Debatområderne i følge Brandes

Litteraturforskeren Sven Møller Kristensen har i sit tobindsværk "Digteren og samfundet" (bind 2) søgt at give en ideernes og miljøets udviklingshistorie over perioden fra Georg Brandes' gennembrud i starten af 1870'erne og op til første verdenskrig omkring 1914.

Side 12 i bind 2 opsummerer Sven Møller Kristensen en diskussion hos Brandes - udfra dennes essay om Henrik Ibsen - de fire centrale debatområder. som aftegnede sig i tiden:

"Derpå opregner Brandes de emner og ideer, der er oppe i tiden, og finder fire hovedgrupper: 1. de, der stammer fra forholdet til religionen. 2. de, der drejer sig om modsætningen mellem to tidsaldre eller generationer. 3. de, der gælder forholdet mellem samfundsklasserne, de sociale problemer. 4. de, der gælder forholdet mellem kønnene.".

At disse fire områder alle havde og har rigeligt sprængstof til at forurolige det mere satte borgerskab, den traditionsbundne bondestand, og de kirkelige miljøer turde stå klart.

Side 15 (ibid) fastholder Møller Kristensen det andet væsentlige krav som udsprang af det nye gennembruds bevidsthedsdannelse:

"Et andet vigtigere om mindre øjebliksbestemt dogme end "problemer under debat" er kravet om sandhed i litteraturen, om virkelighedsskildring, om at give livet som det er, uden forskønnelse og uden fortielse."

Og Sven Møller Kristensen præciserer længere nede (op. cit.):

"Den gamle opfattelse gik ud på, at kunst var fantasi, udvælgende og idealiserende; den nye opfattelse på, at kunst var virkelighed.".

Endelig (ibid p. 17) systematiserer Møller Kristensen det tredje krav fra emigrantlitteraternes ideologiske diskurs, nemlig kravet om objektivitet:

"I følgeskab med fordringen om sandhed kommer kravet om objektivitet.".

Og han resumerer lidt længere nede (op. cit):

"Kravet om objektivitet står i stærk modstrid med den populære udlægning af dogmet "problemer under debat", fordi det betyder den upartiske, tendensløse fremstilling, som ikke vil give noget svar på eller nogen løsning af problemet, men netop kun forelægge det for læseren.".

I alt fastholder forskningen altså tre principielle kendetegn ved det moderne gennembrud (ibid p. 18):

"Der er altså disse tre principper: at give udtryk for samtidens ideer, at tale ubetinget sandhed, og at fremstille objektivt, der tilsammen bestemmer det moderne gennembruds stilling til livet og virkeligheden.".

Hvad sagde Brandes så?

Side 9 i det omtalte skrift (altså: ibid) lægger litteraturprofessoren Sven Møller Kristensen flot ud med følgende sætning:

"Den moderne litteratur i Danmark begyndte som bekendt under den meget omtalte og bagtalte devise "problemer under debat".

Litteraten Paul Krüger giver i sin "Brandesiania" ("Studier i komparativ Litteratur" ibid p. 209ff) hele det oprindelige citat fra en sjælden førsteudgave (1872 jævnfør Krüger ibid p. 221):

"Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Således sætter f. Ex. George Sand Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon Eiendommen, den yngre Alexander Dumas Forholdet mellem de to Køn og Emilie Augier Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning".

Og Krüger tilføjer (op cit):

"Det var første og sidste gang Georg Brandes talte om at sætte problemer under debat, men det var ikke sidste gang, han interesserede sig for digtningens idédebat.".

Denne superbe læser og førende Brandesforsker, Paul Krüger, beviser i den sammenhæng her, dels; at det mest berømte slogan i modernismen, altså i "det moderne gennembrud" i virkeligheden fremstår som en blot og bar bibemærkning fra Brandes side, næsten et hapakslegomenon, en bibemærkning som lagde op til en anden type diskussion, en litteraturhistorisk og stilteoretisk beskæftigelse med menneskelige typer og litterære ideer, ikke med samfundsnedbrydende eller samfundsopbyggende "praxis".

Men som Krüger fastholder (ibid p. 223):

"Selve idedebatten, som Brandes lagde op til, er iøjnefaldende. Det skrækkelige slagord om "at sætte problemer under debat" kom til at præge nordisk litteratur i årtier. De sociale problemer, kampen mod samfundsvedtægter, forholdet mellem kønnene, ægteskabet, samfundsløgnene, det religiøse hykleri, modsætningen mellem stænderne, konflikterne mellem generationerne o.s.v.. breder sig i dansk, i svensk og i norsk litteratur.".

Men som Krüger endnu engang fastslår synes Georg Brandes' ærinde oprindeligt et ganske andet (ibid på 229):

""Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat." Det snakkede man meget om i mange år. Brandes dog aldrig."  ... "For Brandes betød dette udsagn egentlig ikke andet, end at en litteratur må have et åndeligt indhold.".

Hvorfor så al den postyr?

Forskningen har derfor med rette stillet spørgsmålet om, hvorfor Brandes' forelæsningsrække og dens skrift vakte så uhørt stor en palaverisk polemik. Litteraten Harald Rue lægger i sin Brandesartikel fra Litteratur og Samfund (1937) ud med følgende svar på dette spørgsmål (både optrykt i Om Georg Brandes p. 7ff og i Litteratur og Samfund p. 48ff):

"Hovedformålet med de forelæsninger Georg Brandes begyndte i 1871 var at kalde til kamp for "den frie tanke" og den frie forskning. Derfor vakte de så stort røre.".

Sven Møller Kristensen (Digteren og samfundet bind 2) hører til de litterater, som ser sådanne rejsninger i et samfundshistorisk perspektiv. Han påpeger (ibid p. 199), at det akademiske borgerskab mistede sin magt til det kommercielle, pekuniært engagerede altså det økonomisk pengefikserede, borgerskab. Han omtaler handelsopsvinget fra 1830'erne og industriens gennemsættelse fra 1860'erne, den deraf følgende politiske frihed ved enevældets fald og den økonomiske frihed, og:

"... dermed er flere af de væsentligste forudsætninger forsvundet for akademikernes herredømme siden århundredets begyndelse.".

Hermed sandsynliggør Møller Kristensen; at der i tiden op til Brandes' gennembrud sker en forskydning, at nogle nye kræfter bliver det kulturbærende lag. Ikke længere blot humanisterne, akademikerne og den litterære offentlighed, som stadig danner de samfundsbærende lag, samlet i den konservativt borgerlige bevægelse og dens politiske parti "de nationalliberale", som hundrede år senere kaldte sig: "Det konservative folkeparti".

Antydningen indebærer altså; at netop dette skift i magt gør, at denne faldende klasse vender sig så voldsomt mod den tilsyneladende opstigende front, altså mod emigrantlitteraturen og dens foregangsmænd. Sven Møller Kristensen fokuserer nu sin optik på de drivende impulsers sociale baggrund (ibid p. 201):

"Men et så voldsomt udbrud af harme, som modtog Brandes' forelæsninger, sendte ham i landflygtighed, og en tid truede med at kvæle den moderne bevægelse i fødslen, kunne man dog næppe have ventet af den akademiske kultur, hvis der ikke havde foreligget særlige politiske omstændigheder.".

De omstændigheder Sven Møller Kristensen antyder: "det nationale nederlag i 1864" altså den fejlslagne krig med Tyskland og heraf "generationens særlige psykologiske konstitution", som litteraturprofessor Peter Madsen kalder disse omstændigheder i sin analyser af Herman Bangs "Stuk" (ibid p. 30).

Sven Møller Kristensen præciserer (ibid op cit):

"Håbet om en genvindelse af Sønderjylland levede efter 1864, men brast i 1871 ved Frankrigs nederlag i krigen mod Tyskland. Samtidigt med at grunden på den måde gled bort under de nationalliberale, blev man opskræmt af Pariserkommunen og den begyndende arbejderbevægelse i Danmark, og på dette kritiske tidspunkt kom Brandes' forelæsninger og fik bægeret til at flyde over. Han blev i høj grad den syndebuk, som de nationalliberale lod deres harme gå ud over, så meget mere som han jo var en af deres egne, en frafalden akademiker.".

Den nationale nederlagsstemning fra krigen 1864, parret med opkomsten af de første store industrivirksomheder [i] i denne periode, dannede altså de drivkræfter som for det distancerede akademiske magtlag, embedsborgerskabet, dels skabte behovet for en syndebuk aggressionerne og frustrationerne kunne vendes imod og behovet for en afledningsmanøvre, som kunne dels skjule dels skabe entusiasme for det andet "nye moderne gennembrud", nemlig det penge- og varestyrede samfund hvor kommunikation, konsumption og kapital blev afgørende faktorer.

Det bliver - med 1880'ernes naturalistisk forfattere for eksempel Herman Bang - at udviklingen fra "Håbløse slægter" til varefascination og skinauraisk kapitalstyret konsumkultur, "Stuk", finder sine tydeligste udtryk - jævnfør Peter Madsens brillant skarpsindige og præcist dokumenterende analyse.

Men diskussionen af denne sidste vigtige fase af det moderne samfunds gennembrud, bliver aldrig til andet end kulturkritik af henholdsvis pessimistisk art (for eksempel Jakob Knudsen, Gustav Wied og Herman Bang) eller optimistisk art (for eksempel Johannes V. Jensen) helt op til hundredeåret for emigrantlitteraturen: altså 1970'erne, hvor litteraterne til gengæld kastede sig hungrige over især dette aspekt, altså, det der i 'gnævermarxismen's uskønne og klodsede sprog kom til at hedde "kapitalismens opkomst" eller "Det moderne kapitalistiske gennembrud", som Peter Madsen noget mere mundret kalder det (ibid p. 16).

I Brandes' egen tid forblev diskussionen - efter 1870'ernes indledende socialrealistiske, bondeorienterede fase og dens deraf udledte ovenfor omtalte kampe - igennem 1880'erne og 1890'erne fikseret i kunsten selv: i den litterære diskussion, i den med nedgangstiderne forbundne isolation, ligegyldighed og afmagt, og den med 1890'erne selvcentrerede symbolistiske søgen efter evigt menneskelige værdier: det usagtes signede sigen, som endelig efter århundredeskiftet blev til bondeforfatterernes anden fremmarch: Johannes V. Jensen, dansk litteraturs første "teknologioptimist": den stærke, individualistiske amerikansk inspirerede trang til frihedens store svanevingeslag fjernt fra almindelighedens lokale, lille andedam, som Twain senere gav et så sympatisk billede på.

Dog, alle de nævnte retninger måtte - med god eller ond vilje - tage stilling til Brandes og de ideer han - mere eller mindre bevidst og selvforskyldt - kom til at stå som talsmand for i almenhedens opfattelse.

Det blev hurtigt en tendens, at forfattere, som gik imod Brandes, - for eksempel Topsøe og Zakarias Nielsen - udkom i langt større oplag henvendt til langt bredere lag end Brandes og hans nærmeste våbendragere, - til gengæld viste det sig så; at disse forfattere ikke holdt 100 år ind i fremtiden, hvor Brandes og hans hold stadig virkede aktuelle og endelig syntes velrepræsenterede i bogsamlinger og på biblioteker samt i almen dannelse.

Krüger har - med sin fint tilmålte og smukke skrivestil - denne beskrivelse af Brandesfløjens mod- og medspillere (ibid p. 230):

"I forbindelse med disse ord om den "kulturnedbrydende" Georg Brandes kan man minde om, at han blev betragtet som en plagiator, en papegøje, en maître de plaisir, en impresario for primadonnaer (der menes Ibsen og Nietzsche), en frygtelig person, som havde ungdommens sædelige forgiftning som livsprincip.

Fra hans tilhængere - og han fik jo tilhængere og tilbedere og aber - stammer de mange forpustede ord om Mester, Lysbringer, Lucifer, St. Georg o.s.v. uden megen variation, men med det bølgerejste hår som fast rekvisit i festdigtene. En mere klam tid vil forbavses over den megen ild, der skulle smelte isen, flammerne, der skulle lyse og varme, ildsøjlen, der skulle vise vej i ørkenen, lynet, der slog ned, vulkanen, der altid sprudlede, de altfor mange fakler."

Om ikke brødrene Brandes' havde haft et dybt engagement i moderne massekultur, havde de måske lidt samme idémæssige sammenbrud som deres aktuelle modstandere, men oprettelsen af dagbladet "Politiken" i 1884 sikrede såvel Edvard som Georg Brandes en talerstol, hvorfra de - på trods af deres små og uanselige litterære oplag - kunne indhamre deres pointers skarptslebne søm i den brede dannede offentligheds plankeværk omkring kunstinstitutionen, som for deres modstandere burde forblive en forfinet utilgængelig lysthave, og for deres tilbedere (og aber) gerne kunne omformes til et rationelt offentligt tilgængeligt system af køkkenhaver, urtegårde og kolonihaver.

Hvad mente Brandes mon?

Et eller andet sted, forekommer det forfatteren til foreliggende skrift, må denne store elskede folkefader og -(for)fører, Georg Brandes, havde stået med en lidt flad eller en lidt fiffig fornemmelse, over den store sociale storm han havde vakt, med sin tale for få tilhørere og med det manuskript, som udkom kort efter forelæsningerne til glæde for de trofaste og optændte, men uden at nå de store oplags salgstal, som Brandes kun skulle nå gennem sine avisskriverier.

Når man mere end hundrede år senere læser hans stormende ungdomsværk, forelæsningerne som han holdt fra sin nyerhvervede talerstol dér i 1871, så fremstår især to ting, som kan slå den eftertænksomt analytiske læser:

1. Der blev ikke taget videre stilling til Brandes' egentlige pointe nemlig den om, at hver social periode og dens miljø skaber bestemte, genkendelige typer i skønlitteraturen.

2. Den egentlige provokation, nemlig at den nyslåede magisters modtagende ideal for litteraturens fornemmeste roser: den værdige arvtager efter Voltaire - i såvel kampen for det bedre menneske som i arbejdet med den vedkommende litteratur - fremstilles som en kvinde: Mme de Staël.

Med det første punkt skal det antydes; at ingen af de unge forfattere tog læren om de litterære typer til sig. Dog på den anden side så levede værker som Pontoppidans "Lykke-Per", Jacob Paludans "Jørgen Stein" og især Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobreren" til fulde op til beskrivelsen af et folks litteratur ("Indledningen til Emigrantlitteraturen" p. 12):

"Et Folks Litteratur fremstiller, naar denne Litteratur er fuldstændig, dets Anskuelser og Følelsers hele Historie.".

Det blev altså i nogen grad muligt at studere det danske, nordiske folk gennem dets litteratur, noget Brandes havde haft svært ved før 1870'erne. Anvendelsen af den politiske frihed, denne friheds oversættelse til "Aandsfrihed" blev altså taget op af de danske, de skandinaviske forfattere som lyttede til mesterens kloge ord (ibid p. 23):

"Det er ikke saameget ydre Love, der behøve at forandres, om end ogsaa de, som det er den hele Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og oppløie, før en ny Litteratur kan skyde op.".

Den nye litteratur som faktisk skød op, kendes i dag som "realismen", en retning i modernismen som blev efterfulgt af den såkaldte "naturalisme" (mere herom i næste afsnit).

Det udgør dog stadig en pointe; at man ikke generelt har taget stilling til eller analyserende eftervist rigtigheden eller fejltagelsen hos Brandes: i hans meget minutiøse gennemgang af forskellige store romanskikkelser i europæisk litteratur og disse skikkelsers sammenhæng med de politiske, mentalitetshistoriske forhold i samtiden. Kun - som påpeget - indirekte har efterfølgerne i "den yngre Slægt" skabt lignende figurer, om hvilke den analytiske tanke kan mene, at den her genfinder folkets ånd, dets vilkår og dets typiske problemer.

Harald Rues ovenfor citerede indledning rummer et fint resume (op cit):

"Emnet var grundstrømningerne i den europæiske litteratur mellem de to revolutioner 1789 og 1848. Litteraturen behandledes ud fra en sociologisk betragtning, den såkaldte miljølære. Digtningen blev ikke længere opfattet som særlig benådede ånders guddommelige og uforklarlige inspiration, men som et produkt af tidsånden og miljøet, der talte til læserne med digterne som mellemmænd."

"Brandes ville skildre først litteraturen i de pågældende perioder, dernæst de ideer der kæmpedes om, og endelig hele samfundsudviklingen mellem 1789 og 1848."

"I modsætning til sin franske lærer Taine tog han begejstret og lidenskabeligt parti ved frihedskæmpernes side. Herved blev hans eget arbejde en politisk handling. Han erklærede at kun ét giver litteraturen og digtningen liv og frugtbarhed, nemlig at de er organer for "den eneste levendegørende tanke, menneskehedens store friheds- og fremskridtstanke," at de altså er bærere af revolutionen."

Men eet vigtigt opgør manglede altså, før den nye litteratur kunne opstå: opgøret med den foregående dominerende litterære skole, det opgør, som Brandes, med megen tekstnær stringens og veltalende argumentation, gennemfører i den anden del af sin berømmelige forelæsningsrække, nemlig den del der kendes som "Den romantiske Skole i Tydskland".

Pointen for Brandes: Romantikken springer lige ud af den gotiske middelalder, med dens pest, dens mangler, den irrationelle livsforklaringer og dens fascination ved det uhyggelige og unaturlige.

Han ser reformationen som fadder til revolutionen, og han beskriver to skoler som reagerer på disse forhold. En positiv skole, under Fichte og Schiller. En skole i forbund med fremtiden, fremskridtet og troen på en bedring af forholdene; samt em negativ skole, under indflydelse af især den unge Goethes skriverier, med navne som Novalis, Kleist og andre.

Brandes ("Den romantiske Skole i Tydskland" p. 165):

"Hadet til fremskridtet og til den virkelige Verden førte til, at Sjælen i denne Poesi og Æsthetik blev Hanget til det Phantastiske og det Vidunderlige og at Mythe og Eventyr fra nu af bleve de kanoniske Arter".

I mod denne del af romantikkens bagstræberiske søgen tilbage til de mere primitive instinkter i kulturens psykiske bagland stiller Georg Brandes altså Madamme de Staëls forfatterskab [ii].

Hún ses som den egentlige hovedperson i dette første bind af Brandes' "Hovedstrømninger". Hun beskrives som såvel emigranten, der af Napoleon og de reaktionære blev drevet ud af Frankrig, såvel som den der læser og forstår at anvende de positive sider af den romantiske skole i Tyskland.

I indledningen til kapitel XV af "Emigrantlitteraturen" ser han de to dele i hendes forfatterånd som henholdsvis "mandlig" og "kvindelig", "filosofisk" og "digterisk" "ideer" og "følelser", og formentligt denne dobbelthed har opstemt og inspireret ham til at gøre hende til den hovedperson, hun danner i dette banebrydende værk.

Desværre - som påpeget - har Brandes endnu ikke fået ret i sine spådomme om denne store digterånd og frihedskæmper (op cit p. 125f):

"Naar engang det Øieblik kommer, da man forsøger paa at skrive Kvindens Psychologie, og naar man vil forsøge paa at bestemme den kvindelige Phantasies og den kvindelige Aands Eiendommelighed til Forskjel fra den mandlige - og saa langt staar Psychologien tilbage, at der endnu ikke er gjort det ringeste Forsøg herpaa - ville Mme de Staël's Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder.".

En af de forhold Brandes gang på gang fremhæver hos Mme de Staël: den indsigt hvormed hun formidler de nationale typer, altså de under punkt 1 ovenstående skitserede forhold. Mme de Staëls forstand på de tyske, franske, italienske og engelske typer og deres holdninger: deres realistiske fremstilling giver hende det skær af geni, - af kvindeligt lidende geni - som Brandes så smukt maler hende i.

Her drejer det sig altså om; at Brandes selv virker fuldstændig konsekvent i sin fremstilling af sine pointer og sin eftervisning af disse pointer i sin udvalgte litteratur, en pointestyring som desværre synes gået kun halvdelen af vejen hjem til forståelsen hos hans lyttere og læsere.

Halvt fordi der da kommer en ny litteratur, som i nogen grad fremstiller de typer som Brandes efterlyste, og i nogen grad bygger på det opgør Brandes lagde op til; men også kun halvt fordi det ikke i første omgang bliver samspillet mellem tidsånden og de store tankers indflydelse på personligheden, eller de store kvindelige genier som leder an, faktisk bliver det geni Brandes vil introducere aldrig rigtigt anerkendt - endnu da.

Teksten vil følgeligt starte ud med at se lidt nærmere på, hvilken litteratur som dukkede op i kølvandet på Brandes' mesterlige udspil fra universitetets lærerstol dér i det herrens år 1870, et udspil hvis dønninger i hvert fald rullede kraftigt i strand helt frem til det nye århundrede.

Og skriftet her: "Om 100 år er alting glemt?!?" vil altså undersøge idéerne for nu hundrede år siden, hvordan de nu kan siges gennemsat, revideret og så videre samt give nogle bud på, hvad man kan forholde sig opmærksom på inde i den fremtid, som ligger lige for.

[TOP]

superbe: efter latin superbus: overmodig, hovmodig. Heraf superb: ypperlig, prægtig. Superbe altså: glimrende, fremragende, ypperlige, prægtige.

et hapakslegomenon: Efter græsk hapaks, én gang og legin sige. Flertal hapakslegomena. Et hapakslegomenon altså: et ord der kun forekommer én gang i litteraturen, engangsord.

o.s.v.: forkortelse for: og så videre også nogle gange forkortet som osv..

palaverisk polemik: efter portugisisk: palavre: ord, tale. Igen efter græsk parabole: lignelse. Oprindeligt om forhandlinger mellem europæere og afrikanske indfødte. Overført palaver: lang indholds- og resultatsløs forhandling. Og efter græsk polemos: krig. Heraf polemik: pennefejde, en skriftlig litterær eller videnskabelig strid. Palaverisk polemik altså: lang ligegyldig ordstrid udført af litterære spilfægtere.

Pariserkommunen: En meget omtalt og veldokumenteret periode i fransk socialhistorie fra 1870-1871, hvor hovedstaden, Paris, - under en krig med Tyskland -  blev overladt til sig selv, og følgeligt organiserede sig i en "kommune": "Pariserkommunen", hvor en lang række af tidens socialistiske og samfundsomvæltende kræfter fik stor indflydelse. Pariserkommunen blev meget voldeligt nedkæmpet efter fredslutningen mellem Frankrig og Tyskland, men fik følgeligt stor indflydelse på politisk tænkning i Europa. Bland andet blev både Danmarks liberale parti, Venstre, og Socialdemokratiet dannet kort efter. Denne begivenhed findes som antydet meget veldokumenteret også i dansk forskning. Denne begivenhed dukker op igen senere i Slutnoterne.

distancerede: efter latin dis: adskillelse, nægtelse, fra hinanden  og lignende, og stance: stå. Afstand. Heraf distancerede altså: bragt på afstand af, bragt foran eller bagud for noget.

skinauraisk: en term afledt fra den tyske litterat Walter Benjamin. Efter latin aura: luftning, heraf stråleglans, heraf Benjamins aura: den glans, det skin som findes over moderne forbrugsvarer, et skin uden videre betydning for varens brugsværdi og bytteværdi, et skin som dækker over manglende håndværksmæssig kvalitet, et skin derfor anset som et falsk skær. Skinauraisk altså: med et falsk skin, en uvedkommende påklistret betydning, der dækker over ringe kvalitet og kortvarig-flygtig værdi.

maître de plaisir: efter fransk maître de plaisir: en nydelsesmester, altså en letlevende og løsagtig person.

stringens: efter latin stringere: sammensnøre. Heraf stringens altså: konsekvent, logisk, klar, følgerigtig.

[i]. Litteraturprofessor Peter Madsen gav i sin analyse af Herman Bangs roman "Stuk" et opremsende vue over den nævnte "opkomst af de store industrivirksomheder" (ibid p. 16):

"Privatbanken kom - ikke mindst i årene omkring 1870 - til at spille en afgørende rolle i dannelsen af en række centrale virksomheder: Det forenede Dampskibsselskab (1866), Store nordiske Telegrafselskab (1866), De danske sukkerfabrikker (1872), Burmeister & Wain (1872), Tuborgs Fabrikker (1873) og senere: De danske Spritfabrikker (1881) og Københavns Telefon A/S (1881). Der var i stort omfang tale om sammenslutning af flere mindre selskaber og i flere tilfælde således, at resultatet blev en dominerende virksomhed på det pågældende felt i Danmark. Et blik på disse virksomheders område viser i øvrigt, at det ikke var industrikapitalisme, der var det dominerende aspekt af den danske "Gründerkapitalisme" i den første store periode i 70'ernes begyndelse. Dampskibsselskaber, Telegrafselskab, Telefonselskab er alle selskaber, der vedrører samfærdsel og kommunikation, altså betingelserne for en industri-kapitalistisk udvikling.". 

"Gründer": et tysk låneord kendt fra "Gründerzeit" (1871-73) hvor det tyske kejserrige etablerede sig med blandt andet de store krigsskadserstatninger indkrævet fra Frankrig i 1871ltaå kort efter Pariserkommunens nederlag. En videnskabelig, arkitektonist periode frem til århundreskiftet, der kendetegner "industrialiseringen" i de tysksprogede områder. Når Peter Madsen - og med ham mange af periodens kulturkritikere - omtaler disse stort set alle stadigt velfungerende og indtjenende virksomheder (med forbehold for senere tiders fusioneringer og lignende) som udspring af "Gründerkapitalisme" betyder det altså egentlig blot: det økonomiske fundament for "industrialisering". Ekspliciteres hans pointe (om "samfærdsel og kommunikation"), giver den dog det helt særligt danske særpræg, at landet som råstofløst allerede fra starten af industrialiseringen måtte satse på viden og uddannelse altså informatisk - og jo da også - med doktor Brandes - fik en universitetsakademiker, (frafalden eller ej, jævnfør Møller Kristensens bemærkning ovenfor) som satte en international standard indenfor bevidsthedsproduktion i almindelighed og højere æstetik i særdeleshed (faget litteraturvidenskab hed dengang: Æstetik, og her tiltrådte Brandes altså som magister med den behandlede forelæsning).

[ii]. Madamme de Staël (1766-1817). Hendes forfatterskab omhandler de franske revolutionsidealer, kvindefrigørelse og erotiske litteratur. Hendes rolle som "moder" og beskytter for mange af den franske revolutions mænd, samt forfatter til opgør mod ægteskabets uophævelighed indenfor katolsk kirkepolitik og det faktum, at det lykkedes kirken (godt hjulpet af Napoleon) at undertrykke ja nærmest at udrydde hendes litterære indsats, som 100 år senere stort set ikke mere læstes. En af de (få) gange Brandes fremhævede en stor digteriske begavelse uden at have eller få ret i forhold til eftertidens vurderinger, jævnfør at han jo faktisk introducerede danskerne til både Baudelaire og Nietzsche.