Litteraturforskningen har mange mål og midler for at realisere sin grundliggende interesse, grundlæggende processer som frembringer forud­sigelige såvel som uanelige resultater. Den har måske ikke så mange metoder som den har udøvere, men noget nær. Et gennemgående tema i litteraturforskningen op til slutningen på det 20. århundrede udgjorde en tilbageskuende revurdering af litteraturen, af dens rolle som mediator mellem den folkelige bevidsthed og de kreative kunstnere på den ene side, og den generelle politiske og historiske udvikling overfor kunstens engagement, virkemidler og formål på den anden side.

I perioden fra slutningen af det 19. århundrede til i dag, slutningen af det 20. århundrede, udviklede den skandinaviske litteraturproduktion sig fra at danne det internationalt førende og toneangivende højlitterære niveau til at fremstå som en lille provinsionel version af den internationale massemediebårne såkaldte kultur, også kaldet "pop-kultur" eller "transkultur".

Om end perioden startede med at have høje kollektive idealer og en fast tro på fællesskabets løft og på den samlede anstrengelses frugter, endte allerede den tidlige periodes store mester, Georg Brandes, med at indse, at de store toneangivende enkelte genier skaber både fremskridtet og de afgørende tanker for dette fremskridt, mens massen og dens sammenhold, som det fremtræder i allehånde organiseringer, hurtigt viste sig at som: underoplyste redskaber i sociale strategier, altså primært de talentløses forsøg på at skabe sig position og magt på trods af deres handicap.

Forordet her skal ikke forære bogens pointer væk, men det vil danne et gennemgående tema, at dén realisme og modernisme som med Brandes, Ibsen, Strindberg og Pontoppidan gik sin sejrsgang over hele den vestlige, civiliserede verden, blev båret netop af disse store ånder og deres mange mindre, loyale forbundsfæller - i en tid, den sidste tid, hvor litteraturen stadig kunne optræde som fokus for det større, fælles: 'almendannelsen' & 'den offentlige mening'.

Teksten vil vise sin læser hvad Forfatteren mener desangående. Det vil blive fremhævet; at den store internationale berømmelse som kom de tidlige modernister og realister til del altså blev båret af store, individuelle, kreative genier, der formåede at få mange mennesker til at reagere. 

Deres holdninger og deres sociale program vil blive fulgt op gennem tiden, fra dengang de blot fremstod som vilde ideer i geniale brushoveder, til dengang hvor de fungerede som fuldt realiserede samfundsmæssige kendsgerninger, enten goder eller onder.

Modernismens medfødte modstandere

Heraf vil det samtidigt fremgå; at deres projekt af deres modstandere, dengang som nu, betragtes som et uhyre skadeligt og ødelæggende projekt, der har bragt menneskeheden i en ufatteligt dårlig situation.

Fra disse arge, beske kritikere vil det endvidere fremgå; at om end doktor Brandes endte med at indse; at kun de store genier, ikke de mange små talentløse slavesjæle, skaber de menneskelige værdier og dermed den sande menneskelighed, ja, så syntes de ideer som Hr. Brandes søgte at bringe hære op imod mere overlevelsesvenlige, end de ideer han prøvede at søsætte, som har bragt så mange ulykker med sig. Disse kritikere vil fremhæve en række kritisable og problematiske forhold ved det moderne gennembruds tænkning:

Blandt disse den såkaldt "frie kærligheds" promiskuøse smittespredning, og dens ophævelse af det familiemæssige fællesskab; erstattet med  følelseskulde, millioner af forliste ægteskaber og parforhold, i organiseret promiskuøsitet af mange slags, i pornografi og en uhørt rå prostitution, i stærkt faldende fødselstal og i millioner af menneskelige tragedier plaget og præget af tilfældig kærlighedsløs seksualitet og som følge heraf alkohol- og stofmisbrug, seksuel pervertering og menneskeligt fornedret isolation.

blandt disse også ideerne om at almindelige mennesker skulle have lige så stor indflydelse som de faktisk indsigtsfulde, kreative og geniale mennesker, hvilket har ført til noget nær en opgivelse af sprogkærligheden, af sprog- og kunstforfinelsen og alt hvad man førhen kendte som krævende, givende og inspirerende litteraturteknik; den litterære og videnskabelige produktion blev som følge heraf insignifikant, varebetonet, forfladiget popkultur uden idé, og uden den moralsk etiske højnelse af almendannelsen, som kritikerne såvel som forsvarerne stadig mener står som en højere målsætning for kunsten og litteraturen.

blandt disse også opgøret med de religiøse institutioner uden andet alternativ end en moderne videnskabelighed og et verdensfjernt intellektuelt distanceret samfundsmæssigt engagement, hvilket har medført en rodløs opgivelse af de højere etiske mål, moralsk stræben og sand medmenneskelig hensyntagen, som tilsvarer opgivelsen af den kunstneriske æstetik omtalt ovenfor; et samfund uden religion og dermed uden moral, et samfund hvor forbrydere belønnes og beskyttes, mens ærlige mennesker kommer i anden række, tvinges til uhæderlighed eller et liv i obskur isolation; et samfund hvor de høje idealer som religiøse mennesker sætter sig, fremstilles af en perverteret, forrået og beviseligt uhæderlig og løgnagtig massekultur som fup og svindel, som farlig og usympatisk; kort skrevet et samfund som i ord og gerning synes synonymt med det værste helvede religionerne nogensinde har fremmanet, et samfund på støt march ud over alle afgrunde, et samfund som har skabt menneskefjendske ideologier og våbensystemer en masse, altså et samfund i Djævelen vold.

blandt disse også den fuldstændige fremmedgørelse af kvinden, hendes brutale omplantning til en tilværelse som lønslave på soldateragtige kår, delt med mænd i en samfundsstruktur, der, som følge af tabet af de nære hjemlige og medmenneskelige relationer kan opfattes som forrået og forrådt til professionelle, statsaflønnede og principielt ligeglade og generelt inkompetente erstatninger for den kvindelige kærlighed og omsorg der forsvandt. Samtidigt mistede kvinden, vil disse kritiske traditionalister fremhæve, sin altafgørende indflydelse på sindenes dannelse, hjemmene blev til sovesale, kvinderne blev til fallosløse drengepiger, dårlige kopier af de mest uduelige mænd, ofte end mere brutale, inkonsistente, inkompetente og hjerteløse i den offentlige administration, som de så grådigt erobrede for deres frugtesløse erstatningsinitiativ, mens det menneskelige fællesskab og den samfundsmæssige kontinuitet, som de førhen havde sikret, gik fløjten og fik dårlige og utilfredsstillende "professionelle" afløsere. Det arbejde som før udførtes i kærlighed og hengivenhed udenom den økonomiske tvang, blev nu gjort til objekt for denne tvang og dens mangel på sand menneskelighed gennemsatte sig snart i et kærlighedsløst samfund, som havde mistet sine kvinder og gjort dem til halvtumpede mandfolk.

Det vil her af disse resumeringer af kendte og alment udbredte holdninger fremgå; at modernismens projekt virker ganske vellykket, idet det altså ret så åbenbart lykkedes den at gennemføre sine ideer, men at dette projekt ikke kan betragtes som ganske gennemtænkt, idet disse ideer har skabt langt større problemer end de søgte at afhjælpe.

Modernismens medfødte medstandere

Modsat vil de som forsvarer det moderne gennembrud fremhæve, at:

Emigrantlitteraturens mænd, så fortrøstningsfulde ind i en fremtid, hvor kærlighedslivet ikke omgæredes med tabuforestillinger, hvor den menneskelige driftsimpuls kunne tilfredsstilles og genoptændes i et tvangfrit og gensidigt kærligt miljø af frigjorte mennesker, som uanset deres kønslige tilhørsforhold, gennem almen respekt, gensidig ligeværdig aftale og samfundsmæssig tolerance kunne realisere deres fra flertallet afvigende seksuelle natur (for eksempel homoseksualitet)

Emigrantlitteraturens mænd, så fortrøstningsfulde ind i en fremtid, hvor almenmennesket ganske dannet, kunne leve op til kunstens og videnskabens krav. Hvor kunsten kunne bruges ikke blot til at opløfte og berige sindet, men til at gennemtvinge positive forandringer i samfundet og i almenmenneskenes holdningsdannelse gennem en fri og åben, uhildet offentlig debat, hvis vurderingskriterier vægtedes udfra en objektiv videnskabelig indsigt i sagforholdene.

Emigrantlitteraturens mænd, så fortrøstningsfulde ind i en fremtid hvor mennesker frigjort fra religionernes dogmatik og overtro, selvstændigt og på grundlag af den moderne videnskabelige indsigt søgte de sande åndelige værdier, den højere æstetiske stræben, den ultimative indsigts sted og den sublime forståelses oplysning og samtidigt lod middelaldermørkets mentale mishandling og psykiske vold forsvinde til fordel for oplysning, sand humanisme og samfundsmæssig solidaritet.

De som forsvarer emigrantlitteraturens mænd, modernismens fædre, de vil fremhæve at disse fortrøstningsfulde så ind i en fremtid, hvor kvinden stod som et fuldgyldigt, ligestillet og frigjort individ, frigjort fra hvad man dengang oplevede som et mandsdomineret samfund, hvor kvinden ville kunne yde en anden og ekstra indsats for det overordnede fælles bedste.

Modsætning & meningsmod

Disse her kun overskriftsmæssigt resumerede arge modsætningsforhold synes altså, efter forfatterens analyse af debatten, hvad der kom ud af, og stadig kommer ud af, dén højsindede og idealistiske kamp som emigrantlitteraturen, modernismens store fortalere (óg deres modstandere, der jo deltog i debatten) startede for godt hundrede år siden. 

Et kendt dansk ordsprog siger, som titlen på foreliggende værk, at: "Om 100 år er alting glemt". - Denne bog undersøger sandheden i denne 'smarte' bemærkning og sætter ?!? (: spørgsmålstegn, udråbstegn og spørgsmålstegn) herved.

Sandheden ligger måske som udråbstegnet midt i mellem disse 'problemdebatfløje'; - og alle som deltog deltog i realiteten på begge fløje, - samtidigt, - om man nu forstod det bevidst eller ej. Ingen virker helt hvide, ingen helt sorte, og alle gjorde de deres bedste, ofte ret idealistisk, for det man nu, hver især, troede på.

Om 100 år vil alting altså ikke gå i glemme! Næ, om 100 år har de aktuelle tendenser sat sig deres spor. Om 100 år har modreaktionerne haft deres spil, om 100 år husker man nøjagtigt og vurderer nøjagtigt. Om 100 år føler mennesker sig på afstand af de aktuelle historiske problemstillinger, disse virker jo netop kun historiske til den tid.

Derfor vil man se, måske med overbærenhed mere sandsynligt med foragt, på de initiativer som -  ene udfra forudfattede teorier og på forhånd fastlagte postulater - søgte at tvinge udviklingen i den ene eller anden retning - og om de nu vandt eller ej.

-: Om 100 år vil man ryste på hovedet af de politiske, etniske, religiøse og kønsmæssige sammensværgelser som arbejdede på at gøre de sandt talentfulde og begavede forfattere tavse, helst døde og borte, så at man kunne dominere markedet med "sine egne folk", "kammeraterne" med "de rigtige meninger" - om 100 år vil man (som i denne bog) igen uhildet søge til det kreative geni, den kunstneriske flamme bag overfladeforgøglingen.

Man vil indse, at den geniale læser, de store nordiske modernisters litterære sparringspartner, doktor Brandes' oprindelige doktrin (som man husker den): "Alt skal sættes under debat", stadig gælder (også selv om han aldrig sagde det lige sådan, mere herom i denne bog).

Måske indser man da også, at selv modstandere af den politiske, etniske, økonomiske og kønsmæssige tvang havde ret til at komme til orde, samtidigt vil man indse, at den til den tid herskende lykke eller huserende ulykke hænger præcist og uomtvisteligt sammen med netop de analyser og herpå følgende resultater, som fremsattes i det foreliggende værk - for her gik Forfatteren med Teksten til rødderne.

"Om 100 år er alting glemt", måske også principielt dårligere begavede, mindre indsigtsfulde og betydeligt mere talentløse individer organiserede i konspiratorisk samfundsnedbrydende grupperinger på begge sider af den her beskrevne debat, - man vil dog samtidigt indse; at mennesket ikke kan holdes nede, at sandheden kun kan fordrejes i en periode, så vil den elastisk og i følge sin indre natur springe tilbage til sin egentlige form: frit svævende om end solidt grundfæstet hinsides meningstyrannernes ideologiske kunst- og menneskefjendske tå- og hæleklipperi af virkelighedens versefødder -: måtte dette ske ikke for sent men snart!

[TOP]

Fodnoter til Kapitel 0:

mediator: efter senlatin mediator: mægler. Heraf mediator altså: mægler, mellemmand, forligsmand, formidler.

transkultur: efter latin trans: på den anden side af, hinsides, tværsover, over. Heraf transkultur: en kulturform uden særlige nationale, etniske kendetegn, den moderne 'transnationale' mellemvare med lidt af det hele uden noget specielt. Om dette kulturbegreb, og om "pop-kultur" se eventuelt Forfatterens "Pop Rock Poesi" (P.R.P.).

inkompetente: efter latin in: her med betydningen: u-, ikke, mis-; og efter latin com petere: sammen stræbe, svare til. Heraf inkompetente altså: uberettigede, ukvalificerede, uden myndighed, uden beslutningsevne.

insignifikant: efter latin in signum facere: ikke tegn gøre. Heraf insignifikant altså: ubetydningsfuld, ubetegnet.

synonymt: efter græsk syn onoma: med samme navn. Heraf synonym: et ord med samme eller næsten samme betydning som et andet. Heraf overført synonymt altså: det samme som, næsten det samme som, ligesom.

en masse: fransk en masse: i mængder, efter latin massa: klump. Litterært udtryk som angiver noget i store mængder. En masse altså: i massevis.

konspiratorisk: efter latin con spirare: sammen ånde. Heraf konspiration: en sammensværgelse. Konspiratorisk altså: lægge hemmelige planer, lave sammensværgelser.

tå- og hæleklipperi: efter æventyret "Askepot", hvis to søstre klippede deres tæer og hæle for at kunne passe den fine, lille glassko. Overført tå- og hælesklipperi altså: at lave noget om, at lyve med sine data for at få dem til at passe på den ene eller anden måde.