Tilbage

Brief – de-brief i sagen om Leonard Peltier

By Per Olsen. 1st version 23rd December 2009 e.v.
This text in the East-Ingwarone dialect called "Danish"
might get a simplification into
the West-Ingwarone dialect called English soon.

Han har siddet fanget siden den 6. februar 1976. Amnesty International har kaldt ham en politisk fange og forlangt ham øjeblikkeligt frigivet. Det er snart tyve år siden. Han sidder der stadigvæk på 34. år. Retten har udtalt, at den ikke aner hvem der begik den forbrydelse han sidder for. Den har også fastholdt, at den heller ikke aner hvilken rollen han eventuelt har spillet i forbrydelsen. Hans to kammerater, som blev fanget straks efter forbrydelsen, blev begge pure frikendt; de havde handlet i selvforsvar mente dén dommer og hans jury. Men det mente den næste dommer ikke, og det på trods af at appelretten for længst har indrømmet, at der blev brugt både mened og tvungne falske vidnesbyrd for, at få ham udleveret fra landflygtigheden. Han fik to gange livstid for en forbrydelse, han selv hævder ikke at have begået. Han fik så et par år oven i og endte i en permanent maximum security celle for et flugtforsøg sidst i 1970’erne, da det gik op for ham, at han ikke ville få en retfærdig behandling.

Nu her i 2009 skulle hans løsladelse så komme efter alle regler og forordninger. Han havde alle de nødvendige løsladelsespoints. Han havde både en bolig og et job derhjemme. Han havde i øvrigt også mere end 30 år som medaljeret og prisbelønnet mønsterfange bag sig. Men ”alvoren af den forbrydelse” som han ikke vil tilstå; faktisk det forhold, at han ikke vil tilstå den forbrydelse, han beviseligt dårlig nok ville have kunnet begå, gør at han sidder der endnu, og dér kan han så vente på sin 80 års fødselsdag, der falder i året for den næste løsladelseshøring 2024. Ja, og i mellemtiden kan han kun håbe på, at præsidenten vil benåde ham, for eksempel når han går af.

Men det kommer der måske heller ikke så meget ud af, for det blev faktisk forsøgt af Bill Clinton, endnu en af de mange VIPs, der så udmærket kender denne politiske fange. Clinton stod og skrev under på frigivelser af en hel del dømte og beviseligt forbryderiske mennesker under sine sidste dage i det Hvide Hus, men da han kom til dét stykke papir, hvor denne politiske fanges navn stod, ja da stod hver eneste FBI-m/k-person pludselig stille i den amerikanske hovedstad, og de gik først i gang igen, da Clinton, modig javist, men ikke dumdristig, lagde benådningen til side.

Så han sidder der endnu. Han hedder Leonard Peltier, blandt sine frænder og familie kendes han ved navnet Gwarth-ee-lass engelsk: He Leads the People, gerne oversat som: ”Han leder folket” og som Tate Wikuwa engelsk: Wind Chases the Sun (: vinden jager solen): gerne oversat som:Han der går på vinden”. Nedenfor skal der gives et par bud på, hvorfor denne mand, Amerikas # 1 politiske fange, stadig sidder fængslet, denne livstidsfange, der engang som ung mand kom med i den amerikanske indianerbevægelse, (American Indian Movement, AIM), og efter sit første alvorlige job som menneskerettighedsforkæmper endte på FBIs ”Most Wanted Man”-liste og siden i en maximum security celle. Hvorfor? – Tjo:

Retssikkerhed versus det personlige skøn

Den dommer, der frikendte Leonard Peltiers to venner på det samme sæt indicier, som gav Peltier to gange livstid, har – i Robert Redfords og Michael Apteds dokumentarfilm ”Incident at Oglala” - kaldt sagen for ”sagen der ikke vil forsvinde” og det har vist sig rigtigt. Og nok ikke blot fordi den viser noget om Amerikas juridiske system, som allerede fremgår her, nemlig: Hvad én dommer og jury bedømmer som oplagt selvforsvar bedømmer en anden dommer & jury som en alvorlig forbrydelse, især da hvis synderen ikke vil tilstå, angre, fortryde og love bod & bedring.

Netop den sidste svada af retslige begreber med rod i den mørkeste middelalder har FBI anvendt i deres argumentation for at forlænge Leonard Peltiers indespærring på livstid, men som blandt andre Desmond Tutu og mange andre kendisser skrev i hver deres bøn om benådning, så har Peltier faktisk både udtalt sorg over hvad der skete og fortrydelse over det skete … Allerede i sin bog ”Prison Writings. My Life is my Sun Dance” (1999 p. 13) indleder han kapitel tre med disse ord:

- Jeg har ingen undskyldninger kun sorg. Jeg kan ikke undskylde for, hvad jeg ikke har gjort. Men jeg kan sørge og det gør jeg. Hver dag, hver time sørger jeg over de som døde under skudvekslingen i Oglala i 1975 og over deres familier. - 

Hvad mere kan man forlange af en mand, der til stadighed har hævdet sin uskyld, har hævdet at han fulgte den strategi, han havde lært i den amerikanske indianerbevægelse: ”Dig, du skød lige op i luften!” som den franske rocksanger Renaud synger i sin ”Song for Leonard”.

Historiens sidste organiserede folkedrab på rødhuderne?

Hvad skete der egentlig? Jo altså: Den amerikanske indianerbevægelse, AIM, der blev dannet i 1968 som den røde mands version af tidens kamp for menneske-, borger- og ligeret, blev i 1974-75 kontaktet af nogle ældre og såkaldte traditionalister (folk der lever på indianervis) fra en af de mest fattige, forarmede og nu også forfulgte reservater, Pine Ridge i South Dakota; hvor en ny halvblodsherre, Wilson, og hans skydegale stærkt alkoholiserede svende havde begået mere end et halvt hundrede drab: Selektive eksekutionsagtige drab på traditionalister, ældre og mennesker med sympati for AIM. Peltier havde prøvet det med væbnet modstand én gang før, han befandt sig faktisk på flugt fra et påstået mordforsøg på en politimand, dén anklage blev dog droppet, man fik måske noget bedre at hænge AIM-aktivisten på?!

Wilson og hans Guardians of the Oglala Nation (GOONs), blev siden fjernet fra Pine Ridge med domme for blandt andet korruption, så ingen tvivl om at AIM handlede på et demokratisk og forsvarligt grundlag, da organisationen sendte nogle energiske, unge aktivister ind, som kunne skræmme de skyde- & mordgale drukkenbolde og dermed dæmme op for hvad eftertiden ser som det – forhåbentligt – sidste forsøg på direkte organiseret massemord på indianerne i Amerika. Og her nærmer vi os en grund til, at Leonard Peltier stadig holdes fanget og til at de mere end 100.000 sagsakter i hans sag stadig hemmeligholdes med henvisning til statens sikkerhed. – Jeg har kaldt det: The Body Count  
(: Kadaverkalkulen)
.

The Body Count

Går vi tilbage i Europas historie, enes man om, at pesten tog over 300 millioner mennesker; dog: vi har ikke mange billeder og beretninger om pestbål eller finder mange pestkuler, selv om de da findes. Vi havde – dét ved vi – i Europa et adelsvælde som hævdede hånds- og halsret; faktisk indtil myten om Guds eget land kom med opdagelsen af Amerika, fandtes der intet exit fra slaveriet, ligegyldigt hvilken af middelalderens fire klasser man nu kom fra. Altså indtil muligheden for at komme til den havn, hvorfra man kunne sejle til den havn, hvorfra man kunne sejle til det forjættede land opstod fra midt i 1500-tallet.

Mit bud lyder; at rigtig mange flygtninge fra feudalismens gru fik de efterladte i landsbyen til at fortælle herremanden, at pesten havde taget dem, mens de i nattens mulm sneg sig den rette vej for at starte et nyt liv over there. – Selvfølgelig ikke alle pestens postulerede 300 millioner ofre, men nok en 100 millioner mere end vi normalt regner med – perioden spænder jo reelt fra midt i 1500-tallet og 3 århundreder frem og selv mindre fiskerkuttere kunne klare turen over dammen, så … –: Og pesten selv nåede jo pudsigt nok heller ikke for alvor Amerika.

Heraf følger så, at mange skibe ikke ønskede at lægge til i den havn, hvor herremandens venner eller kongens udsendinge måske ventede. Dengang havde man jo ingen videre personregistrering, jævne mennesker skrev ikke selv breve før langt op i 1800-tallet, så det gik ganske gelinde … indtil indianerne angreb og slagtede hele holdet (måske efter aftale med skipperen, der så kom tilbage og tog sig af det efterladte jordiske gods til hjemturen, hvem ved?). Den historie kender vi en happy-ending-version af med beretningerne om Pocahontas, ”den forkælede møgunge”, der i virkeligheden hed Matoaka og jo fik en mand kær med det klassiske pseudonymnavn ”John Smith”.

Omvendt i The Body Count regner man med, at det nordlige Amerika havde godt 100 millioner oprindelige beboere, da de første skibe kom, mod godt 5 millioner nu, så der døde altså godt 95 millioner ”rødhuder”, heraf nok mere end halvdelen for andre indianeres hånd, enten når en stamme fik skydevåben og udslettede sine rivaler, eller (især) når den klassiske indianske stifinder (som f.eks. set i  filmene: ”A Good Day to Die” & i ”The Sundance Kid”) hjalp den hvide mand med at fange indianere.

Så hvis regnestykket siger, at godt 50 millioner indianere blev dræbt af hvide og at indianerne dræbte minimum 100 millioner hvide, inden det vilde vesten døde, så har vi egentlig et meget godt billede af, hvad der skete, der den 26. juni 1975, hvor to hvide mænd og én indianer måtte lade livet på Jumping Bull Farmen i Pine Ridge Reservatet. – Og måske derfor sidder Leonard Peltier stadig fanget: Han kommer fra Lakotastammen, Sioux, kaldte deres fjender dem, vi kender deres vildskab, deres troskab, deres samfund fra filmen: ”Dancer with Wolfs” på dansk: ”Danser med ulve” og med den film kender vi også lidt til den krig, som USA aldrig har sluttet fred i, den krig der holder Leonard Peltier som gidsel.

Pine Ridge (også kaldet Oglala) den 26. juni 1975

Den morgen i Pine Ridge kørte to unge, nye politifolk i en umærket civil personbil,  to civile betjente fra de federale forbundspoliti (FBI), der – det påstås der – over radioen havde startet en alarm, fordi de havde set en formodet støvletyv i en rød bil, som de nu forfulgte skarpt ind på reservatet. Manden sad i øvrigt derhjemme, så dén historie holder heller ikke, det holder heller ikke, at de begyndte at skyde vildt omkring sig, men det påstås, at de foretog endnu et nødopkald, fordi de endte i en kugleregn.

Så længe politiet troede, at Peltier kørte i en rød bil, fastholdt man, at de to agenter fulgte en rød bil, det blev senere lavet om, således at de skulle have sagt en rød og hvid bil, mage til den som Leonard Peltier kørte i. Og sådan bliver det ved: Agenternes våben bliver for eksempel genfundet, når Peltier eller nogle af hans venner fanges, deres bil springer underligt nok i luften, så de ved endnu et underligt tilfælde kommer til at beskadige ”mordvåbnet” og den kugle, der beviseligt ikke kunne komme fra Peltiers våben.  &.c. &.c. sic! & ad nauseam som det hedder, når en akademiker udtrykker sin væmmelse over det latterligt urimelige … sådan noget som det der anføres som gyldig grund til at holde Leonard Peltier fanget.

Alt det ved retten, og diverse appeldomstole har bekræftet det, og man har stadig ikke forklaret, hvordan kun tre indianeraktivister, der skød i op i luften, har kunnet anbringe så mange hundrede kugler i de to agenters bil og kroppe. På den anden side har man heller ikke forklaret, hvordan et opkald over politiradioen angående en støvletyv kan afstedkomme, hvad man siden har kaldt ”den største mandejagt i Amerikas historie”, i hvert fald gik der ikke mange øjeblikke før reservatet omringedes af ikke blot FBI-folk og folk fra Kontoret for Indianeraffærer (BIA) og soldater fra flere afdelinger af hæren, men også paramilitære frivillige! – Og dé mennesker skød salve efter salve! - Først i 1995 lykkedes det gennem Informationsfrihedsloven (Freedom of Information Act) at få bevis for, at man havde planlagt dette overfald på Reservatet. Leonard Peltier skriver (ibid p. 129):

 -  ... en faktisk hær ... havde samlet sig i området til et planlagt paramilitært angreb på Pine Ridge Reservatet. Og nu var dagen endelig kommet. Dette raid var helt åbenbart blevet planlagt på forhånd. Måske regnede de med, at de kunne rykke ind og gøre os færdige, efter at de to agenter havde tiltrukket sig vores våbenild og dermed givet dem den undskyldning de behøvede. Der var tilsyneladende absolut ingen vej væk derfra for os. - 

Ingen har i dag overblik over hvem og hvorfor alt det hár retten indrømmet. – Ud over selvfølge dét, at en menneskerettighedsorganisation havde tilladt sig at gå ind i et folkemordsteater med bevæbnede fredsvagter og sige stop. Men hvad får så mange våbenføre frivillige til at lægge sig i baghold og skyde efter fredelige, fattige folk så sent som i 1975? Om ikke det skyldes angsten fra The Body Count: De har dræbt flere af os og hvad nu hvis de begynder igen???

Måske derfor sidder Peltier fanget? hvad nu hvis han ikke angrer? hvad nu hvis han opfordrer til krig? Til terror! … vi ved jo, traditionelt, at indianere bare bliver bedre soldater end de fleste andre amerikanere, jf. f.eks. Ira Hayes, så der ligger en reel faremulighed der, også selv om Leonard Peltier, der jo kaldes: ”Han der leder folket” faktisk slet ikke optræder som en traditionel Lakotahøvding (det gør til gengæld hans ven og støtte Russell Means), Peltier opfører sig snarere som en god menneskeretsaktivist, der stædigt fastholder den politik, den snak om frihed, som han lærte i AIM.

Det gør filmstjernen Means dog også, det kan ikke kraftigt nok understreges, at Lakotaindianerne siden Sitting Bulls møde med Præsident Jackson (som beskrevet i filmen om ham og ”Buffalo Bill”), og siden også Crazy Horse kom til besindelse angående de hvide, har fastholdt en fredelig politik, en drøm om en dobbeltstat, om partnerskab, kærlig konkurrence og sammenhold mellem alle røde, hvide, sorte & gule brødre. - Russell Means well! - som en vittig person bemærkede til en af hans tankevækkende stunts et sted i en af de indianske nyhedsmedier.

- Jeg er kommet for langt nu til at give op, ikke før mit folk bliver frit vil jeg give op!som Leonard Peltier siger over telefonen på den sang superstjernen, Robbie Robertson, manden bag the Band, har lavet sammen med ham, ”Sacrifice” hedder den sang, og den findes på det album Robertson har kaldt ”Contact with the Under-World of Red-Boy”, hvor en perlerække af de fornemmeste indianske kunstnere medvirker; folk der, som Joanne Shenandoah, har spillet i det Hvide Hus, eller ledere fra den Amerikanske Indianerkirke Verdell Primeaux and Johnny Mike.

Og igen: måske til FBIs store fortrydelse har AIM jo ikke vist sig som en mordgal terrororganisation, hvad de hár gjort i mordsager ligger på den linje, hvor mord på indianere snart regnes for lige så alvorlig en forbrydelse som på alle andre slags mennesker, desværre stadig ikke en realitet her i 2009.

Måske kan man sige at angsten fra sandheden i The Body Count skaber dén rivende, rasende irrationelle driftsmotivator bag føderationspolitiets hidsige had til Leonard Peltier. Og det bliver ikke mindre irrationelt, hvis vi prøver at finde den anden mulige faktor, den der handler om The American Dream.

The American Dream

Ingen anden nation, intet storrige har før amerikanerne haft ”en drøm” som deres helligste totem. Ordet totem kommer fra Chippewa-stammen og blev via Frazer, Freud & Lévi-Strauss til en del af moderne vestlig psykologi og antropologi. Totems indebærer en pagt, et bånd mellem totemist og totem, og drømme kan meget vel gøres til totems. Man kan forestille sig at drømme og åndesyn, der blev til virkelighed, må have skræmt indvandrerne fra vid og sans, måske som et af de første interne amerikanske Top Secret klassificerede militære problemområder.

De to verdensberømte Lakotaledere, Sitting Bull og Crazy Horse, havde begge drømme og åndesyn som en del af deres profil, ofte efter en ”soldans” (Sun Dance), man kan måske tænke sig til, at man allerede helt tilbage i 16-1700-tallet hos de hvide har spekuleret over, hvad denne drømmemagt, der gav indianerne sejr på sejr, mon indebar; og måske derfor skulle både Sitting Bull og Crazy Horse bringes til fald, selv efter at de slog ind på en mere fredsommelig samarbejdsvillig vej. Militært kunne de ikke stoppes, de overgav sig selv, på samme måde som Leonard Peltier undslap fra ”den største menneskejagt i historien” og først ved den hvide mands svig (mened) blev anholdt i Canada og udleveret til sine fangevogtere i USA:

Måske forstår læseren lidt om den paranoia, der fulgte efter moret på John F. Kennedy:  Sorte Pantere & Fredsbevægelser der skulle stoppes, borgerretsgrupper der skulle endes, en ond hård kamp med Vietnam-krigen som den iskolde dødningehånd, der satte stopper for hippiefesten fra 1968?

X-file indersiden kendes i dag projekt MK-Ultra og andre siden hen afslørede hemmelige grupper under CIA, FBI &.c. Militær og efterretning der eksperimenterede med stoffer, psykiske kræfter og så videre. Her i Danmark husker nogle stadig den beklagelige udløber af MK-Ultra, der førte til LSD-sagen ved Frederiksberg Hospital.

Disse ting står ikke til diskussion, vi ved at der blev eksperimenteret kraftigt for at få hold på netop denne drømmefaktor. Jeg behøver end ikke at nævne Camp Hero, Philadelphia-Montauk eller endnu mere eksotiske projekter, hvor bevisbyrden stadig står uafgjort; MK-Ultra (der blev standset af Carter) kan ikke bortforklares: Der blev foretaget mange, mange overgreb på civile verden over, og i USA har det især ramt de fattige hvide, sorte og indianerne. Så det kan ikke diskuteres, at der skete nogle ting, som ikke holder hverken for dagens lys eller retten. – Men jagtede man blot virkelig bare en drøm??? – Tja:

Demokratiets rødder i indianerkulturen & al det andet oven i …

Ligesom enhver oplyst amerikaner i dag kender det faktum, at demokratiets grundidé: Ideen om valgte repræsentanter i ét hus, og garvede senatorer i et andet hus og om en folkevalgt leder i et fastsat tidsrum i det store hvide hus, denne grundidé som vi i dag kender som demokrati, denne glimrende idé fik den amerikanske stats grundlæggere fra Irokeserkonfederationen; heller ikke dette faktum kan diskuteres: Da først de europæiske kongers åg, feudalismen i al sin rædsel, lå afkastet i sølet, greb indvandrerne til deres nyfundne røde brødres bedste idé … parlamentarismen.

Men at ”drømmen” i hjertet af det moderne projekt, den højhellige American Dream, at også dén henter sin kraft fra det indianske, kan godt volde problemer.

Kartofler, majs, agurker, squash, aroniabær, penicillin, chiafrø alt dette og meget mere skylder vi jo indianerne, det ved enhver, og så længe vi kun taler om materielle ting, går det godt nok end da; straks værre bliver det dog for den hvide mand og hans selvrespekt, når vi når til demokratiet, modefænomenet, teamsport, polyfoni og de grundliggende akkorder i "moderne" klassisk musik , inklusiv rytmen i jazzen og frem; ja så kniber det, men historien lyver ikke:

Bach, som vi kalder "polyfoniens fader" fik jo sine ideer i røgen fra den pibe med indianertobak, som han elskede så højt. Og ingen finder rødderne til blues i Afrika, for de rødder næres i hjertet af den indianske kultur. Jo, også dét intellektuelle gods har vi historisk set hentet fra "de vilde" ... enten gennem direkte indflydelse som med demokrati, mode og teamsport eller gennem indirekte indflydelse via en samspillende feedback-loop med "de vilde", som med f.eks. polyfonien og den eksplosive udvikling i skydevåbenteknologien.

Og jo-jo: Jo mere man får, fra én der bare giver og giver, jo mere bliver man en bølle, der har svært ved at opføre sig anstændigt, især da når man frygter den psykiske faktor, den x-faktor der overgår al sund fornuft, overgår alt hvad der kan manipuleres og lægges i lænker og som sætter den boglige forkyndelses- og åbenbaringsreligions trossætninger i skammekrogen.

Eller mere jævnt formuleret: for den hvide mand begyndte miraklernes tid først for alvor med "opdagelsen" af Amerika, for den røde mand holdt den aldrig op, og den betyder til stadighed rigtig meget.

Og her har vi måske grunden til, at FBI tilsidesætter alle hensyn, gerne udstiller sig selv som dybt korrupt, løgnagtigt og faktisk utilregneligt (med adskillige mord på vidner o.s.v bag sig), og til at selve den nationale sikkerhed menes truet, hvis Leonard Peltier og AIMs lille hær af advokater får indblik i det hemmeligholdte materiale i sagen. Her kommer nemlig historien om hvordan Leonard Peltier slap igennem den jernring, som de mange militærfolk havde lagt omkring Pine Ridge den formiddag i 1975.

Fugleflugt – naturpagtens drømmesind

Leonard vågner og løber ned mod den farm, hvor skyderiet foregår, de befinder sig i en heftig kugleregn fra alle sider, skal de fuldføre deres fredsmission må de trække sig tilbage straks. En af dem, Joe Killsright Stuntz, ham der blev dræbt (uden at nogen har efterforsket den sag), blev tilbage og dækkede Leonard og hans venner, som trak bagover mod det hus, hvor de gamle, børnene og traditionalisterne befandt sig; derfra flygter de.

De beskriver senere, hvordan de alle følte sig sikre på, at de snart skulle dø ligesom så mange andre indianere før dem. Leonard Peltier mener selv, at den store Lakotaskabergud Wakan Tanka (der minder lidt om vores egen Tyr, inden aserne kom til med historien om ulven) gav hver eneste i den lille gruppe en af de berømte usynlighedsskjorter, der blev lovet danserne i ”The Ghost Dance(ibid p. 130):

- Den dag, lige midt imellem hundreder af rasende forfølgere, blev en rædselsslagen gruppe på nogle få dusin mænd, kvinder, børn og Ældre på en eller anden måde gjort usynlige. -

Det lykkes dem på trods af alle odds at finde ly i en lavning, hvor de sætter sig og får vejret igen. Her træder Leonard Peltier så i karakter, folk vil have en bøn, så han rejser sig og fremsiger sine tanker for Wakan Tanka, de går i korthed ud på; at skál de dø nu, så o.k. ”det er en god dag at dø”, men kan de få lov at leve videre, så også o.k. (ibid p. 131); -  gruppen varmer op og pludselig lander en ørn på et træ ikke så langt derfra, den skriger med det selv samme skrig, som de alle kender fra de ørneknogler der anvendes i deres ritualer. (op. cit.):

- Det er som om, den var kommet for at vise os vej. Det tror jeg, at den gjorde, og det gjorde vi alle sammen der. Det tror jeg på den dag i dag. Vi fulgte dens flugtretning, og den ørn ledte os i sikkerhed på trods af den store sværm af ordenmagt og GOONs. -

Og Leonard følger fuglen, måske har han set den i sine drømme? Vi ved, at han fra sin celle, som en anden tibetanermunk færdes frit over hele verden (”Han der går på vinden”) i hvert fald følger han og den lille gruppe fuglen, og fuglen fører dem selvfølgelig den sikre vej gennem et kloakrør ud gennem den hvide mands klodsede, unaturlige og kunstige voldscirkel; og så tager Leonard Peltier den chance, der gør at han i dag sidder fanget på livstid: Han fortsætter til friheden i Canada, mens hans venner vælger at blive i USA og at melde sig selv til politiet, så snart chancen for at blive skudt på stedet forsvinder med de mange vildt skydende militærfolk. Og hvis de havde fanget Leonard Peltier og sat ham for den samme dommer og jury som hans to kammerater kom for, ja så havde de jo frifundet også ham!

Den gode Doktor Mabuse – drømmeren og virkeligheden

Men så havde Leonard Peltier ikke kunnet sidde og drømme i sin celle!!!

- Min kunst holder mig oppe – har Peltier udtalt, og hans smukke, idealiserede oliemalerier med gode, ophøjede, glade indianere sælger for skyhøje priser og indtjeningen finansierer en lang række traditionelle AIMagtige projekter: alkohol- & stofafvænning, rehabilitering af kriminelle, krisecentre for kvinder, tøj og tæpper til forfrosne indianere og julegaver til deres børn, nogle af de "ini'tiver", der har medført en hel del medaljer og anerkendelse til Leonard Peltier fra demokratiske regeringer og grupperinger verden over.

Alt dette skabt af en traditionel Lakotadrømmer med rødder i 60'ernes globale kulturrevolution, en langhåret kunstnertype der nægter at gå ned med nakken selv om fletningerne sidder fast i postkassen, en ukuelig optimist der bliver ved med at poppe op som en prop, hver gang man forsøger at dukke ham. En drømmer der ser det gå fremad for sit elskede folk, og som ikke giver op, før dette folk - og med det alle undertrykte mennesker på planeten her og mange andre - har genvundet fuld frihed.

Og her/nu ser vi måske så endelig omridset til den magt FBI frygter mere end at blive afsløret i stort set alle de forbrydelser der kan begås i en sag, som den der verserer omkring Leonard Peltier, hvor vel nok alle de lovbrud ordensmagten kan begå bliver begået ganske så systematisk. Men-men:

Allerede i det år hvor Peltier blev fanget, inden domsfældelsen, fik indianerne flere steder ret til at bygge spillekasinoer, det vil sige ret til at tjene store penge! Ja, & siden går det slag i slag: De nye lodrette væksthuse, som vil standse hungersnød og kraftigt reducere CO2-udslippet, eller solcelleteknologi, der vil erstatte oliebehovet, for nu blot at nævne to områder, hvor indianske stammer har det afgørende initiativ.

Mange - også nogle skandinaver - ved, at Seminolestammen købte Hard Rock Café imperiet under devisen:

 - Vore forfædre solgte vort land for fine wapum-glasperler, nu køber vi det tilbage ”burger by burger”. -

Og vigtigst af alt: En helt ny generation af unge indianere lever ikke blot fint op til amerikanernes sædvanlige krav om at få uddannelse og blive selvforsørgende, de har etableret en helt ny Pow-Wow-dansekultur, hvor de integrerede byindianere faktisk fastholder deres kultur, på trods af de fine uddannelser og de stærkt forbedrede levevilkår.

Den verdensberømte sangerinde og indianer, Buffy Saint Marie, der også i sin karriere har dokumenteret den systematiske forfølgelse af indianerne og deres venner som kom med reaktionen på 68-generation, har allerede, som en af de første blandt de vise Ældre, besunget denne nye eller rettere fornyede og genoplivede Pop-Wow-dansekultur, der samler unge amerikanere i dans, sang og fest uden alkohol og stoffer og i fællesskab, mens resten af gældsstatsfangerne sidder og lumrer foran deres ensomme skærmlygter. Jo-jo!

Men dette syvmileskridt frem for de oprindelige amerikanere, som sker her i den tid, hvor Leonard Peltier sidder og drømmer og skaber i sin celle, dette kvantespring gælder dog ikke generelt for de stammer, der blev kaldt Sioux, (udtales "SU") altså: fjender, af deres fjender, igen altså Lakota- Nakota- og Dakota-indianerne i mange afarter, med samt disse indianeres gidsel i det Amerikanske retssystem: Leonard Peltier himself.

De lever med håbet om en selvstændig Lakotastat, og måske derfor stadig fattigere end mange af dé oprindelige stammer og folk i ulandene, som i dag ser Leonard Peltier, det amerikanske diktaturs politiske topfange, som deres eneste talerør imod amerikanernes griske, amoralske, oppustede, selvfede flok af købte & solgte slavenikkedukker fra Mammons rædselsfulde og -vækkende kz-lejre. Blandt disse håbefulde fredsmagere også denne etniske dansker: Per Olsen aka: Writing Pen - Redeeming the Redeemer.

Hermed, kære læser, hermed en mulighed for at gøre, hvad allerede Dali Lama, Desmond Tutu, Mikhail Gorbachev, Jesse Jackson, Madonna, Paul McCartney samt snesevis af andre VIPs, plus mere end 100 amerikanske og europæiske toppolitikere &.c. allerede hár gjort … stå fast ved kravet: AIM for Freedom. Free Peltier!