I et fyrtårn ved sit hav
- alt i ensom majestæt,
sidder livet - sidder døden,
og spiller spillet om os.
De løfter brik på brik af vor tid,
spreder, sætter sammen med flid.
Nogen gik så glade forbi,
nu har tiden lagt dem som lig.
Lig af ligegyldig glemsomhed,
lig af ingen frihed og fred,

- Jeg gik op af de mange trin
banked' på, trådte ind,
der lå støv af de mange sind
spillet fylder med vind.

"Åh, Hr. Liv - Åh, Hr. Død,
hvor går vejene hen?"
"Hvor du står, ud og hjem,
der går vejene hen!
Hvert skridt er tankestøv i vort spil,
hver vilje gør de ting som vi vil.
Vælge kan du kun som du er,
handle kan du kun når vi ler.".
Nogle gik så glade forbi,
nu har spillet lagt dem som lig.

- Jeg gik hen til det store bord
og faldt li'som tilfældigt;
i mit fald trak jeg spillet med,
det var faktisk uheldigt.

Livet skreg: "Næ hov! Men hør nu, hej!",
døden sagde: "Nu går jeg min vej!".
Vælge kan du kun som du er,
handle kan du kun når de ler.