Når kornet kaster sin rislen
mod farven: den gule,
den grønne, den usynlige blå;
og faunaens safter syder sit ammen,
da der mellem marker
jeg ynder at gå.

Når brisen kysses af landskabets stilhed,
mens husene synes i dvale at stå,
når så støvet nynnende gråner rabatten,
så elsker på vejen jeg stille at stå.

At slippe en indestængt, forpint
og bygemt jubel løs.
Fornemme en stigende omfavnen alting,
mens kalken i mit åbne bryst
til overflod fyldes af den pøs
naturen hengivent har skabt
i sin tidløse døs.

Og når tilbage til selvet jeg går,
da kimer en klokke af malmede mulde
energisk og hård,
den ringer om minder, betingelser, kår
og er skabt i de dage, da
mennesket lagde naturen i skår.

Forsølvet nu klokken hænger højt
i min luftkirkes tårn,
den ringer om sol, jord og frugtbarheds vandren,
og den hænger i tov vævet af dage,
hvor naturens favn tog alt menneskeskabt tilbage.