Når alt siges højt,
hvad mener man da?
Er alt alles yden
hvor hver ting er talt?
Da tænker jeg ømt
på hvert menneskes bånd,
binder os sammen
fra fod op til hånd.
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.

Når ingen tør sige
en tanke så nær;
er da altet tomt
eller ikke opbragt her?
Da slår det mig atter
at tankeflors børn,
som latter forgår
inden tidernes tørn.
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.

Hvor ingen kom frem
var ej alle i går,
af forskellens hjem
modsagt ikke vi står,
da spør' jeg til dig
der var ensom som jeg:
er tiden et nej
er da polen et hej?
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.

Lad det være sagt
som faldt let i din mund;
lad frem blive bragt
hver en minderig stund;
da ved hvert et ord
hvert et tungens gevind,
at over vort bord
bragtes glæden til sind.
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.

Lad det være usagt
som fløj travlt forbi,
fordi det ta'r langdrag
på tankedragts pli,
da klædes kun tålmod
i smiger og pynt,
thi tålsomme timer
beriges på skrømt
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.

Lad det være sagt
som faldt let i din mund;
lad frem blive bragt
hver en minderig stund;
da ved hvert et ord
hvert et tungens gevind,
at over vort bord
bragtes glæden til sind.
    Til dig der får:
    sank i møjsomme år.
    Til dig der har
    vid hvor enkelt du ta'r.