærkninger om Hørups politiske chancer, og læseren forstår, at broderen Georg Brandes har opfordret Viggo Hørup til i denne modgangstid at tage sin politiske løbebane og sine standpunkter op til overvejelse. Hørup sad da som isoleret leder af den radikale del af folketingsgruppen men sat effektivt uden for indflydelse. Artiklen blev kun delvis skrevet og fundet blandt de efterladte papirer, hermed skulle læserne blive stillet overfor, det nærmeste man kommer til et politisk testamente fra Viggo Hørup.

I hele artiklen taler forfatteren som en gammel landevejsrøver eller skipper: om store og små ting, om hændelser i kampens forløb fra Venstres dannelse i 1870 og fremefter. Og han redegør for, hvordan han i alle situationer i skrift og tale har kæmpet for sine grundprincipper. Læseren henvises til denne artikel, hvis de enkelte historier har interesse, nedenfor skal en systematisk fremstilling af hans bemærkninger om bonderealismen foretages.

Om bonderealisme og grundtvigianisme

De betragtninger, som Viggo Hørup her gør, forbliver nok de mest citerede af hans samlede produktion (hos for eksempel Svend Møller Kristensen og Hakon Stangerup i "Dansk Litteraturhistorie" bind 3 og andet steds.

Det fremgår, at Hørup opfatter bonderealismen, som en genre der hár haft en stor indflydelse og betydning, for bedringen af de lavere samfundslag på landets kår, blandt andet fordi man - også fra andet hold - havde for øje at uddanne og at kultivere bønderne.

Grundtvigianerne bliver efter Hørups mening derfor "gode nok", og har den sociale revolution og kampen for ligeberettigelse fælles med hans sag; blot virker deres jargon og dens kirkelighed vel for tung for Hørup, og især for det moderne gennembrud mænd, som, om end de ikke generelt gjorde denne mere frisindede udløber af kristendommen til skydeskive, lige så generelt følte sig dybt og inderligt imod 'den religiøse undertrykkelse' og 'alle former for overtro'.

Hvad Hørup ser i grundtvigianernes lære ligner en kamp på den ene side mellem den oprindelige bonderealisme og den demokratiske idé i højskolebevægelsen overfor og imod på den anden side den overklassebetonede højreæstetik. - Havde Hørup mon så skrevet for meget i dette 'politiske testamente', når netop denne fløj-konfrontation samtidigt danner fronten i hans livs kamp?

Begrebet 'offentlig mening' hos Viggo Hørup

Man får ved gennemlæsning af disse artikler snart indtryk af; at kampen for Viggo Hørup først og fremmest rummede en social erkendelse: en defineren sig selv bedre ved hjælp af agitatoriske postulater og retorisk ekspertise.  Projektet synes at stræbe frem mod en værdig og ikke underlagt bred bondestand.

"Hvad jeg tænkte paa var en hel Omdannelse af Bondepartiet til et almindeligt rationelt Demokrati."

Mens han mindes sine første artikler i Morgenbladet som udkom fra 1873 og mindes en tale holdt engang i 1874, hvori han så tydeligt ser sig selv 'samle hære mod ideer' 'den herskende Opinion':

"Det gjaldt ikke blot om at arbejde det af uensartede Elementer nyligt (1870) dannede "forenede Venstre" sammen til et virkeligt Parti - derfor anbefalede jeg de unge at bide sig fast som Møtriken i Enden af Bolten, der samlede det gamle Venstretømmer - men endnu mere om at arbejde Partiet op mod den herskende Opinion. Det maatte høre op at forsvare sig og begynde at angribe."

Hvad han ville skabe indebar ikke blot fremgang men en tilbagevenden til den frie bonde fra før enevældets tid, en bonde som ikke definerede sig selv i forhold til den nationalliberale kultur men i forhold til sig selv og sin egen rustikke almuekultur: nu frigjort, smart og moderne - Det borgerlige friheds- ligheds- og broderskabsideal i de lavloftede bondestuer!

Hørups våben: 'offentlighedsbegrebet' som senere tiders forskning har kaldt det: "Den borgerlige offentlighed" hinsides tyranniet og ringeagten. Hørup har bevidst anvendt agitation og stærkt retorisk udformning: eller, som han selv fastholder det i dette sidste skrift: "spot" og "hån" - og han har en klar opfattelse af sig selv som en art psykologisk sparringspartner for sine partifælder med store mindreværdskomplekser indenfor (eller rettere udenfor) 'rangklasserne' (ibid p. 69):

"Hele Vanskeligheden laa i vort eget Parti. De sagde nok: "vi er lige", men de følte sig ikke paa samme Trin som de andre. Helt og igennem var der en indgroet Højagtelse for Modstandere, der behandlede dem en canaille. Det var ikke noget der kunde rettes uden ad Omveje. Det lod sig ikke sige. ... ... Jeg kunde ikke skrive Artikler om det, men maatte under alskens Løjer se at faa det sagt i Føljetonen - under Stregen."

Hån og spot mod den lille privilegerede klasse, der havde slået sig selv op som den offentlige mening - per se - med forhånelse og bespottelse af den store unavngivne masse - Hørup skrev:

"At gøre Alvor af den almindelige Valgret syntes mig hele Opgaven"

Man kan stille sig selv det spørgsmål, om Hørups skriverier virker for strenge, forstået således at de kan virke meget bidske, næsten hadske og uforsonlige, at tonen nærmer sig det maniske og holdningen det barnligt rasende. Han nævner også (p. 69): "... blødsødne Venstremænd" som "fralagde sig alt ansvar for Tonen."

Han indrømmer selv i dette skrift (ibid p. 68) at han med vilje søgte et brud ikke en forsoning med de nationalliberale, for:

"De vilde en overgang saa læmpelig som mulig, medens jeg vilde et Brud saa afgørende som muligt. Blev de først Ministre sammen med de Nationalliberale, saa jeg, at de vilde blive sugede op af dem og absorberede af dem, ligesom de allerede var moralsk gennemsyrede af dem."

Som helhed har eftertiden dog forholdt sig enig i, at han ikke gik over det tilladtes grænser, at han netop optrådte som en sand venstreviking: en skarp debattør, og at fronterne dengang stod skarpt - men nu - de proverbiske 100 år senere - ser vi da omridset af en af de store oprørere fra 'de gode gamle dage', som ikke så hvad vej vinden blæste, da de bedre tider kom - en Hallager i hallerne? [iii]

"Retning til Venstre!" - "Kør på!"

(som Hørup skrev)

Hørup nævner tiden i juni 1881, hvor han skrev den ovenfor behandlede artikel "De Nationalliberale og Dannelsen" (ibid p. 71):

"Dannelsen var os stadig paa Nakken. Dannelsen maatte splittet og vindes. Vi havde Krig mere med en Kultur end med et Parti. ... Som Parti maatte vi have vore Digtere, vore Professorer, vore Jurister, Journalister, Studenter, ligesom de Andre. Selv udførte jeg flere af disse Gæsteroller end jeg kunde overkomme. Som en Himlens Manna faldt det literære Venstre ned i denne Ørk."

Som politisk agitator, med mere en blot grundlaget for højere retorik præsent, statuerer Viggo Hørup en uomgængelig skikkelse i det moderne gennembrud og i perioden overhovedet. Har han ikke personligt skabt holdningsændringer, har han i hvert fald skabt en stil og en "dagligdags" sprogtone, som siden har syntes forbilledlig. (op. cit.):

"Dannelsen var sprængt, vi havde, hvad vi manglede, Realismen var et fortræffeligt Stikord, netop det Ord, jeg behøvede."

En analyse af dette sprogs virkemidler og tone stiller dog Hørup ret nær de forargede og også foragtede venstreførere i "Silkeskørter og Guldlorgnetter", en beskrivelse af sprogets ironi og dybde, stiller ham nær de forfinede højremenneskers æstetik - og således kan måske enhver frontsoldat siges, at blive del af et samlet billede for begge sin krigs parter. [iv]

[TOP]

Fodnoter til kapitel 6.1:

aftensoiré: efter fransk soir: aften, et aftenselskab. Aftensoiré altså: aftenselskab i det bedre borgerskab.

empiriske: efter græsk en peira: indenfor forsøg, heraf empiri: erfaring, erfaringlære, heraf empiriske, efter græsk empeirikos: erfaringsmæssig, hvad der kan bevises ved forsøg og resultatsmåling.

habitarium: efter latin habitus: beskaffenhed, efter latin habere: at have. Heraf habitus: forfatning, ydre præg, indre beskaffenhed, åndelig holdning eller lignende. Frit herefter habitarium altså: det sæt kendetegn, som beskriver en person eller en karaktertype, såvel ydre som indre som holdningsmæssigt. Et selvopfundet ord.

dissekanter: efter latin dis secare: itu skære, heraf dissektion: sønderskæring af lig med et videnskabeligt formål, heraf overført dissektion: at pille teksterne i smådele for nærmere at studere hver dels funktion, som led i helheden og vurderingen af denne helhed, heraf dissekanter altså: personer som sønderskærer noget for at studere dets enkeltheder.

en canaille: efter fransk une cannaille: en slyngel, en bandit. Meget brugt fransk udtryk af lettere vulgær art. At behandle nogen en cannaille altså: at behandle nogen som en slyngel eller skurk fra underklassen.

præsent: efter latin præsens: nutid, heraf præsent: nærværende, til stede. Også stavet moderne: present.

statuere: efter latin statuere: opstille, efter status: stilling, efter stare: stå. Statuerer altså: fastsætter, opslår, sætter et eksempel og lignende.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 6.1:

[iii]. Det kan virke som en ironisk opfordring til eftertanke; at de samme to politiske partier: altså Venstre og det Konservative Folkeparti havde haft et nært samarbejde - støttet af det Radikale Venstre - og vendt imod socialdemokraterne og socialisterne i perioden godt 100 år efter disse brydninger. Her gælder det altså at: "Om 100 år er alting glemt!".

[iv]. Denne iagttagelse: at et engagement på den ene side automatisk modsvares af et engagement på den modsatte side, kan formentlig gøres unverselt gældende i enhver historisk analse af enhver given strid, hvor netop de stridende parters udgangspunkt jo bliver nødvendige for at en forståelse af striden kan etableres.

[TOP]